Weimar

Min fødselsdagsgave fra Mads var en tur til Weimar og vi vendte fredag formiddag snuderne mod den midttyske højkulturelle by. Mads havde planlagt det hele; købt billetter til tog, teater og Stadtrundgang. Bestilt værelser på en lille pension midt i byen og oven i købet sørget for godt vejr:-). Vi tog afsted fra Berlin i bidende blæsevejr og ankom til Weimar i noget der mindede om forår. Første destination var derfor en gåtur i 'Park an der Ilm', som Goethe var med til at anlægge i 1776 og hvis koncept var at skulle skulle minde om en engelsk landskabshave, hvor det hele ikke er symetrisk og planlagt, men i stedet er mere naturligt med små snoede stier osv. I udkanten af parken står Goethes 'Gartenhaus', som kan skimtes i baggrunden på billedet. Han boede der de første år af sin weimar tid og efter han fik et større hus i bymidten var det i sit lille havehus han trak sig tilbage når der virkelig skulle arbejdes.

Goethe
Mads havde til togturen printet diverse Wikipedia artikler om Goethe, Schiller og Faust og vi mærkede hurtigt hvor stor en indflydelse Goethe har haft på byen. Han blev lokket dertil i 1775 af Storhertuginde Anna Amalia, som i en alder af 18 år var blevet enke med to små børn og ansvaret for et hertugdømme. Da hun overtog magten efter sin afdøde mand, var hertugdømmet dybt forgældet, men hun var en fremsynet dame og fik i løbet af få år vendt udviklingen og gjort Weimar til kulturcentrum, blandt andet ved at lokke prominente kunstnere, filosoffer, forfattere osv. til byen ved at give dem høje administrative stillinger og andre privilegier. Hendes strategi virkede. Ud over Goethe slog flere andre kulturpersonligheder sig ned i Weimar og gav byen en helt ny attraktiv profil.
Goethe var ikke kun en stor forfatter, han interesserede sig også for naturvidenskab, filosofi, kunst og ikke mindst kvinder. Hans er affæreliste er uendelig lang, men i en alder af 39 endte han med at gifte sig med den 23 årige Christiane Vulpius, som var af meget lavere rang end ham og aldrig rigtig blev accepteret af borgerskabet i Weimar.

Faust
Goethes mest berømte værk er 'Faust', som han arbejdede på hele sit liv. Faust 1 er den første del og handler om videnskabsmanden Faust, som vil vide alt og sælger sin sjæl til Mephisto (djævlen). Dog ender det hele med at gå galt fordi Faust bliver liderlig efter en bondepige (Gretchen), kommer til at dræbe hendes mor med sovemiddel, for at være alene med Gretchen og gør hende gravid. Det ender med at Gretchen i skam dræber barnet og derfor selv bliver dømt til døden. Egentlig meget tragisk historie, men vi så den fantastisk morsomt opført som teater fredag aften.
Stykket var lavet som en dialog mellem Goethe og hans digterven Schiller, som også boede i Weimar. De kan ses som statue på billedet. Goethe og Schiller var i stykket begge døde og sidder i himlen og fordriver tiden med at selv at opføre Faust 1. Det var fantastisk godt og underholdende lavet og noget af det bedste teater jeg har set.

Byvandring og anekdoter om Goethe
Lørdag formiddag stod den på byvandring gennem Weimar og vi havde den mest fantastiske guide, som forklarede og fortalte i to en halv time om Weimar, Goethe, Schiller og alle de intriger og gode historier der var om dem. Det var virkelig godt og meget informativt.

Om aftenen nørdede vi mere Goethe med et arrangement med oplæsning af Goethe anekdoter akkompagneret af klassisk musik. Vi trak gennemsnitsalderen væsentligt ned og det var meget højborgerlig kultur, men lavet med et glimt i øjet. Derefter måtte vi ud og drikke nogle drinks, for ikke at forstøve helt i Goethe og 1700 tallet.

Det progressive Weimar
Weimar er ikke kun Goethe og gamle digtere, selvom de også i dag, var allestedsnærværende. Også Bauhaus skolen opstod her og dens arkitektur var for sin periode meget nyskabende. De kæmpe vinduer brugte man på den tid kun i industribygninger, men her tjente de som lyskilde til atelierne og bygningen er konstrueret sådan at der aldrig kommer direkte sollys ind, men til gengæld masser af lys. Smart! Senere flyttede Bauhaus til Dessau, fordi det konservative bystyre i Weimar ikke ville støtte skolen økonomisk. Derfor er Dessau i dag mere berømt for Bauhaus stilen end Weimar.
Weimar er også stedet hvor 'Weimarrepublikken' blev grundlagt i 1918 efter første verdenskrig. Det var Tysklands forfatning i mellemkrigstiden og også betegnende for perioden mellem de to verdenskrige, men det nævnte ingen mærkeligt nok med et ord. Måske er det fordi denne forfatning gjorde det muligt for Hitler at overtage magten og de derfor er lidt flove over det. Måske fordi det var det samlede Tysklands første forsøg på demokrati, som fejlede. Jeg ved det ikke, men et er ihvert fald sikkert. Weimar har været en enormt progressiv kulturby og slående var også at selvom byen hørte til DDR, var der ingen af de karakteristiske betonbyggerier, som tyskerne kalder 'Plattenbau'. Det er som om at også DDR-styret havde så stor respekt for Weimar, at de ikke smækkede beton op, men i stedet byggede byen op i sin oprindelige stil. Med til historien hører også at Weimar ikke blev særlig ødelagt under 2. verdenskrig.

Noget karakteristisk som vi bed mærke i, var at alle folk var rigtig søde og venlige. Vi stødte overhovedet ikke på nogle sure folk i servicejobs. I Berlin er det meget normalt at man nærmest bliver betragtet som en pestilens, hvis man vover sig ind i en forretning og service er ikke det de er bedst til. Ofte får man sure svar på helt reelle spørgsmål. Men tonen var en ganske anden i Weimar - måske fordi det ligger tættere på München...?

Det var en virkelig dejlig tur, hvor vi lærte utrolig meget om tysk kultur og hyggede os rigtig meget med hinanden. Skøn fødselsdagsgave!

Berlinale 2nd take

Det har virkelig været sjovt at opleve Berlin under Berlinalen. Potsdamer Platz som normalt er et mærkeligt vindblæst og lidt øde sted kom virkelig til sin ret. Det er som om at den er bygget til Berlinalen og så resten af året ligger den i dvale og venter på at blive invaderet af filmfreaks, fotografer, nysgerrige, filmstjerner osv.

Vi så to film i går. Først 'The Fall' som var en helt fantastisk film i genren drama/fantasy lavet af en indisk instruktør som hedder Tarsem Singh. Historien handler om Alexandria som med sin familie er indvandret til USA fra Østeuropa og ved æbleplukning har brækket sin arm og derfor er på hospitalet. Her møder hun Roy, som er stuntmand og ved et styrt er blevet lam fra livet og ned. De indgår en handel: Han lover at fortælle hende den mest fantastiske historie man overhovedet kan forestille sig, hvis hun stjæler morfin til ham. Her tager den fortryllende episke fortælling om fem mænd (en af dem Darwin...?!), som alle har svoret at de vil dræbe den onde 'Governor Odious' sin begyndelse. Efterhånden smelter historie og virkelighed mere og mere sammen og ... nej jeg fortæller ikke mere, gå ind og se den, hvis I får mulighed for det!!! Den er optaget i 23 forskellige lande, castlisten tæller over 1000 personer og dens visualitet er helt fantastisk. Det er en af de bedste film jeg nogensinde har set.

Den anden var dokumentaren 'Full Metal Village' som handlede om den lille nordtyske by 'Wacken', hvor livet går sin vante gang og mest mindede om 1950'erne med bondemænd som malker køer og koner som laver mad og går til sang i kirken, men hver sommer er der i denne lille landsby 'Wacken open air' som er en heavy metal festival. Den var fantastisk sjov og lun film og folkene i den lille by, deres liv og forhold til festivalen. Nogle synes det var fedt og deltog, andre tjente penge på den og atter andre tog på ferie.

Familiebesøg
I denne uge har Mutti, Freja og Kleo også været på besøg. Freja var desværre syg og så faktisk kun indersiden af vores lejlighed, men det var rigtig hyggeligt alligevel og når vi andre ikke plejede Freja spiste vi brunch, var på DDR museum og i Badeschiff. Badeschiff er altså helt fantastisk lækkert - specielt i strålende solskin... Her er det Mutti og Kleo som tager en slapper efter en dukkert.

DDR museet var også rigtig godt og kan anbefales. Det var perfekt til børn fordi man måtte røre ved alting, tage tøj og sko ud af skabene og prøve det osv. Kleo synes det var ret syret det der med at bygge en mur tværs igennem en by og det kan man jo kun give hende ret i.

Berlinale - Die internationale Filmfestspiele Berlin

I fredags gik startskuddet til dette års filmfestival i Berlin: Berlinalen. Byen summer af aktivitet, celebs og hundrevis af film, hvortil man skal være virkelig hurtig for at få billetter.
Berlinalen er grundlagt i 1951 under sloganet "Schaufenster der freien Welt" som betyder noget i retning af "Udstillingsvindue af den fire verden". Rimelig hurtigt blev Berlinalen en af verdens vigtigste filmfestivaler på niveau med Cannes og Venedigs filmfestivaler. I begyndelsen var det publikum som besluttede, hvem der skulle vinde, men fra 1956 har det været en jury som bestemmer, hvem der skal have guld- og sølvbjørnen og i tidens løb er der kommet flere priser til, f.eks. debutantprisen som danske Pernille Fischer Christensen sidste år vandt for filmen 'En soap'.

I går var Mads og jeg så inde og se vores første Berlinale film 'Crossing the line'. Det var en dokumentar om en amerikansk soldat, som under Koreakrigen havde fået nok af USA, bristede drømme osv. og derfor valgte at gå over grænsen, ind i Nordkorea og siden har levet der. Det var en mærklig historie, hvor man blev mere og mere i tvivl om hvem der snød hvem og også fik følelsen af, at han var et rigtigt usympatisk mennekse. Den var virkelig spændende, fordi man også så optagelser fra Nordkoreas hovedstad, som jo ellers er et meget lukket land og han fortalte om livet der. Der var også en anden amerikaner, som var deserteret og taget til Nordkorea og han havde på et tidspunkt fået en ung japansk kone, som var blevet kidnappet af nordkoreanerne fordi hun skulle bruges til at lære spioner det japanske sprog, japanske skikke osv. så de ikke ville vække opsigt, når de skulle på mission til Japan. Det lykkedes hende senere at flygte og komme tilbage til Japan. Hovedpersonen havde tre børn. To med en vestlig kvinde og et med en sort kvinde og ingen af dem lignede koreanere. På et tidspunkt kommer spørgsmålet op om den nordkoreanske stat måske vil bruge de her ikke-koreansk udseende børn til spioner, hvilket han afviser pure, men man kan jo have sin tvivl, når de kidnapper unge japanske kvinder til samme formål. Alle optagelserne er selvfølgelig censurerede og jeg synes det fantastiske ved filmen var, at der blev sagt så meget mellem linierne ved hjælp af mimik, afvigende svar osv. En virkelig spændende og meget mærkelig historie.

Mads og hans fly
Mads har i afskedsgave fra sin afdeling på ambassaden fået et fjernstyret fly. Det var lykke i sin reneste form, og vores næsten fire meter til loftet er kommet til sin ret. I onsdags var vi i Tiergarten og prøve vidunderet og det var ret sjovt. Det er lavet af noget meget let flamingo, som alligevel godt kan tåle en masse stød og når man lige lærer det at kende, er det super sjovt at flyve med og jagte hinanden. Joonas fra Finland, som vi har lært at kende hernede, var hjemme hos i går og da han så flyet var hans eneste spørgsmål, hvor man kan købe det.
Billedet taler vist for sig selv...

Kasper Hvidt - We love U!

Vi har fulgt med i håndbold VM hernede og det har været ret underholdende. Vi fandt en italiensk restaurant/pizzaria, som havde storskærm og gladeligt ville vise håndbold, selvom der var tyske Bundesliga kampe. Så vi har været den lille pizzamands bedste kunder denne uge. I torsdags var vi 15 som heppede og hujede og klappede, men lige lidt hjalp det, da det danske hold tabte til Polen. Her til eftermiddag var der så heldigvis lidt oprejsning da vi igen indfandt os på 'Dina Pizza e Ristorante' og gud hvor vi elskede Kasper Hvidt og alle hans fantastiske redninger!
Heldigvis vandt Tyskland over Polen og blev verdensmestre. Jeg håber det kan være med til at give dem lidt nationalfølelse tilbage. Fodblold VM'et i sommer, var jo total epokegørende og pludselig var det en lille smule okay at være tysker. Utroligt hvad sport kan betyde.

Her er noget helt andet som også kan være epokegørende: Musik! Denne video er helt genial og et bevis på at man sagtens kan lave rigtig fede sjove ting uden et kæmpe budget. Læg mærke til at den er taget i et take - imponerende!

Ok Go: Here it goes again

Apropos musik, så kommer Björk på Roskilde Wuhuuu! Så nu er der absolut ingen undskyldning for ikke at komme! Hendes koncert i 2003 var fantastisk og er den bedste jeg nogensinde har set.

Tysk universitetsundervisning tsk!

I dag har jeg holdt mit sidste referat. I Danmark ville man kalde det oplæg, men 'referat' er faktisk mere betegnende for den tyske måde at gøre det på. Jeg har i alt holdt fire referater og det har været blandede fornøjelser, men jeg har helt sikkert lært noget om tyskerne og deres indlæringsmetoder.

Når man er væk hjemmefra finder man jo altid ud af hvilke fordele der er derhjemme og jeg har i sandhed fået respekt for den danske måde at undervise på. Jeg har hernede kun haft 'Hauptseminare' fordi jeg er på kandidatdelen af min uddannelse. Det vil sige at der ikke er nogen undervisere som står og holder forelæsninger, nej det er såmænd lagt ud til de kære studerende, som nu får ansvaret for at viderebringe hinanden viden. Det sker gennem før omtalte referater, som kan være af meget svingende kvalitet. I mit økonomi kursus er underviseren rimelig seriøs og har udstukket rammer for referaterne. Det vil sige at de maks må være 20 minutter at de skal begynde med en problemformulering og slutte med en konklusion og at der skal skrives et abstract om temaet på maks en side, som han skal godkende og derefter bliver sendt ud til alle på holdet. Det fungerer forholdsvis okay og han er også på i timerne og korrigerer, hvis noget er forkert.

I det kursus jeg har holdt referat i dag er der ingen retningslinjer og det er meget normalt at referatet varer en time og et kvarter uden brug af overhead, PowerPoint eller den slags nymodens ting, men i stedet sidder der et par studenrende med deres papir i hånden og læser op og så er der så 15 min. til diskussion til sidst, men på det tidspunkt er jeg fuldstændig sat af og har kæmpet en halv time med at holde mig vågen, jeg tror ikke jeg er den eneste som har det sådan, for diskussionerne er altid totalt pseudoagtige, hvor det mest er undervisningen der prøver at få folk til at sige noget.
Vi var fem i min gruppe og skulle fortælle om integration af indvandrere i andre europæiske lande og sammenligne med Tyskland. For to uger siden delte vi temaerne mellem os og så mente de kære tyskere egentlig ikke at vi behøvede mødes før vi skulle holde oplægget. Det er meget modsat den måde jeg er vant til at arbejde på med gruppearbejde og endeløse diskussioner. I økonomifaget holdt jeg oplæg med en tysk fyr og vi læste de samme tekster, diskuterede dem og fordelte så derefter hvem der sagde hvad, men lavede PowerPoint, abstract osv. i samarbejde. Meget givende synes jeg, men sådan skulle det ikke være denne gang.
I sidste uge snakkede jeg med mine fire co-presentators kort efter undervisningen og vi blev enige om at lave et PowerPoint show. Jeg sagde, at jeg sagtens kunne sætte det sammen, hvis de bare sendte, hvad der skulle stå på deres slides til mig, men ak og ve, der lærte jeg igen en lektie om det tyske broderfolk...

Mandag aften kl. 19.02 - syv timer efter vi havde aftalt jeg skulle have deres PowerPoint oplæg fik jeg det sidste fra Benjamin som skulle snakke om Tyrkiet. Det viste sig at være 9 tætskrevne sider med alt hvad han havde tænkt sig at sige. Så sad jeg jo der og overvejede at sende resten af showet til ham, som jeg havde lavet færdigt om eftermiddagen og sige at han selv kunne lave sine slides, men endte med at vælge ud hvad jeg mente var relevant og strikke en okay præsentation sammen. Derefter sendte jeg det til ham og spurgte om det var ok og han synes det var 'Wunderbar gemacht' - tak for rosen dovenlas!

I dag skulle vi så præsentere vores tema og vores oplæg tog en time, hvilket er standard i det fag. Jeg synes det er alt for lang tid, men det er som om at tyskerne synes at indlæring foregår ved at man snakker i rigtig lang tid, helst om nogle komplicerede emner med en masse fremmedord og svære begreber. Øjensynligt fungerer det ikke særlig godt, for der var måske fem der hørte efter. Resten læste avis, hviskede med hianden, skrev sms'er eller stenede. Da der til sidst var diskussion var det os og de fem som sagde noget. Problemet er at der er mødepligt hernede. Man må kun være væk to gange, så de fleste kommer bare for at skrive sig på en liste og så er de ellers rimelig ligeglade med hvad der foregår. Når man består et fag bare ved at være der er det egentlig forståeligt nok, men jeg synes det er en dybt underlig måde at strukturere universitetsundervisning. Forudsætningen for at komme burde jo være at man synes emnet er spændende og har lyst til at lære noget. Men ligeså snart man er tvunget til at være der, ryger den motivation jo. Problemet er også at det nogengange er så dræbende kedeligt at man får meget mere ud af at læse selv og måske finde noget supplerende litteratur, hvis man er nysgerrig efter mere, men nu skal man slæbe sig gennem to timer, men en diskussion som kun bliver holdt i live af underviseren.
Det hele er dog ikke kedelige fag og dårlige referater. Jeg synes faktisk jeg har lært meget - måske af at læse;-) Men det har været ret givende for mig at prøve at studere på en anden måde end på RUC og jeg synes faktisk det er lidt ærgerligt at der kun er to uger tilbage med undervisning.

Jeg har under semestret haft et sprogkursus som har været rigtig godt. Det skulle munde ud i at vi skrev en avis om livet i Berlin, byens finurligheder osv. og den er blevet færdig i dag. Den er blevet meget flot og det har været rigtig sjovt at lave den. Det var bl.a. til den jeg interviewede billetsælgeren og så har jeg skrevet en artikel om en club som hedder Berghain.
Hele herligheden kan findes som pdf her: Ich bin eine berliner Zeitung