Visumsagaen

Velkommen tilbage til Fräulein Quatschen – og velkommen til jer, som ikke har stiftet bekendtskab med bloggen før. Første indlæg handler om optakten til mit ophold i USA: Opnåelse af visum.

For at studere i USA skal man have visum. Jeg havde hørt fra andre, at det godt kunne være en lidt stressende proces, så jeg prøvede at foregribe begivenhederne, så godt jeg kunne. Første skridt var at sende ’proof of finance’ til American University (jep det hedder det universitet jeg skal gå på…). Proof of finance bestod i, at banken skrev under på, at jeg var i stand til at betale opholdet selv, og at min far skrev under på, at han ville finansiere det, hvis ikke jeg selv kunne. De papirer sendte jeg til dem i midten af april og skulle så bare vente på, at de sendte et dokument tilbage, som jeg skulle bruge til visumansøgningen. Månederne gik, og jeg hørte intet, så i starten af juni ringede jeg og spurgte, hvornår jeg kunne regne med at have papirerne. Inden for to uger var svaret. Jeg ventede så pænt igen, og da jeg 1. juli endnu ikke havde hørt noget, ringede jeg til Washington igen, hvor meldingen var, at de regnede med at kunne sende mig papirerne samme uge. Jeg var på det tidspunkt begyndt at blive lidt stresset. Den videre proces er, at man skal til en samtale på ambassaden, hvor man skal have alle sine papirer med og aflevere sit pas, og så går der nogle dage, før man får passet tilbage med visumet sat ind i. På anbefaling af en af RUC pigerne, som lige har været i USA og læse, gik jeg derfor ind på den amerikanske ambassades hjemmeside for at booke en tid til samtalen, selvom jeg endnu ikke have alle papirerne. Til min store skræk var første ledige tid torsdag d. 17. juli. Mads og jeg havde planlagt at tage af sted mandag d. 21., så det ville jo ikke give dem så mange dage at lave det i, men jeg slog koldt vand i blodet, håbede på det bedste, tog på festival og glemte visumstressen. Da jeg kom hjem, var der stadig ikke kommet nogen papirer fra Washington, og endnu engang måtte jeg ringe derover og fik nu at vide, at de regnede med at få papirerne samme dag og fedexe dem ekspres. I mellemtiden gik jeg i gang med at hitte rede i alle de mange dokumenter, som skulle udfyldes og krav der skulle opfyldes. Jeg kan godt afsløre, at det er noget af en prøve at søge visum til USA. Jeg mistænker dem for, at gøre det så besværligt som muligt for at teste om man virkelig vil have det (samme taktik kører de danske myndigheder vist…). F.eks. skal man betale 700 kr. for at få visum. Dem kan man ikke bare betale på netbank, næ nej, dem skal man ned i en Jyske Bank filial og betale. Fotoet, som skal sidde på visum ansøgningen, er heller ikke et normalt pasbillede, næ nej. Det skal være 5x5 cm, fra toppen af håret til bunden af hagen må der være mellem 2,5 og 2,8 cm, og øjnene skal være mellem 2,8 og 3,3 cm over bunden af fotoet. Jeg måtte derfor ind til en fotohandler og få taget billedet. Han havde heldigvis fuldstændig styr på det, og jeg fik en historie fra hans fortid i det cambodianske justitsministerium, hvorfra han flygtede under Pol Pot, med på vejen.
Endelig kom papirerne fra Washington. Jeg tjekkede igennem for at sikre mig at alt var skrevet under osv. I den forbindelse opdagede jeg, at startdatoen var anført som d. 25. August. Jeg skal starte d. 18. August, og problemet i det var, at man ikke må rejse ind mere end 30 dage før ens visum gælder. Jeg loggede derfor igen på Skype og ringede til Washington. Her kunne de fortælle mig, at startdatoen formelt er d. 25. fordi den første uge er orientering for de internationale studerende og ikke gælder som en del af det ’akademiske program’. Der var desværre ikke noget, de kunne gøre ved det, men de var meget brødebetyngede over, at de ikke havde gjort opmærksom på det og undersøgte, hvad jeg kunne gøre. Deres forslag var, at jeg kunne rejse ind som turist, rejse ud igen efter d. 26. juli og ind igen på mit visum. På det tidspunkt var mit stressniveau generelt ret højt, og da det jo i forvejen var ret usikkert, om jeg ville kunne nå at modtage mit pas til vores planlagte afrejse, besluttede Mads og jeg at udsætte afrejsen til d. 26. juli. Ingen af os havde specielt meget mod på at skulle forklare en amerikansk grænsevagt om finurlighederne i vores rejseplaner og nødvendigheden af, at jeg tog en smuttur til Canada. Derfor bestilte vi nye billetter, lavede rejseplanerne lidt om og brugte alt for mange penge på at ombooke vores oprindelige billetter.

Det var en god beslutning og har givet lidt ro på. Mit pas med visum kom i tirsdags, og jeg har også fundet et sted at bo i Washington. Jeg har kigget en del på en Craigslist (en boligside) og fandt et hus, som lød rigtig hyggeligt. Der er fem andre end mig. Tre mænd og to kvinder. De virker rigtig søde, har hund og gør meget ud af at bo ’kollektivt’. Det er rart, når jeg ikke kender en sjæl i byen. Jeg skypede med dem med webcam i søndags, så de kunne se mig og jeg kunne se dem. Det var ret sjovt og fedt at få et indtryk af dem og huset. Det er lidt mærkeligt at have sagt ja til et sted uden at have set det, men de virkede flinke og engagerede, og det er jo det vigtigste. På mit profilbillede på Skype er jeg klædt ud som discodronning med afroparyk og malet mørk til en temafest. I starten virkede mit kamera ikke, så de troede, jeg så sådan ud, men jeg måtte jo afsløre, at jeg desværre hverken har afrohår eller er mørk i huden, men derimod er hvid og bleg med fladt hår. Det kom der lidt morskab ud af. Mads skal hjem d. 6. August, da han skal til sin farmors 85 års fødselsdag, så jeg har 1½ uge i Washington, inden jeg skal starte. Det er nok meget godt med lidt tid til at falde til og få ordnet de praktiske ting.
I morgen er der afgang. Jeg glæder mig, er spændt, lidt nervøs men mest af alt meget nysgerrig og glæder mig til at opleve amerikanerne og USA på første hånd. Mads og jeg tager jo af sted sammen. Det er rart, at han tager med over og sætter mig af. Vores tur går først til New York, derefter til Cape Cod, hvor vi skal på whalewatching sejltur og dase på stranden og til sidst til Boston. Mads tager hjem fra New York, og jeg tager selv videre til Washington. Det kunne have været fedt, hvis han kunne komme med og se, hvor jeg skal bo, men det må han have til gode, til han kommer over og besøger mig i november, når der er præsidentvalg.

Jeg ved ikke, hvor meget netadgang vi får undervejs, men jeg skal nok give en udførlig beskrivelse af vores bedrifter, når jeg er i DC.