Palin på dybt vand

Så er der mere morskab på Palins regning. Palin gav et interview med CBS' Katie Couric i sidste uge, som efterhånden er ved at blive legendarisk for Palins evne til at snakke sort. Jeg synes dog godt, at man efterhånden kan se på hende, at hun godt ved, at hun er ude på dybt vand.

Tina Fey og folkene fra Saturday Night Live var selvfølgelig lynhurtige til at fange den og lave en parodi. I kan jo selv bedømme, hvilken af dem der er mest morsom - eller skræmmende...

Besøg i New Haven og præsidentvalg

Besøg i New Haven
Denne weekend har jeg været i New Haven og besøge Ida og Ak, to af mine RUC veninder. Ida læser sociologi på Yale og Ak er i praktik hos en professor deroppe. Yale ligger i New Haven, som ligger lidt nord for New York City. Efter navnet at dømme er det den rene idyl. Sådan forholder det sig dog ikke helt. Trods eliteuniversitet er der ekstremt meget kriminalitet, og væbnede røverier ved højlys dag er vist ikke noget særsyn. Historien er dog den samme som i Washington - kriminaliteten er faldet meget de sidte ti år. For mit vedkommende kom kriminaliteten til udtryk ved, at nogen stjal min pung. Skide irriterende! Dog ikke væbnet røveri - heldigvis.

Jeg fatter dog ikke helt hvordan det skete. Vi var på en bar, og jeg var oppe at købe drinks, og måske har jeg glemt at tage min pung med, som lå på baren. Det ligner mig bare slet ikke at glemme noget på den måde - og slet ikke min pung. Jeg havde drukket en drink, så jeg var ikke fuld, ikke engang beruset. En anden mulighed er, at den er blevet snuppet fra min jakkelomme, hvor den lå, men vi stod lige ved siden af, så det ville også være underligt men mere sandsynligt. Jeg er mest irriteret over, at jeg ikke har været smart nok til at lægge mine danske kort, som jeg alligevel ikke bruger herovre, af herhjemme. Mit sygesikringsbevis, studiekort til RUC og KU var også deri. Heldigvis har jeg dog været smart nok til at lægge mit mastercard herhjemme, så jeg er ikke helt på røven med penge.
Der var 8 dollar i pungen i kontanter. De har intet fået ud af tage den, men jeg havde også min returbillet til bussen hjem til DC i den. Ida er fræk som en slagterhund og opfordrede mig til at klage min nød, så jeg lavede verdens største hundeøjne til billetdamen og forklarede hende situationen. Jeg fik til min overraskelse og lettelse lov at komme med uden at jeg skulle købe endnu en billet. Slagterhundens tricks virker.
Alt i alt er det jo ikke verdens undergang - bare skide irriterende at der er nogen som tager mine ting. Det meste kan jeg få igen. Og jeg trængte alligevel til en ny pung... Den var købt for seks år siden i en genbrugsbutik for 40 kr. og ved at være meget slidt.

Trods stjålen pung havde vi en rigtig hyggelig weekend. Lørdag var vi på Yale tur. Det var ikke lige så godt som Harvard turen. Der var lidt mere salgstale over det, fordi eventuelt kommende studerende og deres forældre bruger turen til at tjekke Yale ud, så vi fik hørt meget om hvor mega fedt det er at gå på Yale, hvor mange penge de har til alt muligt, rejser, aktiviteter osv., men det var også informativt.
Yale er grundlagt i 1701, altså 65 år efter Harvard. Navnet kommer af, at en vis Hr. Yale donerede flest penge til oprettelsen. I lang tid var det en Hr. Dummer, som havde doneret flest penge, men Yale folkene synes ikke rigtig, at de kunne kalde deres universitet for Dummer, så de var lettede da Mr. Yale kom på banen. Hele universitetet er bygget med Oxford som forbillede, og selv de bygninger som er bygget i 1920'erne ligner noget fra 1400 tallet. Arkitekten som byggede biblioteket ville rigtig gerne bygge en katedral, men Yale folkene ville have et bibliotek. Arkitekten endte så med at tegne et bibliotek, som ligner en katedral. Det er der kommet en lidt pudsig kombination ud af. Blandt andet læsesale som ligner kirkerum.

Yale har også et specielt bibliotek for sjældne bøger; 'The Beinecke Rare Book and Manuscript Library'. Det er bygget i 1963, og har ingen vinduer. I stedet udgør tyndt skårne marmorplader det for vinduer, idet de filterer solens skadelige stråler fra og kun lader et blødt orangeagtigt lys ind, som ikke er skadeligt for bøgerne. Det er den største bygning i verden, som er reserveret udelukkende til sjældne bøger og manuskripter.

Ligesom Harvard var det overraskende sent, at kvinder blev lukket ind. Det har kunstneren Maya Lin lavet et kunstværk på baggrund af; 'The Women Table'. Det er et springvand, hvor der for hvert år står hvor mange kvinder der blev optaget på Yale. Tallene slutter i 1995, hvor antallet af optagne kvinder oversteg antallet af optagne mænd. Maya Lin har også tegnet 'Vietnam Veterans Memorial', som står i Washington. Som bare 21 årig vandt hun en offentlig konkurrence med sit projekt. Hendes lærer havde givet hende c for samme projekt og deltor også selv i konkurrencen, men det var altså Maya Lin som vandt. Godt gået må man sige.

Også Yales fitnesscenter for studerende og ansatte imponerede. Det er et af de største fitnesscentre i verden, og man kan dyrke lige hvilken sport man lyster - meget priviligeret!

Det har været en rigtig hyggelig weekend. Vi spiste os i går meget mætte i dejlig tapas og endte til en fest på School of Drama med folk klædt ud som brude, transvestitter og det der var værre. Meget sjovt. Nu er jeg lige kommet hjem efter en meget lang rejse. Det tager 6-7 timer i effektiv rejsetid, men jeg skulle skifte i New York, så jeg har været på farten fra kl. 15 og kom hjem kl 23. Mine house mates griner af mig, fordi de ikke synes, det er noget. Afstandene er jo lidt noget andet herovre.

Status på valgkampen
I fredags var der den første af tre debatter mellem McCain og Obama. Den ville jeg selvfølgelig ikke gå glip af, og jeg fik lokket Ida og Ak med på den, så vi så den på Yale. Godt arrangement ud over at arrangørerne synes det var en rigtig god idé at servere ost og broccoli. Der stank af prut i hele rummet...
Obama virkede lidt nervøs og kludrede lidt i det nogle gange. Han kom blandt andet til at kalde John McCain for både Jim og Tom, men alt i alt synes jeg, at han var god, og han sagde reelt noget i modsætning til McCain, som bare fyrede de samme floskler af, som han har sagt i flere måneder nu. Jeg læste et sted, at det virkede som om, at Obama forsøgte at skabe en dialog, mens McCain bare kørte enetale. Det er jeg meget enig i. McCain virkede også enormt arrogant, og blev ved med at sige, at Obama var naiv og uvidende. Det blev til sidst helt latterligt, at hver gang Obama havde sagt noget, svarede McCain, at han var naiv.
Det virker som om, at Obama har vundet første runde. I hvert fald fører han i alle de fire meningsmålinger, som de store analyseinstitutter har lavet. For bare en uge siden var han bag McCain i flere af dem. Derudover vokser Obamas forspring på nationalt plan også. Det står 50 % - 42 % til Obama. Det er kun én procent under da han havde størst forspring tidligere på året. Vi må håbe at tendensen fortsætter. På torsdag er vicepræsidentdebat, hvor Joe Biden og Sarah Palin skal krydse klinger. Det glæder jeg mig til at se! Jeg har inviteret nogle stykker over til middag, og så skal vi se debat bagefter.

Jeg har fundet ud af, hvad det handler om med latterliggørelsen af Obamas jura uddannelse fra Harvard. Europæere vil gerne have politiske ledere, som er klogere end dem selv og som virker kompetente til også komplicerede ting. Amerikanere vil gerne have en præsident, som er ligesom dem selv. En de kan sætte sig ned og have en hyggelig snak med. Derfor handler det, for kandidaterne, hele tiden om, at iscenesætte sig selv som en helt almindelig gennemsnitlig amerikaner.
Det her er selvfølgelig meget generaliserende, men jeg tror, at der er noget om det.

Mit amerikanske hjem

Efter ønske fra flere læsere kommer her en tur i 'mit' hus.

Vi er seks som bor sammen - og Charlie selvfølgelig. De er alle ældre end mig, i slutningen af tyverne og starten af tredvierne, og arbejder alle. Adam kom i sin tid til Washington som studerende på Washington Semester Program - ligesom mig. Han arbejder i 'Defence Threat Reduction Agency' i 'The Open Skies Division'. Det er et samarbejde mellem en lang række lande, som går ud på, at man må overvåge andre landes territorier fra en vis højde. Det blev vist etableret efter den kolde krig for at sikre en vis form for åbenhed og samarbejde. Arin er uddannet advokat, men arbejder som freelance journalist. Krista arbejder i en fagforening, Burke arbejder for en El Salvadoriansk NGO og Josh arbejder i en miljøorganisation.
Forrest fra venstre er det Josh, Burke, Krista og på den anden side af bordet Arin bagerst, mig og Adam.

En gang om ugen har vi 'house dinner', hvilket består i, at en eller flere laver mad til de andre, og vi så spiser sammen. Det er rigtig hyggeligt. Det er ikke altid, at jeg får set folk, fordi vi har forskellige rytmer og alle er rimelig aktive og laver en masse ting udenfor huset, så det er rart at have den ugentlige middag. I mandags var det Krista og jeg som stod for madlavningen. Den stod på pizza og salat, som hovedsageligt var lavet af ingredienser fra haven:-) Vi komposterer al vores køkkenaffald og dyrker en masse ting i haven. Burke er kompostansvarlig, og det er mest Krista og jeg som huserer i haven. Jeg har for to uger siden plantet radisser, som er ved at komme op nu.
Køkkenet er ret stort, hvilket er dejligt når vi er så mange. Her er det Burke, som er i gang med at kokkerere. Folk laver generelt mad herhjemme, og om aftenen er køkkenet tit samlingspunkt.
Udover køkkenet og stuen er der også et tvrum og et musik-/yogarum, som er fællesareal. Her er virklig meget plads, og jeg føler slet ikke, at vi træder hinanden over tæerne, selvom vi er så mange. Vi har hver vores værelse, ud over Krista og Burke som er kærester. Jeg skiftede jo rum 1. september og det er jeg rigtig glad for. Det lille værelse er perfekt for mig.
De fleste af møblerne overtog jeg fra Hermione, som skulle flytte tilbage til England, men sengen har jeg selv fundet. Der stod en kæmpe seng herinde, som fyldte hele rummet. Den ville Arin gerne have, så det var perfekt, og jeg købte denne i stedet. Jeg har medbragt min dyne og pude derhjemmefra. Signe lærte mig et fantastisk støvsugertrick, som fik dynen til at fylde næsten ingenting. Tricket er, at man putter dynen og puden ned i en pose. Derefter suger man al luften ud med en støvsuger og har derefter en vakuumpakket dyne og pude, som næsten ingenting fylder. Jeg er virkelig glad for, at jeg har den med. Det er lidt mere hjem, og jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle sove med et tæppe i fem måneder.
Som man kan ane til højre i dette billede, har jeg købt et kæmpe kort over USA og hængt op på væggen. Jeg var så træt af, at jeg aldrig havde nogen idé om, hvor de forskellige stater er, så nu kaster jeg et blik på kortet, når jeg er i tvivl.

Vi har også en veranda, hvor jeg elsker at sidde.
Jeg glæder mig bare til myggesæsonen er ovre, så jeg kan sidde derude uden at skulle fedte mig selv ind i myggespray.

Jeg kan rigtig godt lide mine bofæller. De er rigtig søde og er gode til at hive mig med til diverse arrangementer.
Specielt Burke, Krista og Josh er lidt nogle hellig franse og går meget op i økologi, er vegetarer, drikker kun sojamælk osv., hvilket er al ære værd, men så har de på den anden side nogle vaner, som for mig virker helt malplacerede. Krista og Burke har lige været væk i halvanden uge og air conditionen på deres værelse kørte for fuld hammer, selvom de skulle være væk så længe. Derudover tørrer alle deres tøj i tørretumbler. Det er for mig børnelærdom, at tørretumbleren er en af de største energislugere - og ofte overflødig, hvis man kan tørre sit tøj udenfor. Jeg foreslog derfor, at vi købte et tørrestativ, så vi kan tørre tøj udenfor. Krista forklarede mig, at det i USA er et tegn på fattigdom, hvis man tørrer sit tøj udenfor. De er dog helt med på at gøre det. Jeg har derfor været rundt for at finde et tørrestativ, hvilket er umuligt. Ekspedienterne glor bare mærkeligt på mig, hvis jeg spørger. Måske skal jeg i IKEA for at finde et.

Et af de arrangementer jeg fik nys om gennem Krista var en fundraiser dansekonkurrence. Det gik ud på, at forskellige organisationer opførte en dans og man gav penge til sin favorit. Den klare vinder var 'New Kids on the Black Block'. Det var virkelig underholdende. Jeg lavede en lille video, hvis I er nysgerrige.

Mit liv som Muslimah og mit liv som praktikant

Muslimah
Da jeg var lille, havde min storesøster Maj et alter ego; Muslima. Så vidt jeg husker havde det ikke rigtig noget med islam eller muslimer at gøre. Konceptet var vist, at hun klædte sig ud med paryk, bedstemors gamle blomstrede polyesterkjoler og en smøg i kæften og spillede en form for retarderet rengøringsdame. Det var altid hyle morsomt, og vi har et fantastisk billede, hvor Freja er kommet med i legen, og som et halv år gammel baby har fået en blond paryk på og er Muslimas barn. I dag var det så min egen tur til at lege Muslimah - i ordets rette betydning. Det betyder bare en muslimsk kvinde. I dag gik turen med klassen nemlig til det islamiske center i Washington. Da vi skulle se moskeen, og det er Ramadan, som er den hellige måned, var vi blevet bedt om, at tage tørklæde på, bluse til håndledene og en lang nederdel til anklerne for at vise respekt og høflighed. Nederdelen var det sværeste at fremskaffe. Jeg blev reddet af min bofælle Krista, som lige havde sorteret hendes tøj. I det hun ville smide væk var en lang sort nederdel, som jeg nu er blevet den glade ejer af. Jeg havde fundet en guide på nettet til hvordan man binder sin 'hijab', og her er resultatet:
Ja hvem skulle tro, at vi står midt i Washington. Moskeen var super flot, og vi fik rig lejlighed til, at spørge den Imam som viste os rundt om alt mellem himmel og jord. Det var meget informativt.

Praktik
I mandags startede jeg i praktikken, og jeg er rigtig glad for, at jeg besluttede at tage praktikken hos Muslim Public Affairs Council. Organisationen ligger egentlig i L.A., men de har for nogle år siden oprettet deres 'Office for Governmental Affairs' i Washington, og det er der, jeg er. Der er kun tre andre end mig, men det fungerer fint. Min supervisor er super sød. Jeg er ret sikker på, at jeg er ældre end hende. Jeg kan godt mærke, at det begynder at trække i mig for at blive færdig snart og få et rigtigt job. Når det er sagt, så synes jeg samtidig, at det er meget spændende at få muligheden for at opleve Washingtons politiske liv som praktikant.

I tirsdags var jeg til en høring i 'The House' i komitéen for 'Armed Services', som skulle diskutere en ny strategi for den amerikanske udenrigspolitik. Det fungerer på den måde, at komitéerne indkalder til høringer om forskellige emner. Til hvert emne indkalder de også 'vidner'. Det er egentlig lidt misvisende, at de kalder det vidne, for det er egentlig eksperter, de har inde, som bidrager med deres syn på sagen. Proceduren er, at vidnet holder et lille oplæg, og derefter kan kongresmedlemmerne stille spørgsmål. I dette tilfælde var det Madeleine Albright (Clintons udenrigsminister) som var vidne. Der blev spurgt en masse til krigene i Irak og Afghanistan og situationen i mellemøsten. Det var virkelig spændende! Til sidst sagde en af kongresmedlemmerne, at han lige havde et sidste spørgsmål. Derefter spurgte han, hvad Albright mente om Bush doktrinen. Det var ret sjovt, for det var jo det Palin klokkede i, men Albright er jo en garvet politiker og svarede seriøst på spørgsmålet.

Det er sjovt at få indblik i livet på 'The Hill'. (Området omkring Kongressen hedder Capitol Hill og bliver bare kaldt 'The Hill' i daglig tale). F.eks. har de deres eget politi, som har taget ideen om cykler til sig og drøner rundt på dem.

Bygningen, hvor MPAC har kontor, ligger lige bag ved Kongressen ved siden af højesteret. Der er dagligt demonstrationer for et eller andet. Denne handler vist om ytringsfrihed. I det hele taget er der altid et leben og mange mennesker i gaderne rundt omkring Kongressen.
Jeg synes specielt det er sjovt at iagttage om morgenen, når alle møder ind, og der kommer en hær af mænd i jakkesæt og kvinder i skjorte og pencilskirts.

I denne uge har jeg ud over arbejdet med høringen, som jeg har skrevet et resume af til det elektroniske nyhedsbrev, lavet en del i forhold til en film som hedder 'Obsession'. Det er en propagandafilm, hvis budskab er, at alle muslimer er ekstremistister og terrorister. Filmen blev egentlig udgivet i 2006, men nu bliver den uddelt som hustandsomdelt reklame i 28 millioner eksemplarer i Swing States. Hensigten er ikke til at tage fejl af. Vi har dels arbejdet med, at skabe en modhistorie om, at ikke alle muslimer er ekstremister og terrorister og dels prøvet at finde ud af, hvem der står bag distributionen. Det viser sig at være en fond, som ingen før har hørt om, som betaler gildet. Spørgsmålet er så, hvilken relation den fond har til republikanerne. Det bliver nok sværere at opklare.

Genial Palin parodi

Jeg ved godt, at Obamas strategi formodentlig er, at tie Palin ihjel, men jeg bliver simpelthen nødt til at dele Saturday Night Live's parodi på Palin med jer. Det er ekstremt godt ramt. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at Palin havde selvironi nok til at tage pis på sig selv, men det er en amerikansk komiker og skuespiller som hedder Tina Fey som portrætterer hende. Den er blevet pillet af nettet flere steder, men jeg fandt dette link, som skulle virke.

Pentagon memorial og 'En verden i krig'

I torsdags var det d. 11. september, hvilket blev markeret på mange måder herovre. Alle flagede på halv, der var mindehøjtideligheder osv. Ligesom mine forældres generation, hvor alle kan huske, hvor de befandt sig, da de fik nyheden om at Kennedy var blevet skudt, tror jeg, at alle fra min generation kan huske, hvor de befandt sig d. 11. september 2001. Jeg var lige flyttet hjemmefra og arbejdede som piccoline på Mediacom. Vi havde et fjernsyn i receptionen, hvor vi alle stimlede sammen og fulgte med. Jeg havde ikke fjernsyn derhjemme og endte om aftenen med at sidde i en tvforretning på Fisketorvet og se fjernsyn sammen med en flok andre indtil butikken lukkede. De fleste af dem fra min klasse er 20-22 år, så i 2001 var de 13-15 år. Deres oplevelse af 11. september 2001 er selvfølgelig anderledes end min, fordi de er amerikanere, men den er også anderledes fordi de var så unge. Jeg ved ikke om man kan tale om generationsforskel her, men det er i hvert fald en forskel.

Ved Pentagon er der blevet bygget et mindesmærke for de 184, som døde i hhv. det fly som fløj ind i Pentagon, og dem som døde i selve bygningen. Det blev åbnet for offentligheden i torsdags. En fra min klasse har en far, som arbejder i Pentagon, og han havde tilbudt, at give os en lille tur og fortælle om mindesmærket. Vi mødtes derude lige da det blev mørkt. Der var selvfølgelig en kitschet mindekoncert, hvor der blev sunget, og de forskellige dele af militæret skiftedes til at rejse sig op og holde det amerikanske flag højt. Selve mindesmærket er der dog ikke noget kitschet over. Jeg synes derimod, at det er meget smukt og respektfuldt for de døde og deres familier.
Det er et ungt amerikansk arkitektpar, som har designet det. Det er den første større opgave de har lavet, hvilket, jeg synes, er ret imponerende. Ideen er, at der er en granit 'bue' for hver person, og under hver 'bue' er en rektangel med vand. Det er lidt svært at forklare, så her er et billede:


Der er en 'bue' for hver person, og deres navn står for enden. Hvis man kigger mod Pentagon, når man læser navnet, så er personen død i Pentagon. Hvis man derimod har himlen som baggrund, når man læser navnet, er personen død i flyet. Derudover er buerne ordnet efter alder. Der er linier med årstal i jorden, og hver bue står på en linie alt efter hvornår personen var født. 2001 markerer the 'zero' line og derefter begynder årstalslinierne. Der var fem børn der døde og derefter er der et spring til 1979, hvorefter resten kommer.

Jeg synes, at det er et meget smukt og rørende mindesmærke. I mørke får man nærmest fornemmelsen af, at granitbuerne er kistelåg, som har åbnet sig, og at der strømmer lys op fra gravene. Ved mange af buerne var der lagt blomster og sat flag. Ved børnenes buer lå der bamser. Det var meget rørende og sørgeligt.

En verden i krig
Noget helt andet, og dog på en måde relateret; Mads er jo taget til Berlin, hvor han arbejder på den danske ambassade. Han og drengene derhjemme hygger sig tit med at spille brætspil, men hvad gør man, når man ikke befinder sig indenfor samme fysiske rækkevidde? Man opretter selvfølgelig en blog og spiller via den. Spillet de spiller hedder 'Diplomacy', og er et krigs-strategispil. Det fungerer sådan, at de er et land hver. Hver uge sender de deres træk til Signe, som er den uvildige dommer. Signe sender så trækkene til Jens, som taster dem ind. Meget smart og meget cyberspace agtigt. Normalt plejer de aldrig at blive færdige med spillet, fordi de bliver for fulde, trætte eller en bliver hidsig og går hjem, fordi han må indse, at de andre har lavet en alliance bag om ryggen på ham. Denne gang er der vist ikke nogen udvej, hvis man kan se sig slået. Jeg følger spændt med i, hvordan det går min Napoleon mod Il Duce, Cromwell, Atatürk, Franz Ferdinand, Stalin og Bismarck på: En Verden i Krig

Ny praktik

Som jeg antydede i mit indlæg om praktiksituationen i DC, så er der en del at vælge i mellem. Jeg havde jo sagt ja til Karamah, men i onsdags ringede de fra en organisation som hedder 'Muslim Public Affairs Council' (MPAC) og ville have mig til samtale. Jeg havde søgt for tre uger siden, og da jeg ikke havde hørt noget, tænkte jeg, at de nok havde fundet en anden. Jeg var lidt ærgerlig over det, for det lød vildt spændende. Jeg var ok glad for praktikken hos Karamah, men synes det var ærgerligt, at der ikke rigtig var noget politik i det.

Da de så ringede fra MPAC, viste det sig, at der først havde været ansøgningsfrist i fredags, og at de derfor havde ventet med at kontakte folk. Jeg sagde først, at jeg havde sagt ja til noget andet og ikke var interesseret, men hele dagen i går tænkte jeg på det og kunne mærke, at jeg havde mere lyst til MPAC end Karamah, men jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne bakke ud af Karamah, når nu jeg havde sagt ja. Til sidst besluttede jeg mig for at spørge min elskede underviser Lynn til råds. Hun sagde, at hvis hun skulle være ærlig, synes hun, at jeg skulle gå efter MPAC, fordi der er mere politik i det, og det er vildt spændende nu, når der er valg. Mht. til Karamah, så sagde hun 'It's DC - it's the game' og at de sagtens vil kunne finde en anden. Efter således at være blevet bekræftet ringede jeg til MPAC og sagde, at jeg alligvel var interesseret. I dag havde jeg så en samtale med dem og sagde, at jeg skulle have svar i dag, så jeg kunne give Karamah besked. Nu har de lige ringet og tilbudt mig en praktikplads, så jeg skal sgu arbejde på 'The Hill'. Det bliver også sjovt at opleve. Kontoret ligger lige bag kongressen med Højesteret som nabo. Det lugter en del mere af politik, og det jeg skal lave er lige, hvad jeg kunne ønske mig. Det er deres afdeling for 'Governmental Affairs', som ligger her i DC. Hver uge skal jeg være med til at analysere de relevante høringer der har været i kongressen. Jeg skal også lave noget research til det ugentlige nyhedsbrev, og måske skrive noget af det. Måske skal jeg lave noget udadvendt arbejde i de muslimske lokalsamfund. Sidst men ikke mindst skal jeg bistå dem, når der kommer delegationer fra andre lande og skal studere den amerikanske måde at integrere. Der havde lige været en delegation fra Tyskland, som skulle have inspiration til, hvordan man kan løse problemerne der. Det er lige mig og jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal starte på mandag.

Mens jeg har været herovre har jeg tænkt meget over hvad mit arbejdsliv skal bringe. Jeg er jo forhåbentlig færdig om et år. I min tid i integrationsministeriet fandt jeg ud af, at det i hvert fald ikke er mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle finde på. Herovre er det gået op for mig, at det der mangler i Danmark er en organisation, hvis formål er at oplyse og uddanne både muslimer der lever i Danmark, danskere og politikere. Mit mål er derfor, at starte en organisation som dels laver workshops osv. for indvandrere om hvordan det danske samfund hænger sammen, hvilke rettigheder og pligter man som borger har osv., dels skal der være oplysning til danskere om Islam og den mangfoldige muslimske kultur, så der kan blive skabt grundlag for en større forståelse og sidst, men ikke mindst, skal der være en del som retter sig mod rådgivning af politikere i spørgsmål om integration og Islam. Det skal være en upolitisk organisation, som arbejder og rådgiver på tværs af politiske skel. Ja, det er mit mål, og på vejen til at realisere det, er en praktik hos MPAC perfekt.
Hvis I er nysgerrige efter mere, er hjemmesideadressen www.mpac.org

Palin udstiller sin uvidenhed

Bare lige for at understrege min pointe mht. Sarah Palin. I dette tv-interview, som er hendes første som vicepræsidentkandidat, er det helt tydeligt, at hun ikke ved, hvad Bushdoktrinen er. Bush doktrinen blev designet til Irak krigen og gav grønt lys for militære angreb ud fra et motiv om at forebygge angreb mod USA og lagde grundlaget for invasionen af Irak i 2003.
Derimod taler hun kun om beskyttelsen af USA. Hun bliver værre end Bush, hvis McCain og hende vinder.

McCain - Palin Rally

I dag fik jeg min ilddåb mht. det amerikanske præsidentvalg. Jovist har jeg fulgt flittigt med på diverse politiske blogs, set talerne fra begge konventer osv. Men i dag har jeg været til McCain-Palin rally! Forleden fik vi en mail fra vores underviser, som sagde, at vores timer i dag var ændret til om eftermiddagen, så vi havde mulighed for at tage ud og se McCain-Palin eventen. To piger fra min klasse spurgte forleden, om der var nogle som ville med, og jeg tog selvfølgelig imod tilbuddet. Rallyet fandt sted i Virginia, som er en såkaldt swing state, hvilket vil sige, at det skifter, om det er republikanerne eller demokraterne som vinder. Virginia er nabostat til DC, men der er et stykke vej derud. Vi skulle derfor tidligt afsted for at få det hele med, og da mit vækkeur ringede kl. 5.45 i morges bandede jeg mig selv og min nysgerrighed langt væk. Op og afsted kom jeg dog.
Til min store overraskelse og forfærdelse gik det op for mig, at de to piger fra min klasse ikke var der i kraft af interesse for politik, men fordi de faktisk støtter McCain!!! Jeg var lidt rystet, men jeg tog chancen og spurgte, hvad deres hovedargument for at stemme på ham er. Svaret jeg fik var, at det er vigtigt, at USA har en præsident, som har erfaring med krig, og ved hvad man skal gøre i sådanne situationer. Og det er republikanerne bedst til. Jeg indvendte at en republikansk præsident ikke nødvendigvis er garant for fornuftige beslutninger mht. krig. Hvis Al Gore i sin tid havde vundet (eller var blevet anerkendt som vinder...), havde der nok ikke været nogen Irak krig. Krigen har jo ikke gjort verden mere sikker, men har derimod skabt flere terrorister. Det havde vi en lystig diskussion om.

Der var en ekstremt lang kø for at kommer ind. Langs hele køen stod der folk og solgte diverse McCain & Palin ting. Der var t-shirts, badgets, flag og sågar bamser. Kan I forestille jer en bamse med Fogh? Næppe. Amy (en af dem fra min klasse) købte flittigt t-shirts og badgets og endte med at være en omvandrende reklamesøjle for McCain. Jeg blev derimod mere og mere ond i sulet og nedslået over, at opbakningen til McCain er så stor. I den sidste uge er han halet gevaldigt ind på Obama, og det begynder at ligne et meget tæt opgør. Det ser utroligt nok ud til, at Palin tricket virker.

Til min store glæde var der også en del modstandere, som havde taget opstilling og råbte flittigt for at markere deres modstand. De blev dog mødt af modråb, og det var flere gange ved at udvikle sig til håndgemængDa vi endelig, efter at have stået i kø i over en time, kom frem, var der sikkerhedstjek, og man måtte ikke have sine hjemmelavede skilte med ind. De lå derfor udenfor afspærringen. Her er to eksempler:
(Skiltet til højre hentyder til Obamas bemærkning om, at nogle amerikanere er bitre, snævertsynede, kirkegængere som klynger sig til deres våben. GOP står for 'Grand Old Party')

Til gengæld kunne man forsyne sig med rigelige mængder af McCain skilte til at tage med hjem og stille i forhaven. Men hov, hvad så med de skilte, som kvinderne her står med? De ser da rimelig hjemmelavede ud.
Ja, det gør de, men de skilte var nogle, som nogle unge entutiatiske republikanere delte ud, når man var kommet igennem sikkerhedskontrollen. Jeg tror de er bange for, at der skal være stødende eller 'forkerte' budskaber på de hjemmelavede skilte, men der skal jo være lidt homemade touch over det, som om folk selv har lavet skiltene, fordi de bare elsker McCain og støtter ham sååå meget, så derfor blev de delt ud...

Kl. 10 gik hele scenariet så i gang. Det startede med, at den lokale præst bad en bøn og alle bad med - dog ikke mig. Derefter var der ære for det amerikanske flag, hvor alle stod med hånden på hjertet og sagde 'Pledge on Allegiance to the United States flag': "I pledge allegiance to the flag of the United States of America and to the republic for which it stands, one nation under God, indivisible, with liberty and justice for all." Også her måtte jeg melde pas.
Derefter skulle alle finde den seddel med et telefonnummer frem, som de havde fået ved indgangen og ringe op for at overbevise folk om, at de skal stemme på McCain. Jeg var målløs.
Derefter kunne showet gå i gang. Den store attraktion på talerstolen var åbenbart demokrater, som har ombestemt sig og nu stemmer på McCain. Dem var der to af, så var diverse republikanere, en borgmester osv. Jeg følte mig virkelig bag fjendens linier og stod bare med korslagte arme og betragtede hele sceneriet halvt skræmt og halvt interesseret i, hvad det her egentlig er for et noget. Kl. lidt over 11 kom hovedpersonerne så. Jeg lavede en lille stemningsvideo:


Både Palin og McCain havde selvfølgelig deres ægtefæller med. McCain lagde ud med at sige, at han er ih og åh så glad for sin 'running mate' og hendes seje familie. Han fremhævede, at Palins mand har vundet mange snescooterløb. Det er virkelig noget ved den amerikanske valgkamp, jeg ikke fatter. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad kandidaternes ægtefæller beskæftiger sig med. Det der er vigtigt er, hvilken politik kandidaterne har tænkt sig at føre. Deres taler var bare gentagelser af deres acceptance speeches fra konventet. Det vil sige, at der intet politisk var i det. De svinede Obama til og holdt det generelt til laveste fællesnævner. Jeg fatter ikke, hvordan det kan være negativt at Obama er højtuddannet og har været community worker i Chicagos fattige kvarterer. Hvordan kan det være en ulempe? De bliver ved med at sige, at Obama ikke står for reel forandring, fordi han allerede er i Washington (Obama har siddet i senatet i Washington siden 2004 - men McCain har ligeledes været der som senator siden 1987). Vil amerikanerne hellere have en 72 årig nisse uden visioner og en kvinde fra Alaska, hvis administration lige nu bliver undersøgt for dårlig etik i sin administration, fordi hun forsøgte at få sin ex svoger fyret efter han blev skilt fra hendes søster som ledere? Jeg er alvorlig bange for det. Det er dybt bekymrende!

Det var derfor med blandede følelser, at jeg forlod rallyet. Det var rigtig spændende at opleve og se, hvordan hele showet foregår, men jeg håber godt nok, at amerikanerne sætter deres kryds ved Obama d. 4. november. Det her levede op til alle mine fordomme om amerikanere.
D. 26. september er der første debat ud af tre mellem Obama og McCain. Jeg håber virkelig, at de kommer til at snakke politik og visioner i stedet for al den snak om hvem der har erfaring, og hvem der ikke har osv. Forleden prøvede McCains kone i øvrigt at antyde, at Palin skam har udenrigspolitisk erfaring, fordi Alaska ligger så tæt på Rusland... Den var der vist heldigvis ikke nogen, der hoppede på.
Desværre er der ikke foreløbig udsigter til, at Obama kommer forbi her i nærheden. Det kunne være skægt at se, hvordan sådan noget her foregår i den anden lejr.

Praktik, tropisk storm og air condition

Praktik
Så er praktikken i hus:-) Jeg skal være i praktik hos kvindeorganisationen Karamah. Karamah betyder værdighed på arabisk. Karamah er en menneskerettighedsorganisation for muslimiske kvinder og arbejdet går ud på, at uddanne muslimske kvinder om deres rettigheder i en muslimsk kontekst såvel som i en amerikansk kontekst. De arrangerer hver sommer en tre ugers summer school, hvor der bliver undervist i en række emner med relation til dette. Mine opgaver bliver dels at tage de første skridt til næste års summer school dvs. finde oplægsholdere, lave en plan over hvilke tekster der skal læses osv. men jeg skal også være med i deres 'outreach work'. Det går ud på, at være ude i muslimske kredse og oplyse kvinderne om rettigheder osv. Og så skal jeg opdatere hjemmesiden med fakta og sammenligninger mellem forskellige lande, religioner osv. Jeg tror det kommer til at give mig en rigtig god fornemmelse for, hvad der rører sig i disse kredse, og ikke mindst hvilke folk der er interessante og fornuftige. Det er en ret lille organisation. Ud over lederen er der kun to fuldtidsansatte og to deltidsansatte. Det tror jeg bliver en fordel, for så kommer jeg til at få mere ansvar. I følge min elskede professor Lynn skulle lederen være en yderst karismatisk kvinde med masser af ben i næsen. Jeg glæder mig helt vildt til at starte.

Processen med at finde praktik har været lidt lang synes jeg. Sjovt nok var Karamah en af de første jeg søgte, og der jeg helst ville i praktik. Jeg har også været til samtale hos 'National Iranian American Council'. Det lød også vildt spændende, men de ville have mig fuld tid og det kunne jeg jo ikke tilbyde. Det var faktisk meget godt, for hvis jeg havde fået både det og Karamah, ville det have været rigtig svært at vælge. Derudover har jeg været til samtale hos 'National Council on U.S.-Arab Relations' og 'The Salam Institute for Peace and Justice'. De to fik jeg begge men afslog, da arbejdet jeg skulle lave ville være alt for administrativt. Det var meget noget med at opdatere databaser osv.
Det viser meget godt det paradoksale i alt det her praktik halløj. Der er flere af folkene fra uni der har sagt. At det ikke ville blive svært for os at finde praktik, for Washington lever af praktikanter, og hvis man vil have regeringen og lobbyorganisationerne til at bryde sammen, skal man bare få praktikanterne til at strejke. Det har nok sin rigtighed. Derudover er de fleste af os fra Europa totalt overkvalificerede. De fleste af os er nogle år ældre end de amerikanske studerende og har haft studierelevante jobs og lavet 'rigtigt' arbejde. Også de andre internationale studerende, jeg har snakket med, har fået allle de praktikker, de har været til samtale hos. Så det svære er ikke at få en praktik. Det svære er at vælge mellem alle de mange tilbud.
Jeg er super glad for min praktik, og tror det bliver rigtig spændede. Jeg skal starte næste mandag, d. 15. september.

Amerikanernes sans for drama
I dag regner det helt vildt. Det er efterdønningerne af den tropiske storm Hanna, som ruller ind over DC. Jeg synes faktisk det er ret hyggeligt. I går fik jeg en mail fra universitetet, hvor der stod at efterdønningerne af Hanna var på vej, og at vi skulle vide, hvor vores lommelygter er og have batteridrevne opladere til vores mobiltelefoner klar i tilfælde af strømsvigt. Nu er det jo ikke en vild orkan der kommer, og jeg fatter ikke helt, hvorfor det skulle være nødvendigt. Men amerikanerne har en sans for drama, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på. På alle toiletterne hænger der på indersiden af døren et skilt, hvor der står, hvad man skal gøre, hvis man er blevet seksuelt forulempet. Jeg er normalt ikke bange for den slags, men når man hele tiden får at vide, at der er en risiko, begynder man jo at overveje det.
Det var det samme de første to uger på uni. Jeg har nok udfyldt skemaer med 'emergency contact information' 10 gange. Til sidst begyndte jeg jo at tænke på, hvad det er der kan ske, siden det er så nødvendigt. De forstår i den grad at male fanden på væggen.
Indtil videre er det bare heftig regn, som virker rimelig harmløs. Kun mine små blomster, som er begyndt at titte op, er ikke så glade for den massive mængde regn, så jeg har flyttet dem om på verandaen i tørvejr og læ.

Fordømte air condition
Dette var også ugen, hvor det lykkedes mig at blive forkølet selvom det er over 30 grader udenfor. Jeg har siddet en del på biblioteket på universitetet og læst, men der er så skide koldt pga. air condition. Når det er så varmt udenfor klæder man sig jo ikke på til 18 graders varme. Nogle gange er jeg blevet nødt til at gå ud bare for at få varmen. I erkendelse af at jeg koncenterer mig meget bedre når jeg ikke sidder hjemme og læser, tog jeg således på uni i går med sweater, strømper og halstørklæde i tasken, som jeg i klædte mig. Det hjalp, men åh hvor jeg synes, at trippet med air condition er irriterende.

Labor Day, Palin og Tubing

Labor Day
I dag er det Labor Day i USA. I modsætning til 1. maj i Europa er der ikke meget kampdag over det herovre. Labor Day går i al sin enkelhed ud på, at alle holder fri. Jeg har fisket efter, om ikke der skete noget i byen, demonstrationer, musik eller andet, men nej, det er sådan set ligesom en helt almindelig søndag - bortset fra at alle butikkerne også er lukkede. Jeg snakkede med en amerikaner om det, som arbejder for en sammenslutning for fagforeninger. Han sagde, at fagforeningerne nogle gange bruger dagen til at markere sig og deres sager, men i år har de droppet det pga. præsidentvalget, som tager al opmærksomheden.

Palin
Og apropos præsidentvalg. Siden det blev offentliggjort, at det er Sarah Palin, som er McCains vicepræsidentkandidat, er jeg flere gange blevet spurgt af mænd, om jeg ville kunne finde på at stemme på hende, fordi hun er kvinde. Det synes jeg er dybt diskriminerende. Jeg synes, at det er vigtigt med kvinder i politik, men tror mænd, at kvinder er så dumme, at de vil stemme på en kandidat, som de er dybt uenige med udelukkende af den grund, at hun er kvinde? Det virker som om, at McCains strateger har søgt det ganske land for at finde en videpræsidentkandidat, som er relativt ung og kvinde for at skabe modvægt til 72 årige McCain og dermed skabe et andet image. Sarah Palin er godt nok ærkerepublikaner, men det virker som om, at hendes primære kvalifikationer for at blive valgt til vicepræsidentkandidat er, at hun er kvinde. Jeg er ikke den eneste som finder det provokerende. Der er flere Hillary støtter, som har ytret, at valget af Palin, og baggrunden for det, har kastet dem lige lukt i armene på Obama. Palin er alt hvad Hillary ikke er. Det ser i den grad ud til, at McCains strateger ikke har tænkt sig om denne gang - eller også er de bare for store ignoranter.

Også på andre punkter er republikanerne ikke så heldige. Der har været rygter om, at deres konvent, som er begyndt i dag, ville blive aflyst pga. orkanen Gustav, som har ramt sydkysten i morges med styrke næsten som Katrina, som ødelagde New Orleans totalt for præcis tre år siden. Bush er blevet meget kritiseret for hans håndtering af situationen dengang og republikanerne er bange for, at virke ligeglade, hvis de fester på konventet mens mange menneskers hjem bliver smadret af en orkan. Nu er det i stedet blevet til, at Bush og Cheney har aflyst deres tilstedeværen ved konventet, hvilket mange republikanere er glade for. For dem gælder det om at lægge så meget afstand til Bush som muligt. Buch, Cheney, McCain og Palin er i stedet alle taget til Louisiana, hvor de vil overvåge situationen og evakueringen af borgerne. Bush vil dog senere på ugen holde en transmitteret tale til det republikanske konvent.

Tubing
For en uges tid siden spurgte min bofælle mig: 'Do you wanna go tubing on Sunday?'. Jeg svarede: 'Do I wanna go what?'. Dermed lærte jeg et nyt koncept at kende. Tubing går ud på, at man sidder i en gummiring og driver ned af Potomac River. Med sig har man kølebokse med øl og snacks. Det må siges at være en særdeles velegnet søndagsbeskæftigelse, når det er lidt over 30 grader og solskin. Således drog vi dermed afsted i går morges med bagagerummet pakket med badetøj, solcreme, øl og diverse snacks. Jeg kunne af gode grunde ikke medbringe kameraet på selve flodturen. Jeg har derfor fundet et billede på nettet, som illustrerer situationen meget godt.
Det fungerede sådan, at vi kørte en times tid for at komme op til check-in stedet. Der stillede vi bilerne, fik redningsveste og en gummiring. Så blev vi kørt i en bus et stykke op ad floden, hvor vi blev sat af, og så var det ellers bare i vandet og derudaf. Længere nede af floden (ca. tre timer senere), var der så et sted, hvor vi blev samlet op af en bus igen og kørt tilbage til check-in stedet. Man kunne vælge mellem 'flat water' eller white water'. White water er lidt vildere med mere strøm og lidt klipper man ryger ud over. Det valgte vi. Det var virkelig sjovt og meget hygeligt. Den største udfordring bestod i at forsøge at blive sammen alle ti, når det gik vildt for sig ud over klipperne. Og så skulle man holde røven oppe, når der kom klipper, for eller kunne man virkelig slå sig mod stenene. En af de andre havde engang brækket halebenet på en tubing tur, så galt gik det heldigvis ikke denne gang. Her er et billede af vores tubing team efter tubing turen.
Josh, min bofælle, er den lille mørkhårede som står i bagerste række. Hans kæreste Vinney, hun er inder, står ved siden af. Det var dem som havde arrangeret turen, og de andre er deres venner. Bagefter gik vi ud og spiste på vegetar-kina-restaurant. Det var virkelig en dejlig måde at bruge sin søndag.