Wednesday, August 20, 2008

De første skoledage

Så er jeg begyndt på uni. De første dage har været orienteringsdage. Der er blevet brugt en del tid på at sætte os ind i vores status som immigranter i USA. Der har været oplæg om vores rettigheder som immigranter med guldkommentarer såsom "Hvis I bliver anholdt får I en advokat ligesom i tv serierne". Jeg og min norske sidemand gnækkede begge over det. Der har også været mere seriøse indlæg om alle de ting vi skal huske. Der er så mange papirer at holde styr på! Hvis vi rejser ud af USA, skal vi have en underskrift på vores visa dokument inden udrejse, hvis vi skifter adresse skal myndighederne informeres straks, hvis vi mister den lille hvide slip, som blev klipset ind i vores pas ved indrejse, skal vi gennem en lang og besværlig proces og betale 1.000 kr. for at få en ny osv. osv. De bliver ved med at sige, at hvis man ikke overholder sine pligter om oplysning af adresse ændring osv. kan man blive deporteret tilbage til sit hjemland. Det lyder så voldsomt. Så slemt går det nok ikke.

Vi har også brugt en del tid på at skrive resume'er, dvs. cv'er The American Way, og ansøgningerne til praktiksteder. I går var hele eftermiddagen sat af til det, og der var ca. 10 ansatte, som kiggede vores resumeer osv. igennem og kom med tips. Det var super godt. Jeg er nu klar til at sende ansøgninger ud og har allerede sendt to afsted. På mandag er der 'internship bazar', hvor der kommer en masse potentielle praktiksteder. Så er det bare på med det pæne tøj og i gang med at dele cv'er ud.
I morgen skal jeg mødes med min klasse og min professor for første gang. Det bliver spændende! Jeg er den eneste internationale studerende, som skal læse Contemporary Islam, så jeg får rig mulighed for at hænge ud med amerikanerne. Jeg er virkelig spændt på at se, hvem mine klassekammerater er.

Universitet ligger i nordvestdelen af Washington. Der er to campus'er og der går shuttle bus i mellem de to - man skulle jo nødig risikere at gå de 15 min. det tager fra det ene til det andet... Der er fitnesscenter derude, som er gratis (læs: det er en del af studieafgiften). Det er super fedt. Hvis jeg skal have timer om eftermiddagen nogle dage, har jeg planer om at cykle derud, træne og gå i bad før undervisningen. Der er også et bibliotek, som er åbent 24 timer i døgnet.
Sådan tog hovedbygningen sig ud mandag morgen:

Indtil videre har jeg taget metroen derud. Det tager kun en halv time og er meget nemt. Metroen i Washington ligner noget fra en science fiction film. Den er bygget i 1960'erne og 1970'erne, og det hele er beton og gråt. Nogle af skaktene med elevatorer op til overfladen er ekstremt lange, som f.eks. denne her på stationen på uni.
Efter sigende er den længste elevator, på den vestlige halvkugle, på den station som hedder Wheaton. Jeg tror dem gerne.

I dag er alle de amerikanske studerende kommet til campus. De flytter jo regulært ind i nogle år, og for mange af dem er det første gang, de skal bo hjemmefra. Det er ret sjovt at iagttage showet med mor og far på sidelinjen, som følger søn eller datter til universitetet. Det minder ret meget om, da jeg skulle på efterskole. Rummene folk bor i på campus er også meget efterskole/højskole agtige. Jeg synes det kunne have været sjovt at prøve at bo på campus, men på den anden side tror jeg, at jeg er for gammel til amerikanske college studerende. Jeg har indtryk af, at det er lidt ligesom højskole. Jeg er også glad for at bo i mit hus. Jeg skal bytte værelse med vores nye bofælle. Det er fedt, for jeg skal betale næsten 1000 mindre om måneden og får et mindre værelse, hvilket passer mig ret godt, da jeg næsten ingen møbler har.

At købe ind - anden del
Siden jeg skrev indlægget om at købe ind, har jeg undret mig over to ting. For det første synes jeg, at det er dybt underligt og meget irriterende, at skat ikke er en del af prisen. Når man køber noget bliver det altid lige fem procent dyrere, fordi skatten kommer oveni.
For det andet: Hvorfor dælen har de stadig en cent mønter? Det er fem ører! Man kan ikke bruge dem til noget som helst. Hverken maskiner eller tiggere vil have dem. De fylder bare i ens pung.

No comments: