Monday, September 01, 2008

Labor Day, Palin og Tubing

Labor Day
I dag er det Labor Day i USA. I modsætning til 1. maj i Europa er der ikke meget kampdag over det herovre. Labor Day går i al sin enkelhed ud på, at alle holder fri. Jeg har fisket efter, om ikke der skete noget i byen, demonstrationer, musik eller andet, men nej, det er sådan set ligesom en helt almindelig søndag - bortset fra at alle butikkerne også er lukkede. Jeg snakkede med en amerikaner om det, som arbejder for en sammenslutning for fagforeninger. Han sagde, at fagforeningerne nogle gange bruger dagen til at markere sig og deres sager, men i år har de droppet det pga. præsidentvalget, som tager al opmærksomheden.

Palin
Og apropos præsidentvalg. Siden det blev offentliggjort, at det er Sarah Palin, som er McCains vicepræsidentkandidat, er jeg flere gange blevet spurgt af mænd, om jeg ville kunne finde på at stemme på hende, fordi hun er kvinde. Det synes jeg er dybt diskriminerende. Jeg synes, at det er vigtigt med kvinder i politik, men tror mænd, at kvinder er så dumme, at de vil stemme på en kandidat, som de er dybt uenige med udelukkende af den grund, at hun er kvinde? Det virker som om, at McCains strateger har søgt det ganske land for at finde en videpræsidentkandidat, som er relativt ung og kvinde for at skabe modvægt til 72 årige McCain og dermed skabe et andet image. Sarah Palin er godt nok ærkerepublikaner, men det virker som om, at hendes primære kvalifikationer for at blive valgt til vicepræsidentkandidat er, at hun er kvinde. Jeg er ikke den eneste som finder det provokerende. Der er flere Hillary støtter, som har ytret, at valget af Palin, og baggrunden for det, har kastet dem lige lukt i armene på Obama. Palin er alt hvad Hillary ikke er. Det ser i den grad ud til, at McCains strateger ikke har tænkt sig om denne gang - eller også er de bare for store ignoranter.

Også på andre punkter er republikanerne ikke så heldige. Der har været rygter om, at deres konvent, som er begyndt i dag, ville blive aflyst pga. orkanen Gustav, som har ramt sydkysten i morges med styrke næsten som Katrina, som ødelagde New Orleans totalt for præcis tre år siden. Bush er blevet meget kritiseret for hans håndtering af situationen dengang og republikanerne er bange for, at virke ligeglade, hvis de fester på konventet mens mange menneskers hjem bliver smadret af en orkan. Nu er det i stedet blevet til, at Bush og Cheney har aflyst deres tilstedeværen ved konventet, hvilket mange republikanere er glade for. For dem gælder det om at lægge så meget afstand til Bush som muligt. Buch, Cheney, McCain og Palin er i stedet alle taget til Louisiana, hvor de vil overvåge situationen og evakueringen af borgerne. Bush vil dog senere på ugen holde en transmitteret tale til det republikanske konvent.

Tubing
For en uges tid siden spurgte min bofælle mig: 'Do you wanna go tubing on Sunday?'. Jeg svarede: 'Do I wanna go what?'. Dermed lærte jeg et nyt koncept at kende. Tubing går ud på, at man sidder i en gummiring og driver ned af Potomac River. Med sig har man kølebokse med øl og snacks. Det må siges at være en særdeles velegnet søndagsbeskæftigelse, når det er lidt over 30 grader og solskin. Således drog vi dermed afsted i går morges med bagagerummet pakket med badetøj, solcreme, øl og diverse snacks. Jeg kunne af gode grunde ikke medbringe kameraet på selve flodturen. Jeg har derfor fundet et billede på nettet, som illustrerer situationen meget godt.
Det fungerede sådan, at vi kørte en times tid for at komme op til check-in stedet. Der stillede vi bilerne, fik redningsveste og en gummiring. Så blev vi kørt i en bus et stykke op ad floden, hvor vi blev sat af, og så var det ellers bare i vandet og derudaf. Længere nede af floden (ca. tre timer senere), var der så et sted, hvor vi blev samlet op af en bus igen og kørt tilbage til check-in stedet. Man kunne vælge mellem 'flat water' eller white water'. White water er lidt vildere med mere strøm og lidt klipper man ryger ud over. Det valgte vi. Det var virkelig sjovt og meget hygeligt. Den største udfordring bestod i at forsøge at blive sammen alle ti, når det gik vildt for sig ud over klipperne. Og så skulle man holde røven oppe, når der kom klipper, for eller kunne man virkelig slå sig mod stenene. En af de andre havde engang brækket halebenet på en tubing tur, så galt gik det heldigvis ikke denne gang. Her er et billede af vores tubing team efter tubing turen.
Josh, min bofælle, er den lille mørkhårede som står i bagerste række. Hans kæreste Vinney, hun er inder, står ved siden af. Det var dem som havde arrangeret turen, og de andre er deres venner. Bagefter gik vi ud og spiste på vegetar-kina-restaurant. Det var virkelig en dejlig måde at bruge sin søndag.

1 comment:

Anonymous said...

Hej Ibber,

Hvor er det herligt at følge med i dit liv...dine posts er skøn læsning......keep'em coming!

Hilsen til dig fra din gamle far.

KH
Lone