Fænomenet Barack Obama

Jeg må lige kommentere på Obamas tale i går ved det demokratiske konvent. I går var 45 året for Martin Luther Kings' 'I have a Dream' tale. Symbolikken i at den første sorte præsidentkandidat bliver nomineret på den dag, er vist ikke til at tage fejl af.
Jeg er jo så priviligeret, at jeg kan følge med direkte, og jeg så også talen direkte - ligesom 38 millioner andre, hvilket er seerrekord for et konvent. Det er et imponerende show amerikanerne formår at sætte op. Et kæmpe stadion fyldt med 75.000 hujende mennesker, som græder af glæde når de ser Obama. Inden Obama gjorde sin entre blev en ca. 10 minutter lang film vist, hvor man så Obama forklare om sin opvækst, billeder af hans enlige (hvide) mor, som kæmpede for at forsøge sig selv og sine børn imens hun selv tog en college uddannelse (det svarer til bachelor). Obama fik sit 'gennembrud' for fire år siden, hvor han var key note speaker på demokraternes konvent og holdt en tale om sig selv som inkarnationen af den amerikanske drøm - fattig sort dreng af enlig mor ender på Harvards Law School. Alle var dybt imponerede over hans tale for fire år siden - de fleste var også dybt imponerede i går, inklusiv mig selv.
Obama kan i den grad finde ud af at holde taler! Han talte i 45 minutter, og for første gang sagde han konkret, hvad han vil gøre, hvis han bliver præsident. Han er sgu nærmest mere venstreorienteret end Thorning-Schmidt... Han nævnte lærere, som skal have bedre uddannelse og mere i løn, de offentligt ansatte som knokler for at holde hjulene kørende, skat på multinationale selskaber, skattelettelser til middelklassen (men ikke til overklassen), ligestilling, at fædre skal tage mere ansvar i familierne, vedvarende energikilder osv. Og så satte han sig selv meget skarpt op i mod Bush og republikanerne. Meget effektivt endda. Essensen er, at republikanerne er de gamle forstokkede, som har kørt USA i sænk og at McCain vil fortsætte samme linie, imens Obama og demokraterne er det nye friske pust, som vil tage arbejdshandskerne på og arbejde for et bedre Amerika. Forandring og håb var været kodeordene gennem hele hans kampagne. Talen er blevet modtaget meget positivt herovre.
Også hans kone, Michelle, har været på talerstolen. Hendes tale blev også udnævnt som den bedste tale en potentiel first lady har holdt. De Obamas kan nu noget.
Billedet herunder er taget i New York. Det var malet på en mur i Williamsburg.

McCains udnævnelse af kandidat til vicepræsident
McCain har så i dag forsøgt at stjæle rampelyset ved at udnævne sin vicepræsident. Han har udnævnt Sarah Palin. Total ukendt guvenør fra Alaska. Han prøver sandsynligvis at appelere til de kvindelige vælgere, som er skuffede over at Obama ikke valgte Hillary som vicepræsident, men jeg ved ikke hvor sandsynligt det er, at han får fanget dem ind. Palin er imod abort, imod ægteskaber mellem homoseksuelle, imod at isbjørnen er kommet på listen over truede dyrearter og mangeårigt medlem af National Rifle Association. En ærkerepublikaner. Med valget af Palin underminerer McCain også totalt sin egen kritik af Obama for at mangle udenrigspolitisk erfaring. Palin er nærmest endnu mere uerfaren politisk og har overhovedet ingen udenrigspolitisk erfaring.

Det er meget spændende at se, hvad der sker til præsidentvalget d. 4. november.

Livin' in da hood

Det område jeg bor i var indtil for få år siden ret belastet med rigtig meget kriminalitet. Der blev tjekket en del op på kvarteret inden jeg sagde ja tak til tilbuddet om at bo her. Specielt Mads var meget bekymret og mente bestemt, at jeg skulle have en peberspray - sjældent har jeg oplevet Mads så alpha han-agtig. Trods alle skræmmehistorierne valgte jeg at bo her, og det er jeg rigtig glad for.

Området hedder 'Columbia Heights' eller i folkemunde 'The Heights' og ligger, som navnet antyder på toppen af DC's stejleste bakke (stik nord for centrum). Det er herligt når man cykler ned til byen og lidt hårdt, når man cykler hjem igen. Kvarteret er meget hyggeligt. Alle husene er tre etager i engelsk kolonistil med verandaer og små forhaver ude foran. Her er en lokal stemning. De gamle mænd sidder ud på deres verandaer, og når man går forbi hilser de med et: 'Hello Madam, how are you today?'.
Det som gjorde at området ændrede sig for nogle siden var, at der åbnede en metrostation. Det trak folk med arbejde osv. til. Området omkring metrostationen er helt nybygget og rimelig kønsløst efter min mening. Det er store butikker, hvor man kan købe alt og intet. De har prøvet at lave et lille torv, og der er også nogle velbesøgte restauranter, men det er ikke lige det jeg forbinder med et hyggeligt kvarter. Hvis man derimod går 500 meter væk fra metrostationen, så ligger de små hyggelige huse på rad og række. Jeg bor 1½ blok fra metroen. Hvis man går en halv blok fra mig i modsatte retning af metroen, så er det noget helt andet. Jeg har fundet en super hyggelig café, som hedder 'Columbia Heights Coffee'. Som I kan se på billedet er der ikke noget nyt og stort over det. De laver den bedste frappé, som man kan blive helt afhængig af. Der er trådløst internet, aviser, blade osv. derinde og folk hænger generelt meget ud der, sidder og læser osv. Under dække af at tage et billede af min frappé, tog jeg et billede indefra også.

Skråt overfor kaffebaren ligger 'Red Rocks Pizzeria'. De laver god pizza og man kan sidde ude. Det er skønt på en sommeraften. Jeg var der i lørdags med Therese, og pizzaerne var virkelig gode. Jeg synes, at amerikanske pizzaer kan blive lige lovlig meget bund og ikke så meget fyld, men det var lige omvendt. Der var masser af dejlig fyld og en skøn sprød bund.
Lidt længere syd, på det næste hjørne, ligger 'Wonderland Ballroom'. Det er en rigtig neighbourhood joint. I løbet af ugen er der forskellige temaer pr. aften. Nogle aftener er der guitar hero konkurrence, andre Trivial Pursuit konkurrence osv. I weekenden er der DJ og dans. De har super øl, dvs. Hoegaarden, Leffe osv. og også her kan man sidde ude ved langborde under et stort træ, som giver dejlig skygge. På hjørnet af min gade er der et lokale som står tomt, men der bliver arbejdet derinde og rygtet går, at der skal åbne en vinbar.

Jeg synes det er sjovt at iagttage, hvordan byer udvikler sig. Her sker præcis det samme, som er sket i København, Berlin osv. Der er områder af byen, som ikke er istandsat og derfor billige. Derfor bor de kreative og de fattige der. Når det får et skær af kreativitet og 'on the edge', så flytter hang arounds'ne derud (ligesom Lower East side i NYC - bohos, som jeg fortalte om i et tidligere indlæg). Bohos har flere penge og derfor begynder der at åbne fancy steder, det betyder, at der flytter flere folk til med penge, som betyder at huslejen stiger, og de fattige og kreative flytter, så området bliver pænt (og kedeligt). Det er præcis det der er sket med Nørrebro og Vesterbro, hvor det nu er i Valby og Nordvest det sker. Det ser ud som om, at det også sker her. Lige nu er Colimbia Heights på vej op, og her er stadig masser af problemer osv., men lur mig om ikke klientellet her er et helt andet om fem år.

Hvis man går tre blokke længere mod øst (væk fra metroen), så finder man pludselig sig selv som eneste hvide blandt en masse afro-amerianere. Selvom jeg godt vidste det, synes det er ret vildt, hvor segregeret en by Washington er. Generelt er nordvestdelen af byen hvid og sydøstdelen sort, men man skal ikke bevæge sig mange skridt, før man kan mærke en radikal ændring i hvilke folk man er omgivet af.

Kriminalitet
Selvom jeg synes her er skide hyggeligt, så er der ingen tvivl om, at der er en del kriminalitet. Jeg føler mig på ingen måde usikker. Når jeg går hjem i mørke, er jeg mest bange for rotter, men jeg har da indtil flere gange set en helikopter, som kredser over et bestemt område med spotlight, for at finde en person. Adam fortalte mig, at de kalder det en 'ghetto bird'. Jeg tænker også, hvad de overhovedet kan se deroppefra, men et eller andet må de jo kunne se, siden de gør det.
Jeg tror også, at jeg i går hørte mine første skud. Jeg har kun hørt skud på film før. Det lød lidt som fyrværkeri, men bare skarpere i lyden. Det er meget underligt og surrealistisk. I 1990'erne var Washington den by i USA hvor der blev dræbt flest. Washington gik under navnet 'Murder Capital'. I 1991 blev der dræbt 482. I 2006 var tallet faldet til 169, så der er bestemt sket meget og Columbia Heights er et af de områder, som fremhæves som værende i en god udvikling. Washingtons kriminalitet er af en helt anden kaliber (bogstaveligt talt) end Københavns, ingen tvivl om det. Men i København bor jeg også på Nørrebro, som nogle mener er Danmarks farligste sted. En Århus pige spurgte mig engang om jeg turde gå ud om aftenen... Jeg har samme følelse her. Ja, der er en del kriminalitet, men når man ikke er bandemedlem eller på anden måde involveret i kriminelle kredse, så er det rimelig usandsynligt, at man skulle blive mål for et skyderi.
Her er altid mennesker på gaden, hvilket er rart og en tryghedsfaktor. På uni derimod, hvor der bor en del, er der helt øde om aftenen. Natten til lørdag var der således to studerende, som på vej hejm blev truet med en pistol og berøvet - så er det bedre at bo i mit upcoming hood.

Rugbrød!

Så lykkedes det mig at bage rugbrød:-) Jeg har været hele byen rundt for at finde rugkerner - uden held. I stedet fandt jeg noget der lignede, de er dog ikke lige så grove, men det er godt derhen af. Jeg fandt til gengæld rugmel. Da jeg jo ikke rigtig kunne medbringe min surdej derhjemmefra, som i øvrigt hed Douglas, har jeg måttet lave en ny. Der har således stået en lille skål med kærnemælk, rugmel og salt nede i køkkenet i en uge nu. I går var Douglas Junior klar til brug, og i dag har jeg fabrikeret et dejligt rugbrød. Da jeg alligevel skulle i Whole Foods for at købe kerner, købte jeg også en pakke Lurpak. Noget af det bedste jeg ved, er nemlig nybagt rugbrød med smør. Mmm. Så bliver det næppe mere dansk...
Jeg snuppede også en mad med tomater og basilikum fra haven. Mmmmm!
Det er sgu ren lykke:-) Hvis nogen er blevet inspireret til at gå i gang med rugbrødsbagningen, er her min opskrift. Det er slet ikke så bøvlet som mange tror, og det smager fantastisk. Opskriften er en blanding af Hans', min brødbogs og lidt improviseren. Tricks'ne kan jeg desværre ikke tage æren for. Dem har jeg lært af Hans (min mormors mand), som er en garvet rugbrødsbager og viskestykketricket er min fars.

Ibens Rugbrød

3 brød

1,5 liter vand
3 spsk. groft salt
900 g fuldkornshvedemel
900 g rugmel
1125 g kerner (jeg bruger rugkerner, græskarkerner og solsikkekerner)

Dag 1:
Rør surdej ud i vandet, tilsæt salt, fuldkornshvedemel og rugmel og rør dejen godt sammen. Stil dejen tildækket indtil næste dag.

Dag 2:
Rør kerner i dejen. Tilsæt evt. lidt vand, hvis dejen virker for tør. Den skal være rimelig klæg.

Tag en klat surdej (ca. 3 dl) fra til næste bagning. Opbevar surdejen i en lukket boks eller glas med låg i køleskabet.

Fordel dejen i tre smurte rugbrødsforme og lad brødene hæve tildækket en time.

Glat overfladerne med vand og dæk dem til med tætsiddende sølvpapir, så undgår du, at skorpen bliver hård og svær at skære. Bag rugbrødene ved 100 grader i 1 time. Hæv derefter varmen til 175 grader og bag brødene yderligere i 2 timer. Lad brødene afkøle i formene ca. 30 min. Tag dem derefter ud og svøb dem i viskestykker mens de køler af.

Tricks:

Klip en lang strimmel af bagepapir og læg det i bunden af formene inden dejen kommes i, så er brødene lige til at løfte op når de er færdige.

Skær alle rugbrødene i skiver og opbevar dem i fryseren. Så kan du tage det antal skiver du skal bruge op og har altid friskt rugbrød.

Møde med professor, barbeque party og DC's natteliv

Møde med professor
Så mødte jeg endelig min professor (dvs. underviser) og klasse. Det tegner super godt! Professoren, Lynn, er en ung kvinde midt i 30'erne, som virker enormt god. Hun er sød og venlig, men forventer samtidig noget af os. Det kan jeg lide! Vi er kun omkring 14 i klassen, hvilket egentlig er meget fint, for så er der mulighed for at lære alle at kende. Det fungerer sådan, at vi er i praktik hver mandag og tirsdag, har timer onsdag og torsdag og er i praktik nogle fredage og har nogle fredage fri til læsning. En stor del af undervisningen består af 'speakers'. Det vil sige, at der kommer en fra en relevant organisation eller lign. og holder oplæg, og så har vi en diskussion bagefter. Det bliver super godt, tror jeg. Hver uge skal vi aflevere en til to sider om vores refleksioner og iagttagelser, og vi skal også forberede tre spørgsmål og to generelle overvejelser til hver time. Og så er der jo studieturen. Vi skal til Egypten og Jordan i november:-) Lynn har fået rimelig frie rammer til at designe den ideelle studietur, så det har hun gjort. Jeg har ikke set programmet endnu, for hun har lige afleveret det til godkendelse, men jeg er sikker på, at det bliver godt. Hun har boet i Cairo i fem år, så hun ved vist, hvad det handler om.
Mht. praktik så ringede de i går fra den kvindeorganisation, som jeg rigtig gerne vil i praktik hos. Jeg skal til samtale på tirsdag. Det håber jeg, at jeg får.

Barbeque party
Torsdag aften var der bbq, som amerikanerne kalder det, på uni. Jeg følte mig som en del af en teenagefilm. Konceptet var burgere og pølser, høj RnB musik og en af de ansatte, som stod og råbte om diverse konkurrencer i en mikrofon. Udfordringerne i konkurrencerne lød f.eks. 'find tre personer fra tre forskellige lande, så vinder du en American University taske'. Jeg var ikke den mest aktive i legen, men stemning gav det da. Det var herligt vejr, så vi sad ude på græsset og spiste. Jeg har fundet en ligesindet i norske Therese, som også er en gammel krage. Vi hygger os meget og griner lidt af hele showet sammen. Hun er på det program som hedder 'International Law and Organizations'. Der havde været en del unge piger, og en af dem havde sagt som begrundelse for at vælge det 'I'm just very much into genocide and human rights'. Hmm jeg ved ikke helt om man kan være 'into genocide', men sjovt var det. Så er folkene i min klasse lidt sejere. Det er en blandet flok, men generelt virker de engagerede og har en reel interesse i emnet. En af dem har været soldat i Irak og Afghanistan og skal sandsynligvis tilbage, når han har afsluttet sin uddannelse, så han fandt det nyttigt at lære lidt mere om Islam. Det bliver spændende at lære dem alle sammen at kende.

DC's natteliv
En af mine bofæller er denne her sjove nørdede fyr fra Minnesota, som umiddelbart virker lidt stenet, men under overfladen er meget hyggelig og sjov. Han viste mig i går hans favorit barer osv. i DC. Det var ekstremt underholdende! Han er åbenbart en fast bargænger, og hvert sted vi kom ind var de glade for at se ham og han fik knus og kys, og jeg blev introduceret til diverse folk. Vi fik alt billigere og kom endda gratis ind på det sidste sted. Vi havde startet aftenen med at spise på en thai restaurant, hvor jeg ikke måtte få en øl fordi, de ikke ville acceptere mit kørekort som id. Jeg skulle have mit pas med, men det har jeg ikke tænkt mig at tage med i byen, for hvis min taske bliver stjålet, får jeg verdens værste bøvl med at få visum osv. igen. Adam blev skide sur over, at de ikke godtog mit id, så da vi kom til det sidste sted, snakkede han med en eller anden, og vi kom ind uden problemer. Det er lidt fjollet med alt det id tjekkeri. På barerne var det ikke noget, men nogle steder er de emsige. Jeg må tage en kopi af mit pas og se, om de vil acceptere det.
Det sjove var, at når folk finder ud af, at jeg er fra Europa, så kaster de sig over mig og spørger hvilke franske film jeg kender, og hvad for noget musik jeg kan lide osv. Det virker også lidt som om, at det er en måde for nogle amerikanere at pudse glorien og signalere, at de ikke er ignorante amerikanere, men ved hvad der sker rundt omkring i verden. Det kan man jo sådan set ikke fortænke dem i at ville signalere, men det er lidt sjovt.
Det er herligt, at have en som kender byen, og kan vise mig alle de sjove og gode steder.

Nu sidder jeg her med lidt tømmermænd, hvilket ikke er særlig rart i 33 graders varme. Det er omkring 30 grader og sol hver eneste dag. Det er super skønt. Eneste problem er, at de fyrer op for aircondition indenfor, så når man er inde fryser man, og når man er ude sveder man. Jeg har vænnet mig til altid at have en cardigan i tasken.

De første skoledage

Så er jeg begyndt på uni. De første dage har været orienteringsdage. Der er blevet brugt en del tid på at sætte os ind i vores status som immigranter i USA. Der har været oplæg om vores rettigheder som immigranter med guldkommentarer såsom "Hvis I bliver anholdt får I en advokat ligesom i tv serierne". Jeg og min norske sidemand gnækkede begge over det. Der har også været mere seriøse indlæg om alle de ting vi skal huske. Der er så mange papirer at holde styr på! Hvis vi rejser ud af USA, skal vi have en underskrift på vores visa dokument inden udrejse, hvis vi skifter adresse skal myndighederne informeres straks, hvis vi mister den lille hvide slip, som blev klipset ind i vores pas ved indrejse, skal vi gennem en lang og besværlig proces og betale 1.000 kr. for at få en ny osv. osv. De bliver ved med at sige, at hvis man ikke overholder sine pligter om oplysning af adresse ændring osv. kan man blive deporteret tilbage til sit hjemland. Det lyder så voldsomt. Så slemt går det nok ikke.

Vi har også brugt en del tid på at skrive resume'er, dvs. cv'er The American Way, og ansøgningerne til praktiksteder. I går var hele eftermiddagen sat af til det, og der var ca. 10 ansatte, som kiggede vores resumeer osv. igennem og kom med tips. Det var super godt. Jeg er nu klar til at sende ansøgninger ud og har allerede sendt to afsted. På mandag er der 'internship bazar', hvor der kommer en masse potentielle praktiksteder. Så er det bare på med det pæne tøj og i gang med at dele cv'er ud.
I morgen skal jeg mødes med min klasse og min professor for første gang. Det bliver spændende! Jeg er den eneste internationale studerende, som skal læse Contemporary Islam, så jeg får rig mulighed for at hænge ud med amerikanerne. Jeg er virkelig spændt på at se, hvem mine klassekammerater er.

Universitet ligger i nordvestdelen af Washington. Der er to campus'er og der går shuttle bus i mellem de to - man skulle jo nødig risikere at gå de 15 min. det tager fra det ene til det andet... Der er fitnesscenter derude, som er gratis (læs: det er en del af studieafgiften). Det er super fedt. Hvis jeg skal have timer om eftermiddagen nogle dage, har jeg planer om at cykle derud, træne og gå i bad før undervisningen. Der er også et bibliotek, som er åbent 24 timer i døgnet.
Sådan tog hovedbygningen sig ud mandag morgen:

Indtil videre har jeg taget metroen derud. Det tager kun en halv time og er meget nemt. Metroen i Washington ligner noget fra en science fiction film. Den er bygget i 1960'erne og 1970'erne, og det hele er beton og gråt. Nogle af skaktene med elevatorer op til overfladen er ekstremt lange, som f.eks. denne her på stationen på uni.
Efter sigende er den længste elevator, på den vestlige halvkugle, på den station som hedder Wheaton. Jeg tror dem gerne.

I dag er alle de amerikanske studerende kommet til campus. De flytter jo regulært ind i nogle år, og for mange af dem er det første gang, de skal bo hjemmefra. Det er ret sjovt at iagttage showet med mor og far på sidelinjen, som følger søn eller datter til universitetet. Det minder ret meget om, da jeg skulle på efterskole. Rummene folk bor i på campus er også meget efterskole/højskole agtige. Jeg synes det kunne have været sjovt at prøve at bo på campus, men på den anden side tror jeg, at jeg er for gammel til amerikanske college studerende. Jeg har indtryk af, at det er lidt ligesom højskole. Jeg er også glad for at bo i mit hus. Jeg skal bytte værelse med vores nye bofælle. Det er fedt, for jeg skal betale næsten 1000 mindre om måneden og får et mindre værelse, hvilket passer mig ret godt, da jeg næsten ingen møbler har.

At købe ind - anden del
Siden jeg skrev indlægget om at købe ind, har jeg undret mig over to ting. For det første synes jeg, at det er dybt underligt og meget irriterende, at skat ikke er en del af prisen. Når man køber noget bliver det altid lige fem procent dyrere, fordi skatten kommer oveni.
For det andet: Hvorfor dælen har de stadig en cent mønter? Det er fem ører! Man kan ikke bruge dem til noget som helst. Hverken maskiner eller tiggere vil have dem. De fylder bare i ens pung.

Kunst og havearbejde

Da Mads og jeg planlagde vores ferie herovre, og det blev klart, at jeg ville have halvanden uge i Washington, inden jeg skulle starte på uni, var jeg ikke særlig glad ved tanken. Jeg tænkte, at det ville blive ret underligt at rende rundt i en ny by uden at kende en sjæl, men nu er den halvanden uge næsten gået, og jeg synes faktisk, at det har været ret fedt at have tid til at falde til, inden det går løs på uni.
Jeg synes, en herlig beskæftigelse er at gå på museum. Størstedelen af museerne i Washington er gratis, fordi det er en del af den såkaldte 'Smithsonian Institution', hvilken er en organisation oprettet i 1835 til at oplyse almenvældet. Det begyndte med, at en rig englænder donerede hele sin formue. Siden er en del museer bygget som partnerskab mellem private og det offentlige og mange af museerne er i dag finansieret af private donorer. Således også 'The National Gallery of Art', hvor jeg forleden brugte min eftermiddag. Til min store glæde var der guidede ture på museet (som også var gratis), så jeg tog en om amerikansk kunst. Det var super godt. Jeg elsker guidede ture. Jeg synes man får meget mere ud af det, end når man selv går rundt. Bagefter gik jeg over og så deres moderne kunst. Deres samling af Alexander Calder var ret imponerende. Det er en amerikaner som laver ting i ståltråd, jern osv. Mads og jeg så også en skulptur af ham på Whitneys i New York, som var meget imponerende. Det er ham, som har opfundet uroen, og der hang en kæmpe uro af ham i 'hallen'. Jeg synes det er ret imponerende, at han kunne konstruere en kæmpe stålkonstruktion og på helt magisk vis få den til at svinge rundt lige så stille og roligt.Der er også en guidet tur til deres samling af moderne kunst. Den må jeg ned og have en dag.

Amerikanerne har jo en vis forkærlighed for at bygge stort. Således også dette museum. Da det blev bygget i 1937, var det den største marmorbygning i verden.
Jeg synes deres fetisch med at bygge, så det ligner græske templer, er lidt sjov, men imponerende er det. Hele vejen langs 'The National Mall', som er området mellem Kongressen, Det Hvide Hus og Lincoln Memorial ligger der museer på rad og række - alle er gratis, så det er bare med at benytte sig af det, mens jeg er her.

Sjove amerikanere
Jeg havde den sjoveste oplevelse forleden. Jeg var i en papirforretning, fordi jeg skulle have printet og kopieret nogle ting. Pigen, som ekspederer mig, spørger, hvor jeg kommer fra og siger, at hun tror, jeg er tysker. Til det svarer jeg, at jeg har boet i Berlin et år, og Danmark ligger tæt på Tyskland, så det er ikke helt skudt ved siden af. Derefter siger hun: "Så kender jeg en du skal snakke med", hvorefter hun løfter røret på en telefon, trykker et nummer og giver mig røret. Der er en mand, som svarer i den anden ende, og jeg forklarer (på tysk), at jeg er kunde i hans venindes butik. Det viser sig, at det er hendes kæreste, som er tysker, så derfor synes hun lige jeg skulle med ham. Meget mærkeligt, men meget sødt egentlig. Hun gav mig også hans nummer. Dagen efter var jeg dernede igen, fordi jeg skulle have scannet et dokument. Hun spurgte bebrejdende, hvorfor jeg ikke havde ringet til kæresten. Derefter fik jeg mit scan gratis. Meget sjov oplevelse. Jeg fortalte Krista om det. Hendes forklaring var, at amerikanere synes det er helt fanstastisk når man kan et fremmedsprog. Jeg tror bare, ekspedienten kedede sig lidt og synes det var skægt jeg kunne tysk.

Projekt have
Her hvor jeg bor er der have! Jeg savner have og altan i København og tænker på det i hvert fald en gang om dagen, så det er fantastisk. Baghaven er hyggelig, og der er plantet masser af krydderurter, tomater osv. Jeg sidder herude nu. Det er skønt. Forhaven er der derimod ikke kælet så meget for. Da jeg kom så forhaven sådan her ud:
Der groede ikke så meget andet end ukrudt og det lignede noget der var løgn. Siden jeg kom, har det kriblet i mine fingre for at gøre noget ved den, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte vente til de andre var her, så de ikke bare kom hjem til en total redekoreret have. I dag var så store havedag. Mens Krista og Burke ordnede baghaven, gik jeg til den i forhaven og fjernede alt ukrudtet, sten, rødder osv. Bagefter vendte Burke og jeg al jorden, blandede den med kompostjord og vandede og til sidst plantede jeg blomsterfrø. Krista havde en masse, og jeg havde også selv købt nogle. Så nu ser den sådan her ud:
Jeg ved godt, at det ikke er verdens bedste tidspunkt at så på, men dem vi har plantet skulle man efter sigende kunne så både i foråret og sensommeren. Her er lidt over 30 grader og bagende sol, så det virker ikke som om, det bliver efterår lige foreløbig. Jeg krydser fingre for, at de begynder at gro, så vi kan få en rigtig fin blomsterhave:-)

På mandag skal jeg begynde på uni. Jeg er spændt og glæder mig til at se, hvad det er for nogle folk, jeg skal spendere de næste fire-fem måneder med. Jeg har brugt en del tid af min halvanden uge her i DC på at søge praktikladser. Praktik er en integreret del af semestret, og jeg skal være på mit praktitsted hver mandag og tirsdag og så have undervisning onsdag, torsdag og fredag.

Jeg er så glad for min cykel!

Så fik jeg cykel. Jeg tog metroen langt væk, mødtes med en kvinde, som havde to cykler og købte den ene for 200 kr. Perfekt. I går var jeg hos cykelsmeden for at få sadlen sat op og købe en lås. De unge cykelnørder i butikken grinede lidt i skægget over mig og min brugte 40 $ cykel. Ok, det er ikke verdens bedste cykel, men den er ganske udemærket til fem måneders brug - selvom det jo ikke er det samme som det lilla lyn derhjemme. Ekspedienten mente, at jeg bestemt skulle have en u-lås. "Cykeltyve går altid rundt med værktøj til at klippe låse over med, men en u-lås kan de ikke få bugt med", som han sagde, så jeg endte med at købe en lås som har kostet det samme som cyklen. Nu bliver den forhåbentlig heller ikke stjålet.
En del af dagen i dag er dermed blevet brugt på, at udforske byen. Det er skønt at suse rundt, og jeg kørte også en tur i "Rock Creek Park", som er en dal med en flod, hvor der er lavet vej og cykelsti. Cykelstien følger dog en stor firesporet vej det meste af tiden, men man har dog følelsen af at få lidt natur. Nogle gang løber cykelstien væk fra vejen. Det er virkelig skønt. Langs cykelstien var der et sted sat 'redskaber' op, så man kunne træne. Det er da en genial idé. Der var også mange som brugte det. Bl.a. løbere, som lige tog et par mavebøjninger, armbøjninger osv. Og der er udførlige instruktioner til hver øvelse:

Det er herligt at have fået cykel. For at færdiggøre Kjøllers sætning, så kommer man dejligt hurtigt omkring. Det er dejligt at få noget vind i håret, men hold kæft hvor jeg svedte! Her er også 30 grader og solskin, men jeg var helt klistret, da jeg kom hjem og måtte hoppe i bad.

Øko supermarked
I går var jeg i supermarkedshimlen: Whole Foods. Det er det lækreste supermarked jeg endnu har set. Det var (selvfølgelig) kæmpe stort, men der var også salatbar, delikatesser, slagter osv. - og dansk Lurpak smør. Jeg er ikke den store smørspiser, men når det skal være, vil jeg til enhver tid foretrække saltet smør, og nu ved jeg, hvor det kan findes. Jeg fandt også uparfumeret creme. Til min overraskelse står der på cremen, at den overholder EU standarderne for kosmetiske produkter. Sjovt at det er et kvalitetsstempel herovre. (Jeg er ellers ved at blive helt glad for EU, efter at de har sat vores regering på plads på udlændingeområdet).
På trods af det store udvalg havde de desværre ingen rugkerner, så det ser stadig sløjt ud for rugbrødsbagningen. Jeg talte med min Vatti i dag og klagede min nød, hans kæreste Lone gik straks i gang med søgningen og fandt et firma, som i hvert fald producerer dem. Det bliver forhåndlet flere steder i DC, så nu sætter jagten ind.
Der er en del øko/fairtrade supermarkeder her. Jeg synes, at det er et lidt sjovt fænomen, for det er som om, at enten køber man øko eller også gør man ikke - og hvis man er på økoholdet, så skilter man med det. Der er jo for tiden en stor debat om plasticposer, og om man burde bruge papirposer i stedet for for at skåne miljøet, men alle ved jo, at den gode gamle mulepose, som man genbruger, er det bedste. Her stopper man dog ikke sin stofpose fra banken eller biblioteket, eller hvor man nu har fået den fra, ned i tasken inden man går ned og køber ind. Næ nej, man køber en pose i sit yndlingssupermarked, så man kan vise hvilket hold man er på. Selvfølgelig købte jeg en;-)
Jeg synes, det er interessant. Det er lidt ligesom nyrige, som skilter med deres penge. Her er det de nyfrelste, som skilter med deres politiske korrekthed. Min teori er, at det er for at markere, at man ikke er en lad forbruger, men at man har en holdning til tingene. I Danmark er det begyndt at blive moderne med smarte designer-muleposer - hvad siger det så om os...

Jeg sidder ude på verandaen og skriver i de sidste solstråler. Det er meget hyggeligt at sidde herude og kigge på folk som går forbi, læse en bog osv. eneste minus er, at her er helt vildt mange myg. Mine ben er allerede helt fyldt med myggestik.
Jeg har nu mødt alle mine fem bofæller. De virker alle rigtig søde, og jeg er sikker på, at det nok skal blive godt at bo her. En af dem har en hund, Charlie. Det er verdens mest rolige og godmodige hund. Han kom lige ud og sagde hej til mig før, så jeg fangede et billede af ham til jer.

At købe ind

Jeg synes altid, at det er sjovt at gå i supermarkeder, når jeg kommer til nye lande. Det er sjovt at gå rundt og kigge på alle de fremmede produkter, og jeg synes ofte, at det siger meget om et lands kultur osv. hvordan deres supermarkeder ser ud. Dette holder også stik denne gang, og jeg må sige, at jeg er blevet udfordret!

Det supermarked som ligger tættest på, hvor jeg bor hedder "Giant Food", og det er virkelig "giant". Jeg tror aldrig jeg har set så stort et supermarked i mit liv. Udvalget er enormt. Bare udvalget af tomater på dåse fylder tre meters længde i fire hylders høje.
Indtil videre har mine indkøbsture taget ret lang tid. Jeg må ligne en som er faldet ned fra månen, som jeg går der og glor og prøver at hitte rede i alle de mange produkter. Det tager en del tid at købe ind, når man intet kender og ikke ved om 'King Arthur' mel eller 'Bay State Milling' mel det bedste? Og hvad betyder det, at noget mel er 'unbleached' og 'unbromated'? Og hvad er det nu gær hedder på engelsk? Som I nok kan gætte, havde jeg sat mig for at bage i går. På trods af mit manglende ordforråd på bageområdet fik jeg støvet noget gær op. Kunne dog kun finde tørgær, men det virkede fint, og jeg fik banket en dej sammen og bagte et udemærket brød - måtte dog lige slå op på nettet hvor mange fahrenheit 200 grader celcius er.
Jeg er ikke meget for købebrød og havde håbet, at jeg kunne videreføre mit rugbrødsbageri herovre, men indtil videre er det groveste mel jeg har fundet, noget der minder om grahamsmel. Jeg ved dog, at der en supermarkedskæde som hedder 'Whole Foods', som er sådan noget øko halløj. Meget lækkert og rimelig dyrt, men der kan jeg nok finde noget grovere mel og nogle kerner forhåbentlig.
Noget andet som har taget lang tid at finde er havregryn. Derhjemme er havregryn jo altid i papirposer, så det kiggede jeg selvfølgelig efter og måtte igennem samtlige hylder med morgenmadsprodukter, før jeg fandt havregrynene. De var camoufleret i en rund dåse med plasticlåg... Til min store glæde lykkedes det mig til gengæld at finde nogle helt plain havregryn, som hverken er ristede i sukker, kakao, tilsat halvkunstige bær og nødder eller noget andet.

En anden finurlig ting er, at alle skiltene står på både engelsk og spansk. Der er en del spansktalende beboere her i området, og som de servicemindede folk amerikanerne er, har de selvfølgelig tilpasset servicen dem. I de fleste butikker er der også spansktalende personale. Endnu et særpræg er, at kassedamerne pakker ens ting i poser. Jeg synes det er lidt sjovt, for det tager meget længere tid at blive ekspederet, men hyggeligt er det.

Jeg kan ikke sige meget om mine bofæller endnu. De fleste er på ferie, og jeg har kun mødt tre, hvoraf den ene flytter sidst i august. De virker dog rigtig søde. Jeg blev budt velkommen med åbne arme, knus og mad onsdag aften af Krista, som nu er taget på ferie. De burde dog alle være tilbage torsdag. Denne weekend har der kun været en anden end mig i huset. Det er lidt stenet at være her helt alene, men egentlig ok at have noget tid til at falde til. Tingene tager jo en del tid når det hele er nyt. I dag har jeg brugt en god del af dagen på at prøve at finde en cykel på et loppemarked. Det lykkedes dog ikke, så nu sætter jeg min lid til at finde en på internettet. Her opstår endnu en udfordring, for hvor høj er jeg i 'inches'?. Igen har the internezt svaret, og jeg har fundet en side, hvor der både er omregner for cm til inches og celcius til fahrenheit.
Således har jeg nu fundet en cykel, som ser god ud og er billig. Jeg kan forhåbentlig hente den i morgen. Det bliver skønt at kunne køre rundt og udforske byen - og jeg kan oplyse om, at der blev plads til cykelhjelmen, da jeg pakkede, så dem som mener, at jeg kører som en brækket arm kan sove trygt.

Scam mails og lol cats

Jeg bliver lige nødt til at lave et lille intermezzo i alle USA beretningerne. I dag læste jeg på Politikens hjemmeside, at en midaldendre kvinde er blevet franarret over 2 mio. kr., fordi hun har overført penge til en ukendt bankkonto i Hong Kong, i den tro at hun var arving til en formue. De fleste af jer har sikkert prøvet at få en mail fra en eller anden i Nigeria som påstår, at I er arvinger til en stor formue, men at I bare lige skal overføre 25.000 kr. for at få frigivet pengene. Jeg fatter ikke at folk hopper på den - og 2 mio. kr.!?! Den bedste historie jeg har hørt omkring scam mails, var mens vi boede i Tyskland. En tysk mand havde fået en mail fra en person som udgav sig for at være Nigerias nationalbankdirektør. Den tyske mand havde overført en masse penge, og havde sjovt nok ikke fået sin lovede formue. Han havde sendt en email til Verdensbanken, IMF, FN, EU kommissionen m.fl. hvori han krævede, at der blev indført sanktioner mod Nigeria indtil han fik sine penge - ellers ville han gå til pressen. Den eneste som ville blive hængt ud i pressen ville nok være ham selv. Hvad har det med lol cats at gøre, tænker du måske. Det har det her med lol cats at gøre:
Til de af jer, som endnu ikke er stødt på fænomenet lol cat, så er det billeder af katte som ser dumme ud, hvortil der bliver skrevet en tekst helst med en masse stavefejl (lol står får 'laughing out loud'). Jeg elsker lol cats, og synes de er enomt sjove. Her er et par:


Hvis I er blevet hooked på lol cats kan der findes mange flere her: http://icanhascheezburger.com/

Det var det. Der kommer snart flere USA beretninger.

Sidste del af USA rejsen med Mads som rejsemakker

Så er den fantastiske USA rejse med Mads desværre slut. Jeg sidder i bussen på vej til Washington, og Mads er på vej til lufthavnen for at tage hjem til Danmark. Det var ret sørgeligt at sige farvel, men det hjalp meget, at vi sagde farvel ved at have lidt over 1½ uges skøn ferie sammen.

Boston
Efter Provincetown gik turen til Boston. Boston er smækfuld af historie, for det var der, at revolutionen mod briterne begyndte. Der er lavet et meget fint ’freedom trail’ gennem byen, hvor man kan følge en rød linje i fortovet, som tager en til de historiske steder. Igen havde Mads været forudseende og downloadet en guide på ipod’en. Vi brugte en hel dag på at gå turen, men havde også nogle stop undervejs, hvor vi så museer, spiste mad osv. Et af museerne vi så, var 'Old South Meeting House', hvor befolkningen i Boston holdt mange møder. På museet kunne man blandt andet skrive, om man ville lade alle have taleret. Det var der kommet en del kreative svar ud af. Blandt andet dette:

Jeg har lært ekstremt meget om USA’s historie og fået en meget bedre forståelse for, hvad der skete, og hvorfor det skete. Det er jeg ret glad for at have med i bagagen, inden jeg indleder mit ophold her.

Undervejs på turen kom vi også igennem Bostons nordlige del, hvor ca. 40 % af indbyggerne er italienere. Der kunne man virkelig tale om little Italy. Der var italienske restauranter og butikker på hvert et gadehjørne. Undervejs stødte vi også ind i et optog, hvor der var hornorkester, og 15-20 mænd bar rundt på en to meter høj madonnastatue dækket i dollarsedler. Lige da de havde passeret os, åbnede himlen sig, og det begyndte at styrte ned og tordne, så madonnaen fik plastik over sig, og hele optoget søgte tilflugt i restauranter og butikker. Senere, da det var klaret op, mødte vi dem igen, hvor de var i højt humør og stadig spillede musik og slæbte rundt på den pengebeklædte figur. Vi fandt aldrig ud af, hvad det egentlig gik ud på, men festligt var det. Der er ca. 10 minutter i mellem de to billeder. Det siger lidt om, hvor hurtigt vejret skifter i Boston.

Harvard
Når nu vi var i Boston, skulle vi selvfølgelig også lige en tur til Harvard. I Lonely Planet havde vi læst om den såkaldte ’Hahvahd tour’, hvor det er studerende, som viser rundt. Den skulle vi selvfølgelig prøve. Grunden til at det hedder en Hahvahd tour, er at folk fra Boston ikke udtaler r’erne, så det skulle indikere, at det er meget lokalt med insiderviden og røverhistorier. Det må man også sige, at det var! Det var to unge 2. årsstuderende, som viste os rundt. De var super gode og kunne en masse gode historier. Blandt andet fortalte de, at det før i tiden var en tradition, at de studerende på vej til en svær eksamen eller lignende gik forbi statuen af John Harvard og rørte hans ene sko. Efterhånden har traditionen udviklet sig til, at de studerende gør ulækre ting ved foden, så de kan more sig, når intetanende nye studerende gladeligt går hen og rører foden. De tydelige tegn af tis ned at statuens marmorsokkel talte sit tydelige sprog, og man kan selv forestille sig, hvad den ellers bliver udsat for. En anden god historie omhandlede Harvards bibliotek. I 1907 blev den unge Harry Elkins Widener færdig fra Harvard. Han var meget litteraturinteresseret og besluttede at tage til Europa for at finde sjældne bøger. Da han i 1912 skulle hjem, valgte han at tage den hurtigste mulighed for at komme til USA på det tidspunkt – Titanic. Historien går, at han faktisk var i en redningsbåd, men kom i tanke om, at han i sin kahyt havde glemt en af de sjældne bøger han havde købt og derfor sprang af for at hente bogen. Da han kom tilbage, var alle redningsbådene sejlet, og han blev slugt af vandet. Tilbage i USA besluttede hans mor at donere hans bogsamling og 3,5 mio. dollar til Harvard, så de kunne bygge et bibliotek. Harvard havde allerede et bibliotek, som de valgte at rive ned, da de fik de mange penge til at bygge en nyt. Det ville moren ikke have overgik ’hendes’ bibliotek, og hun lavede derfor tre betingelser, som skulle overholdes. 1: Der måtte ikke blive fjernet en eneste mursten fra biblioteket, efter at det stod færdigt. Det betyder, at biblioteket senere er blevet udvidet ved at grave seks etager ned, og at der er lavet en overgang til en tilbygning der, hvor der tidligere sad et vindue. 2: Der skal hver dag stilles friske blomster i et minderum for hendes søn og 3: Alle nye studerende på Harvard skulle bestå en svømmetest. Moren var nemlig helt sikker på, at hvis bare lille Harry havde kunnet svømme, så var han ikke druknet. Svømmetesten skulle efter sigende have været obligatorisk i mange år, indtil handicappede begyndte at klage over dette krav, og en lov gjorde det ulovligt at kræve svømmetest.

Det var meget spændende at se Harvard. Jeg blev helt misundelig på deres campusfølelse, som i stor grad opstår, fordi en stor del af de studerende bor på Campus – det kan RUC desværre ikke prale af. Der er det kun udvekslingsstuderende som bor, indtil de bliver trætte af at bo på en mark og flytter til København.

New York – anden omgang
Tilbage i New York brugte vi dagen i går på at daske rundt og shoppe og nyde hinandens selskab og det gode vejr. I New York har vi brugt en bog som hedder ’Not for tourists’ til at finde rundt og få tips. Mads fik den, sidst han var herovre, og bogen er, som titlen antyder, ikke en guidebog, men en bog for folk, som rent faktisk bor i byen, men næ nej, vi skal selvfølgelig have det smarte. Det har resulteret i et par ret sjove oplevelser. Vi har kørt en stil med at spise dyrt et par enkelte gange og så ellers spise billigt, men stadig prøve at finde noget godt. New York er ikke nogen dyr by at spise i – tværtimod, så et billigt måltid kan være et virkelig billigt måltid.

Samtidig er der masser af lækker mad, så det er sjældent svært at finde noget godt. En aften konsulterede vi således vores lille bog, for at finde noget i nærheden af hvor vi var. Valget faldt på ’Gray’s Papaya’, hvorom der i bogen ikke stod andet, end at det var ’en institution’. Jeg syntes navnet antydede noget thaiagtigt, så overraskelsen var stor, da det viste sig at være en hot dog bar – frankfurtere som de kalder det. Det eneste de havde, var hot dogs og forskellige drikke såsom papaya milkshake – og så havde de ekstremt mange skilte med sjove og platte sætninger såsom: ’Let’s be frank, we want you to buy our furters’ . Man kan vist godt læse dem på billedet i baggrunden af Mads. Frankfurterne var gode og papaydrikken ligeså, så missionen om at spise godt og billigt var lykkedes for den aften.

En anden guide, som vi har konsulteret for at få tips, er ’Onkel Martins guide til New York’. Det er min veninde Ida’s storebror, som har boet i New York i nogle år, som har skrevet sine tips ned (præcis som vores guide til Berlin - som i øvrigt kan findes i bloggens højre side). Gennem Martin havde vi fået nys om cocktailbaren ’Angel’s share’, som skulle være meget hemmelig og meget romantisk. Instruktionerne var, at vi skulle op på første sal til koreansk barbeque restaurant, hvor vi skulle ind ad en dør til venstre. Vi fandt med lidt besvær restauranten, hvor der stank af friture. Vi åbnede skeptiske døren, til det om skulle være cocktailbar. Og rigtig nok, der lå helt gemt af vejen en bar med tunge velour gardiner, og bartendere som lignede samuraikrigere forklædt som tjenere i stramme bukser og jakke. Vi forventede nærmest, at James Bond ville komme ind ad døren, og at der ville udkæmpe sig en blodig kamp, hvor Mr. Bond ville gøre kål på de forklædte krigere og til sidst lave sig en Martini, inden han forduftede igen.

Dagen i dag har vi brugt på Whitney’s, som er et museum for moderne amerikansk kunst. Det var super godt, og godt til at lede tankerne lidt væk fra at vi snart skulle sige farvel til hinanden.

Nu sidder jeg så i bussen og er lidt ked af, at jeg ikke skal se Mads før om tre måneder, men jeg er samtidig meget spændt på, hvordan det bliver i Washington. Ikke mindst er jeg meget spændt på, hvordan dem jeg skal bo sammen med er, og hvordan området, jeg skal bo i, er. Det kommer I helt sikkert til at høre mere om.

Hvaler og Provincetown

Hvaler
Vi har set hvaler! Hvalturen var en kæmpe succes. Jeg havde troet, at vi var heldige, hvis vi fik set et par stykker. Det viste sig, at området nord for Provincetown siden 1992 har været reservat, og at hvalerne siden da har ynglet meget i området, og der derfor er meget gode muligheder for at se hvaler. Vi så ca. 40 hvaler! Der var pukkelhvaler, vågehvaler og finhvaler. Vi så flest pukkelhvaler. De er omkring 15 meter lange og vejer ca. 30 ton. Det var en kæmpe oplevelse og meget magisk, at se de kæmpe dyr svømme rundt. De kom meget tæt på båden og en gang blev jeg ramt i ansigtet af det vand de puster op, når de er oppe for at ånde. Vi så dem også spise. De bruger en teknik, hvor de finder en sildestime og sender luftbobler op i en søjle, så fiskene bliver 'fanget' mellem luftboblerne, hvorefter de svømmer op med stor kraft og forsøger at få så mange fisk som muligt ind i munden. Vandet løber så ud gennem barderne og fiskene bliver inde. Det er en ret effektiv teknik og de spiser et ton fisk om dagen. Det var helt vildt at se. Også mågerne synes det var fedt, for de spiste de fisk, som røg ved siden af. Pukkelhvalerne har sidefinner som er en tredjedel af deres kropslængde, de er derfor ret adrætte. De er også legesyge og hopper nogle gange op og plasker ned i vandet. Det så vi desværre ikke, men jeg er godt tilfreds med vores hvaltur og synes, det er ret imponerende at de kæmpe dyr kan bevæge så yndefuldt og roligt.

Vi tog en masse videoer og billeder. Her de to bedste:

I denne spiser de spiser de i starten. Bagefter vinker en af dem med sidefinnen:

På båden var en hvalkyndig kvinde, som undervejs fortalte, hvilke hvaler vi så. Pukkelhvalerne har alle forskelligt udseende haler, så de kan kendes fra hinanden. Folkene fra reservatet har givet dem alle navne og forsøger, at holde nogenlunde styr på dem. Det kan ske, at hvalerne bliver filtret ind i fiskenet, og så sættes der en redningsaktion i gang, hvor reservatfolkene tager ud og skærer hvalen fri.

Provincetown
Provincetown er egentligt et gamel fiskerlege, hvor der også var hvalfangst før i tiden, men i 1898 ødelagde en storm det meste af molen og fiskeindustrien og efter det, udviklede Provincetown sig til et yndet feriested og mange kunstnere slog sig ned. Fra 1960’erne begyndte en del hippier at slå sig ned og fra midten af 1970’erne begyndte en del homoseksuelle at komme. Provincetown har siden udviklet sig til det største feriemål for homoseksuelle på USA’s østkyst.

Allerede på båden på vej fra Boston derud begyndte vi at lure, at vi ville være en minoritet eftersom størstedelen af mændene på båden var bøsser, og kvinderne var lesbiske. Jeg tror ¾ af mændene i Provincetown er bøsser, og ¼ af kvinderne er lesbiske. Resten er børnefamilier. Hovedgaden i Provincetown er et miks af butikker som sælger alt fra sexlegetøj til børnetøj, og vi har set en del dragqueens og mænd i intet andet end stramme boxershorts, cowboystøvler og cowboyhat.
Man kunne forestille sig, at bøssemekkaet ville skabe en lidt underlig stemning for ikke-homoseksuelle, men her er en herlig, venlig og imødekommende stemning.
Husene er alle i træ. De er meget fine og putte nuttede og har velfriserede haver med masser af blomster. Blandingen af børnefamilier, glade bøsser og små træhuse giver stedet en vis sjæl. Vi bor på ’Prince Albert Guesthouse’, som er drevet af tre søde bøsser, som selvfølgelig har en godmodig hund som hedder princess Sophie.

Vi legede cykler den første dag og tog en tur til vestsiden af den tange Provincetown er yderste spids på. Der er lavet en cykelsti, som går gennem skoven, og det var skønt at få rørt sig lidt og få vind i håret. Vi har også ligget og daset på stranden og badet i det dejligt klare vand – og set den smukkeste solnedgang. Og så har vi spist os mætte i mængder af dejlig seafood. Specialt deres lokale udgave af ’Clam Chowder’ er et hit. Det er en slags suppe med skaldyr, kartofler og mælk eller fløde. I det hele taget har det været perfekt at komme herud og få et lille afbræk i storbyferien. Hvis nogen skal holde ferie på disse kanter, kan jeg klart anbefale at slå et smut forbi.