Monday, November 13, 2006


Livet som ambassadefrue, koncert med verdens frækkeste kvinde og kommunist monument

Så er der nyt fra Berlin. Som ny feature kan I skrive jeres e-mailadresse til højre i blogaritm og få en mail, når jeg uploader en ny post.

Livet som ambassefrue
I tirsdags var Mads inviteret ind på den amerikanske ambassade med ledsager - dvs. mig. Man måtte ikke engang have sin mobiltelefon med ind og derfor heller ikke noget kamera, så jeg kunne desværre ikke tage nogle billeder, men kan afsløre at den var enormt grim, med væg til væg gulvtæpper og mørkt træ på alle væggene. I stedet har jeg fundet et billede på nettet. Den amerikanske ambassade ligger i en sidegade til Unter den Linden, dvs. lige midt i byen. Hele gaden og alle sidegader omkring bygningen er spærret af og som I kan se minder det mest af alt om et fort. Min første association var checkpoint Charlie...
De kære amerikanere er dog ved at bygge en ny ambassede 300 m væk, lige ved Brandenburger Tor. Ikke engang de tyske myndigheder må få at vide hvordan den er indrettet og de vil ikke have nogen parkeringskælder af frygt for bilbomber - var der nogen der sagde paranoia?

Jeg troede arrangementet handlede om midtvejsvalget, som foregik samme aften, og da jeg jo har et fag om det amerikanske valgsystem, synes jeg det ville være spændende at komme ind og mænge mig med amerikanerne og se valg med dem. Men næ nej, det var den såkaldte "Stammtisch" aften, som åbenbart løber af stablen den første tirsdag i hver måned. Konceptet er at ambassaderne i Berlin skiftes til at være vært for et arrangement, som i al sin enkelhed går ud på at bytte visitkort, mens man i sit jakkesæt konverserer med sine ambassadekolleger fra hele verden og spiser buffet - denne gang bestående af traditionel thanksgiving mad, pumpkin pie og vin fra Californien. Jeg har hverken et visitkort eller jakkesæt, men havde da taget en nederdel på... Det var egentlig ret sjovt og levede igen op til alle mine fordomme om hvordan diplomatverdenen er.

ESG koncert
Da vi havde spist os mætte (mest i tærte) tog vi til koncert med et band som hedder ESG. Det er nogle gamle madammer fra Bronx, som i 70'erne lavede et funkband, som blev enormt populært. Nu har de fået revival og netop udgivet ny cd. Måske skyldes deres succes i dag den enes datter, som er blevet medlem af bandet og var helt fantastisk. Aldrig har jeg set en så stor krop være så fræk og sexet i så stram en rød heldragt. Man kunne se appelsinhuden igennem stoffet, men hvad gør det, når man har så meget udstråling? Hun var virkelig fantastisk og den mest erotiske kvinde jeg længe har set. Mads' kommentar bagefter var, at jeg bare skulle i gang med noget selvbruner og en masse fløde. I kan selv nyde synet her:

ESG live in Berlin 07.11.2006


Og her:
(Har desværre holdt kameraet på højkant, da jeg filmede hende)

ESG live in Berlin 07.11.2006


Hvis I er blevet hooked eller nysgerrige efter mere er her et link til download af en af deres sange http://www.yousendit.com/download/Gz2BMyNMoxM=

Martin (Mads' DJ kompagnon) har også skrevet om dem på sin musikblog: www.distortiondisco.blogspot.com

Kommunistisk monument af dimensioner
I torsdags kom Anne Kathrine og Katja på besøg, de havde adventsgaver, dansk rugbrød, hanegal pølse og honning med fra Mutti og pebernødder, makrel, kanelgifler, slik og blade fra Ida. Det var skønt og alt slikket er blevet gemt for Mads.
Det var rigtig dejligt at se dem og weekenden har stået på masser af snakken, udbytterig shopping, lækker brunch, fest i flere omgange og en lille smule sightseeing. Fredag var vi i strålende solskin ude og se et kæmpe monument, som Sovjet rejste efter 2. verdenskrig til minde om dem som faldt i krigen. Det er indviet i 1949 og man går ind gennem to kæmpe trekanter af bronze, som minder lidt om en port og så er der en 'plads' på 200 x 100 meter. Den er helt symetrisk bygget og for enden står en kæmpe statue af en sovjetisk soldat med et barn på armen. Under ham ligger et hagekors, som han har knust med sit sværd - meget symbolsk! Det er helt enormt og meget kommunistisk. Billedet taler vist for sig selv...
Det er Ak og Katja man kan skimte for foden af statuen.

No comments: