American life
Livet i det amerikanske er nogle gange meget anderledes end det danske.

American exceptionalism
I forbindelse mine studier, specielt når det har drejet sig om international politik, er jeg flere gange stødt på begrebet om amerikansk exceptionalisme, men jeg har aldrig oplevet det i virkeligheden, før jeg kom herover. Konceptet er kort sagt, at amerikanerne mener, at de er bedre end alle andre. Hovedårsagen til denne exceptionalisme kan forklares ud fra, at USA, i modsætning til andre markedsdemokratiske samfund, er en grundlagt republik. Dermed har det amerikanske samfund ikke gennemgået en historisk løbende udvikling fra enevældigt styre til demokrati, men er derimod i dets grundlæggelse baseret på bestemte værdier, hvilket har afgørende indflydelse på udformningen af den amerikanske nationale identitet. Republikken USA blev oprettet for at føre bestemte politiske ideer ud i livet. USA's identitet er altså grundlagt på et politisk program, og har et bestemt formål - frihed. I international politik taler man om den "amerikanske mission", som går ud på at sprede amerikanske grundværdier til resten af verden. Disse værdier anses af amerikanerne for at være universelle. Denne idé var en af grundstenene i strategien for Irak krigen - så kan man jo tænke lidt over, hvor godt det er gået.

Lea tog med mig tilbage til DC efter, at vi havde været i New York, og i tirsdags var vi på rundvisning i kongressen. Det var rigtig spændende at se, men vores guide var virkelig irriterende og ville hellere fortælle jokes end historiske facts. Bagefter fik vi dog lov at gå rundt selv, hvilket var rigtig spændende. Besøget i kongressen bekræftede i den grad teorien om den amerikanske exceptionalisme. Guiden talte rigtig meget om det unikke ved USA, al deres frihed osv. Lea og jeg sendte hinanden mange blikke.

Kongressen var overraskende flot indvendig. Jeg havde troet, at den ville være meget mere mastodontisk, men den var faktisk ret flot og hyggelig. Der var malet citater med billeder over de fleste døre. Rigtig mange af dem hentydede til USA's overlegne situation når det gælder demokrati og frihed. Når man tager historien i betragtning er det overraskende, at de bliver ved med at holde fast i illusionen. På den anden side blev Israel i vicepræsidentdebatten fremhævet som "en peace loving nation". Nogle gange er det som om, at amerikanere lever i en anden verden.

Specielt paradoksalt bliver det også i forhold til de muslimske lande. Det er virkelig gået op for mig, hvor stor en rolle USA spiller i specielt de arabiske lande, hvor de har støttet det ene diktatur efter den andet, for at sikre deres egne interesser., hvilket har betydet, og stadig betyder, at mange af de arabiske lande ikke har mulighed for at udvikle deres eget demokrati. Det er der altså ikke meget "wherever a free man is in chains, we are threatened also" over.

The downside of American life

Mine sidste tre-fire timer har været meget sigende for det amerikanske samfund. Her til aften spillede et norsk band i DC ,og Therese havde lokket mig med. Vi skulle mødes hos norske Marte, hvor der var mad og førfest. Jeg får adressen 12 N street NW. Da jeg står af på den nærmeste metro fornemmer jeg, at det ikke er det bedste område i DC, men jeg tænker "ok, hvis Marte bor her, så er det nok ikke så slemt." Columbia Heights er jo heller ikke det mest hippe sted i byen. Området var dog væsentlig mere trashet end jeg har set herovre, og jeg følte mig virkelig på udebane. Tusind tanker for igennem hovedet på mig, og jeg puttede min spritnye iPod (som jeg har fået af den meget søde Mads, som synes jeg skulle have del i hans første løn) i lommen ud fra ræsonemmenet om, at hvis nogen stjal min taske, så ville jeg ikke miste den. Jeg nåede også at tænke på, at jeg en gang har læst, at voldtægtsforbrydere går efter kvinder som ser usikre ud, så jeg gik med faste skridt og gik for så vidt muligt på den mest oplyste side af gaden, som bofælle Adam har lært mig, og tænkte også over, hvad en anden dansk pige har sagt om, at hvis man bliver udsat for væbnet røveri, skal man lægge sin taske på jorden og sige "take the bag" og gå baglæns væk fra tasken for at undgå at blive skudt. Da jeg så kom hen til 12 N street gik det rimelig hurtigt op for mig, at det slet ikke var den rigtige adresse. Der var helt mørkt. Jeg spurgte en dame om det var NW, som siger ja. Som jeg har skrevet tidligere, kan det godt være lidt forvirrende med adresserne, fordi gaderne hedder det samme i NW, NE, SW og SE. Derefter ringede jeg til Therese, som bekræftede, at det var den rigtige adresse jeg var ved. Jeg fik hende til at komme ned, og da hun stod på gaden, er var åbenlyst et helt andet sted end det sted, jeg befandt mig, På den tidspunkt var jeg ikke skide glad ved situationen og spurgte hende hvilken metrostation der er den nærmeste på Marte, og det er slet ikke den jeg var ved, så jeg begyndte med raske skridt og bankende hjerte, at gå tilbage mod den metrostation jeg kom fra.

Jeg fandt efter ny beskrivelse det sted Marte bor, som viste sig at være 1200 N Street, der manglede lige to nuller i den adresse jeg havde fået... Men så fik jeg da set "The ghetto". Når nu vi taler om frihed, så synes jeg, at det er ret paradoksalt, at man ikke skal bevæge sig særlig langt uden for sine vante kredse, her i Washington for at ende i det helt forkerte kvarter. Jeg kunne se kongresbygningen fra det sted jeg befandt mig. Så man kan spørge sig selv, hvad man skal bruge al den frihed til. Til at være fattig?

Da vi kom hen på det sted det norske band skulle spille, kunne jeg ikke få en øl, fordi de ikke vil le godtage mit kopierede visa som ID, selvom jeg har andet ID med billede og mit navn, men dog uden fødselsdag. Jeg har fået min pung tilbage, men mit kørekort, mit sygesikringsbevis og mit amerikanske kontokort var der ikke. De er forhåbentlig bare faldet ud i den 1½ uge pungen har ligget i vandet. Det er lidt ubehageligt at tænke på, hvis nogen har taget dem.

Da vi så skulle ind i selve koncertrummet, ville de heller ikke lukke mig derind, fordi de ikke vill e godtage mit ID. Pigen, som sad som dørvogter, var ikke en dag over 23. Det var virkelig ydmygende, at stå der med sine 26 år og ikke kunne komme ind og høre koncert pga. utilstrækkelig ID. Normalt accepterer de kopien af mit visa. Der er både billede og fødselsdag på, men de var rigide.

Jeg synes det er fair nok, at de ikke vil sælge alkohol til folk under 21, selvom grænsen er lidt høj, men jeg fatter ikke, hvorfor man ikke må komme ind og høre en koncert. De kunne jo bare spørge om ID i baren, hvis jeg ville købe noget.

Præsidentvalgs gejl

Nu går vi ind i den sidste uge med præsidentvalg. Nettet flyder med sjove billeder og videoer om både McCain og Obama. Parodierne på Obama er dog meget mere saglige end dem om McCain og Palin. Dette skyldes nok at McCain og Palin i høj grad selv leverer underholdingen og er rige kilder til parodier. Se bare denne video:

Ha ha. Jeg elsker den måde han kapitulerer på til sidst og ender med at sige, at West Pennsylvania er de mest patriotiske og "God loving". Læg også lige mærke til McCains kones ansigtsudtryk under hans kludren i ordene.

Dette var også ugen, hvor Palin sagde at vicepræsidenten er "in charge os the US Senate". Det fik rimelig mange kommentatorer op af stolen. Hun ønsker sig nok, at det var tilfældet.

De af jer som er Bowie fans vil nok nyde denne her.
Ch-Ch-Ch-Changes: