Saturday, August 02, 2008

Hvaler og Provincetown

Hvaler
Vi har set hvaler! Hvalturen var en kæmpe succes. Jeg havde troet, at vi var heldige, hvis vi fik set et par stykker. Det viste sig, at området nord for Provincetown siden 1992 har været reservat, og at hvalerne siden da har ynglet meget i området, og der derfor er meget gode muligheder for at se hvaler. Vi så ca. 40 hvaler! Der var pukkelhvaler, vågehvaler og finhvaler. Vi så flest pukkelhvaler. De er omkring 15 meter lange og vejer ca. 30 ton. Det var en kæmpe oplevelse og meget magisk, at se de kæmpe dyr svømme rundt. De kom meget tæt på båden og en gang blev jeg ramt i ansigtet af det vand de puster op, når de er oppe for at ånde. Vi så dem også spise. De bruger en teknik, hvor de finder en sildestime og sender luftbobler op i en søjle, så fiskene bliver 'fanget' mellem luftboblerne, hvorefter de svømmer op med stor kraft og forsøger at få så mange fisk som muligt ind i munden. Vandet løber så ud gennem barderne og fiskene bliver inde. Det er en ret effektiv teknik og de spiser et ton fisk om dagen. Det var helt vildt at se. Også mågerne synes det var fedt, for de spiste de fisk, som røg ved siden af. Pukkelhvalerne har sidefinner som er en tredjedel af deres kropslængde, de er derfor ret adrætte. De er også legesyge og hopper nogle gange op og plasker ned i vandet. Det så vi desværre ikke, men jeg er godt tilfreds med vores hvaltur og synes, det er ret imponerende at de kæmpe dyr kan bevæge så yndefuldt og roligt.

Vi tog en masse videoer og billeder. Her de to bedste:

I denne spiser de spiser de i starten. Bagefter vinker en af dem med sidefinnen:

På båden var en hvalkyndig kvinde, som undervejs fortalte, hvilke hvaler vi så. Pukkelhvalerne har alle forskelligt udseende haler, så de kan kendes fra hinanden. Folkene fra reservatet har givet dem alle navne og forsøger, at holde nogenlunde styr på dem. Det kan ske, at hvalerne bliver filtret ind i fiskenet, og så sættes der en redningsaktion i gang, hvor reservatfolkene tager ud og skærer hvalen fri.

Provincetown
Provincetown er egentligt et gamel fiskerlege, hvor der også var hvalfangst før i tiden, men i 1898 ødelagde en storm det meste af molen og fiskeindustrien og efter det, udviklede Provincetown sig til et yndet feriested og mange kunstnere slog sig ned. Fra 1960’erne begyndte en del hippier at slå sig ned og fra midten af 1970’erne begyndte en del homoseksuelle at komme. Provincetown har siden udviklet sig til det største feriemål for homoseksuelle på USA’s østkyst.

Allerede på båden på vej fra Boston derud begyndte vi at lure, at vi ville være en minoritet eftersom størstedelen af mændene på båden var bøsser, og kvinderne var lesbiske. Jeg tror ¾ af mændene i Provincetown er bøsser, og ¼ af kvinderne er lesbiske. Resten er børnefamilier. Hovedgaden i Provincetown er et miks af butikker som sælger alt fra sexlegetøj til børnetøj, og vi har set en del dragqueens og mænd i intet andet end stramme boxershorts, cowboystøvler og cowboyhat.
Man kunne forestille sig, at bøssemekkaet ville skabe en lidt underlig stemning for ikke-homoseksuelle, men her er en herlig, venlig og imødekommende stemning.
Husene er alle i træ. De er meget fine og putte nuttede og har velfriserede haver med masser af blomster. Blandingen af børnefamilier, glade bøsser og små træhuse giver stedet en vis sjæl. Vi bor på ’Prince Albert Guesthouse’, som er drevet af tre søde bøsser, som selvfølgelig har en godmodig hund som hedder princess Sophie.

Vi legede cykler den første dag og tog en tur til vestsiden af den tange Provincetown er yderste spids på. Der er lavet en cykelsti, som går gennem skoven, og det var skønt at få rørt sig lidt og få vind i håret. Vi har også ligget og daset på stranden og badet i det dejligt klare vand – og set den smukkeste solnedgang. Og så har vi spist os mætte i mængder af dejlig seafood. Specialt deres lokale udgave af ’Clam Chowder’ er et hit. Det er en slags suppe med skaldyr, kartofler og mælk eller fløde. I det hele taget har det været perfekt at komme herud og få et lille afbræk i storbyferien. Hvis nogen skal holde ferie på disse kanter, kan jeg klart anbefale at slå et smut forbi.


No comments: