Så er vores berlineventyr slut

Det har været fantastisk sjovt, spændende og lærerigt og noget jeg altid vil tænke tilbage på med stor glæde. Vores ting er pakket, vi har sagt farvel til vennerne og turen går snart mod Danmark. Det er vemodigt og surrealistisk at det nu er slut.

Jeg har sagt, hvad der skal siges om Berlin og sjove, søde, dumme, skøre, arrogante, opfindsomme tyskere og mine oplevelser hernede, så Hildegard Knef får det sidste ord:

Berlin, dein Gesicht hat Sommersprossen

Berlin, din ansigt har fregner,
og du er alt for åbenmundet,
dit skelende blik er aldrig mut,
og du siger aldrig: "Hvad laver jeg dog?".

Berlin, du er alt for flad til skønhedskonkurrencen,
men hvem måler den man elsker,
når du først elsker ubetinget.

Berlin, du er kvinden med forklædet,
i hvis skørter vi hænger livslang.
Berlin, du giver dåbsattesten krydderi
og har givet os dit "Na und" som redningskrans.

Berlin, din pande har rynker som en gravhund,
men hvad ville du være uden dem?
Hvem har holdt dig så ung?
For du sover aldrig.

Berlin, mit sind får børneøjne
og min puls går alt for hurtigt,
du tager mig fuld af selvsikkerhed ved hånden
med din ødelagte bjørnepels.

Tak til alle de trofaste læsere. Vi ses snart.

Flytningens og snapsens glæder

Vi maler!
Da vi for et næsten år siden flyttede ind, ville vi gerne overtage lejligheden to dage før den første, fordi det var en søndag og passede bedre, så aftalen med de forrige lejere var, at de skulle male (som der står i lejekontrakten) og hvis de ikke var færdige skulle vi nok klare det sidste. Det var så dumt! Det er jo grønt lys til free-rider adfærd af ypperligste karakter og der skete da også det, at de pletmalede med en helt anden nuance hvid, hvilket har betydet, at vi nu skal male det hele#¤%&!
Jeg synes i forvejen det er røvsygt at male og der er få ting der siger mig mindre end at male lejlighed jeg flytter fra! De næsten fire meter til loftet har også i den grad sat sig igennem mht. forbrug af maling og længden på vores arme. Og det er jo ikke kun det at male der tager tid. Der skal også dækkes af, sættes tape op og bla bla bla. Mads har købt noget godt malemusik, så jeg overlever og heldigvis har jeg jo fri. Det ville have været mere surt, hvis vi begge havde arbejde samtidig og skulle bruge alle vores sidste aftener i Berlin på at male.
Jeg ville gerne uploade de sange, som gør maleshowet udholdeligt, men min computer er ikke længere i så fuld vigør, som den har været og cracker, når den skal tænke over mere end to ting på samme tid - jeg mistænker den for langsomt, men sikkert, at være ved at udvikle demens.

Aufwiedersehenfest
I fredags havde vi arrangeret "Aufwiedersehenfest". Ikke afskedsfest, men på-gensyn-fest. Da lejligheden jo er pakket ned og var halvt nymalet (og vi af Haas er blevet bedt om ikke at holde så vilde fester mere), blev spottet for festen Treptower Park, ved et af bordtennisbordene. Jeg havde bagt 40 pølsehorn, en lasagne og en drømmekage og stoppet de tre flasker snaps vi havde til overs fra påskefrokosten ned i en pose med en masse isterninger og så var scenen sat. Desværre havde en kristen gruppe med nogle store højtalere og en endnu større lyst til at oplyse hele parken om, hvordan de har fundet gud og hvorfor det er fedt efterfulgt af sange også valgt vores sted, så de stod for underholdningen den første time. Vi spillede en masse rundt om bordet og det var i det hele taget en rigtig hyggelig aften. Da det blev mørkt begyndte det dog at regne, men vi trak ind under nogle store træer og fortsatte festen der. Da regnen tog til blev det besluttet at sætte kursen mod karaokebaren Ronsons sing-in, hvor vi endte med alle sammen at stå og synge 'We are the world'. Karaoke er sgu et mærkeligt, men utrolig sjovt koncept, når man er i stødet til det.

Lørdag kom Mutti, Kleo og Beda med bil og trailer, som de har ladet blive her og taget flyet hjem. Det var rigtig hyggeligt at se dem og det passede perfekt med at det blev godt vejr da de kom, og jeg havde en god undskyldning for ikke at blive indenfor og male. De blev til mandag og en halv time inden de tog afsted, begyndte det at regne og det har det nærmest gjort lige siden og det er ikke så slemt at være herinde i male/pakke/flytte kaos, når det regner.

Når enden er god...

Jeg var i fredags til evalueringssamtale hos Schröder. Jeg var lidt nervøs for det, for jeg havde en fornemmelse af, at han ikke var helt tilfreds. Min overraskelse var derfor stor, da han kun havde rosende ord at sige og jeg fik en vildt god anbefaling. Han lagde meget vægt på at jeg endelig skulle komme forbi, når jeg kommer til Berlin igen og han ville gerne vide, hvad jeg kommer til at lave i fremtiden osv. Jeg havde forberedt en lang tale om de ting jeg ikke havde været så tilfreds med, men da jeg sagde, at jeg nogle gange syntes det havde været svært, fordi han tit var ukonkret når jeg fik en opgave og jeg ofte ikke rigtig vidste, hvad han ville have, så sagde han, at det vidste han godt, at han er dårlig til. Det endte med at vi sad og snakkede om mine fremtidsplaner og Danmark i en halv time og det var faktisk hyggeligt. Jeg var meget overrasket og glad og lettet.
Han gik meget op i at der stod det rigtige i anbefalingen. Det er (selvfølgelig) meget vigtigt i Tyskland og det viste sig at der (selvfølgelig) er en hel bog om, hvordan man skriver anbefalinger. Åbenbart er det f.eks. et kodeord, at der til sidst står tak for samarbejdet og at man ønskes alt godt, for hvis ikke der står det, betyder det at det ikke har været godt. De er fandme så skøre de tyskere.
Jeg synes det har været en vild spændende erfaring at være i Bundestag og en super udfordring. Selvom det ikke altid var lutter lagkage, vil jeg helt sikkert tænke tilbage på det, som noget godt og lærerigt.

Unser Kiez

Denne post handler om vores kvarter - Unser Kiez (som betyder det nære kvarter).

Vi bor i bydelen Kreuzberg, som er ret stor og derfor er der to dele af Kreuzberg. Kreuzberg 61, som er bohemedelen med alle hippierne og Kreuzberg 36 med tyrkerne, de autonome, alkoholikerne osv. Det er der vi bor. Kreuzberg 36 er dog ved at blive mere og mere hipt og den del af Kreuzberg 36 vi bor i er blevet udråbt til den nye in-kiez, fordi boligerne stadig er relativt billige her (danskerne har endnu ikke presset priserne op her fordi de kun køber lejligheder i Prenzlauerberg og Friedrichshain) og kunstenere, studerende og andre kreative, som sætter gang i tingene derfor flytter herned. Kreuzberg er en del af det tidligere vest, men lå lige i kanten og vores gade var en blindgyde, som var spærret af mur. Derfor skete her ikke en skid, men da muren faldt lå kvarteret pludselig midt i byen. Det har betydet, at der i vores gade er åbnet masser af restauranter, barer, butikker osv. inden for de sidste år.

Supermarkedet: Det supermarked som ligger tættest på er Kaiser's. Det er ret lille, men alligevel er det utroligt, hvor meget de har formået at proppe derind. Det betyder at det altid er en kamp at komme rundt med en indkøbsvogn, fordi der kun er plads til én vogn i gangene af varer der tårner sig op.
Kaiser's svarer egentlig til Brugsen, men stamkunderne i vores Kaiser's er alkoholikerne, som trofast sidder ude foran og derfor er kvaliteten af grøntsager og frugt også derefter. Det er ikke lige det de sælger mest af, så man skal tit være heldig for ikke at komme hjem med rådne ting. Derfor er jeg faktisk krøbet til korset og køber altid grøntsager i Lidl, som ligger lidt længere væk.

Isen og pizzaen: Lige rundt om hjørnet fra os ligger Falckenstein Straße, hvor en driftig tyrker ved navn Aldemir har åbnet to butikker, som har resulteret i et sandt kvarterløft. De ligger lige overfor hinanden. I den ene kan man købe stenovnsbagte pizzaslices og i den anden hjemmelavet is. Begge dele er super lækkert og der er altid mennesker. På varme sommeraftenener summer det af liv og folk i alle aldre som spiser enten pizza eller is eller begge dele. Mads har været meget trofast kunde i pizza biksen, mens jeg mere har læsket mig i den lækre is.

Parken: Fem minutter væk ligger Görlitzer Park, som tidligere var banelegeme. Indtil 1961 var det en privatbane til Cottbus og Görlitz, men så blev der bygget en vis mur og derefter blev banen kun brugt til godstog. I 1985 blev den helt sløjfet og området blev i starten af 1990'erne lavet til park. Parken er ret stor og der er både lavet en børnebondegård, med æsler, grise, høns osv. og en trafikskole, hvor man kan lære at begå sig i trafikken, plus at der er fodboldbaner og et kæmpe parkområde med plads diverse aktiviteter. Det er også et ret yndet sted for tyrkerne, som slæber hele stuen med og griller til den store guldmedalje, mens ungerne leger i parkens springvand. Der sidder næsten altid en eller flere og spiller eller jammer. Der er i weekender med solskin et Leben uden lige og man kan virkelig få meget tid til at gå med at iagttage alt der sker.

Broen: Vi bor som sagt i 'østhjørnet' af Kreuzberg og næsten lige uden for vores dør er Oberbaumbrücke, som forbinder Kreuzberg og Friedrichshain over Spree. I september er der efter sigende en tradition med at friedrichshain'ere og kreuzberg'ere mødes på broen og har en kæmpe kamp med gamle rådne grøntsager, vand og andre 'fredelige' våben for at se hvem der er sejest. De to bydele blev administrativt slået sammen for nogle år siden, men friedrichshainerne kalder Kreuzberg 'underfriedrichshain' og Kreuzberg'erne kalder omvendt Friedrichshain for 'Østkreuzberg'. Jeg har desværre ikke oplevet det. Det skulle være ret underholdende.

Oberbaumbrücke er oprindelig bygget i 1732 og fik sit nuværende udseende i 1896. Stilen er 'nygotisk', men jeg synes mest det ligger to legotårne. Under DDR fungerede den som en af de syv grænseovergange indenfor Berlin. I 1997 blev der udskrevet en konkurrence, om markering af grænseovergangene. På Oberbaumbrücke er derfor en kunstinstallation med to neonhænder som spille sten-saks-papir om aftenen. De skifter hver sjette sekund og man kan selv tage del i legen ved at gætte med på, hvad det næste bliver.
Derudover er der en skøn udsigt fra broen og tit nogle ret fantastiske solnedgange.

At bo tæt ved Spree har også andre fordele i form af de barer, som ligger på vandet og hvor man i sommeraftenerne kan sidde ude til den lyse morgen, Badeschiff, hvor man kan slænge sig i sandet og bade i poolen, som er stillet ud i Spree og Treptower Park, som strækker sig langs med Spree og er perfekt til løbeture.

Ja, så vores Kiez er skøn at bo i. Det er sjovt som man tilpasser sig. Hvis jeg havde boet et andet sted i Berlin, havde jeg sikkert syntes det var fantastisk - men der er nu noget magisk over Schlesi-Kiez! Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig de kommende år.

Finkultur og popkultur

Jeg nyder virkelig livet! Det her er en perfekt måde at sige farvel til byen og de folk jeg har lært at kende hernede og samtidig nå de sidste ting jeg gerne vil i Berlin. Jeg tror aldrig man bliver færdig med byen, når man først er blevet hooked, og vi kommer sandsynligvis også til at tage tilbage en gang i mellem.

Finkultur
I går var jeg på Neue Nationalgalerie med Nick og se udstillingen 'Die schönsten Franzosen kommen aus New York'. Titlen dækker over at Metropolitan Museum of Art New York er ved at bygge om og derfor har udlånt deres samling af franske værker fra det 19. århundrede til Berlin. Det var en rigtig flot udstilling og vildt, at det er det ene mesterværk efter det andet som hænger på væggen. Jeg er egentlig mere til moderne kunst og de billeder jeg bedst kunne lide hørte da også under kategorien 'Die Väter der Moderne' og var repræsenteret af bl.a. Cézanne og Gauguin. Jeg synes dog, at det var rigtig spændende, for udstillingen var bygget op om hver stil, så man kunne se de forskellige retninger indenfor malerkunsten på det tidspunkt og det var rigtig godt lavet og lærerigt også, så det var fedt. F.eks. lærte jeg, at der også er en retning der hedder 'orientalisme'... dog kun repræsenteret af to kunstnere.
Udstillingen løber helt til 7. oktober, så hvis der er nogen der skal til Berlin og har lyst til Gauguin, Manet, van Gogh, Monet, Cézanne, Renoir, Delacroix, Courbet, Matisse, Picasso m.fl. kan jeg klart anbefale at gå ind og se udstillingen.
Se evt. Die schönsten Franzosen kommen aus New York

Popkultur
I går aftes stod den på noget helt andet. Stadig kunst og kultur, men i den helt anden retning. Vi var nemlig fem der skulle til Justin Timberlake koncert. Vi var meget spændte på om det ville blive en gang plat intetsigende pop og vi bare ville stå og kigge på hinanden og føle os dumme eller om det ville blive en fed fest. Jeg vil sige det var lidt af begge dele. Meget kan man sige om Timberlake, men han kan sgu spille musik og synge - og danse! Jeg har altid været vild med dans. Det står stadig krystalklart for mig da min moster i 1991 tog mig med til Europamesterskaberne i kunstskøjteløb i Brøndbyhallen, da jeg første gang så Strictly Ballroom og da selv gik til 'Disco Freestyle' som 9 årig. Jeg er en sucker for dans og lappede Justins velkoreograferede danse i mig. Noget andet der var fedt var, at hans kvindelige dansere faktisk lignede kvinder. Det var ikke sådan nogle anoreksiofre, men havde faktisk lidt røv at svinge med. Hans dansenumre fungerede fantastisk og han havde publikum i sin hule hånd. Til gengæld synes jeg at mange af balladerne var lidt kedelige. Da han midt i koncerten åbenbart skulle have en pause kom Timbaland på scenen og leverede det værste lort jeg længe har set. Han stod bare og brægede ned i mikrofonen og der kørte nogen der mest af alt mindede om en 20 minutter lang reklame for hans greatest hits. Al respekt for mandens formåen som producer, men måske skulle han bare blive bag scenen og dreje på sine knapper.
Da Justin efter 'pausen' kom tilbage havde han svært ved at trække koncerten op igen og første del var helt klart bedst, selvom det lykkedes ham hen ad vejen.
En fed og sjov oplevelse og vi mængede os med nogle helt andre berlinere end normalt. Det var også sjovt. Og så glad er man, når man lige har set en Justin Timberlake koncert:

Schluß damit!

Så er jeg færdig i Bundestag. Havde sidste dag i går. Det har været spændende at se hvordan det hele fungerer og hvordan politik faktisk bliver til. Jeg synes det var sjovest i Sitzungsugerne, hvor politikerne var der og jeg kom med til udvalgsmøder, debatter osv. Det var også i de uger, at de sjoveste opgaver var med forberedelse af positionspapirer, når Schröder skulle præsentere sin koalitions politik til udvalgsmøderne, skrivning af taler osv. Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget 'rigtigt' arbejde jeg har fået lov at lave. Jeg har kun kopieret én gang, så det har været fedt. Ulempen i Sitzungsugerne var så også at Schröder var der... Han viste sig efterhånden at være rimelig usympatisk. F.eks. snakker han rigtig grimt til folk og jeg fik også lige et fur i sidste uge, fordi han var stresset og ikke havde styr på sine ting. Jeg blev skide sur og ked af det fordi jeg følte mig så uretfærdigt behandlet. Derudover er han rigtig dårlig til at sige, hvad han egentlig gerne vil have når man får en opgave fra ham, så tingene skal altid laves om mindst tre gange. Jeg synes det er totalt spild af tid og det synes Mathias åbenbart også, for han sagde til mig, da jeg skulle skrive et svar på en borgerhenvendelse, at jeg bare skulle skrive noget hurtigt og så kunne Schröder læse det og sige hvordan han vil have det. Jeg synes det er fjollet ikke bare at snakke om fra starten, hvad han vil have. Derudover gav han mig tit et elevatorblik og det var ikke bare et diskret et, nej han vendte hovedet, kiggede ned på mine fødder og hele vejen op ad min krop. Jeg synes det er super ubehageligt, respektløst og meget intimiderende.
Heldigvis var det så sjældent at Schröder var der og Heike, Christian og Mathias var rigtig søde og vi har hygget os meget. Alt i alt har det været rigtig fedt at prøve og også sjovt at være en del af en tysk arbejdsplads og se hvordan kulturen er osv.

Mads og jeg fejrede i går at jeg var færdig ved at tage i Fernsehturm og spise. Det var meget kitschet og sjovt og romantisk på den DDR-agtige måde.
Fernsehturm stod færdigt 3. oktober 1969. Det er med sine 368 m det højeste byggeri i Tyskland og det tredje højeste i Europa. Fernsehturm er for mange synonym med Berlin og der er mange historier, anekdoter og sågar lavet en sang om Fernsehtum. Da der sidste sommer var VM i Tyskland, var det selvfølgelig også udsmykket som forbold.
En af anekdoterne hedder 'Pavens hævn'. Som man kan se på billedet til venstre danner der sig i solskin et kors på kuplen. Det var selvfølgelig ikke særlig populært i DDR og der går mange historier om at Stasi ved hjælp af spejle og med andre metoder prøvede at få det væk. Dog skulle en af DDR-regeringsmedlemmerne have sagt: "Det er ikke noget kors, det er et plus for socialisme". Ja, man kan tolke tingene som man vil...
Fernsehturm er under alle omstændigheder stadig præget af 1960'er DDR stil. Både indretning og tjenernes tøj leder tankerne hen på 60'erne og også maden var af en anden tid. Meget tysk og bastant men overraskende lækkert.
Det var ret sjovt at se Berlin ovenfra og sidde og kigge ned på alle de gader vi normalt plejer at cykle rundt i. Interessant var det også, at det er helt tydeligt at se hvilke dele af byen der blev bombet under 2. verdenskrig.
Selvom det er super kitschet og jeg ellers har været lidt imod at tage derop, fordi det er så dyrt i Éntre (8,50 Euro), så overgiver jeg mig til Fernsehturms charme.

I sidste weekend var jeg i Rom og besøge min veninde Katja, som er i praktik på den danske ambassade dernede. Fra København kom Anne Kathrine og det var skide hyggeligt at se dem. Vi kender hinanden fra RUC, hvor vi læste de to første år sammen.
Vi nød byen, spiste en masse is, snakkede ørerne af hinanden (Katja mistede undervejs stemmen) og spiste dejlig mad. det er så fedt, at næsten lige meget, hvor man går hen og spiser, så får man lækker mad. Rom er jo en skøn by og det var rigtig dejligt vejr, så jeg nød det meget. Derudover var det ret sjovt at lægge mærke til, hvor forskellige byer Rom og Berlin er. Der er virkelig en verden til forskel.