Mit liv som Muslimah og mit liv som praktikant

Muslimah
Da jeg var lille, havde min storesøster Maj et alter ego; Muslima. Så vidt jeg husker havde det ikke rigtig noget med islam eller muslimer at gøre. Konceptet var vist, at hun klædte sig ud med paryk, bedstemors gamle blomstrede polyesterkjoler og en smøg i kæften og spillede en form for retarderet rengøringsdame. Det var altid hyle morsomt, og vi har et fantastisk billede, hvor Freja er kommet med i legen, og som et halv år gammel baby har fået en blond paryk på og er Muslimas barn. I dag var det så min egen tur til at lege Muslimah - i ordets rette betydning. Det betyder bare en muslimsk kvinde. I dag gik turen med klassen nemlig til det islamiske center i Washington. Da vi skulle se moskeen, og det er Ramadan, som er den hellige måned, var vi blevet bedt om, at tage tørklæde på, bluse til håndledene og en lang nederdel til anklerne for at vise respekt og høflighed. Nederdelen var det sværeste at fremskaffe. Jeg blev reddet af min bofælle Krista, som lige havde sorteret hendes tøj. I det hun ville smide væk var en lang sort nederdel, som jeg nu er blevet den glade ejer af. Jeg havde fundet en guide på nettet til hvordan man binder sin 'hijab', og her er resultatet:
Ja hvem skulle tro, at vi står midt i Washington. Moskeen var super flot, og vi fik rig lejlighed til, at spørge den Imam som viste os rundt om alt mellem himmel og jord. Det var meget informativt.

Praktik
I mandags startede jeg i praktikken, og jeg er rigtig glad for, at jeg besluttede at tage praktikken hos Muslim Public Affairs Council. Organisationen ligger egentlig i L.A., men de har for nogle år siden oprettet deres 'Office for Governmental Affairs' i Washington, og det er der, jeg er. Der er kun tre andre end mig, men det fungerer fint. Min supervisor er super sød. Jeg er ret sikker på, at jeg er ældre end hende. Jeg kan godt mærke, at det begynder at trække i mig for at blive færdig snart og få et rigtigt job. Når det er sagt, så synes jeg samtidig, at det er meget spændende at få muligheden for at opleve Washingtons politiske liv som praktikant.

I tirsdags var jeg til en høring i 'The House' i komitéen for 'Armed Services', som skulle diskutere en ny strategi for den amerikanske udenrigspolitik. Det fungerer på den måde, at komitéerne indkalder til høringer om forskellige emner. Til hvert emne indkalder de også 'vidner'. Det er egentlig lidt misvisende, at de kalder det vidne, for det er egentlig eksperter, de har inde, som bidrager med deres syn på sagen. Proceduren er, at vidnet holder et lille oplæg, og derefter kan kongresmedlemmerne stille spørgsmål. I dette tilfælde var det Madeleine Albright (Clintons udenrigsminister) som var vidne. Der blev spurgt en masse til krigene i Irak og Afghanistan og situationen i mellemøsten. Det var virkelig spændende! Til sidst sagde en af kongresmedlemmerne, at han lige havde et sidste spørgsmål. Derefter spurgte han, hvad Albright mente om Bush doktrinen. Det var ret sjovt, for det var jo det Palin klokkede i, men Albright er jo en garvet politiker og svarede seriøst på spørgsmålet.

Det er sjovt at få indblik i livet på 'The Hill'. (Området omkring Kongressen hedder Capitol Hill og bliver bare kaldt 'The Hill' i daglig tale). F.eks. har de deres eget politi, som har taget ideen om cykler til sig og drøner rundt på dem.

Bygningen, hvor MPAC har kontor, ligger lige bag ved Kongressen ved siden af højesteret. Der er dagligt demonstrationer for et eller andet. Denne handler vist om ytringsfrihed. I det hele taget er der altid et leben og mange mennesker i gaderne rundt omkring Kongressen.
Jeg synes specielt det er sjovt at iagttage om morgenen, når alle møder ind, og der kommer en hær af mænd i jakkesæt og kvinder i skjorte og pencilskirts.

I denne uge har jeg ud over arbejdet med høringen, som jeg har skrevet et resume af til det elektroniske nyhedsbrev, lavet en del i forhold til en film som hedder 'Obsession'. Det er en propagandafilm, hvis budskab er, at alle muslimer er ekstremistister og terrorister. Filmen blev egentlig udgivet i 2006, men nu bliver den uddelt som hustandsomdelt reklame i 28 millioner eksemplarer i Swing States. Hensigten er ikke til at tage fejl af. Vi har dels arbejdet med, at skabe en modhistorie om, at ikke alle muslimer er ekstremister og terrorister og dels prøvet at finde ud af, hvem der står bag distributionen. Det viser sig at være en fond, som ingen før har hørt om, som betaler gildet. Spørgsmålet er så, hvilken relation den fond har til republikanerne. Det bliver nok sværere at opklare.