Wednesday, March 14, 2007

Når katten er ude leger musene på bordet...

Mads tog i fredags til USA i næsten tre uger. Det vil sige frit slag på næsten alle hylder, ingen brugte boxershorts, som ligger på gulvet og flyder eller skåle som står med indtørret havregryn, fordi de ikke er blevet skyllet af... Yeah!
Kun mit eget rod - eller mangel på samme, som (måske;-)) også på et eller andet tidspunkt bliver trivielt...

Weekenden gik med fest, tømmermænd, udflugt til vietnamesisk marked og is og kaffe i solen.
I går var det 17 grader og næsten hel sommeragtigt. Det er virkelig fedt, men også lidt demotiverende for opgaveskrivningen. Vi har dog lavet en god rutine på uni med at holde kaffepauser i solen. Det hjælper.

Hausarbeit
Jeg er godt i gang med mit næste Hausarbeit og var i går ude og interviewe lederen af et integrationsprojekt som hedder 'Stadtteilmutter'. Det er et virkelig spændende projekt, som funktionerer på den måde, at indvandrerkvinder bliver uddannet til såkaldte bydelsmødre. Det tager seks måneder, hvor de lærer alt om det tyske skolesystem, ernæring, hvor meget fjernsyn det er godt for børn at se, hvorfor det er vigtigt at børnene kommer i vuggestue/børnehave osv. Derefter tager de på hjemmebesøg hos indvandrerkvinderne i deres kvarter og videreformidler over ti besøg deres viden. Det smarte er, at bydelsmødrene kan tale modersmålet og derfor når ud til langt flere kvinder, end en klassisk velmenende socialarbejder ville gøre. Bydelsmødrene er ofte kvinder, som gerne vil arbejde, men enten ikke kan tilstrækkeligt tysk, ikke har en ordentlig uddannelse, ikke kan få job fordi de går med tørklæde el.lign. De får løn for arbejdet og får dermed også en helt anden værdi i deres børns, mands og lokalsamfunds øjne, fordi de er indvandrerkvinder, som opnår noget og sætter gang i nogle ting. Min vinkel er, om projektet formår at 'empower' indvandrerkvinderne. Dvs. gøre dem i stand til at tage kontrol over deres eget liv og komme ud af følelsen af utilstrækkelighed/hjælpeløshed.
Lederen var virkelig venlig og fortalte rigtig mange spændende ting jeg kan bruge. Interviewet varede 40 minutter og jeg har transskriberet det hele i dag. Hun snakker tysk med lidt ungarsk accent, det var dog ikke så svært at transskribere, det har bare taget forbandet lang tid - 7 timer - jeg kunne transskribere 6 minutter på en time...
På fredag skal jeg lave et interview med tre af bydelsmødrene. Det er vildt fedt, at de gider bruge tid på at snakke med mig. Det er altid meget sjovere at skrive opgaver, når man har sin egen empiri og det er også en del af en langsigtet strategi om at få et studiejob i integrationsministeriet, når jeg kommer hjem. Rikke Hvilshøj var nemlig hernede og kigge på projektet i november og det skal også implementeres i Danmark.

Filmklub
I går løb første træf af mit nye påfund af stablen - tysk filmklub. Det går i al sin enkelhed ud på gennem tyske film, at udvide os erasmus-folks og andre ikke-germaneres tyske kulturhorisont ved hver anden tirsdag at lave filmklub hjemme hos Mads og mig. Eneste krav er, at originalsproget skal være tysk. Jeg står helt af på deres synkroniseringstrip. Jeg kan ikke forstå de kan holde det ud, men fred være med det, så længe jeg ikke skal tvangsindlægges til at se på det.
Første film i rækken var 'Alles auf Zucker', som er en komedie om jøder, DDR og regelrethed. Meget tysk film! Den var ikke fantastisk, men ok underholdende og bagefter var vi ude og drikke en øl i vores gades lyserøde homobar, hvilket også var underholdende.

Har desværre ikke nogen billeder til denne post, da Mads har kameraet med i USA. Han skrev en mail i går. De har det godt, oplever spændende ting og er endnu ikke blevet ædt af bedbugs - give 'em hell baby! Det lyder rigtig spændende det de oplever og jeg er lidt misundelig, men har det nu også ret godt i Berlin.

No comments: