Tuesday, December 02, 2008

Thanksgiving, Black Friday og sidste dag i praktikken

Thanksgiving
I torsdags var det Thanksgiving. Sådan som jeg har fået forklaret konceptet af mine amerikanske venner, går det ud på, at sige tak til indianerne, fordi de lærte amerikanerne at dyrke jorden. Nogle mener også, at det generelt handler om at sige tak og være taknemlig over, at man har det godt osv. Det er dog sikkert, at det er startet som en høstfest. Det er derfor, at det går ud på at spise så meget.
Jeg holdt Thanksgiving hos Anne, min moster Tines gymnasieveninde, som er amerikansk gift og bor her. Det var virkelig hyggeligt. Maden var en god blanding af amerikansk med kalkun og tranebærrelish og hjemmelavet rødkål med kanel og rosiner. Uhmm, jeg kom sådan til at glæde mig til jul.
Man mødes om eftermiddagen og spiser rimelig tidligt - der skal jo være plads til at fordøje al maden. Imens kigges der amerikansk fodbold. Der bliver åbenbart spillet en masse kampe den dag. Anne nedlagde dog forbud, og der blev slukket for fjernsynet, imens vi spiste. Til dessert fik vi den bedste cheesecake, jeg nogensinde har smagt. Jeg har fået opskriften, så den er der nok nogle af jer, som kommer til at smage før eller siden.
Her er det Anne, som poserer med kalkunen.

Black Friday
Dagen efter Thanksgiving, som altid er en fredag, har fået tilnavnet Black Friday. Det er officielt den første dag julesalget går i gang, og mange bruger fridagen på at shoppe julegaver. Navnet Black Friday kommer af, at der altid er heftig trafik med trafikkaos på både gader og fortove, og sort af mennesker, biler og bilos alle vegne. Mange butikker har slagtilbud på Black Friday og flere åbner allerede kl. fem om morgenen. Folk står i kø ude foran i flere timer, for at sikre sig de gode tilbud. I år blev en butiksansat trampet ihjel, da kunder stormede en Wal-Mart i New York minutter før den officielle åbning. Det er grove løjer.

Sidste dag i praktikken
I dag var det min sidste dag i praktikken. Jeg synes altid, at det er lidt underligt, at gøre ting for sidste gang. Jeg har ikke været vildt glad for min praktik. Jeg synes ikke rigtig, de har brugt mig. Det var jo meningen, at jeg skulle gå til alle de relevante høringer i kongressen og skrive til nyhedsbrevet om dem, men da det blev oktober lukkede kongressen ned pga. valg, og så vidste de ikke rigtig, hvad de skulle sætte mig til. Det var først da jeg sagde, at de da måtte kunne bruge mig og mine erfaringer til et eller andet, at de kom op med ideen om at analysere fremstillingen af muslimer under præsidentvalgkampen. Den analyse har faktisk været ret spændende at lave og efter, at jeg er kommet hjem, har jeg tilføjet et afsnit om islamophobi. Min analyse skal bruges i en oplysningskampagne, som hedder "Truth over Fear", som handler om at oplyse om Muslimer og Islam, og at de ikke er så farlige endda. Det er jo lige vand på min mølle.

Sarah, som jeg har haft mest med at gøre, og jeg var ude og spise efter arbejde. Det var hyggeligt, og også en lidt vemodigt at sige farvel til hende. Det har været spændende, at lære hende at kende. Hendes familie er fra Egypten, hun er vokset op delvist i USA og Saudi Arabien. D. 29. december skal hun forloves med Ahmed, som bor i Cairo, og som hun har mødt én gang. Det virker ikke tvunget, men der er en grad af planlagt ægteskab over det, selvom hun havde frihed til at takke nej. Hendes grunde for at vælge Ahmed er ekstremt fornuftige; han er en sød fyr, han er læge, hendes familie kender hans familie, han taler engelsk osv. Det er meget langt fra min verden, og det er spændende at snakke med hende.
Vi sagde farvel til hinanden på Union Station. Union Station er DC's hovedbanegård, og den er ekstremt flot. Den er bygget i 1907, og er meget klassisistisk i stilen.
Her i december står der et kæmpe juletræ pyntet med norske og amerikanske flag. Som der står på et skilt ved træet, er det "en gave fra det norske folk, som tak for hjælpen under og efter 2. verdenskrig, samt et symbol på de stærke relationer mellem Norge og USA". I weekenden er der norsk julemarked på Union Station, så juletræet har nok også noget med handelsforbindelser at gøre. Flot er det under alle omstændigheder.
Glædelig december til alle.

No comments: