Saturday, August 23, 2008

Møde med professor, barbeque party og DC's natteliv

Møde med professor
Så mødte jeg endelig min professor (dvs. underviser) og klasse. Det tegner super godt! Professoren, Lynn, er en ung kvinde midt i 30'erne, som virker enormt god. Hun er sød og venlig, men forventer samtidig noget af os. Det kan jeg lide! Vi er kun omkring 14 i klassen, hvilket egentlig er meget fint, for så er der mulighed for at lære alle at kende. Det fungerer sådan, at vi er i praktik hver mandag og tirsdag, har timer onsdag og torsdag og er i praktik nogle fredage og har nogle fredage fri til læsning. En stor del af undervisningen består af 'speakers'. Det vil sige, at der kommer en fra en relevant organisation eller lign. og holder oplæg, og så har vi en diskussion bagefter. Det bliver super godt, tror jeg. Hver uge skal vi aflevere en til to sider om vores refleksioner og iagttagelser, og vi skal også forberede tre spørgsmål og to generelle overvejelser til hver time. Og så er der jo studieturen. Vi skal til Egypten og Jordan i november:-) Lynn har fået rimelig frie rammer til at designe den ideelle studietur, så det har hun gjort. Jeg har ikke set programmet endnu, for hun har lige afleveret det til godkendelse, men jeg er sikker på, at det bliver godt. Hun har boet i Cairo i fem år, så hun ved vist, hvad det handler om.
Mht. praktik så ringede de i går fra den kvindeorganisation, som jeg rigtig gerne vil i praktik hos. Jeg skal til samtale på tirsdag. Det håber jeg, at jeg får.

Barbeque party
Torsdag aften var der bbq, som amerikanerne kalder det, på uni. Jeg følte mig som en del af en teenagefilm. Konceptet var burgere og pølser, høj RnB musik og en af de ansatte, som stod og råbte om diverse konkurrencer i en mikrofon. Udfordringerne i konkurrencerne lød f.eks. 'find tre personer fra tre forskellige lande, så vinder du en American University taske'. Jeg var ikke den mest aktive i legen, men stemning gav det da. Det var herligt vejr, så vi sad ude på græsset og spiste. Jeg har fundet en ligesindet i norske Therese, som også er en gammel krage. Vi hygger os meget og griner lidt af hele showet sammen. Hun er på det program som hedder 'International Law and Organizations'. Der havde været en del unge piger, og en af dem havde sagt som begrundelse for at vælge det 'I'm just very much into genocide and human rights'. Hmm jeg ved ikke helt om man kan være 'into genocide', men sjovt var det. Så er folkene i min klasse lidt sejere. Det er en blandet flok, men generelt virker de engagerede og har en reel interesse i emnet. En af dem har været soldat i Irak og Afghanistan og skal sandsynligvis tilbage, når han har afsluttet sin uddannelse, så han fandt det nyttigt at lære lidt mere om Islam. Det bliver spændende at lære dem alle sammen at kende.

DC's natteliv
En af mine bofæller er denne her sjove nørdede fyr fra Minnesota, som umiddelbart virker lidt stenet, men under overfladen er meget hyggelig og sjov. Han viste mig i går hans favorit barer osv. i DC. Det var ekstremt underholdende! Han er åbenbart en fast bargænger, og hvert sted vi kom ind var de glade for at se ham og han fik knus og kys, og jeg blev introduceret til diverse folk. Vi fik alt billigere og kom endda gratis ind på det sidste sted. Vi havde startet aftenen med at spise på en thai restaurant, hvor jeg ikke måtte få en øl fordi, de ikke ville acceptere mit kørekort som id. Jeg skulle have mit pas med, men det har jeg ikke tænkt mig at tage med i byen, for hvis min taske bliver stjålet, får jeg verdens værste bøvl med at få visum osv. igen. Adam blev skide sur over, at de ikke godtog mit id, så da vi kom til det sidste sted, snakkede han med en eller anden, og vi kom ind uden problemer. Det er lidt fjollet med alt det id tjekkeri. På barerne var det ikke noget, men nogle steder er de emsige. Jeg må tage en kopi af mit pas og se, om de vil acceptere det.
Det sjove var, at når folk finder ud af, at jeg er fra Europa, så kaster de sig over mig og spørger hvilke franske film jeg kender, og hvad for noget musik jeg kan lide osv. Det virker også lidt som om, at det er en måde for nogle amerikanere at pudse glorien og signalere, at de ikke er ignorante amerikanere, men ved hvad der sker rundt omkring i verden. Det kan man jo sådan set ikke fortænke dem i at ville signalere, men det er lidt sjovt.
Det er herligt, at have en som kender byen, og kan vise mig alle de sjove og gode steder.

Nu sidder jeg her med lidt tømmermænd, hvilket ikke er særlig rart i 33 graders varme. Det er omkring 30 grader og sol hver eneste dag. Det er super skønt. Eneste problem er, at de fyrer op for aircondition indenfor, så når man er inde fryser man, og når man er ude sveder man. Jeg har vænnet mig til altid at have en cardigan i tasken.

No comments: