Efter Provincetown gik turen til Boston. Boston er smækfuld af historie, for det var der, at revolutionen mod briterne begyndte. Der er lavet et meget fint ’freedom trail’ gennem byen, hvor man kan følge en rød linje i fortovet, som tager en til de historiske steder. Igen havde Mads været forudseende og downloadet en guide på ipod’en. Vi brugte en hel dag på at gå turen, men havde også nogle stop undervejs, hvor vi så museer, spiste mad osv. Et af museerne vi så, var 'Old South Meeting House', hvor befolkningen i Boston holdt mange møder. På museet kunne man blandt andet skrive, om man ville lade alle have taleret. Det var der kommet en del kreative svar ud af. Blandt andet dette:
Jeg har lært ekstremt meget om USA’s historie og fået en meget bedre forståelse for, hvad der skete, og hvorfor det skete. Det er jeg ret glad for at have med i bagagen, inden jeg indleder mit ophold her.
Undervejs på turen kom vi også igennem Bostons nordlige del, hvor ca. 40 % af indbyggerne er italienere. Der kunne man virkelig tale om little Italy. Der var italienske restauranter og butikker på hvert et gadehjørne. Undervejs stødte vi også ind i et optog, hvor der var hornorkester, og 15-20 mænd bar rundt på en to meter høj madonnastatue dæk
ket i dollarsedler. Lige da de havde passeret os, åbnede himlen sig, og det begyndte at styrte ned og tordne, så madonnaen fik plastik over sig, og hele optoget søgte tilflugt i restauranter og butikker. Senere, da det var klaret op, mødte vi dem igen, hvor de var i højt humør og stadig spillede musik og slæbte rundt på den pengebeklædte figur. Vi fandt aldrig ud af, hvad det egentlig gik ud på, men festligt var det. Der er ca. 10 minutter i mellem de to billeder. Det siger lidt om, hvor hurtigt vejret skifter i Boston.
Harvard
Når nu vi var i Boston, skulle vi selvfølgelig også lige en tur til Harvard. I Lonely Planet havde vi læst om den såkaldte ’Hahvahd tour’, hvor det er studerende, som viser rundt. Den skulle vi selvfølgelig prøve. Grunden til at det hedder en Hahvahd tour, er at folk fra Boston ikke udtaler r’erne, så d
et skulle indikere, at det er meget lokalt med insiderviden og røverhistorier. Det må man også sige, at det var! Det var to unge 2. årsstuderende, som viste os rundt. De var super gode og kunne en masse gode historier. Blandt andet fortalte de, at det før i tiden var en tradition, at de studerende på vej til en svær eksamen eller lignende gik forbi statuen af John Harvard og rørte hans ene sko. Efterhånden har traditionen udviklet sig til, at de studerende gør ulækre ting ved foden, så de kan more sig, når intetanende nye studerende gladeligt går hen og rører foden. De tydelige tegn af tis ned at statuens marmorsokkel talte sit tydelige sprog, og man kan selv forestille sig, hvad den ellers bliver udsat for. En anden god historie omhandlede Harvards bibliotek. I 1907 blev den unge Harry Elkins Widener færdig fra Harvard. Han var meget litteraturinteresseret og besluttede at tage til Europa for at finde sjældne bøger. Da han i 1912 skulle hjem, valgte han at tage den hurtigste mulighed for at komme til USA på det tidspunkt – Titanic. Historien går, at han faktisk var i en redningsbåd, men kom i tanke om, at han i sin kahyt havde glemt en af de sjældne bøger han havde købt og derfor sprang af for at hente bogen. Da han kom tilbage, var alle redningsbådene sejlet, og han blev slugt af vandet. Tilbage i USA besluttede hans mor at donere hans bogsamling og 3,5 mio. dollar til Harvard, så de kunne bygge et bibliotek. Harvard havde allerede et bibliotek, som de valgte at rive ned, da de fik de mange penge til at bygge en nyt. Det ville moren ikke have overgik ’hendes’ bibliotek, og hun lavede derfor tre betingelser, som skulle overholdes. 1: Der måtte ikke blive fjernet en eneste mursten fra biblioteket, efter at det stod færdigt. Det betyder, at biblioteket senere er blevet udvidet ved at grave seks etager ned, og at der er lavet en overgang til en tilbygning der, hvor der tidligere sad et vindue. 2: Der skal hver dag stilles friske blomster i et minderum for hendes søn og 3: Alle nye studerende på Harvard skulle bestå en svømmetest. Moren var nemlig helt sikker på, at hvis bare lille Harry havde kunnet svømme, så var han ikke druknet. Svømmetesten skulle efter sigende have været obligatorisk i mange år, indtil handicappede begyndte at klage over dette krav, og en lov gjorde det ulovligt at kræve svømmetest.
Det var meget spændende at se Harvard. Jeg blev helt misundelig på deres campusfølelse, som i stor grad opstår, fordi en stor del af de studerende bor på Campus – det kan RUC desværre ikke prale af. Der er det kun udvekslingsstuderende som bor, indtil de bliver trætte af at bo på en mark og flytter til København.
New York – anden omgangTilbage i New York brugte vi dagen i går på at daske rundt og shoppe og nyde hinandens selskab og det gode vejr. I New York har vi brugt en bog som hedder ’Not for tourists’ til at finde rundt og få tips. Mads fik den, sidst han var herovre, og bogen er, som titlen antyder, ikke en guidebog, men en bog for folk, som rent faktisk bor i byen, men næ nej, vi skal selvfølgelig have det smarte. Det har resulteret i et par ret sjove oplevelser. Vi har kørt en stil med at spise dyrt et par enkelte gange og så ellers spise billigt, men stadig prøve at finde noget godt. New York er ikke nogen dyr by at spise i – tværtimod, så et billigt måltid kan være et virkelig billigt måltid.
Samtidig er der masser af lækker mad, så det er sjældent svært at finde noget godt. En aften konsulterede vi således vores lille bog, for at finde noget i nærheden af hvor vi var. Valget faldt på ’Gray’s Papaya’, hvorom der i bogen ikke stod andet, end at det var ’en institution’. Jeg syntes navnet antydede noget thaiagtigt, så overraskelsen var stor, da det viste sig at være en hot dog bar – frankfurtere som de kalder det. Det eneste de havde, var hot dogs og forskellige drikke såsom papaya milkshake – og så havde de ekstremt mange skilte med sjove og platte sætninger såsom: ’Let’s be frank, we want you to buy our furters’ . Man kan vist godt læse dem på billedet i baggrunden af Mads. Frankfurterne var gode og papaydrikken ligeså, så missionen om at spise godt og billigt var lykkedes for den aften.
En anden guide, som vi har konsulteret for at få tips, er ’Onkel Martins guide til New York’. Det er min veninde Ida’s storebror, som har boet i New York i nogle år, som har skrevet sine tips ned (præcis som vores guide til Berlin - som i øvrigt kan findes i bloggens højre side). Gennem Martin havde vi fået nys om cocktailbaren ’Angel’s share’, som skulle være meget hemmelig og meget romantisk. Instruktionerne var, at vi skulle op på første sal til koreansk barbeque restaurant, hvor vi skulle ind ad en dør til venstre. Vi fandt med lidt besvær restauranten, hvor der stank af friture. Vi åbnede skeptiske døren, til det om skulle være cocktailbar. Og rigtig nok, der lå helt gemt af vejen en bar med tunge velour gardiner, og bartendere som lignede samuraikrigere forklædt som tjenere i stramme bukser og jakke. Vi forventede nærmest, at James Bond ville komme ind ad døren, og at der ville udkæmpe sig en blodig kamp, hvor Mr. Bond ville gøre kål på de forklædte krigere og til sidst lave sig en Martini, inden han forduftede igen.
Dagen i dag har vi brugt på Whitney’s, som er et museum for moderne amerikansk kunst. Det var super godt, og godt til at lede tankerne lidt væk fra at vi snart skulle sige farvel til hinanden.
No comments:
Post a Comment