Så er vores berlineventyr slut

Det har været fantastisk sjovt, spændende og lærerigt og noget jeg altid vil tænke tilbage på med stor glæde. Vores ting er pakket, vi har sagt farvel til vennerne og turen går snart mod Danmark. Det er vemodigt og surrealistisk at det nu er slut.

Jeg har sagt, hvad der skal siges om Berlin og sjove, søde, dumme, skøre, arrogante, opfindsomme tyskere og mine oplevelser hernede, så Hildegard Knef får det sidste ord:

Berlin, dein Gesicht hat Sommersprossen

Berlin, din ansigt har fregner,
og du er alt for åbenmundet,
dit skelende blik er aldrig mut,
og du siger aldrig: "Hvad laver jeg dog?".

Berlin, du er alt for flad til skønhedskonkurrencen,
men hvem måler den man elsker,
når du først elsker ubetinget.

Berlin, du er kvinden med forklædet,
i hvis skørter vi hænger livslang.
Berlin, du giver dåbsattesten krydderi
og har givet os dit "Na und" som redningskrans.

Berlin, din pande har rynker som en gravhund,
men hvad ville du være uden dem?
Hvem har holdt dig så ung?
For du sover aldrig.

Berlin, mit sind får børneøjne
og min puls går alt for hurtigt,
du tager mig fuld af selvsikkerhed ved hånden
med din ødelagte bjørnepels.

Tak til alle de trofaste læsere. Vi ses snart.

Flytningens og snapsens glæder

Vi maler!
Da vi for et næsten år siden flyttede ind, ville vi gerne overtage lejligheden to dage før den første, fordi det var en søndag og passede bedre, så aftalen med de forrige lejere var, at de skulle male (som der står i lejekontrakten) og hvis de ikke var færdige skulle vi nok klare det sidste. Det var så dumt! Det er jo grønt lys til free-rider adfærd af ypperligste karakter og der skete da også det, at de pletmalede med en helt anden nuance hvid, hvilket har betydet, at vi nu skal male det hele#¤%&!
Jeg synes i forvejen det er røvsygt at male og der er få ting der siger mig mindre end at male lejlighed jeg flytter fra! De næsten fire meter til loftet har også i den grad sat sig igennem mht. forbrug af maling og længden på vores arme. Og det er jo ikke kun det at male der tager tid. Der skal også dækkes af, sættes tape op og bla bla bla. Mads har købt noget godt malemusik, så jeg overlever og heldigvis har jeg jo fri. Det ville have været mere surt, hvis vi begge havde arbejde samtidig og skulle bruge alle vores sidste aftener i Berlin på at male.
Jeg ville gerne uploade de sange, som gør maleshowet udholdeligt, men min computer er ikke længere i så fuld vigør, som den har været og cracker, når den skal tænke over mere end to ting på samme tid - jeg mistænker den for langsomt, men sikkert, at være ved at udvikle demens.

Aufwiedersehenfest
I fredags havde vi arrangeret "Aufwiedersehenfest". Ikke afskedsfest, men på-gensyn-fest. Da lejligheden jo er pakket ned og var halvt nymalet (og vi af Haas er blevet bedt om ikke at holde så vilde fester mere), blev spottet for festen Treptower Park, ved et af bordtennisbordene. Jeg havde bagt 40 pølsehorn, en lasagne og en drømmekage og stoppet de tre flasker snaps vi havde til overs fra påskefrokosten ned i en pose med en masse isterninger og så var scenen sat. Desværre havde en kristen gruppe med nogle store højtalere og en endnu større lyst til at oplyse hele parken om, hvordan de har fundet gud og hvorfor det er fedt efterfulgt af sange også valgt vores sted, så de stod for underholdningen den første time. Vi spillede en masse rundt om bordet og det var i det hele taget en rigtig hyggelig aften. Da det blev mørkt begyndte det dog at regne, men vi trak ind under nogle store træer og fortsatte festen der. Da regnen tog til blev det besluttet at sætte kursen mod karaokebaren Ronsons sing-in, hvor vi endte med alle sammen at stå og synge 'We are the world'. Karaoke er sgu et mærkeligt, men utrolig sjovt koncept, når man er i stødet til det.

Lørdag kom Mutti, Kleo og Beda med bil og trailer, som de har ladet blive her og taget flyet hjem. Det var rigtig hyggeligt at se dem og det passede perfekt med at det blev godt vejr da de kom, og jeg havde en god undskyldning for ikke at blive indenfor og male. De blev til mandag og en halv time inden de tog afsted, begyndte det at regne og det har det nærmest gjort lige siden og det er ikke så slemt at være herinde i male/pakke/flytte kaos, når det regner.

Når enden er god...

Jeg var i fredags til evalueringssamtale hos Schröder. Jeg var lidt nervøs for det, for jeg havde en fornemmelse af, at han ikke var helt tilfreds. Min overraskelse var derfor stor, da han kun havde rosende ord at sige og jeg fik en vildt god anbefaling. Han lagde meget vægt på at jeg endelig skulle komme forbi, når jeg kommer til Berlin igen og han ville gerne vide, hvad jeg kommer til at lave i fremtiden osv. Jeg havde forberedt en lang tale om de ting jeg ikke havde været så tilfreds med, men da jeg sagde, at jeg nogle gange syntes det havde været svært, fordi han tit var ukonkret når jeg fik en opgave og jeg ofte ikke rigtig vidste, hvad han ville have, så sagde han, at det vidste han godt, at han er dårlig til. Det endte med at vi sad og snakkede om mine fremtidsplaner og Danmark i en halv time og det var faktisk hyggeligt. Jeg var meget overrasket og glad og lettet.
Han gik meget op i at der stod det rigtige i anbefalingen. Det er (selvfølgelig) meget vigtigt i Tyskland og det viste sig at der (selvfølgelig) er en hel bog om, hvordan man skriver anbefalinger. Åbenbart er det f.eks. et kodeord, at der til sidst står tak for samarbejdet og at man ønskes alt godt, for hvis ikke der står det, betyder det at det ikke har været godt. De er fandme så skøre de tyskere.
Jeg synes det har været en vild spændende erfaring at være i Bundestag og en super udfordring. Selvom det ikke altid var lutter lagkage, vil jeg helt sikkert tænke tilbage på det, som noget godt og lærerigt.

Unser Kiez

Denne post handler om vores kvarter - Unser Kiez (som betyder det nære kvarter).

Vi bor i bydelen Kreuzberg, som er ret stor og derfor er der to dele af Kreuzberg. Kreuzberg 61, som er bohemedelen med alle hippierne og Kreuzberg 36 med tyrkerne, de autonome, alkoholikerne osv. Det er der vi bor. Kreuzberg 36 er dog ved at blive mere og mere hipt og den del af Kreuzberg 36 vi bor i er blevet udråbt til den nye in-kiez, fordi boligerne stadig er relativt billige her (danskerne har endnu ikke presset priserne op her fordi de kun køber lejligheder i Prenzlauerberg og Friedrichshain) og kunstenere, studerende og andre kreative, som sætter gang i tingene derfor flytter herned. Kreuzberg er en del af det tidligere vest, men lå lige i kanten og vores gade var en blindgyde, som var spærret af mur. Derfor skete her ikke en skid, men da muren faldt lå kvarteret pludselig midt i byen. Det har betydet, at der i vores gade er åbnet masser af restauranter, barer, butikker osv. inden for de sidste år.

Supermarkedet: Det supermarked som ligger tættest på er Kaiser's. Det er ret lille, men alligevel er det utroligt, hvor meget de har formået at proppe derind. Det betyder at det altid er en kamp at komme rundt med en indkøbsvogn, fordi der kun er plads til én vogn i gangene af varer der tårner sig op.
Kaiser's svarer egentlig til Brugsen, men stamkunderne i vores Kaiser's er alkoholikerne, som trofast sidder ude foran og derfor er kvaliteten af grøntsager og frugt også derefter. Det er ikke lige det de sælger mest af, så man skal tit være heldig for ikke at komme hjem med rådne ting. Derfor er jeg faktisk krøbet til korset og køber altid grøntsager i Lidl, som ligger lidt længere væk.

Isen og pizzaen: Lige rundt om hjørnet fra os ligger Falckenstein Straße, hvor en driftig tyrker ved navn Aldemir har åbnet to butikker, som har resulteret i et sandt kvarterløft. De ligger lige overfor hinanden. I den ene kan man købe stenovnsbagte pizzaslices og i den anden hjemmelavet is. Begge dele er super lækkert og der er altid mennesker. På varme sommeraftenener summer det af liv og folk i alle aldre som spiser enten pizza eller is eller begge dele. Mads har været meget trofast kunde i pizza biksen, mens jeg mere har læsket mig i den lækre is.

Parken: Fem minutter væk ligger Görlitzer Park, som tidligere var banelegeme. Indtil 1961 var det en privatbane til Cottbus og Görlitz, men så blev der bygget en vis mur og derefter blev banen kun brugt til godstog. I 1985 blev den helt sløjfet og området blev i starten af 1990'erne lavet til park. Parken er ret stor og der er både lavet en børnebondegård, med æsler, grise, høns osv. og en trafikskole, hvor man kan lære at begå sig i trafikken, plus at der er fodboldbaner og et kæmpe parkområde med plads diverse aktiviteter. Det er også et ret yndet sted for tyrkerne, som slæber hele stuen med og griller til den store guldmedalje, mens ungerne leger i parkens springvand. Der sidder næsten altid en eller flere og spiller eller jammer. Der er i weekender med solskin et Leben uden lige og man kan virkelig få meget tid til at gå med at iagttage alt der sker.

Broen: Vi bor som sagt i 'østhjørnet' af Kreuzberg og næsten lige uden for vores dør er Oberbaumbrücke, som forbinder Kreuzberg og Friedrichshain over Spree. I september er der efter sigende en tradition med at friedrichshain'ere og kreuzberg'ere mødes på broen og har en kæmpe kamp med gamle rådne grøntsager, vand og andre 'fredelige' våben for at se hvem der er sejest. De to bydele blev administrativt slået sammen for nogle år siden, men friedrichshainerne kalder Kreuzberg 'underfriedrichshain' og Kreuzberg'erne kalder omvendt Friedrichshain for 'Østkreuzberg'. Jeg har desværre ikke oplevet det. Det skulle være ret underholdende.

Oberbaumbrücke er oprindelig bygget i 1732 og fik sit nuværende udseende i 1896. Stilen er 'nygotisk', men jeg synes mest det ligger to legotårne. Under DDR fungerede den som en af de syv grænseovergange indenfor Berlin. I 1997 blev der udskrevet en konkurrence, om markering af grænseovergangene. På Oberbaumbrücke er derfor en kunstinstallation med to neonhænder som spille sten-saks-papir om aftenen. De skifter hver sjette sekund og man kan selv tage del i legen ved at gætte med på, hvad det næste bliver.
Derudover er der en skøn udsigt fra broen og tit nogle ret fantastiske solnedgange.

At bo tæt ved Spree har også andre fordele i form af de barer, som ligger på vandet og hvor man i sommeraftenerne kan sidde ude til den lyse morgen, Badeschiff, hvor man kan slænge sig i sandet og bade i poolen, som er stillet ud i Spree og Treptower Park, som strækker sig langs med Spree og er perfekt til løbeture.

Ja, så vores Kiez er skøn at bo i. Det er sjovt som man tilpasser sig. Hvis jeg havde boet et andet sted i Berlin, havde jeg sikkert syntes det var fantastisk - men der er nu noget magisk over Schlesi-Kiez! Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig de kommende år.

Finkultur og popkultur

Jeg nyder virkelig livet! Det her er en perfekt måde at sige farvel til byen og de folk jeg har lært at kende hernede og samtidig nå de sidste ting jeg gerne vil i Berlin. Jeg tror aldrig man bliver færdig med byen, når man først er blevet hooked, og vi kommer sandsynligvis også til at tage tilbage en gang i mellem.

Finkultur
I går var jeg på Neue Nationalgalerie med Nick og se udstillingen 'Die schönsten Franzosen kommen aus New York'. Titlen dækker over at Metropolitan Museum of Art New York er ved at bygge om og derfor har udlånt deres samling af franske værker fra det 19. århundrede til Berlin. Det var en rigtig flot udstilling og vildt, at det er det ene mesterværk efter det andet som hænger på væggen. Jeg er egentlig mere til moderne kunst og de billeder jeg bedst kunne lide hørte da også under kategorien 'Die Väter der Moderne' og var repræsenteret af bl.a. Cézanne og Gauguin. Jeg synes dog, at det var rigtig spændende, for udstillingen var bygget op om hver stil, så man kunne se de forskellige retninger indenfor malerkunsten på det tidspunkt og det var rigtig godt lavet og lærerigt også, så det var fedt. F.eks. lærte jeg, at der også er en retning der hedder 'orientalisme'... dog kun repræsenteret af to kunstnere.
Udstillingen løber helt til 7. oktober, så hvis der er nogen der skal til Berlin og har lyst til Gauguin, Manet, van Gogh, Monet, Cézanne, Renoir, Delacroix, Courbet, Matisse, Picasso m.fl. kan jeg klart anbefale at gå ind og se udstillingen.
Se evt. Die schönsten Franzosen kommen aus New York

Popkultur
I går aftes stod den på noget helt andet. Stadig kunst og kultur, men i den helt anden retning. Vi var nemlig fem der skulle til Justin Timberlake koncert. Vi var meget spændte på om det ville blive en gang plat intetsigende pop og vi bare ville stå og kigge på hinanden og føle os dumme eller om det ville blive en fed fest. Jeg vil sige det var lidt af begge dele. Meget kan man sige om Timberlake, men han kan sgu spille musik og synge - og danse! Jeg har altid været vild med dans. Det står stadig krystalklart for mig da min moster i 1991 tog mig med til Europamesterskaberne i kunstskøjteløb i Brøndbyhallen, da jeg første gang så Strictly Ballroom og da selv gik til 'Disco Freestyle' som 9 årig. Jeg er en sucker for dans og lappede Justins velkoreograferede danse i mig. Noget andet der var fedt var, at hans kvindelige dansere faktisk lignede kvinder. Det var ikke sådan nogle anoreksiofre, men havde faktisk lidt røv at svinge med. Hans dansenumre fungerede fantastisk og han havde publikum i sin hule hånd. Til gengæld synes jeg at mange af balladerne var lidt kedelige. Da han midt i koncerten åbenbart skulle have en pause kom Timbaland på scenen og leverede det værste lort jeg længe har set. Han stod bare og brægede ned i mikrofonen og der kørte nogen der mest af alt mindede om en 20 minutter lang reklame for hans greatest hits. Al respekt for mandens formåen som producer, men måske skulle han bare blive bag scenen og dreje på sine knapper.
Da Justin efter 'pausen' kom tilbage havde han svært ved at trække koncerten op igen og første del var helt klart bedst, selvom det lykkedes ham hen ad vejen.
En fed og sjov oplevelse og vi mængede os med nogle helt andre berlinere end normalt. Det var også sjovt. Og så glad er man, når man lige har set en Justin Timberlake koncert:

Schluß damit!

Så er jeg færdig i Bundestag. Havde sidste dag i går. Det har været spændende at se hvordan det hele fungerer og hvordan politik faktisk bliver til. Jeg synes det var sjovest i Sitzungsugerne, hvor politikerne var der og jeg kom med til udvalgsmøder, debatter osv. Det var også i de uger, at de sjoveste opgaver var med forberedelse af positionspapirer, når Schröder skulle præsentere sin koalitions politik til udvalgsmøderne, skrivning af taler osv. Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget 'rigtigt' arbejde jeg har fået lov at lave. Jeg har kun kopieret én gang, så det har været fedt. Ulempen i Sitzungsugerne var så også at Schröder var der... Han viste sig efterhånden at være rimelig usympatisk. F.eks. snakker han rigtig grimt til folk og jeg fik også lige et fur i sidste uge, fordi han var stresset og ikke havde styr på sine ting. Jeg blev skide sur og ked af det fordi jeg følte mig så uretfærdigt behandlet. Derudover er han rigtig dårlig til at sige, hvad han egentlig gerne vil have når man får en opgave fra ham, så tingene skal altid laves om mindst tre gange. Jeg synes det er totalt spild af tid og det synes Mathias åbenbart også, for han sagde til mig, da jeg skulle skrive et svar på en borgerhenvendelse, at jeg bare skulle skrive noget hurtigt og så kunne Schröder læse det og sige hvordan han vil have det. Jeg synes det er fjollet ikke bare at snakke om fra starten, hvad han vil have. Derudover gav han mig tit et elevatorblik og det var ikke bare et diskret et, nej han vendte hovedet, kiggede ned på mine fødder og hele vejen op ad min krop. Jeg synes det er super ubehageligt, respektløst og meget intimiderende.
Heldigvis var det så sjældent at Schröder var der og Heike, Christian og Mathias var rigtig søde og vi har hygget os meget. Alt i alt har det været rigtig fedt at prøve og også sjovt at være en del af en tysk arbejdsplads og se hvordan kulturen er osv.

Mads og jeg fejrede i går at jeg var færdig ved at tage i Fernsehturm og spise. Det var meget kitschet og sjovt og romantisk på den DDR-agtige måde.
Fernsehturm stod færdigt 3. oktober 1969. Det er med sine 368 m det højeste byggeri i Tyskland og det tredje højeste i Europa. Fernsehturm er for mange synonym med Berlin og der er mange historier, anekdoter og sågar lavet en sang om Fernsehtum. Da der sidste sommer var VM i Tyskland, var det selvfølgelig også udsmykket som forbold.
En af anekdoterne hedder 'Pavens hævn'. Som man kan se på billedet til venstre danner der sig i solskin et kors på kuplen. Det var selvfølgelig ikke særlig populært i DDR og der går mange historier om at Stasi ved hjælp af spejle og med andre metoder prøvede at få det væk. Dog skulle en af DDR-regeringsmedlemmerne have sagt: "Det er ikke noget kors, det er et plus for socialisme". Ja, man kan tolke tingene som man vil...
Fernsehturm er under alle omstændigheder stadig præget af 1960'er DDR stil. Både indretning og tjenernes tøj leder tankerne hen på 60'erne og også maden var af en anden tid. Meget tysk og bastant men overraskende lækkert.
Det var ret sjovt at se Berlin ovenfra og sidde og kigge ned på alle de gader vi normalt plejer at cykle rundt i. Interessant var det også, at det er helt tydeligt at se hvilke dele af byen der blev bombet under 2. verdenskrig.
Selvom det er super kitschet og jeg ellers har været lidt imod at tage derop, fordi det er så dyrt i Éntre (8,50 Euro), så overgiver jeg mig til Fernsehturms charme.

I sidste weekend var jeg i Rom og besøge min veninde Katja, som er i praktik på den danske ambassade dernede. Fra København kom Anne Kathrine og det var skide hyggeligt at se dem. Vi kender hinanden fra RUC, hvor vi læste de to første år sammen.
Vi nød byen, spiste en masse is, snakkede ørerne af hinanden (Katja mistede undervejs stemmen) og spiste dejlig mad. det er så fedt, at næsten lige meget, hvor man går hen og spiser, så får man lækker mad. Rom er jo en skøn by og det var rigtig dejligt vejr, så jeg nød det meget. Derudover var det ret sjovt at lægge mærke til, hvor forskellige byer Rom og Berlin er. Der er virkelig en verden til forskel.

Sanssouci og Strandbad Wannsee

Så er det blevet sommer i Berlin! Over 30 grader i dag. I går lavede vi derfor søndagsudflugt til Sanssouci og Wannsee.

Sanssouci
Sanssouci betyder 'uden bekymringer' og var Frederik den stores (1712-1786) lystslot. Det ligger i Potsdam og til slottet hører en kæmpemæssig park, med kinesisk hus (på billedet), kanaler, springvand, statuer osv. Det stod færdigt i 1747 og dets funktion var, som navnet antyder, at den intellektuelle og kunstinteresserede Frederik, kunne trække sig tilbage hertil og glemme sit hverv som regent. Frederik den stores far, var kendt som 'Soldater-kongen', men den unge Frederik havde ikke meget interesse i krig og prøvede som ung sammen med en betroet barndomsven at flygte til England, for at slippe for at blive konge. Han blev dog fanget og faren tvang ham derefter til at overvære vennens henrettelse for at hærde ham og statuere et eksempel...
Fredrik den store, eller Alter Fritz, som han også kaldes, blev gift med Elisabeth Christine af Brunswick-Bevern i 1733, men var ikke meget for ægteskabet, som var hans fars ide, og da faderen døde, blev hun placeret på et slot i Berlin og de havde derefter ikke meget med hinanden at gøre. En af Frederik den stores gode venner var Voltaire og der går rygter om at de havde et seksuelt forhold til hinanden, men rygterne siger også, at Fredrik var aseksuel og hverken interesseret i kvinder eller mænd. Der går da heller ingen historier om elskerinder. I hvert fald fik han ingen børn og hans nevø efterfulgte ham på tronen.
Slottet er egentlig ret lille og ikke særlig prangende. Det ligger som her ses på toppen af en høj og nedenfor er der terasser med vin- og figentræer. Det er mere parken, som er prangende og overdrevet.
Vi ville egentlig gerne have set slottet indefra, men det kostede 8 euro (og det var endda med studenterrabat). I stedet så vi 'Damefløjen', som var ok, men det virkede mest som om de havde sat de møbler de ellers ikke kunne finde plads til eller ikke var fine nok til at være andre steder derind og det var i det hele taget lidt underligt, men sjovt nok at se.

Selve Potsdam er en ret lille idyllisk by, omgivet af søer og kanaler. Dog har Potsdam, som alle andre steder i Tyskland, også lidt med 2. verdenskrig at gøre. I 1945 blev fra 17. juli til 2. august afholdt 'Potsdam Konference', hvor Stalin, Truman og Churchill mødtes som sejrherrer af 2. verdenskrig og aftalte hvilken politik der skulle føres under besættelsen og genopbygningen af Tyskland.

Strandbad Wannsee
Efter spadsergangen i slotsparken gik turen til Wannsee, som er en sø i nærheden, hvor man kan bade. Strandbad Wannsee er en vaskeægte badeanstalt, som lige har haft 100 års jubilæum. Ingen af os havde været der før og det var overraskende lækkert - og meget tysk. F.eks. havde de et højtaleranlæg, hvorfra der blev råbt advarsler til folk, der ikke opførte sig ordentligt. F.eks. blev der på et tidspunkt råbt til en som åbenbart gjorde noget der ikke var tilladt: "Es ist nicht erstattet, das heißt: Es ist verboten!" Ellers var det skønt og FKK (Freie KörperKultur) folkene havde også deres egen del af stranden, hvor de rendte rundt i bar røv. I det hele taget perfekt søndag med masser af hygge, sjov, mad og is:-)
Også Wannsee var en brik i 2. verdenskrig. I en villa som ligger ved søen mødtes Nazispidserne i 1942 og forsøgte at planlægge, hvordan de definitivt kunne udrydde jøderne. Det er skræmmende at tænke på, hvor gennemsyret alt i Tyskland er af den krig. Den er allestedsnærværende og jeg begynder at forstå, hvorfor tyskerne stadig slæber rundt på deres kollektive dårlige samvittighed.

Livet i Bundestag
Det går stadig godt i Bundestag, selvom jeg er ved at være lidt træt af at prostituere mig selv til konservative politikere.
Mathias skal giftes om to uger. Vi snakkede om det og jeg sagde, at jeg ikke var meget for det der kirkeshow og i hvert fald ikke selv skal giftes i en kirke. Det er jo ikke så taktisk smart, når man er i praktik hos et parti som hedder "Christlich Demokratische Union Deutschlands", men de har for længst luret at jeg ikke er på samme hold som Schröder og jeg tror faktisk heller ikke at Heike, Christian og Mathias er så forfærdelig konservative.

Stasi-fængsel og gadeteater

Lea har været på besøg i weekenden. Det var super hyggeligt. Søndag formiddag var vi ude og se det tidligere Stasi-fængsel, som ligger ude østpå i bydelen Lichtenberg. Kl. 9.30 var der en dansk rundvisning og da Lea samtidig er A-menneske, tog vi den. Derfor stod vi op kl. 8 søndag morgen. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg er stået så tidligt op en søndag... Heldigvis var det godt vejr, så vi tog cyklerne derud og cyklede fornøjede gennem solskinnet og de mange firkantede DDR-boligblokke, som af tyskerne bliver kaldt 'Plattenbau' og står på rad og række derudaf. Det er ret trøstesløst.
I Stasi-fængslet ventede os en rigtig sød guide, han kunne dansk fordi han er helt vild med Danmark og havde derfor lært sig selv det. Han mente, at han havde været i Danmark mere end 500 gange, men da han af gode grunde først har kunne rejse fra november 1989, skal han godt nok have været afsted ofte. Han var helt vild med dansk kultur, henviste flere gange til Olsen Banden og hvor søde han synes danskere er.
Alle rundviserne derude er tidligere fanger og det giver det unægtelig en anden form for intencitet end normalt. Vores rundviser havde siddet der tre gange i alt 17 måneder. Han sagde ikke for hvad, men det har helt sikkert været politisk.
Jeg synes det er svært at forstå, at der i Europa har været et diktatur helt op til 1989. Når han står der og fortæller om alle de grufulde ting, de som fanger blev udsat for, er det svært at fatte. En proces i en retssal med en forsvarsadvokat var selvfølgelig utænkelig, man vidste nogle gange ikke, hvorfor man var blevet hentet af Stasi og aldrig, hvor længe man skulle være spærret inde. I Hohenschönhausen, som fængslet hedder, havde fangerne aldrig øjenkontakt med nogen. Systemet var indrette sådan at fangerne aldrig så hinanden. Vores guides længste afhøring havde varet 26 timer, hvor man skulle sidde på en taburet, med hænderne under lårene. Scenen i 'Das Leben der Anderen', hvor Stasi gemmer det stykke stof den afhørte har siddet på, er ikke fantasi. Stasi samlede kropslugt fra hver enkelt fange og konserverede det, så hunde kunne lugte til det, hvis en fange skulle stikke af. Det er der dog aldrig nogen der har gjort fra Hohenschönhausen, for som han sagde: "Hvor skulle man flygte hen i DDR?". På billedet står han foran en såkaldt "Stasi-taxi". De var malet som fiskevogne og blev brugt til at hente mistænkte i. Dog opstod der problemer, fordi fiskehandlerne i området begyndte at undre sig over de mange fisketransporter, når deres egne butikker havde været lukkede i flere måneder pga. leveringsproblemer - så blev bilerne malet om til brødbiler...

Det mest slående ved vores guide var, at han ikke var bitter eller hævngerrig. Han fortalte om en læge, som havde indrettet en gummicelle i kælderen, hvor folk blev tortureret til de bogstavelig talt blev sindssyge. En af de andre sagde, at lægen selv skulle prøve det, men til det svarede vores guide: "Nej, det er der ingen der skal udsættes for".
Fascinerende var også, at man kan spærre mennesker inde, gøre livet så surt som muligt for dem og prøve at nedbryde dem, men alligevel finder de en måde at bevare håbet. Fangerne udviklede et bankesystem, hvor et bank betød A, to bank betød B osv. Om aftenen genlød fængslet af banken og selvom vagterne prøvede at følge med og skrive ned, hvad der blev kommunikeret, lykkedes det sjældent, fordi de var blevet for hurtige til det. I det hele taget et super spændende besøg!

Gadeteater
Noget helt andet vi så, var gadeteater i en parallegade til vores. Fra 21.30 til 23.30 spillede i weekenden en teatergruppe ni små scener, hvor de brugte gaden, butikker, lejligheder osv., som en del af kulisserne.
Det var vildt fedt og meget flot lavet. Der var ingen tale, al dialog og fortælling, blev projiceret op på bagvægge, mure osv. Hver historie varede ca. 10 min. og de startede og sluttede alle på samme tid, hvorefter man så kunne finde en ny at se. Ofte lagde vi kun mærke til at der var en scene, fordi der stod nogle andre og kiggede. En af historierne foregik f.eks. på en altan i 1. sals højde. Det var en super fed måde at bruge byrummet på og bringe teatret ud til folket.

1. maj og tysk familiepolitik

1. maj er fridag i Tyskland og Berlin har ry for at være præget af store demonstrationer og gadekampe mod politiet. Vi skulle selvfølgelig se, hvordan berlinerne fejrer dagen og tog derfor del i festlighederne i kvarteret omkring Oranienstraße, som er lige i nærheden af, hvor Mads og jeg bor. Fem gader var spærret af og det bar meget mere præg af folke-/gadefest end i København, hvor 1. maj i Fælledparken er blevet en minifestival uden visioner.
Over det hele var små scener med alt fra hip hop til heavy musik og den lokale ungdomsklub havde også en scene, hvor de batlede mod/med hinanden i en eller anden form for dans, som mest kan beskrives, som en blanding mellem breakdance og electric boogie. Alle tyrkerne havde selvfølgelig også deres område, hvor luften var tyk af røg fra griller med kød der brændte på og her blev også danset - dog i en lidt anden stilart. Stemningen var super fed og der var vildt mange mennesker, så vi blev til sidst trætte af at gå rundt og slog os ned i solen med et par øl. Skøn fridag!
Om aftenen var det vist gået lidt vildt for sig mellem demonstranter og politi, men ifølge 'Berliner Morgenpost', slet ikke så slemt som normalt, hvor ca. 600 demonstranter bliver anholdt og også mange politifolk kommer til skade.

Debatten om familiepolitik
I Tyskland har der de sidste måneder været gang i en ret stor debat om familiepolitik. Tyskerne er dem i Europa, som får færrest børn, og da de har nogenlunde samme demografi som os, får de et kæmpe problem i fremtiden med alt for mange gamle og alt for få til at arbejde. Den konservative familieminister, Ursula von der Leyen, har sat problemet på dagsordenen, ved at fremsætte et forslag, der blandt andet skaber mange flere pasningsmuligheder til børnene og det har rejst et ramaskrig. Problemet er nemlig, at holdningen blandt mange tyskere er, at man er en dårlig mor, hvis ikke man går hjemme med sine børn i hvert de tre første leveår. Det betyder, at rigtig mange kvinder vælger familie eller karriere. Flere og flere er begyndt at vælge det sidste og det er der problemet ligger. De unge tyske kvinder gider simpelthen ikke få børn. Nogle steder i Tyskland er der kun børnehavepladser til hvert 8. barn og med vuggestuer ser det endnu værre ud.
Selvom Mathias og Christian (de videnskabelige medarbejdere hos Schröder) er rimelig fremadsynede og fornuftige at høre på, var de ved at dø, da jeg sagde at jeg kom i vuggestue da jeg var 3 mdr. Selvom jeg ikke mener jeg har lidt nogen nød af den grund, var de overbevist om, at det måtte jeg have gjort og at man aldrig kan vide, hvilke omsorgssvigt jeg lider af pga. det. Helt ærligt, så er der sgu rimelig langt igen, når to mænd i starten af trediverne i fuld alvor siger sådan noget!
Ursula von der Leyen, er faktisk ret sej og nyder også stor respekt blandt selv de stokkonservative, på trods af hendes progressive politikforslag. Hun er selv mor til syv, har i syv år læst økonomi og derefter læst syv år medicin og er Dr. med. Så hun ved, hvad hun snakker om mht. til at forene børn og karriere...

Jeg fik også i denne uge en skøn borgerhenvendelse om emnet. En kvinde harselerede mod kejsersnit, som hun mente resulterede i at moderen ikke kan amme, så barnet skal have modermælkserstatning og skrev blandt andet: "Det døde kopulver gør børn dobbelt så syge gennem livet og betydeligt dummere. Der findes ingen effektivere forebyggelse og reducering af omkostningerne i sundhedssystemet, end konsekvent, kompetent pleje fra moderen de første tre leveår".
Så kunne jeg så prøve at formulere et mere eller mindre begavet svar på det, uden at fornærme hende. Hun fik en ordentlig smøre om Schröders prioriteringer på familieområdet, som forhåbentlig lukker munden på hende.

Björk er tilbage!

Jeg har haft fri i dag og tjekkede i morges min mail og hvad lå der i indbakken? Hele Björks nye album. Martin, Mads' ven, som skriver en musikblog, havde fået fingre i det og sendt det til mig. Fedt, fedt, fedt. Albummet blev ved et tilfælde offentliggjort på iTunes ved midnat d. 23 . April og lå til download i seks timer, før det blev opdaget, men jeg fik desværre ikke fat i det ved den lejlighed. Det udkommer først i Tyskland på fredag og i Danmark på mandag om en uge. Jeg havde det som et lille barn der har sparet op til noget i rigtig lang tid og gået og kigget på det i butiksvinduet og så kommer den seje onkel lige pludselig med det i gave. YEAH! Jeg havde allerede overvejet om jeg kunne nå over og købe det i min frokostpause på fredag.
Skal selvfølgelig alligevel have det rigtige album - man er vel ikke fan for ingenting...

Albummet hedder 'Volta' og jeg kan kun sige at det er rigtig godt! Det er ikke så stille og drømmeagtigt som 'Vespertine', men heller ikke så elektro som 'Debut' og 'Homogenic'. Hun strør stadig strygere ud over sangene med gavmild hånd hvilket jeg elsker og så er hendes stemme jo som altid fantastisk. Der er et fedt drive og en god energi på albummet og på en måde en mere legesyg stemning over det end tidligere. Nogle af melodierne leder tankerne hen mod skolegård og gang i den.
Björk har på hendes to sidste albums været på syretrip eller noget lignende. Først udsendte hun Medullá, som var et á Capella album. Det var ok, men slet ikke på hendes vanlige niveau. Derefter udsendte hun et soundtrack til hendes mands kunstudstilling. Det var virkelig syret. Jeg prøvede at give det en chance, men tror kun jeg har hørt den tre gange. Men nu er Björk tilbage i sporet og gud hvor er det godt! Hun siger selv om albummet:

"But with this one, it was different because I knew more emotionally what I wanted. And because I'd done two or three projects in a row that were quite serious, maybe I just needed to get that out of my system or something. So all I wanted to do for this album was just to have fun and do something that was full-bodied and really up".

Hvis 'Volta' er produktet, når hun bare vil have sjov og det hele ikke skal være så seriøst, så synes jeg bare, at hun skal fortsætte med det sjove og glemme det seriøse. Hun bliver ved med at være nyskabende og jeg overraskes af hendes kreativitet. Denne gang har Hip Hop produceren 'Timbaland' været med til at producere tre numre. Man kan godt høre hans inspiration, samtidig med at hun holder fast i sin egen stil. Jeg glæder mig helt vildt til at se hende på Roskilde. Den koncert hun gav i 2003 er den bedste koncert jeg nogensinde har set og med dette nye album kan det kun blive godt.
Jeg skulle på uni i dag og hente 'Scheins' og aflevere mit Hausarbeit om Bydelsmødrende (der ligger SÅ meget arbejde i de 32 sider!). Nå, men cykelturen derud på en time var jo kærkommen, når jeg var i besiddelse af 55 minutter og 34 sekunder med dugfrisk Björkmusik, så numrene blev fluks brændt ned på en CD og så var det ellers afsted med høretelefoner på og min old school discman i tasken.
Björks musik er efter min mening sådan noget man kan høre til hudløshed og hele tiden opdage nye detaljer. Indtil videre er mine tre yndlingsnumre disse. Download roligt - men husk at købe albummet når det kommer, hvis I kan lide hvad I hører.

Björk - Earth Intruders

Björk - Wanderlust

Björk - Hope

Parlamentarismens glæder
Som jeg skrev i sidste post, skulle jeg torsdag ind og se debat i Plenarsalen. Her blev min respekt for den tyske parlamentarisme lidt genopbygget. Jeg havde slvfølgelig valgt en debat om mit yndlingsemne Integration. Det begyndte med at indenrigsministeren Wolfgang Schäuble kom ind i sin rullestol (han blev skudt ved et attentat i 1990 og er lam fra livet og ned) og læste et nyt lovforslag op. Så var der debat i 1½ time, hvor politikere fra alle partier var repræsenteret og til sidst stemte de. Det var meget seriøst og debatten var god. Desværre måtte man ikke komme med tilråb med tilskuerpladserne. Jeg fik ellers en enorm lyst, da en eller anden klaphat fra CSU (den meget konservative fraktion) argumenterede med at de indvandrere, som ikke lærte tysk bare var dovne og at staten gjorde alt for meget for at understøtte dem i forvejen. Jeg blev sgu så indigneret.
Ellers har praktikken budt på opgaver som: "Iben, Hr. Schröder skal til et jubilæum hos en CDU-mand, som har været borgmester i Tangstedt kommune i 25 år. Kan du ikke skrive hans tale?" Tjo sagde jeg og så var det ellers bare i gang med at researche på hvem manden var, hvor Tangstedt overhovedet ligger og hvad der sker i byen. Hurra for internettet! Syret at skrive en tale til en person, som har været borgmester lige så længe, som jeg selv har levet. Nå, men jeg fik strikket noget sammen og gav det til Mathias, som skrev det lidt om, fordi jeg jo ikke kan skrive i det der super formelle tyske, men han brugte næsten alt mit indhold, så det var fedt!

Livet i Bundestag

Så er det politiske liv for alvor begyndt i Bundestag, hvor der denne uge er 'Sitzungswoche'. Dvs. udvalgsmøder, fraktionsmøder, debatter i salen osv. Jeg var til 'Fraktionssitzung' i går, hvor jeg stod lige bag Merkel da vi skulle ind. Hun så meget sød og glad ud. Så ja, man kan mærke magtens vingesus og som Anne Kathrine, min studieveninde, som var på besøg i weekenden sagde, da hun blev spurgt om, hvad vi læser: "Det hedder Forvaltning, og det er jo forvaltning af magt". Sådan! Det siger jeg fra nu af, hver gang der er nogle som spørger, hvad det egentlig er jeg beskæftiger mig med. Forvaltning af magt lyder 1.000 gange sejere end Offentlig Administration.

I går var jeg med til arbejdsgruppemøde i 'Haushaltsausschuss'. Det er det udvalg, som står for alle financerne og beslutter, hvad regeringen får at rutte med osv. Så altså et ret vigtigt udvalg, som også er det største. Arbejdsgruppen er kun CDU/CSU fraktionen, som mødes og snakker om hvad deres holdninger er osv. Mødet begyndte kl. 9. Jeg var virkelig overrasket over, hvor mange der kom for sent, spiste under mødet, åbenlyst læste sportssektionen i avisen, snakkede med sidemanden, snakkede i munden på den der havde ordet, tog mobiltelefonen når den ringede osv. I det hele taget var der meget lidt koncentration fra forholdsvis mange af gruppens medlemmer. I dag var jeg så til det rigtige Udvalgsmøde, hvor politikere fra alle partierne er repræsenteret. Det var lidt bedre, men der var stadig meget snak og vandren ud og ind under debatten osv. Jeg må sige at jeg er overrasket over, hvor dårlig deres debatkultur er.
I morgen skal jeg til to timers debat om migration i Plenarsalen, (som er den rigtige store sal, men den store grå ørn i baggrunden, som ser skidesur ud...). Det bliver sjovt at se, hvordan tingene så foregår der.

Min politiker Hr. Schröder er ok flink, men MEGET politikeragtig og har en ret stor distance. Jeg tror han er sådan en type, der ser folk an. Det virker i hvert fald sådan. Han er ikke særlig meget på kontoret og når han endelig er der, har han rigtig travlt. Jeg synes faktisk, at han var en af dem i udvalget, der virkede som om han faktisk tog sit hverv som politiker seriøst.

Det er rigtig spændende og sjovt at opleve og super fedt at se, hvordan politik faktisk bliver til. Jeg er dog helt bombet i hovedet når jeg får fri af en hel dag fra 9 til senest 18 med tysk. Jeg skal stadig koncentrere mig for at snakke ordentligt tysk; huske ordenes køn og hvilket kasus jeg snakker i og jeg kan godt mærke, at om eftermiddagen bliver mit tyske lidt mere rodet. Men fred være med det - jeg sørger for at lave de seriøse opkald jeg skal om formiddagen:-)

Mads' Fødselsdag
I mandags havde den kære Mads fødselsdag. Jeg vækkede ham med nybagte boller og gaver og et tysk flag, som jeg havde støvet op i en turistbutik. Om eftermiddagen mødtes vi til champagne i Tiergarten. Det var super hyggeligt og vi spiste pizza ved søen i Tiergarten og drak nogle kæmpe øl og cyklede derefter afsted i forårsaftenen til Feist koncert. Lille kvinde med stor guitar og endnu større stemme. Jeg synes koncerten var vildt god, Mads var lidt mere skeptisk. Jeg savnede dog også nogle af de gamle numre. Koncerten foregik i et teater og jeg synes det var lidt underligt at sidde ned til en koncert fordi man ikke kan danse, men Mads mente det passede til hans nye alder;-D

Her kommer, til dem som lyster, mine to yndlings Feist sange, som hun desværre ikke spillede. Dog kom Mocky på scenen og sang duet med hende og det var også ret fedt!
Feist - One evening.mp3
Feist - Inside & out.mp3

Første uge i Bundestag

Første uge i Bundestag har budt på mange overraskelser og nye oplevelser.
Jeg har ikke mødt 'min' politiker endnu, da han er hjemme i sin valgkreds, men snakket i telefon med ham. Han lød ganske flink. I hans 'Büro' er ansat en sekretær; Heike og to videnskabelige medarbejdere; Christian og Mathias. Heike er enormt sød, lidt moderlig, lidt venindeagtig, inddrager mig meget og sørger for mig, brokker sig over Hr. Schröder, de irriterende medarbejdere på gangen og griner og snakker meget. Det er sjovt pludselig at være på en rigtig arbejdsplads med alliancer, stridigheder, fraktioner, finurligheder osv.
Heike havde allerede første dag meldt mig til 'Fraktionssitzung' i næste uge, fordi hun tænkte jeg ville synes det er spændende. Næste uge kommer Hr. Dr. Schröder også. Det fungerer på den måde at nogle uger er 'Sitzungswochen' (ca. to om måneden), dvs. at der er debatter og afstemninger i parlamentet, som politikerne skal deltage i og så er der 'ikke-Sitzungswochen', hvor de kan tage hjem og pleje deres valgkredse. Jeg er overrasket over meget arbejde der foregår i valgkredsen.
Christian og Mathias er også rigtig flinke, men kører lidt mere deres eget show. Det fede er, at de bruger mig rigtigt til reelle og relevante opgaver. Jeg havde faktisk troet, at der ville være mere praktikantslave over det, men det er meget begrænset indtil videre. Jeg er blevet sat på opgaven at researche til noget de gerne vil skrive om hensigtsmæssigheden i at grundlovsbestemme en grænse for, hvor stor statens gæld må være. Christian sagde at jeg også kunne skrive noget af det, hvis jeg havde lyst. Det virker som de er fuldstændig ligeglade med, at jeg ikke snakker perfekt tysk og jeg kan i hvert fald ikke skrive i det der formelle tyske, men det gør åbenbart ikke noget. Det er fedt.
Faktisk er jeg meget overrasket over, hvor afslappet stemingen er. De siger allesammen, at det er noget helt andet, når der er Sitzungswoche, fordi alle politikerne er der og der er meget mere run på. Lige nu er der også tid til, at jeg kan surfe rundt på Bundestags hjemmeside, lære de forskellige institutioner, råd, udvalg osv. at kende og så var jeg på biblioteket forleden til en rundvisning. Bundestag har Europas største, og verdens tredjestørste, parlamentsbibliotek og det er ret fedt lavet. Det er rundt og ligger lige ud til Spree med blik over til Bundestag på den anden side af vandet. Fedt sted at læse, bare ærgerligt at man skal have Bundestagsadgangskort for at komme ind.

Dog skinner tyskernes regelrette sind også igennem. F.eks. da jeg første dag 'kun' havde mit pas, og ikke min Anmeldebestätigung, som er en slags bekræftelse fra den tyske pendant til Folkeregistret, med. Derfor kunne jeg ikke få lavet det rigtige adgangskort, fordi den emsige vagt altså skulle se den Anmeldebestätigung. Som dansker er man jo vant til at man bare siger sit Cpr. Nr. og så kører tingene, men det foregår altså lidt anderledes hernede.

Alt i alt er det dog meget få regelrette systemets mænd/ kvinder jeg har mødt. De fleste er enormt søde, synes det er spændende at jeg kommer fra Danmark og spørger hvordan jeg dog kom på ideen at tage en praktik i Bundestag. Det virker som om de synes det er helt skørt at en udlænding gider det. Jeg synes til gengæld det er vildt fedt, at de gider have mig, selvom jeg ikke er tysker. Så den står vist 1-1 lige nu.

Stadtteilmütter-Theater
I går viste bydelsmødrene deres teater. Anne, Mads og tog over og så det og helt i tråd med projektet foregik det på tyrkisk... Tja, det havde vi jo ikke lige regnet med. Heldigvis forklarede de efter hver scene, hvad der var sket. Det var helt enormt underholdende og ret godt. Specielt manderollerne og svigermoderen var enormt gode. Alle mændende var nogle usympatiske dovne skiderikker og Swiegermutti var emsig og sur hele tiden. De havde skrevet det hele selv. Det var meget selvbiografisk og handlede om en ung pige som kom fra den anatolske højslette til Berlin, ikke kunne et ord tysk, skulle bo hjemme hos svigermor og svigerfar og manden var doven og sad hele tiden og så fjernsyn. Det mindede på mange måder om en skolekomedie, men faktum at det var skrevet og blev spillet af tyrkiske kvinder, som har været hjemmegående husmødre, og at flere af dem aldrig har set et rigtigt teaterstykke gav det sgu et tvist. Jeg har dyb respekt for dem og synes de er vildt seje. Det strålede langt ud af dem, hvor meget de havde hygget sig med at lave det og det var vildt fedt at se. Vi var flere steder flade af grin. Desværre er billederne blevet ret dårlige, men forestil jer en tyrkisk kvinde, klædt ud som mand med overskæg, joggingbukser og en omvendt kasket hvorpå der står 'Deutschland', som sidder ubarberet og ser fodbold og råber opmuntrende tilråb til spillerne i fjernsynet. Så er billedet der. De var fandme gode!

Knutomanie, færdig med skolen og påskefrokost

Som nogen måske har bemærket er der født en isbjørn i Berlins Zoo, hvis mor ikke ville kendes ved den og derfor synes nogle dyreaktivister at den skulle aflives. Det blev den ikke kan jeg oplyse... Knut hedder den lille søde isbjørnebasse, som nu i noget der føles som meget lang tid har fyldt de fleste medier i Tyskland dagligt. De berlinske aviser når nye højder når de beretter om Knut; 'Knut geht es gut', Alles wird Knut' og 'Happy Bärsday' er bare nogle enkelte eksempler på de litterære højdepunkter. Også forsiden af Vanity Fairs Tysklandsudgave bliver prydet af Knut og selv i udstillinger i butiksvinduer bliver lille Knut brugt som lokkemiddel. Den er da også sød, men helt ærligt - det er en isbjørn for faen! Jeg får lyst til at sige ting som: 'Hvad med alle dem som hver dag dør i Irak, eller Dafur, eller Kina, som skider højt og flot på miljøet i deres industrikapløb med sig selv - så kan det være, at der i fremtiden slet ikke kan leve isbjørne på jorden pga. global opvarmning', men lader være af frygt for at lyde som en gammel hippie og nedkalde mig Knutelskernes vrede. Og ja den er sød, og ja, det ville være synd at aflive den, men det er altså bare en isbjørn!

Færdig med skolen - i hvert fald den tyske
Jeg er lige blevet færdig med mit sidste Hausarbeit. Det er kommet til at fylde 32 sider. Det var meningen det skulle fylde 20, men min søde Professorin Frau Berghahn har sagt det er ok, fordi jeg har lavet de to interviews - heldigvis. Det ville have været surt at skulle skære 12 sider fra... De næste fem måneder er så uden skolegang og opgaveskrivning wuhuuuu! Det er fedt. I morgen starter praktikken hos Hr. Dr. Schröder og jeg er begyndt at blive lidt spændt, men håber bare han er flink og ikke kvæler mig, hvis jeg kommer til at sige 'du' til ham.

Påskefrokost
I lørdags gentog vi sucessen med at holde dansk festivitas, denne gang påskefrokost. Min veninde Ida var på besøg og havde sørget for flere danske specialiteter. Der blev dækket op med gul dug, hvide sild, karry sild, rødbedesild (jysk specialitet), æggesalat, kogte æg, rugbrød og ikke mindst snaps og så kom der 25 glade folk og spiste og drak og dansede til vi ikke kunne stå mere. Det var en fantastisk og skide sjov fest og vi gør i hvert fald vores for at nedbryde Danmarks image som koldt, lukket og indvandrerfjendsk. Fik idag en mail fra spanske Carlos, der skrev at han synes det havde været en rigtig hyggelig og sjov aften og at han nu havde mere inspiration til at sige positive ting om nordboerne - måske havde han bare fået for meget snaps;-) Sjovt var det i hvert fald!

We are the people who's come here to play

Jeg kom hjem til Berlin mandag aften efter en rigtig hyggelig og sjov uge i Danmark. Er begyndt at glæde mig lidt til at flytte tilbage, fordi det bliver rart at komme hjem til venner og familie, men jeg befinder mig også virkelig godt hernede. Den sorgløse og løsslupne stemning, som er i Berlin, er helt fantastisk. Alting er ikke så alvorligt og stemningen af at man skal have et formål med alt, hvad man gør, som nogen gange kan være derhjemme, er ikke her. Hernede er det tilladt ikke at være total målrettet og køre 120 Km i timen hele tiden. Folk tager ikke sig selv så højtideligt og det er helt ok at sidde i fem timer på en café uden noget bestemt formål, men bare fordi man synes det er rart. Det har selvfølgelig noget at gøre med at berlinerne er meget fattigere end danskerne og derfor ikke tager tingene så alvorligt fordi de ikke er så etablerede i dyre ejerlejligheder osv., men stemningen af at det er ok at knalde ud, have dreadlocks og bo i et mærkeligt bofællesskab når man er 40 eller gå i byen til klokken syv om morgenen og sove til klokken fire om eftermiddagen hver weekend eller hvad man nu skulle have lyst til hersker og det er enormt befriende. Jeg tror det er derfor så mange bliver lidt afhængige af byen. Det er simpelthen et åndehul, hvor der er plads til næsten alt. Denne sang fra 'The Knife' minder mig om Berlin og stemningen i byen.

The Knife - You Take My Breath Away.mp3

I tirsdags løb anden filmklub sekvens af stablen. Vi så 'Sophie Scholl', som handler om et ungt søskendepar, der uddeler antinazistiske løbesedler under 2. verdenskrig, bliver anholdt osv. Den var rigtig god og kan klart anbefales. Tankevækkende er det at der også i denne film, ligesom i 'Das Leben der Anderen' er en systemets mand, som viser sig at være lidt sympatisk. Det har i begge tilfælde udløst store diskussioner i Tyskland, fordi mange mener at det er forkert at vise at der i hhv. det nazistiske Tyskland som DDR, var mennesker i systemet, som havde medfølelse og ikke bare var onde dyr. Jeg tror, det har noget at gøre med, at tyskerne har brug for at distancere sig fra det og alle de grufulde ting, som skete under de to styrer og sige, at det var ondskabsfulde mennesker, som ikke kunne tænke selv, men var indoktrineret af Hitler/DDR toppen og ikke var rigtige mennesker, som udførte handlingerne. Jeg synes dog til gengæld, at det lige præcis er pointen: At de her systemer er skabt af mennesker og kan skabes igen, hvis ikke vi husker hvad der skete, hvordan de opstod osv. Ved at distancere sig fuldstændig fra det, glemmer man jo, at det var noget menneskeskabt og det tror jeg er farligt. Men hvor får jeg tit ondt af tyskerne og den kæmpe kollektive skyldfølelse de slæber rundt på.

Onsdag kom Mads hjem. Det var rigtig dejligt at se ham! Vi var til sjov fødselsdagsfest i går og nu tror jeg at jeg vil prøve at få liv i min jet lags- og tømmermandsramte mand og lokke ham med ud og nyde det skønne forårsvejr. God 1. april til alle og lad være med at lave for onde aprilsnare mod hinanden!

It's cool to love your family!

Det gør jeg i hvert fald i disse dage, hvor jeg sover i arm med Freja, får renset tænder af Kleo (som gerne vil være tandlæge...), drikker kaffe med Mutti og får lækker mad af Beda. Det er rigtig dejligt at være hjemme og jeg nyder godt af familiehyggen og det fyldte køleskab:-)
Denne skønne sang fra Feist kunne godt være min temamelodi:

Feist - Its Cool To Love Your Family.mp3

Jeg står op med de andre om morgenen og skriver opgave mens de er på arbejde/i skole. Kleo fakede dog lidt sygdom i går, men der gik ikke mange timer før hun ville spille spil og alt muligt, så det var vist mest bare fordi det var hyggeligt at der var en herhjemme. Nu er jeg i gang med at transskribere mit sidste interview, men hold kæft hvor er det kedeligt!

I eftermiddag går turen til København og vennebesøg. Det er sidste gang før jeg flytter tilbage. Det er mærkeligt at tænke på at der kun er tre måneder endnu i Berlin. Jeg fik en mail fra min politiker i går, hvor der stod at jeg skal være der fra kl. 9 til 18 hver dag - velkommen til arbejdslivet og farvel til det søde studenterliv - i hvert fald i to måneder. Det bliver spændende.

Seje indvandrerkvinder, mærkelige tyskertraditioner og skønne Berlin

Mit interview med bydelsmødrene i fredags gik godt. Det var fandme nogle kvinder med power. De fleste af dem har været hjemmegående husmødre altid og nu har de åbnet café, formidler deres viden til andre kvinder, spiller teater osv. De var vildt søde og sagde mange spændende ting. Jeg er imponeret af, hvor meget de har fået stablet på benene!

Så røg jeg alligevel i weekenden ind og så en synkroniseret film, selvom jeg lige har afskrevet konceptet fuldstændig. Jeg var fredag med Anne og hendes tyske Mitbewohnerin inde og se 'Efter Brylluppet' eller jeg skulle måske hellere sige 'Nach der Hochzeit'. Jep Mads Mikkelsen og hele banden på tysk. Det underlige ved synkroniseringskonceptet er at det ikke er konsekvent. De scener som foregår i Indien er ikke synkroniseret. Det er den rigtig tale med tyske undertekster. Jeg forstå det stadig ikke og ville til hver en tid vælge at se film i originaludgave. Man abstraherer dog rimelig hurtigt fra at de taler tysk, men lydsporet er lidt fattigt på en måde. Det er som om at nogle af lydeffekterne også forsvinder. Dog var det underholdende, selvom jeg ikke synes filmen var specielt fantastisk.
Bagefter tog vi til fest hos en af Annes veninder, som arbejder for Olafur Eliasson. Derfor var der en masse skøre kunstnertyper. Det var en vildt sjov fest og jeg kom først i seng halv syv. Det pissede ned da jeg cyklede hjem, men det var blevet lyst og når man cykler hjem i den gryende morgen med fuglesang, så ved man at det snart bliver forår, selvom det lige nu river og rusker som på en klassisk efterårsdag. Så vinter: Selvom du med dine sidste krampetrækninger forsøger at vise dig som en ægte vinter, så har du forspildt din chance. Det er for sent og foråret venter lige om hjørnet på at gøre det af med dig!

I går var vi på 'Weinerei', som er et rigtig hyggeligt sted i Prenzlauer Berg med et helt genialt koncept. Man betaler 1 euro for at få et glas og så er der ellers tag-selv-bord af vin. Der er en masse forskellige flasker, så man kan prøve sig frem og finde ud af hvad man bedst kan lide. Når man går, vælger man selv, hvor meget man vil betale. Tror egentlig stedet kører meget godt. Der er i hvert altid propfyldt. Jeg var der bl.a. med Nick, som er 20 år og ret lille og tynd. Da vi stod i baren og skulle have det første glas spørger en af indehaverne så hvor gamle vi er... om vi er gamle nok til at købe alkohol? Tja, medmindre aldersgrænsen er 26 så jo. Det er meget længe siden jeg er blevet spurgt om det og jeg er faktisk blevet så gammel at det næsten er et kompliment... men også kun næsten. Han prøvede at redde den ved at spørge hvordan vi holdt os så godt.

I dag var vi 10 som spiste brunch sammen. Super hyggeligt og super lækkert - og billigt. Jeg fik brunch og en kop kaffe for 6,50 euro. Det er 48,50 kr. Jeg kommer til at få et kæmpe chok når jeg kommer tilbage til Danmark.

Til Danmark skal jeg faktisk i morgen, hvor turen går hjem til Mutti, søstrene, min onde stedfar, fætters konfirmation og venindebesøg. Det bliver hyggeligt:-)

Når katten er ude leger musene på bordet...

Mads tog i fredags til USA i næsten tre uger. Det vil sige frit slag på næsten alle hylder, ingen brugte boxershorts, som ligger på gulvet og flyder eller skåle som står med indtørret havregryn, fordi de ikke er blevet skyllet af... Yeah!
Kun mit eget rod - eller mangel på samme, som (måske;-)) også på et eller andet tidspunkt bliver trivielt...

Weekenden gik med fest, tømmermænd, udflugt til vietnamesisk marked og is og kaffe i solen.
I går var det 17 grader og næsten hel sommeragtigt. Det er virkelig fedt, men også lidt demotiverende for opgaveskrivningen. Vi har dog lavet en god rutine på uni med at holde kaffepauser i solen. Det hjælper.

Hausarbeit
Jeg er godt i gang med mit næste Hausarbeit og var i går ude og interviewe lederen af et integrationsprojekt som hedder 'Stadtteilmutter'. Det er et virkelig spændende projekt, som funktionerer på den måde, at indvandrerkvinder bliver uddannet til såkaldte bydelsmødre. Det tager seks måneder, hvor de lærer alt om det tyske skolesystem, ernæring, hvor meget fjernsyn det er godt for børn at se, hvorfor det er vigtigt at børnene kommer i vuggestue/børnehave osv. Derefter tager de på hjemmebesøg hos indvandrerkvinderne i deres kvarter og videreformidler over ti besøg deres viden. Det smarte er, at bydelsmødrene kan tale modersmålet og derfor når ud til langt flere kvinder, end en klassisk velmenende socialarbejder ville gøre. Bydelsmødrene er ofte kvinder, som gerne vil arbejde, men enten ikke kan tilstrækkeligt tysk, ikke har en ordentlig uddannelse, ikke kan få job fordi de går med tørklæde el.lign. De får løn for arbejdet og får dermed også en helt anden værdi i deres børns, mands og lokalsamfunds øjne, fordi de er indvandrerkvinder, som opnår noget og sætter gang i nogle ting. Min vinkel er, om projektet formår at 'empower' indvandrerkvinderne. Dvs. gøre dem i stand til at tage kontrol over deres eget liv og komme ud af følelsen af utilstrækkelighed/hjælpeløshed.
Lederen var virkelig venlig og fortalte rigtig mange spændende ting jeg kan bruge. Interviewet varede 40 minutter og jeg har transskriberet det hele i dag. Hun snakker tysk med lidt ungarsk accent, det var dog ikke så svært at transskribere, det har bare taget forbandet lang tid - 7 timer - jeg kunne transskribere 6 minutter på en time...
På fredag skal jeg lave et interview med tre af bydelsmødrene. Det er vildt fedt, at de gider bruge tid på at snakke med mig. Det er altid meget sjovere at skrive opgaver, når man har sin egen empiri og det er også en del af en langsigtet strategi om at få et studiejob i integrationsministeriet, når jeg kommer hjem. Rikke Hvilshøj var nemlig hernede og kigge på projektet i november og det skal også implementeres i Danmark.

Filmklub
I går løb første træf af mit nye påfund af stablen - tysk filmklub. Det går i al sin enkelhed ud på gennem tyske film, at udvide os erasmus-folks og andre ikke-germaneres tyske kulturhorisont ved hver anden tirsdag at lave filmklub hjemme hos Mads og mig. Eneste krav er, at originalsproget skal være tysk. Jeg står helt af på deres synkroniseringstrip. Jeg kan ikke forstå de kan holde det ud, men fred være med det, så længe jeg ikke skal tvangsindlægges til at se på det.
Første film i rækken var 'Alles auf Zucker', som er en komedie om jøder, DDR og regelrethed. Meget tysk film! Den var ikke fantastisk, men ok underholdende og bagefter var vi ude og drikke en øl i vores gades lyserøde homobar, hvilket også var underholdende.

Har desværre ikke nogen billeder til denne post, da Mads har kameraet med i USA. Han skrev en mail i går. De har det godt, oplever spændende ting og er endnu ikke blevet ædt af bedbugs - give 'em hell baby! Det lyder rigtig spændende det de oplever og jeg er lidt misundelig, men har det nu også ret godt i Berlin.

Kvindernes internationale kampdag!

I dag er det kvindernes internationale kampdag og jeg har for første gang i rigtig mange år ikke markeret det med demonstration, debatmøde eller lignende. Min blog bliver derfor forummet, hvor jeg i dag markerer dagen.

Jeg vil ikke holde nogen brandtaler, blot sige at jeg synes det er vigtigt, at vi bliver ved med at være opmærksomme på at der stadig er uligheder mellem kønnene som skal udjævnes.
Og så vil jeg gerne slå et slag for at vi kvinder nogen gange slapper lidt af. Alt kan og skal ikke være perfekt. Det er ikke nødvendigt at være den perfekte kæreste, den dygtigste i klassen, den lækreste på stranden osv. Forleden da jeg stod på toilettet på uni og forsøgte at få mit vindblæste hår til ikke at ligne en krøllet paryk kom en pige ud fra toilettet, kiggede på mig og sagde med et smil 'du ser godt ud'. Jeg blev meget overrasket og glad. Så kære kvinder: Husk på at I er lækre, søde, smukke og kloge! Og næste gang du står og ser dig selv i spejlet og synes du ligner lort, så husk på nedenstående film - Du ser godt ud!

Ungdomshusets endeligt

Mit venstreorienterede hjerte ærgrer og krymper sig på denne dag, hvor de sidste rester af Ungdomshuset sandsynligvis forsvinder til en losseplads på Amager.

Det ærgrer sig fordi jeg synes det er en skam, at der i København ikke længere er et Ungdomshus, hvor man kan komme og arrangere koncerter, folkekøkken, politiske aktioner osv. uden at man skal være medlem og alt skal være styret af nogle embedsmænd fra kommunen, men at det i stedet er det frie initiativ og kreativiteten der hersker, fordi den ikke skal puttes ned i kasser der er firkantede og passer til ethvert formål.

Det krymper sig fordi brugerne af Ungdomshuset ikke har formået at samle sig og udtrykke sig på en anden måde end hærg og ødelæggelse. De kunne have gjort så mange andre ting, som kunne have vist Danmark, at Ungdomshuset rummede nogle kreative, progressive kræfter, som godt kan tænke i andre baner end vold. Jeg ved godt, at der er en masse medløbere, som bare synes det er sjovt at lave ballade og slås med politiet, men så gå dog ud og tag afstand fra det. På denne her måde har de skudt sig selv i foden og sympatien er fuldstændig væk. Vold avler vold og det har aldrig ført noget konstruktivt med sig og det er så dumt og pinligt for dem selv, at de ikke kan finde andre måder at kommunikere på i et demokratisk samfund.

Det ærgrer sig fordi vi nu på Jagtvej 69 får en fundamentalistisk kristen frimenighed, som bl.a. er imod homoseksualitet og abort og sætter det lig pædofili. De har en formand, som mener at hun er direkte i forbindelse med gud og har fået missionen om at overtage Ungdomshuset fra ham. Er det mere ønskværdigt at have en fundamentalistisk kristen sekt end nogle venstreorienterede unge? Hvis faderhuset havde været muslimsk var de for længst blevet udsat for en hetz uden lige, men nu får de lov at prædike deres fundamentalistiske holdninger i fred.
På nedenstående link kan et uddrag af Ruth Evensens sejrstale læses:

http://mrkab.com/2007/03/05/ruth-evensens-sejrstale-dette-er-kun-begyndelsen/

Gud hvor er det sørgeligt at Ruth Evensen nu skal herske på jagtvej 69!

One down - one more to go!

I fredags blev jeg færdig med mit første Hausarbeit. Dvs. 10 sider på tysk om sammenhængen mellem migration og arbejdsløshed. Det har ikke været så svært at skrive, som jeg havde troet og jeg synes det har været spændende. Nu skal jeg bare skrive et til. 20 sider om integrationsprojektet 'Stadtteilmutter', som højst sandsynligt skal importeres til Danmark. Når det er færdigt skal jeg have nogle måneder uden studier - skønt!

Danskerfest
Fredag var der lagt i ilden til en rigtig danskeraften i Berlin: 'Copenhagen Night' på 103 Club. Danske og verdenskendte Anders Trentemøller var hovednavnet og flere andre danske DJ's spillede også. 103 Club ligger lige rundt om hjørnet fra os og vi startede derfor aftenen med lidt festivitas hos hjemme hos Mads og jeg. På forunderlig vis viste det sig kun at være danskere vi kunne mønstre, da de fleste af mine vores ikke-danske venner er på ferie eller havde andre planer - hmm i hvert fald endte vi med at være ca. 15, som glade gik på 103 Club, hvor der ventede os 1 time og et kvarter i en ufattelig lang kø. Dog har vi lært vores kølektie og havde alle en øl med til ventetiden, som faktisk ikke virkede så lang.
Trentemøller viste sig at leve op til sit velrenommerede navn og spillede et rigtig godt set, hvor han halvt DJ'ede og halvt gav koncert. Det var virkelig fedt og vi dansede så sveden sprang af os. Dog skete der under Trentemøllers fremragende show noget underligt: Scenen fyldtes langsomt med selvfede danskere, som ikke rigtig bidrog med noget, men som bare stod bag Trentemøller og så selvfede ud. Fair nok at de synes han er sej, men hvorfor skal de stå bag ham og være så selvhøjtidelige i stedet for at komme ned og deltage i festen? I det hele taget var stedet proppet med danskere - hvilket vi jo selv var en medvirkende årsag til og som Kresten konstaterede da vi gik: 'Det er længe siden jeg har set så mange lækre piger på et sted'. Ja de skandinaviske piger lever op til deres ry...
I hvert fald var det super fedt og her er et link til et af Trentemøllers remix':
(Venstreklik for at høre. Højreklik og tryk 'save as' for at gemme.)

Röyksopp: What else is there (Trentemøller remix)

Forår!
I dag er det blevet forår i Berlin! Vi vågnede til strålende solskin og dog lidt kulde, men forår er det! Isbutikken i Falckenstein straße, som ligger lige rundt om hjørnet er nemlig åbnet i dag. Vi startede dagen med at spise brunch, hvor flere af de andre dumpede ind forbi og efter at have flydt ud i caféens sofaer i tre timer slæbte vi os over til isforretningen, hvor vi godt lige kunne klemme en is ned:-). Lidt syret at stå med vanter og halstørklæde og spise is, men også dejligt for fuglene pippede lystigt og var helt med på at foråret så småt er på vej.

Og så skylder jeg vel også at knytte en kommentar til det kaos der hersker hjemme foran vores dør i København. Det er meget underligt at opleve det hele på afstend hernedefra og alligevel føle sig berørt af det. Jeg kan godt forstå de er frustrerede over at Ungeren er blevet ryddet og taget fra dem, men jeg kan ikke forstå hvorfor de smadrer den bydel, hvor der nok før var allermest sympati for deres sag. Det virkelig fuldstændig latterligt at hærge byen i stedet for at lave nogle velorganiserede aktioner. De får absolut intet andet end folks vrede ud af det her. Vores naboer i Møllegade derhjemme har været ret seje og fanget nogle af ballademagerne når de kom ind i gården for at finde ting de kunne brænde af. De tog deres bukser og smed dem idioterne ud af gården igen. Så kan de lave ballade i bar røv.
Der har også været flere aktioner her i Berlin og det er noget som rør tyskerne meget.
Jeg synes den såkaldte 'normaliseringstendens' i Danmark er rigtig sørgelig og jeg synes det er ærgerligt at alt skal ensrettes for at der er plads til det. Man bør nok tænke lidt over hvad for et samfund det er vi får ud af det.

Weimar

Min fødselsdagsgave fra Mads var en tur til Weimar og vi vendte fredag formiddag snuderne mod den midttyske højkulturelle by. Mads havde planlagt det hele; købt billetter til tog, teater og Stadtrundgang. Bestilt værelser på en lille pension midt i byen og oven i købet sørget for godt vejr:-). Vi tog afsted fra Berlin i bidende blæsevejr og ankom til Weimar i noget der mindede om forår. Første destination var derfor en gåtur i 'Park an der Ilm', som Goethe var med til at anlægge i 1776 og hvis koncept var at skulle skulle minde om en engelsk landskabshave, hvor det hele ikke er symetrisk og planlagt, men i stedet er mere naturligt med små snoede stier osv. I udkanten af parken står Goethes 'Gartenhaus', som kan skimtes i baggrunden på billedet. Han boede der de første år af sin weimar tid og efter han fik et større hus i bymidten var det i sit lille havehus han trak sig tilbage når der virkelig skulle arbejdes.

Goethe
Mads havde til togturen printet diverse Wikipedia artikler om Goethe, Schiller og Faust og vi mærkede hurtigt hvor stor en indflydelse Goethe har haft på byen. Han blev lokket dertil i 1775 af Storhertuginde Anna Amalia, som i en alder af 18 år var blevet enke med to små børn og ansvaret for et hertugdømme. Da hun overtog magten efter sin afdøde mand, var hertugdømmet dybt forgældet, men hun var en fremsynet dame og fik i løbet af få år vendt udviklingen og gjort Weimar til kulturcentrum, blandt andet ved at lokke prominente kunstnere, filosoffer, forfattere osv. til byen ved at give dem høje administrative stillinger og andre privilegier. Hendes strategi virkede. Ud over Goethe slog flere andre kulturpersonligheder sig ned i Weimar og gav byen en helt ny attraktiv profil.
Goethe var ikke kun en stor forfatter, han interesserede sig også for naturvidenskab, filosofi, kunst og ikke mindst kvinder. Hans er affæreliste er uendelig lang, men i en alder af 39 endte han med at gifte sig med den 23 årige Christiane Vulpius, som var af meget lavere rang end ham og aldrig rigtig blev accepteret af borgerskabet i Weimar.

Faust
Goethes mest berømte værk er 'Faust', som han arbejdede på hele sit liv. Faust 1 er den første del og handler om videnskabsmanden Faust, som vil vide alt og sælger sin sjæl til Mephisto (djævlen). Dog ender det hele med at gå galt fordi Faust bliver liderlig efter en bondepige (Gretchen), kommer til at dræbe hendes mor med sovemiddel, for at være alene med Gretchen og gør hende gravid. Det ender med at Gretchen i skam dræber barnet og derfor selv bliver dømt til døden. Egentlig meget tragisk historie, men vi så den fantastisk morsomt opført som teater fredag aften.
Stykket var lavet som en dialog mellem Goethe og hans digterven Schiller, som også boede i Weimar. De kan ses som statue på billedet. Goethe og Schiller var i stykket begge døde og sidder i himlen og fordriver tiden med at selv at opføre Faust 1. Det var fantastisk godt og underholdende lavet og noget af det bedste teater jeg har set.

Byvandring og anekdoter om Goethe
Lørdag formiddag stod den på byvandring gennem Weimar og vi havde den mest fantastiske guide, som forklarede og fortalte i to en halv time om Weimar, Goethe, Schiller og alle de intriger og gode historier der var om dem. Det var virkelig godt og meget informativt.

Om aftenen nørdede vi mere Goethe med et arrangement med oplæsning af Goethe anekdoter akkompagneret af klassisk musik. Vi trak gennemsnitsalderen væsentligt ned og det var meget højborgerlig kultur, men lavet med et glimt i øjet. Derefter måtte vi ud og drikke nogle drinks, for ikke at forstøve helt i Goethe og 1700 tallet.

Det progressive Weimar
Weimar er ikke kun Goethe og gamle digtere, selvom de også i dag, var allestedsnærværende. Også Bauhaus skolen opstod her og dens arkitektur var for sin periode meget nyskabende. De kæmpe vinduer brugte man på den tid kun i industribygninger, men her tjente de som lyskilde til atelierne og bygningen er konstrueret sådan at der aldrig kommer direkte sollys ind, men til gengæld masser af lys. Smart! Senere flyttede Bauhaus til Dessau, fordi det konservative bystyre i Weimar ikke ville støtte skolen økonomisk. Derfor er Dessau i dag mere berømt for Bauhaus stilen end Weimar.
Weimar er også stedet hvor 'Weimarrepublikken' blev grundlagt i 1918 efter første verdenskrig. Det var Tysklands forfatning i mellemkrigstiden og også betegnende for perioden mellem de to verdenskrige, men det nævnte ingen mærkeligt nok med et ord. Måske er det fordi denne forfatning gjorde det muligt for Hitler at overtage magten og de derfor er lidt flove over det. Måske fordi det var det samlede Tysklands første forsøg på demokrati, som fejlede. Jeg ved det ikke, men et er ihvert fald sikkert. Weimar har været en enormt progressiv kulturby og slående var også at selvom byen hørte til DDR, var der ingen af de karakteristiske betonbyggerier, som tyskerne kalder 'Plattenbau'. Det er som om at også DDR-styret havde så stor respekt for Weimar, at de ikke smækkede beton op, men i stedet byggede byen op i sin oprindelige stil. Med til historien hører også at Weimar ikke blev særlig ødelagt under 2. verdenskrig.

Noget karakteristisk som vi bed mærke i, var at alle folk var rigtig søde og venlige. Vi stødte overhovedet ikke på nogle sure folk i servicejobs. I Berlin er det meget normalt at man nærmest bliver betragtet som en pestilens, hvis man vover sig ind i en forretning og service er ikke det de er bedst til. Ofte får man sure svar på helt reelle spørgsmål. Men tonen var en ganske anden i Weimar - måske fordi det ligger tættere på München...?

Det var en virkelig dejlig tur, hvor vi lærte utrolig meget om tysk kultur og hyggede os rigtig meget med hinanden. Skøn fødselsdagsgave!