Stasi-fængsel og gadeteater

Lea har været på besøg i weekenden. Det var super hyggeligt. Søndag formiddag var vi ude og se det tidligere Stasi-fængsel, som ligger ude østpå i bydelen Lichtenberg. Kl. 9.30 var der en dansk rundvisning og da Lea samtidig er A-menneske, tog vi den. Derfor stod vi op kl. 8 søndag morgen. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg er stået så tidligt op en søndag... Heldigvis var det godt vejr, så vi tog cyklerne derud og cyklede fornøjede gennem solskinnet og de mange firkantede DDR-boligblokke, som af tyskerne bliver kaldt 'Plattenbau' og står på rad og række derudaf. Det er ret trøstesløst.
I Stasi-fængslet ventede os en rigtig sød guide, han kunne dansk fordi han er helt vild med Danmark og havde derfor lært sig selv det. Han mente, at han havde været i Danmark mere end 500 gange, men da han af gode grunde først har kunne rejse fra november 1989, skal han godt nok have været afsted ofte. Han var helt vild med dansk kultur, henviste flere gange til Olsen Banden og hvor søde han synes danskere er.
Alle rundviserne derude er tidligere fanger og det giver det unægtelig en anden form for intencitet end normalt. Vores rundviser havde siddet der tre gange i alt 17 måneder. Han sagde ikke for hvad, men det har helt sikkert været politisk.
Jeg synes det er svært at forstå, at der i Europa har været et diktatur helt op til 1989. Når han står der og fortæller om alle de grufulde ting, de som fanger blev udsat for, er det svært at fatte. En proces i en retssal med en forsvarsadvokat var selvfølgelig utænkelig, man vidste nogle gange ikke, hvorfor man var blevet hentet af Stasi og aldrig, hvor længe man skulle være spærret inde. I Hohenschönhausen, som fængslet hedder, havde fangerne aldrig øjenkontakt med nogen. Systemet var indrette sådan at fangerne aldrig så hinanden. Vores guides længste afhøring havde varet 26 timer, hvor man skulle sidde på en taburet, med hænderne under lårene. Scenen i 'Das Leben der Anderen', hvor Stasi gemmer det stykke stof den afhørte har siddet på, er ikke fantasi. Stasi samlede kropslugt fra hver enkelt fange og konserverede det, så hunde kunne lugte til det, hvis en fange skulle stikke af. Det er der dog aldrig nogen der har gjort fra Hohenschönhausen, for som han sagde: "Hvor skulle man flygte hen i DDR?". På billedet står han foran en såkaldt "Stasi-taxi". De var malet som fiskevogne og blev brugt til at hente mistænkte i. Dog opstod der problemer, fordi fiskehandlerne i området begyndte at undre sig over de mange fisketransporter, når deres egne butikker havde været lukkede i flere måneder pga. leveringsproblemer - så blev bilerne malet om til brødbiler...

Det mest slående ved vores guide var, at han ikke var bitter eller hævngerrig. Han fortalte om en læge, som havde indrettet en gummicelle i kælderen, hvor folk blev tortureret til de bogstavelig talt blev sindssyge. En af de andre sagde, at lægen selv skulle prøve det, men til det svarede vores guide: "Nej, det er der ingen der skal udsættes for".
Fascinerende var også, at man kan spærre mennesker inde, gøre livet så surt som muligt for dem og prøve at nedbryde dem, men alligevel finder de en måde at bevare håbet. Fangerne udviklede et bankesystem, hvor et bank betød A, to bank betød B osv. Om aftenen genlød fængslet af banken og selvom vagterne prøvede at følge med og skrive ned, hvad der blev kommunikeret, lykkedes det sjældent, fordi de var blevet for hurtige til det. I det hele taget et super spændende besøg!

Gadeteater
Noget helt andet vi så, var gadeteater i en parallegade til vores. Fra 21.30 til 23.30 spillede i weekenden en teatergruppe ni små scener, hvor de brugte gaden, butikker, lejligheder osv., som en del af kulisserne.
Det var vildt fedt og meget flot lavet. Der var ingen tale, al dialog og fortælling, blev projiceret op på bagvægge, mure osv. Hver historie varede ca. 10 min. og de startede og sluttede alle på samme tid, hvorefter man så kunne finde en ny at se. Ofte lagde vi kun mærke til at der var en scene, fordi der stod nogle andre og kiggede. En af historierne foregik f.eks. på en altan i 1. sals højde. Det var en super fed måde at bruge byrummet på og bringe teatret ud til folket.