Tuesday, March 06, 2007

Ungdomshusets endeligt

Mit venstreorienterede hjerte ærgrer og krymper sig på denne dag, hvor de sidste rester af Ungdomshuset sandsynligvis forsvinder til en losseplads på Amager.

Det ærgrer sig fordi jeg synes det er en skam, at der i København ikke længere er et Ungdomshus, hvor man kan komme og arrangere koncerter, folkekøkken, politiske aktioner osv. uden at man skal være medlem og alt skal være styret af nogle embedsmænd fra kommunen, men at det i stedet er det frie initiativ og kreativiteten der hersker, fordi den ikke skal puttes ned i kasser der er firkantede og passer til ethvert formål.

Det krymper sig fordi brugerne af Ungdomshuset ikke har formået at samle sig og udtrykke sig på en anden måde end hærg og ødelæggelse. De kunne have gjort så mange andre ting, som kunne have vist Danmark, at Ungdomshuset rummede nogle kreative, progressive kræfter, som godt kan tænke i andre baner end vold. Jeg ved godt, at der er en masse medløbere, som bare synes det er sjovt at lave ballade og slås med politiet, men så gå dog ud og tag afstand fra det. På denne her måde har de skudt sig selv i foden og sympatien er fuldstændig væk. Vold avler vold og det har aldrig ført noget konstruktivt med sig og det er så dumt og pinligt for dem selv, at de ikke kan finde andre måder at kommunikere på i et demokratisk samfund.

Det ærgrer sig fordi vi nu på Jagtvej 69 får en fundamentalistisk kristen frimenighed, som bl.a. er imod homoseksualitet og abort og sætter det lig pædofili. De har en formand, som mener at hun er direkte i forbindelse med gud og har fået missionen om at overtage Ungdomshuset fra ham. Er det mere ønskværdigt at have en fundamentalistisk kristen sekt end nogle venstreorienterede unge? Hvis faderhuset havde været muslimsk var de for længst blevet udsat for en hetz uden lige, men nu får de lov at prædike deres fundamentalistiske holdninger i fred.
På nedenstående link kan et uddrag af Ruth Evensens sejrstale læses:
http://mrkab.com/2007/03/05/ruth-evensens-sejrstale-dette-er-kun-begyndelsen/

Gud hvor er det sørgeligt at Ruth Evensen nu skal herske på jagtvej 69!

No comments: