Wednesday, April 25, 2007

Livet i Bundestag

Så er det politiske liv for alvor begyndt i Bundestag, hvor der denne uge er 'Sitzungswoche'. Dvs. udvalgsmøder, fraktionsmøder, debatter i salen osv. Jeg var til 'Fraktionssitzung' i går, hvor jeg stod lige bag Merkel da vi skulle ind. Hun så meget sød og glad ud. Så ja, man kan mærke magtens vingesus og som Anne Kathrine, min studieveninde, som var på besøg i weekenden sagde, da hun blev spurgt om, hvad vi læser: "Det hedder Forvaltning, og det er jo forvaltning af magt". Sådan! Det siger jeg fra nu af, hver gang der er nogle som spørger, hvad det egentlig er jeg beskæftiger mig med. Forvaltning af magt lyder 1.000 gange sejere end Offentlig Administration.

I går var jeg med til arbejdsgruppemøde i 'Haushaltsausschuss'. Det er det udvalg, som står for alle financerne og beslutter, hvad regeringen får at rutte med osv. Så altså et ret vigtigt udvalg, som også er det største. Arbejdsgruppen er kun CDU/CSU fraktionen, som mødes og snakker om hvad deres holdninger er osv. Mødet begyndte kl. 9. Jeg var virkelig overrasket over, hvor mange der kom for sent, spiste under mødet, åbenlyst læste sportssektionen i avisen, snakkede med sidemanden, snakkede i munden på den der havde ordet, tog mobiltelefonen når den ringede osv. I det hele taget var der meget lidt koncentration fra forholdsvis mange af gruppens medlemmer. I dag var jeg så til det rigtige Udvalgsmøde, hvor politikere fra alle partierne er repræsenteret. Det var lidt bedre, men der var stadig meget snak og vandren ud og ind under debatten osv. Jeg må sige at jeg er overrasket over, hvor dårlig deres debatkultur er.
I morgen skal jeg til to timers debat om migration i Plenarsalen, (som er den rigtige store sal, men den store grå ørn i baggrunden, som ser skidesur ud...). Det bliver sjovt at se, hvordan tingene så foregår der.

Min politiker Hr. Schröder er ok flink, men MEGET politikeragtig og har en ret stor distance. Jeg tror han er sådan en type, der ser folk an. Det virker i hvert fald sådan. Han er ikke særlig meget på kontoret og når han endelig er der, har han rigtig travlt. Jeg synes faktisk, at han var en af dem i udvalget, der virkede som om han faktisk tog sit hverv som politiker seriøst.

Det er rigtig spændende og sjovt at opleve og super fedt at se, hvordan politik faktisk bliver til. Jeg er dog helt bombet i hovedet når jeg får fri af en hel dag fra 9 til senest 18 med tysk. Jeg skal stadig koncentrere mig for at snakke ordentligt tysk; huske ordenes køn og hvilket kasus jeg snakker i og jeg kan godt mærke, at om eftermiddagen bliver mit tyske lidt mere rodet. Men fred være med det - jeg sørger for at lave de seriøse opkald jeg skal om formiddagen:-)

Mads' Fødselsdag
I mandags havde den kære Mads fødselsdag. Jeg vækkede ham med nybagte boller og gaver og et tysk flag, som jeg havde støvet op i en turistbutik. Om eftermiddagen mødtes vi til champagne i Tiergarten. Det var super hyggeligt og vi spiste pizza ved søen i Tiergarten og drak nogle kæmpe øl og cyklede derefter afsted i forårsaftenen til Feist koncert. Lille kvinde med stor guitar og endnu større stemme. Jeg synes koncerten var vildt god, Mads var lidt mere skeptisk. Jeg savnede dog også nogle af de gamle numre. Koncerten foregik i et teater og jeg synes det var lidt underligt at sidde ned til en koncert fordi man ikke kan danse, men Mads mente det passede til hans nye alder;-D

Her kommer, til dem som lyster, mine to yndlings Feist sange, som hun desværre ikke spillede. Dog kom Mocky på scenen og sang duet med hende og det var også ret fedt!
Feist - One evening.mp3
Feist - Inside & out.mp3

No comments: