Wednesday, June 27, 2007

Flytningens og snapsens glæder

Vi maler!
Da vi for et næsten år siden flyttede ind, ville vi gerne overtage lejligheden to dage før den første, fordi det var en søndag og passede bedre, så aftalen med de forrige lejere var, at de skulle male (som der står i lejekontrakten) og hvis de ikke var færdige skulle vi nok klare det sidste. Det var så dumt! Det er jo grønt lys til free-rider adfærd af ypperligste karakter og der skete da også det, at de pletmalede med en helt anden nuance hvid, hvilket har betydet, at vi nu skal male det hele#¤%&!
Jeg synes i forvejen det er røvsygt at male og der er få ting der siger mig mindre end at male lejlighed jeg flytter fra! De næsten fire meter til loftet har også i den grad sat sig igennem mht. forbrug af maling og længden på vores arme. Og det er jo ikke kun det at male der tager tid. Der skal også dækkes af, sættes tape op og bla bla bla. Mads har købt noget godt malemusik, så jeg overlever og heldigvis har jeg jo fri. Det ville have været mere surt, hvis vi begge havde arbejde samtidig og skulle bruge alle vores sidste aftener i Berlin på at male.
Jeg ville gerne uploade de sange, som gør maleshowet udholdeligt, men min computer er ikke længere i så fuld vigør, som den har været og cracker, når den skal tænke over mere end to ting på samme tid - jeg mistænker den for langsomt, men sikkert, at være ved at udvikle demens.

Aufwiedersehenfest
I fredags havde vi arrangeret "Aufwiedersehenfest". Ikke afskedsfest, men på-gensyn-fest. Da lejligheden jo er pakket ned og var halvt nymalet (og vi af Haas er blevet bedt om ikke at holde så vilde fester mere), blev spottet for festen Treptower Park, ved et af bordtennisbordene. Jeg havde bagt 40 pølsehorn, en lasagne og en drømmekage og stoppet de tre flasker snaps vi havde til overs fra påskefrokosten ned i en pose med en masse isterninger og så var scenen sat. Desværre havde en kristen gruppe med nogle store højtalere og en endnu større lyst til at oplyse hele parken om, hvordan de har fundet gud og hvorfor det er fedt efterfulgt af sange også valgt vores sted, så de stod for underholdningen den første time. Vi spillede en masse rundt om bordet og det var i det hele taget en rigtig hyggelig aften. Da det blev mørkt begyndte det dog at regne, men vi trak ind under nogle store træer og fortsatte festen der. Da regnen tog til blev det besluttet at sætte kursen mod karaokebaren Ronsons sing-in, hvor vi endte med alle sammen at stå og synge 'We are the world'. Karaoke er sgu et mærkeligt, men utrolig sjovt koncept, når man er i stødet til det.

Lørdag kom Mutti, Kleo og Beda med bil og trailer, som de har ladet blive her og taget flyet hjem. Det var rigtig hyggeligt at se dem og det passede perfekt med at det blev godt vejr da de kom, og jeg havde en god undskyldning for ikke at blive indenfor og male. De blev til mandag og en halv time inden de tog afsted, begyndte det at regne og det har det nærmest gjort lige siden og det er ikke så slemt at være herinde i male/pakke/flytte kaos, når det regner.

No comments: