Sunday, August 24, 2008

Rugbrød!

Så lykkedes det mig at bage rugbrød:-) Jeg har været hele byen rundt for at finde rugkerner - uden held. I stedet fandt jeg noget der lignede, de er dog ikke lige så grove, men det er godt derhen af. Jeg fandt til gengæld rugmel. Da jeg jo ikke rigtig kunne medbringe min surdej derhjemmefra, som i øvrigt hed Douglas, har jeg måttet lave en ny. Der har således stået en lille skål med kærnemælk, rugmel og salt nede i køkkenet i en uge nu. I går var Douglas Junior klar til brug, og i dag har jeg fabrikeret et dejligt rugbrød. Da jeg alligevel skulle i Whole Foods for at købe kerner, købte jeg også en pakke Lurpak. Noget af det bedste jeg ved, er nemlig nybagt rugbrød med smør. Mmm. Så bliver det næppe mere dansk...
Jeg snuppede også en mad med tomater og basilikum fra haven. Mmmmm!
Det er sgu ren lykke:-) Hvis nogen er blevet inspireret til at gå i gang med rugbrødsbagningen, er her min opskrift. Det er slet ikke så bøvlet som mange tror, og det smager fantastisk. Opskriften er en blanding af Hans', min brødbogs og lidt improviseren. Tricks'ne kan jeg desværre ikke tage æren for. Dem har jeg lært af Hans (min mormors mand), som er en garvet rugbrødsbager og viskestykketricket er min fars.

Ibens Rugbrød

3 brød

1,5 liter vand
3 spsk. groft salt
900 g fuldkornshvedemel
900 g rugmel
1125 g kerner (jeg bruger rugkerner, græskarkerner og solsikkekerner)

Dag 1:
Rør surdej ud i vandet, tilsæt salt, fuldkornshvedemel og rugmel og rør dejen godt sammen. Stil dejen tildækket indtil næste dag.

Dag 2:
Rør kerner i dejen. Tilsæt evt. lidt vand, hvis dejen virker for tør. Den skal være rimelig klæg.

Tag en klat surdej (ca. 3 dl) fra til næste bagning. Opbevar surdejen i en lukket boks eller glas med låg i køleskabet.

Fordel dejen i tre smurte rugbrødsforme og lad brødene hæve tildækket en time.

Glat overfladerne med vand og dæk dem til med tætsiddende sølvpapir, så undgår du, at skorpen bliver hård og svær at skære. Bag rugbrødene ved 100 grader i 1 time. Hæv derefter varmen til 175 grader og bag brødene yderligere i 2 timer. Lad brødene afkøle i formene ca. 30 min. Tag dem derefter ud og svøb dem i viskestykker mens de køler af.

Tricks:

Klip en lang strimmel af bagepapir og læg det i bunden af formene inden dejen kommes i, så er brødene lige til at løfte op når de er færdige.


Skær alle rugbrødene i skiver og opbevar dem i fryseren. Så kan du tage det antal skiver du skal bruge op og har altid friskt rugbrød.

No comments: