Genial Palin parodi

Jeg ved godt, at Obamas strategi formodentlig er, at tie Palin ihjel, men jeg bliver simpelthen nødt til at dele Saturday Night Live's parodi på Palin med jer. Det er ekstremt godt ramt. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at Palin havde selvironi nok til at tage pis på sig selv, men det er en amerikansk komiker og skuespiller som hedder Tina Fey som portrætterer hende. Den er blevet pillet af nettet flere steder, men jeg fandt dette link, som skulle virke.

Pentagon memorial og 'En verden i krig'

I torsdags var det d. 11. september, hvilket blev markeret på mange måder herovre. Alle flagede på halv, der var mindehøjtideligheder osv. Ligesom mine forældres generation, hvor alle kan huske, hvor de befandt sig, da de fik nyheden om at Kennedy var blevet skudt, tror jeg, at alle fra min generation kan huske, hvor de befandt sig d. 11. september 2001. Jeg var lige flyttet hjemmefra og arbejdede som piccoline på Mediacom. Vi havde et fjernsyn i receptionen, hvor vi alle stimlede sammen og fulgte med. Jeg havde ikke fjernsyn derhjemme og endte om aftenen med at sidde i en tvforretning på Fisketorvet og se fjernsyn sammen med en flok andre indtil butikken lukkede. De fleste af dem fra min klasse er 20-22 år, så i 2001 var de 13-15 år. Deres oplevelse af 11. september 2001 er selvfølgelig anderledes end min, fordi de er amerikanere, men den er også anderledes fordi de var så unge. Jeg ved ikke om man kan tale om generationsforskel her, men det er i hvert fald en forskel.

Ved Pentagon er der blevet bygget et mindesmærke for de 184, som døde i hhv. det fly som fløj ind i Pentagon, og dem som døde i selve bygningen. Det blev åbnet for offentligheden i torsdags. En fra min klasse har en far, som arbejder i Pentagon, og han havde tilbudt, at give os en lille tur og fortælle om mindesmærket. Vi mødtes derude lige da det blev mørkt. Der var selvfølgelig en kitschet mindekoncert, hvor der blev sunget, og de forskellige dele af militæret skiftedes til at rejse sig op og holde det amerikanske flag højt. Selve mindesmærket er der dog ikke noget kitschet over. Jeg synes derimod, at det er meget smukt og respektfuldt for de døde og deres familier.
Det er et ungt amerikansk arkitektpar, som har designet det. Det er den første større opgave de har lavet, hvilket, jeg synes, er ret imponerende. Ideen er, at der er en granit 'bue' for hver person, og under hver 'bue' er en rektangel med vand. Det er lidt svært at forklare, så her er et billede:


Der er en 'bue' for hver person, og deres navn står for enden. Hvis man kigger mod Pentagon, når man læser navnet, så er personen død i Pentagon. Hvis man derimod har himlen som baggrund, når man læser navnet, er personen død i flyet. Derudover er buerne ordnet efter alder. Der er linier med årstal i jorden, og hver bue står på en linie alt efter hvornår personen var født. 2001 markerer the 'zero' line og derefter begynder årstalslinierne. Der var fem børn der døde og derefter er der et spring til 1979, hvorefter resten kommer.

Jeg synes, at det er et meget smukt og rørende mindesmærke. I mørke får man nærmest fornemmelsen af, at granitbuerne er kistelåg, som har åbnet sig, og at der strømmer lys op fra gravene. Ved mange af buerne var der lagt blomster og sat flag. Ved børnenes buer lå der bamser. Det var meget rørende og sørgeligt.

En verden i krig
Noget helt andet, og dog på en måde relateret; Mads er jo taget til Berlin, hvor han arbejder på den danske ambassade. Han og drengene derhjemme hygger sig tit med at spille brætspil, men hvad gør man, når man ikke befinder sig indenfor samme fysiske rækkevidde? Man opretter selvfølgelig en blog og spiller via den. Spillet de spiller hedder 'Diplomacy', og er et krigs-strategispil. Det fungerer sådan, at de er et land hver. Hver uge sender de deres træk til Signe, som er den uvildige dommer. Signe sender så trækkene til Jens, som taster dem ind. Meget smart og meget cyberspace agtigt. Normalt plejer de aldrig at blive færdige med spillet, fordi de bliver for fulde, trætte eller en bliver hidsig og går hjem, fordi han må indse, at de andre har lavet en alliance bag om ryggen på ham. Denne gang er der vist ikke nogen udvej, hvis man kan se sig slået. Jeg følger spændt med i, hvordan det går min Napoleon mod Il Duce, Cromwell, Atatürk, Franz Ferdinand, Stalin og Bismarck på: En Verden i Krig

Ny praktik

Som jeg antydede i mit indlæg om praktiksituationen i DC, så er der en del at vælge i mellem. Jeg havde jo sagt ja til Karamah, men i onsdags ringede de fra en organisation som hedder 'Muslim Public Affairs Council' (MPAC) og ville have mig til samtale. Jeg havde søgt for tre uger siden, og da jeg ikke havde hørt noget, tænkte jeg, at de nok havde fundet en anden. Jeg var lidt ærgerlig over det, for det lød vildt spændende. Jeg var ok glad for praktikken hos Karamah, men synes det var ærgerligt, at der ikke rigtig var noget politik i det.

Da de så ringede fra MPAC, viste det sig, at der først havde været ansøgningsfrist i fredags, og at de derfor havde ventet med at kontakte folk. Jeg sagde først, at jeg havde sagt ja til noget andet og ikke var interesseret, men hele dagen i går tænkte jeg på det og kunne mærke, at jeg havde mere lyst til MPAC end Karamah, men jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne bakke ud af Karamah, når nu jeg havde sagt ja. Til sidst besluttede jeg mig for at spørge min elskede underviser Lynn til råds. Hun sagde, at hvis hun skulle være ærlig, synes hun, at jeg skulle gå efter MPAC, fordi der er mere politik i det, og det er vildt spændende nu, når der er valg. Mht. til Karamah, så sagde hun 'It's DC - it's the game' og at de sagtens vil kunne finde en anden. Efter således at være blevet bekræftet ringede jeg til MPAC og sagde, at jeg alligvel var interesseret. I dag havde jeg så en samtale med dem og sagde, at jeg skulle have svar i dag, så jeg kunne give Karamah besked. Nu har de lige ringet og tilbudt mig en praktikplads, så jeg skal sgu arbejde på 'The Hill'. Det bliver også sjovt at opleve. Kontoret ligger lige bag kongressen med Højesteret som nabo. Det lugter en del mere af politik, og det jeg skal lave er lige, hvad jeg kunne ønske mig. Det er deres afdeling for 'Governmental Affairs', som ligger her i DC. Hver uge skal jeg være med til at analysere de relevante høringer der har været i kongressen. Jeg skal også lave noget research til det ugentlige nyhedsbrev, og måske skrive noget af det. Måske skal jeg lave noget udadvendt arbejde i de muslimske lokalsamfund. Sidst men ikke mindst skal jeg bistå dem, når der kommer delegationer fra andre lande og skal studere den amerikanske måde at integrere. Der havde lige været en delegation fra Tyskland, som skulle have inspiration til, hvordan man kan løse problemerne der. Det er lige mig og jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal starte på mandag.

Mens jeg har været herovre har jeg tænkt meget over hvad mit arbejdsliv skal bringe. Jeg er jo forhåbentlig færdig om et år. I min tid i integrationsministeriet fandt jeg ud af, at det i hvert fald ikke er mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle finde på. Herovre er det gået op for mig, at det der mangler i Danmark er en organisation, hvis formål er at oplyse og uddanne både muslimer der lever i Danmark, danskere og politikere. Mit mål er derfor, at starte en organisation som dels laver workshops osv. for indvandrere om hvordan det danske samfund hænger sammen, hvilke rettigheder og pligter man som borger har osv., dels skal der være oplysning til danskere om Islam og den mangfoldige muslimske kultur, så der kan blive skabt grundlag for en større forståelse og sidst, men ikke mindst, skal der være en del som retter sig mod rådgivning af politikere i spørgsmål om integration og Islam. Det skal være en upolitisk organisation, som arbejder og rådgiver på tværs af politiske skel. Ja, det er mit mål, og på vejen til at realisere det, er en praktik hos MPAC perfekt.
Hvis I er nysgerrige efter mere, er hjemmesideadressen www.mpac.org

Palin udstiller sin uvidenhed

Bare lige for at understrege min pointe mht. Sarah Palin. I dette tv-interview, som er hendes første som vicepræsidentkandidat, er det helt tydeligt, at hun ikke ved, hvad Bushdoktrinen er. Bush doktrinen blev designet til Irak krigen og gav grønt lys for militære angreb ud fra et motiv om at forebygge angreb mod USA og lagde grundlaget for invasionen af Irak i 2003.
Derimod taler hun kun om beskyttelsen af USA. Hun bliver værre end Bush, hvis McCain og hende vinder.

McCain - Palin Rally

I dag fik jeg min ilddåb mht. det amerikanske præsidentvalg. Jovist har jeg fulgt flittigt med på diverse politiske blogs, set talerne fra begge konventer osv. Men i dag har jeg været til McCain-Palin rally! Forleden fik vi en mail fra vores underviser, som sagde, at vores timer i dag var ændret til om eftermiddagen, så vi havde mulighed for at tage ud og se McCain-Palin eventen. To piger fra min klasse spurgte forleden, om der var nogle som ville med, og jeg tog selvfølgelig imod tilbuddet. Rallyet fandt sted i Virginia, som er en såkaldt swing state, hvilket vil sige, at det skifter, om det er republikanerne eller demokraterne som vinder. Virginia er nabostat til DC, men der er et stykke vej derud. Vi skulle derfor tidligt afsted for at få det hele med, og da mit vækkeur ringede kl. 5.45 i morges bandede jeg mig selv og min nysgerrighed langt væk. Op og afsted kom jeg dog.
Til min store overraskelse og forfærdelse gik det op for mig, at de to piger fra min klasse ikke var der i kraft af interesse for politik, men fordi de faktisk støtter McCain!!! Jeg var lidt rystet, men jeg tog chancen og spurgte, hvad deres hovedargument for at stemme på ham er. Svaret jeg fik var, at det er vigtigt, at USA har en præsident, som har erfaring med krig, og ved hvad man skal gøre i sådanne situationer. Og det er republikanerne bedst til. Jeg indvendte at en republikansk præsident ikke nødvendigvis er garant for fornuftige beslutninger mht. krig. Hvis Al Gore i sin tid havde vundet (eller var blevet anerkendt som vinder...), havde der nok ikke været nogen Irak krig. Krigen har jo ikke gjort verden mere sikker, men har derimod skabt flere terrorister. Det havde vi en lystig diskussion om.

Der var en ekstremt lang kø for at kommer ind. Langs hele køen stod der folk og solgte diverse McCain & Palin ting. Der var t-shirts, badgets, flag og sågar bamser. Kan I forestille jer en bamse med Fogh? Næppe. Amy (en af dem fra min klasse) købte flittigt t-shirts og badgets og endte med at være en omvandrende reklamesøjle for McCain. Jeg blev derimod mere og mere ond i sulet og nedslået over, at opbakningen til McCain er så stor. I den sidste uge er han halet gevaldigt ind på Obama, og det begynder at ligne et meget tæt opgør. Det ser utroligt nok ud til, at Palin tricket virker.

Til min store glæde var der også en del modstandere, som havde taget opstilling og råbte flittigt for at markere deres modstand. De blev dog mødt af modråb, og det var flere gange ved at udvikle sig til håndgemængDa vi endelig, efter at have stået i kø i over en time, kom frem, var der sikkerhedstjek, og man måtte ikke have sine hjemmelavede skilte med ind. De lå derfor udenfor afspærringen. Her er to eksempler:
(Skiltet til højre hentyder til Obamas bemærkning om, at nogle amerikanere er bitre, snævertsynede, kirkegængere som klynger sig til deres våben. GOP står for 'Grand Old Party')

Til gengæld kunne man forsyne sig med rigelige mængder af McCain skilte til at tage med hjem og stille i forhaven. Men hov, hvad så med de skilte, som kvinderne her står med? De ser da rimelig hjemmelavede ud.
Ja, det gør de, men de skilte var nogle, som nogle unge entutiatiske republikanere delte ud, når man var kommet igennem sikkerhedskontrollen. Jeg tror de er bange for, at der skal være stødende eller 'forkerte' budskaber på de hjemmelavede skilte, men der skal jo være lidt homemade touch over det, som om folk selv har lavet skiltene, fordi de bare elsker McCain og støtter ham sååå meget, så derfor blev de delt ud...

Kl. 10 gik hele scenariet så i gang. Det startede med, at den lokale præst bad en bøn og alle bad med - dog ikke mig. Derefter var der ære for det amerikanske flag, hvor alle stod med hånden på hjertet og sagde 'Pledge on Allegiance to the United States flag': "I pledge allegiance to the flag of the United States of America and to the republic for which it stands, one nation under God, indivisible, with liberty and justice for all." Også her måtte jeg melde pas.
Derefter skulle alle finde den seddel med et telefonnummer frem, som de havde fået ved indgangen og ringe op for at overbevise folk om, at de skal stemme på McCain. Jeg var målløs.
Derefter kunne showet gå i gang. Den store attraktion på talerstolen var åbenbart demokrater, som har ombestemt sig og nu stemmer på McCain. Dem var der to af, så var diverse republikanere, en borgmester osv. Jeg følte mig virkelig bag fjendens linier og stod bare med korslagte arme og betragtede hele sceneriet halvt skræmt og halvt interesseret i, hvad det her egentlig er for et noget. Kl. lidt over 11 kom hovedpersonerne så. Jeg lavede en lille stemningsvideo:


Både Palin og McCain havde selvfølgelig deres ægtefæller med. McCain lagde ud med at sige, at han er ih og åh så glad for sin 'running mate' og hendes seje familie. Han fremhævede, at Palins mand har vundet mange snescooterløb. Det er virkelig noget ved den amerikanske valgkamp, jeg ikke fatter. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad kandidaternes ægtefæller beskæftiger sig med. Det der er vigtigt er, hvilken politik kandidaterne har tænkt sig at føre. Deres taler var bare gentagelser af deres acceptance speeches fra konventet. Det vil sige, at der intet politisk var i det. De svinede Obama til og holdt det generelt til laveste fællesnævner. Jeg fatter ikke, hvordan det kan være negativt at Obama er højtuddannet og har været community worker i Chicagos fattige kvarterer. Hvordan kan det være en ulempe? De bliver ved med at sige, at Obama ikke står for reel forandring, fordi han allerede er i Washington (Obama har siddet i senatet i Washington siden 2004 - men McCain har ligeledes været der som senator siden 1987). Vil amerikanerne hellere have en 72 årig nisse uden visioner og en kvinde fra Alaska, hvis administration lige nu bliver undersøgt for dårlig etik i sin administration, fordi hun forsøgte at få sin ex svoger fyret efter han blev skilt fra hendes søster som ledere? Jeg er alvorlig bange for det. Det er dybt bekymrende!

Det var derfor med blandede følelser, at jeg forlod rallyet. Det var rigtig spændende at opleve og se, hvordan hele showet foregår, men jeg håber godt nok, at amerikanerne sætter deres kryds ved Obama d. 4. november. Det her levede op til alle mine fordomme om amerikanere.
D. 26. september er der første debat ud af tre mellem Obama og McCain. Jeg håber virkelig, at de kommer til at snakke politik og visioner i stedet for al den snak om hvem der har erfaring, og hvem der ikke har osv. Forleden prøvede McCains kone i øvrigt at antyde, at Palin skam har udenrigspolitisk erfaring, fordi Alaska ligger så tæt på Rusland... Den var der vist heldigvis ikke nogen, der hoppede på.
Desværre er der ikke foreløbig udsigter til, at Obama kommer forbi her i nærheden. Det kunne være skægt at se, hvordan sådan noget her foregår i den anden lejr.

Praktik, tropisk storm og air condition

Praktik
Så er praktikken i hus:-) Jeg skal være i praktik hos kvindeorganisationen Karamah. Karamah betyder værdighed på arabisk. Karamah er en menneskerettighedsorganisation for muslimiske kvinder og arbejdet går ud på, at uddanne muslimske kvinder om deres rettigheder i en muslimsk kontekst såvel som i en amerikansk kontekst. De arrangerer hver sommer en tre ugers summer school, hvor der bliver undervist i en række emner med relation til dette. Mine opgaver bliver dels at tage de første skridt til næste års summer school dvs. finde oplægsholdere, lave en plan over hvilke tekster der skal læses osv. men jeg skal også være med i deres 'outreach work'. Det går ud på, at være ude i muslimske kredse og oplyse kvinderne om rettigheder osv. Og så skal jeg opdatere hjemmesiden med fakta og sammenligninger mellem forskellige lande, religioner osv. Jeg tror det kommer til at give mig en rigtig god fornemmelse for, hvad der rører sig i disse kredse, og ikke mindst hvilke folk der er interessante og fornuftige. Det er en ret lille organisation. Ud over lederen er der kun to fuldtidsansatte og to deltidsansatte. Det tror jeg bliver en fordel, for så kommer jeg til at få mere ansvar. I følge min elskede professor Lynn skulle lederen være en yderst karismatisk kvinde med masser af ben i næsen. Jeg glæder mig helt vildt til at starte.

Processen med at finde praktik har været lidt lang synes jeg. Sjovt nok var Karamah en af de første jeg søgte, og der jeg helst ville i praktik. Jeg har også været til samtale hos 'National Iranian American Council'. Det lød også vildt spændende, men de ville have mig fuld tid og det kunne jeg jo ikke tilbyde. Det var faktisk meget godt, for hvis jeg havde fået både det og Karamah, ville det have været rigtig svært at vælge. Derudover har jeg været til samtale hos 'National Council on U.S.-Arab Relations' og 'The Salam Institute for Peace and Justice'. De to fik jeg begge men afslog, da arbejdet jeg skulle lave ville være alt for administrativt. Det var meget noget med at opdatere databaser osv.
Det viser meget godt det paradoksale i alt det her praktik halløj. Der er flere af folkene fra uni der har sagt. At det ikke ville blive svært for os at finde praktik, for Washington lever af praktikanter, og hvis man vil have regeringen og lobbyorganisationerne til at bryde sammen, skal man bare få praktikanterne til at strejke. Det har nok sin rigtighed. Derudover er de fleste af os fra Europa totalt overkvalificerede. De fleste af os er nogle år ældre end de amerikanske studerende og har haft studierelevante jobs og lavet 'rigtigt' arbejde. Også de andre internationale studerende, jeg har snakket med, har fået allle de praktikker, de har været til samtale hos. Så det svære er ikke at få en praktik. Det svære er at vælge mellem alle de mange tilbud.
Jeg er super glad for min praktik, og tror det bliver rigtig spændede. Jeg skal starte næste mandag, d. 15. september.

Amerikanernes sans for drama
I dag regner det helt vildt. Det er efterdønningerne af den tropiske storm Hanna, som ruller ind over DC. Jeg synes faktisk det er ret hyggeligt. I går fik jeg en mail fra universitetet, hvor der stod at efterdønningerne af Hanna var på vej, og at vi skulle vide, hvor vores lommelygter er og have batteridrevne opladere til vores mobiltelefoner klar i tilfælde af strømsvigt. Nu er det jo ikke en vild orkan der kommer, og jeg fatter ikke helt, hvorfor det skulle være nødvendigt. Men amerikanerne har en sans for drama, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på. På alle toiletterne hænger der på indersiden af døren et skilt, hvor der står, hvad man skal gøre, hvis man er blevet seksuelt forulempet. Jeg er normalt ikke bange for den slags, men når man hele tiden får at vide, at der er en risiko, begynder man jo at overveje det.
Det var det samme de første to uger på uni. Jeg har nok udfyldt skemaer med 'emergency contact information' 10 gange. Til sidst begyndte jeg jo at tænke på, hvad det er der kan ske, siden det er så nødvendigt. De forstår i den grad at male fanden på væggen.
Indtil videre er det bare heftig regn, som virker rimelig harmløs. Kun mine små blomster, som er begyndt at titte op, er ikke så glade for den massive mængde regn, så jeg har flyttet dem om på verandaen i tørvejr og læ.

Fordømte air condition
Dette var også ugen, hvor det lykkedes mig at blive forkølet selvom det er over 30 grader udenfor. Jeg har siddet en del på biblioteket på universitetet og læst, men der er så skide koldt pga. air condition. Når det er så varmt udenfor klæder man sig jo ikke på til 18 graders varme. Nogle gange er jeg blevet nødt til at gå ud bare for at få varmen. I erkendelse af at jeg koncenterer mig meget bedre når jeg ikke sidder hjemme og læser, tog jeg således på uni i går med sweater, strømper og halstørklæde i tasken, som jeg i klædte mig. Det hjalp, men åh hvor jeg synes, at trippet med air condition er irriterende.

Labor Day, Palin og Tubing

Labor Day
I dag er det Labor Day i USA. I modsætning til 1. maj i Europa er der ikke meget kampdag over det herovre. Labor Day går i al sin enkelhed ud på, at alle holder fri. Jeg har fisket efter, om ikke der skete noget i byen, demonstrationer, musik eller andet, men nej, det er sådan set ligesom en helt almindelig søndag - bortset fra at alle butikkerne også er lukkede. Jeg snakkede med en amerikaner om det, som arbejder for en sammenslutning for fagforeninger. Han sagde, at fagforeningerne nogle gange bruger dagen til at markere sig og deres sager, men i år har de droppet det pga. præsidentvalget, som tager al opmærksomheden.

Palin
Og apropos præsidentvalg. Siden det blev offentliggjort, at det er Sarah Palin, som er McCains vicepræsidentkandidat, er jeg flere gange blevet spurgt af mænd, om jeg ville kunne finde på at stemme på hende, fordi hun er kvinde. Det synes jeg er dybt diskriminerende. Jeg synes, at det er vigtigt med kvinder i politik, men tror mænd, at kvinder er så dumme, at de vil stemme på en kandidat, som de er dybt uenige med udelukkende af den grund, at hun er kvinde? Det virker som om, at McCains strateger har søgt det ganske land for at finde en videpræsidentkandidat, som er relativt ung og kvinde for at skabe modvægt til 72 årige McCain og dermed skabe et andet image. Sarah Palin er godt nok ærkerepublikaner, men det virker som om, at hendes primære kvalifikationer for at blive valgt til vicepræsidentkandidat er, at hun er kvinde. Jeg er ikke den eneste som finder det provokerende. Der er flere Hillary støtter, som har ytret, at valget af Palin, og baggrunden for det, har kastet dem lige lukt i armene på Obama. Palin er alt hvad Hillary ikke er. Det ser i den grad ud til, at McCains strateger ikke har tænkt sig om denne gang - eller også er de bare for store ignoranter.

Også på andre punkter er republikanerne ikke så heldige. Der har været rygter om, at deres konvent, som er begyndt i dag, ville blive aflyst pga. orkanen Gustav, som har ramt sydkysten i morges med styrke næsten som Katrina, som ødelagde New Orleans totalt for præcis tre år siden. Bush er blevet meget kritiseret for hans håndtering af situationen dengang og republikanerne er bange for, at virke ligeglade, hvis de fester på konventet mens mange menneskers hjem bliver smadret af en orkan. Nu er det i stedet blevet til, at Bush og Cheney har aflyst deres tilstedeværen ved konventet, hvilket mange republikanere er glade for. For dem gælder det om at lægge så meget afstand til Bush som muligt. Buch, Cheney, McCain og Palin er i stedet alle taget til Louisiana, hvor de vil overvåge situationen og evakueringen af borgerne. Bush vil dog senere på ugen holde en transmitteret tale til det republikanske konvent.

Tubing
For en uges tid siden spurgte min bofælle mig: 'Do you wanna go tubing on Sunday?'. Jeg svarede: 'Do I wanna go what?'. Dermed lærte jeg et nyt koncept at kende. Tubing går ud på, at man sidder i en gummiring og driver ned af Potomac River. Med sig har man kølebokse med øl og snacks. Det må siges at være en særdeles velegnet søndagsbeskæftigelse, når det er lidt over 30 grader og solskin. Således drog vi dermed afsted i går morges med bagagerummet pakket med badetøj, solcreme, øl og diverse snacks. Jeg kunne af gode grunde ikke medbringe kameraet på selve flodturen. Jeg har derfor fundet et billede på nettet, som illustrerer situationen meget godt.
Det fungerede sådan, at vi kørte en times tid for at komme op til check-in stedet. Der stillede vi bilerne, fik redningsveste og en gummiring. Så blev vi kørt i en bus et stykke op ad floden, hvor vi blev sat af, og så var det ellers bare i vandet og derudaf. Længere nede af floden (ca. tre timer senere), var der så et sted, hvor vi blev samlet op af en bus igen og kørt tilbage til check-in stedet. Man kunne vælge mellem 'flat water' eller white water'. White water er lidt vildere med mere strøm og lidt klipper man ryger ud over. Det valgte vi. Det var virkelig sjovt og meget hygeligt. Den største udfordring bestod i at forsøge at blive sammen alle ti, når det gik vildt for sig ud over klipperne. Og så skulle man holde røven oppe, når der kom klipper, for eller kunne man virkelig slå sig mod stenene. En af de andre havde engang brækket halebenet på en tubing tur, så galt gik det heldigvis ikke denne gang. Her er et billede af vores tubing team efter tubing turen.
Josh, min bofælle, er den lille mørkhårede som står i bagerste række. Hans kæreste Vinney, hun er inder, står ved siden af. Det var dem som havde arrangeret turen, og de andre er deres venner. Bagefter gik vi ud og spiste på vegetar-kina-restaurant. Det var virkelig en dejlig måde at bruge sin søndag.