New York, New York

Så er der nyt fra de rejsende i USA. Vi sidder i en bus på vej til Boston, hvorfra vi tager en færge til Provincetown på Cape Cod. Da vi lage rejseplanerne om, droppede vi at leje bil og bestilte i stedet billetter hos ”BoltBus”. Fire timer fra NYC til Boston for 75 kr. – og så er der til min store overraskelse trådløst internet i bussen (hvorfor er det så lige, at det er så svært for DSB, at lave en ordentlig løsning i deres tog!?!). Vores buschauffør hedder Jackie og introducerede med at sige, at hun er oprigtig glad for, at vi har valgt at køre med BoltBus, for det giver hende til dagen og vejen og til at få ordnet negle og hår… Jeg er også oprigtig glad for, at vi valgte at tage bussen, for morgentrafikken ud af New York havde hverken Mads eller jeg lyst til at prøve kræfter med.

Vi ankom til NYC først på aftenen lørdag. Jeg havde i flyet været lidt nervøs for, om alt ville gå glat i forhold til min indrejse på visummet, men det gik lige så nemt, som det har været bøvlet at få det. Manden bag skranken løftede knap nok blikket, men stemplede bare derudaf og ønskede mig velkommen i staterne – dejligt og meget lettende. Så kunne ferien endelig begynde!

Vi har benyttet os af mange af de gratis glæder NYC tilbyder. Søndagen startede vi således med at få gratis guidet tur i Lower East Side af Judy, som var vokset op i området og fortalte levende og spændende om kvarterets historie og udvikling fra immigrant slum til hipt område med kunstnere og bohos (bourgeois behomeians). Det vil sige alle dem som har penge, men som synes det er fedt at bo i de områder, hvor de fattige kreative bor. Hun var en fantastisk guide og krydrede turen med mange sjove anekdoter.

Vi har også taget en tur med Staten Island færgen, hvorfra man kan se frihedsgudinden og Manhattans skyline fra vandet. Frihedsgudinden var overraskende lille – det er jeg nok ikke den første som synes – og Manhattans skyline var imponerende. Ground Zero ligger i den ende af Manhattan, og man kan virkelig fornemme hullet efter World Trade Center. De bygger på livet løs, for at få det nye Libeskind tegnede World Trade Center op, men det tager jo immervæk nogle dage. Det nye ”Freedom Tower” bliver 1776 fod højt (514 m). 1776 er meget symbolsk, for det er året, hvor frihedserklæringen blev skrevet under og borgerkrigen mod englænderne begyndte. – det skal vi lære meget mere om i Boston, for det var der, det hele begyndte.

Det har været meget dejligt vejr. Solskin og omkring 30 grader, så vi har brugt Central Park til at slappe af i. Mads havde downloadet en podwalk, hvor man blev guidet gennem parken imens der blev fortalt om parkens historie og karakteristiske sites. Jeg er imponeret over, hvor mange funktioner den rummer. Der er både teater, legepladser, baseballbaner, søer hvor man kan sejle med modelskibe, søer hvor man kan sejle i robåd, veje til cyklister som kører ræs, gode løberuter, en Zoologisk Have og meget mere. Parken blev renoveret i slutningen af 90’erne, og den er ekstremt lækker. Jeg så ikke noget skrald ligge og flyde, og jeg så heller ikke nogen smide skrald. Der er sandsynligvis mange ansat til at holde parken pæn, men det virker også som om, at New Yorkerne passer ekstremt godt på deres åndehul. Vi boede de sidste dage ret tæt på Central Park, og vi kunne ikke dy os for at tage en morgenløbetur sammen med alle de andre i onsdags.

Selvfølgelig har vi også været på museum. Jeg er jo kæreste med en museumsnarkoman, og er også selv meget glad for museumsbesøg, så vi satte kursen mod The Metropolitan Museum of Art i går. Det er helt ekstremt stort. Imponerende samlinger, hvor alle kan finde noget af interesse lige meget om man er til egyptisk kunst, græske statuer, middelalderkunst, moderne malerier eller cypriotisk kunst. De har alt! Vi fik en guidet tur af en praktikant, som tog os til museets highlights. Det var virkelig godt og interessant. Bagefter rendte vi rundt på egen hånd og for vild indtil flere gange.

Mads er jo ekstremt god til at støve sjove ting op, så mandag var vi på disco i det gamle ’meatpacking district’, som nu er blevet forvandlet til et ekstremt hipt område. Det sjove er, at der stadig ligger kødbutikker og slagtere i en skøn blanding med übersmarte restauranter og butikker. Vi drak drinks under råben himmel på 14. etage inden vi dansede den halve nat. Det var skide sjovt. Jeg var meget imponeret over toilettet på klubben. Der var alt hvad man kunne forestille sig – eller ikke havde forestillet sig, man kunne få brug for. Tyggegummi, kondomer, kontaktlinsevæske, parfume osv. meget imponerende!

Vi har skam også været i teatret og set et rigtigt Broadway stykke. Jeg var meget skeptisk i starten, men overgav mig til morskaben og nød at blive underholdt. En tur til toppen af Rockefeller Center er det også blevet til, hvor der er udsigt ud over Manhattan fra 68.etage. Vi tog derop om aftenen, og hvor var det utrolig smukt og flot!

Ellers har vi udforsket meget af NYC til fods. Jeg er overrasket over, hvor hurtigt kvartererne skifter. Drejer man om et hjørne er man pludselig i China Town og kan kun finde skilte på kinesisk og se kinesere hvorend man kigger hen. Drejer man om et andet, er man i The Financial District, hvor folk går i jakkesæt og ser meget business agtige ud. Jeg tror aldrig, jeg har gået så meget indenfor så få dage, så fusserne er ved at være trætte. Det bliver skønt at have et par dage nu, hvor vi skal flade ud og ligge på stranden og på hvaltur. Jeg håber SÅ meget, at vi ser en hval!

Visumsagaen

Velkommen tilbage til Fräulein Quatschen – og velkommen til jer, som ikke har stiftet bekendtskab med bloggen før. Første indlæg handler om optakten til mit ophold i USA: Opnåelse af visum.

For at studere i USA skal man have visum. Jeg havde hørt fra andre, at det godt kunne være en lidt stressende proces, så jeg prøvede at foregribe begivenhederne, så godt jeg kunne. Første skridt var at sende ’proof of finance’ til American University (jep det hedder det universitet jeg skal gå på…). Proof of finance bestod i, at banken skrev under på, at jeg var i stand til at betale opholdet selv, og at min far skrev under på, at han ville finansiere det, hvis ikke jeg selv kunne. De papirer sendte jeg til dem i midten af april og skulle så bare vente på, at de sendte et dokument tilbage, som jeg skulle bruge til visumansøgningen. Månederne gik, og jeg hørte intet, så i starten af juni ringede jeg og spurgte, hvornår jeg kunne regne med at have papirerne. Inden for to uger var svaret. Jeg ventede så pænt igen, og da jeg 1. juli endnu ikke havde hørt noget, ringede jeg til Washington igen, hvor meldingen var, at de regnede med at kunne sende mig papirerne samme uge. Jeg var på det tidspunkt begyndt at blive lidt stresset. Den videre proces er, at man skal til en samtale på ambassaden, hvor man skal have alle sine papirer med og aflevere sit pas, og så går der nogle dage, før man får passet tilbage med visumet sat ind i. På anbefaling af en af RUC pigerne, som lige har været i USA og læse, gik jeg derfor ind på den amerikanske ambassades hjemmeside for at booke en tid til samtalen, selvom jeg endnu ikke have alle papirerne. Til min store skræk var første ledige tid torsdag d. 17. juli. Mads og jeg havde planlagt at tage af sted mandag d. 21., så det ville jo ikke give dem så mange dage at lave det i, men jeg slog koldt vand i blodet, håbede på det bedste, tog på festival og glemte visumstressen. Da jeg kom hjem, var der stadig ikke kommet nogen papirer fra Washington, og endnu engang måtte jeg ringe derover og fik nu at vide, at de regnede med at få papirerne samme dag og fedexe dem ekspres. I mellemtiden gik jeg i gang med at hitte rede i alle de mange dokumenter, som skulle udfyldes og krav der skulle opfyldes. Jeg kan godt afsløre, at det er noget af en prøve at søge visum til USA. Jeg mistænker dem for, at gøre det så besværligt som muligt for at teste om man virkelig vil have det (samme taktik kører de danske myndigheder vist…). F.eks. skal man betale 700 kr. for at få visum. Dem kan man ikke bare betale på netbank, næ nej, dem skal man ned i en Jyske Bank filial og betale. Fotoet, som skal sidde på visum ansøgningen, er heller ikke et normalt pasbillede, næ nej. Det skal være 5x5 cm, fra toppen af håret til bunden af hagen må der være mellem 2,5 og 2,8 cm, og øjnene skal være mellem 2,8 og 3,3 cm over bunden af fotoet. Jeg måtte derfor ind til en fotohandler og få taget billedet. Han havde heldigvis fuldstændig styr på det, og jeg fik en historie fra hans fortid i det cambodianske justitsministerium, hvorfra han flygtede under Pol Pot, med på vejen.
Endelig kom papirerne fra Washington. Jeg tjekkede igennem for at sikre mig at alt var skrevet under osv. I den forbindelse opdagede jeg, at startdatoen var anført som d. 25. August. Jeg skal starte d. 18. August, og problemet i det var, at man ikke må rejse ind mere end 30 dage før ens visum gælder. Jeg loggede derfor igen på Skype og ringede til Washington. Her kunne de fortælle mig, at startdatoen formelt er d. 25. fordi den første uge er orientering for de internationale studerende og ikke gælder som en del af det ’akademiske program’. Der var desværre ikke noget, de kunne gøre ved det, men de var meget brødebetyngede over, at de ikke havde gjort opmærksom på det og undersøgte, hvad jeg kunne gøre. Deres forslag var, at jeg kunne rejse ind som turist, rejse ud igen efter d. 26. juli og ind igen på mit visum. På det tidspunkt var mit stressniveau generelt ret højt, og da det jo i forvejen var ret usikkert, om jeg ville kunne nå at modtage mit pas til vores planlagte afrejse, besluttede Mads og jeg at udsætte afrejsen til d. 26. juli. Ingen af os havde specielt meget mod på at skulle forklare en amerikansk grænsevagt om finurlighederne i vores rejseplaner og nødvendigheden af, at jeg tog en smuttur til Canada. Derfor bestilte vi nye billetter, lavede rejseplanerne lidt om og brugte alt for mange penge på at ombooke vores oprindelige billetter.

Det var en god beslutning og har givet lidt ro på. Mit pas med visum kom i tirsdags, og jeg har også fundet et sted at bo i Washington. Jeg har kigget en del på en Craigslist (en boligside) og fandt et hus, som lød rigtig hyggeligt. Der er fem andre end mig. Tre mænd og to kvinder. De virker rigtig søde, har hund og gør meget ud af at bo ’kollektivt’. Det er rart, når jeg ikke kender en sjæl i byen. Jeg skypede med dem med webcam i søndags, så de kunne se mig og jeg kunne se dem. Det var ret sjovt og fedt at få et indtryk af dem og huset. Det er lidt mærkeligt at have sagt ja til et sted uden at have set det, men de virkede flinke og engagerede, og det er jo det vigtigste. På mit profilbillede på Skype er jeg klædt ud som discodronning med afroparyk og malet mørk til en temafest. I starten virkede mit kamera ikke, så de troede, jeg så sådan ud, men jeg måtte jo afsløre, at jeg desværre hverken har afrohår eller er mørk i huden, men derimod er hvid og bleg med fladt hår. Det kom der lidt morskab ud af. Mads skal hjem d. 6. August, da han skal til sin farmors 85 års fødselsdag, så jeg har 1½ uge i Washington, inden jeg skal starte. Det er nok meget godt med lidt tid til at falde til og få ordnet de praktiske ting.
I morgen er der afgang. Jeg glæder mig, er spændt, lidt nervøs men mest af alt meget nysgerrig og glæder mig til at opleve amerikanerne og USA på første hånd. Mads og jeg tager jo af sted sammen. Det er rart, at han tager med over og sætter mig af. Vores tur går først til New York, derefter til Cape Cod, hvor vi skal på whalewatching sejltur og dase på stranden og til sidst til Boston. Mads tager hjem fra New York, og jeg tager selv videre til Washington. Det kunne have været fedt, hvis han kunne komme med og se, hvor jeg skal bo, men det må han have til gode, til han kommer over og besøger mig i november, når der er præsidentvalg.

Jeg ved ikke, hvor meget netadgang vi får undervejs, men jeg skal nok give en udførlig beskrivelse af vores bedrifter, når jeg er i DC.