Friday, November 07, 2008

Obamania, Arlington Cemetery og studietur

Obamania
Det har været ret fantastisk at opleve, hvordan amerikanerne har reageret på valget af Obama. De fleste siger, at de nu er stolte af deres land igen og stolte af, at USA rent faktisk endte med at vælge Obama. På valgnatten cirkulerede der en ret sød sms med teksten: Rosa sat, so King could walk, so Obama could run so our children can fly. Det er Rosa Parks og Martin Luther King der henvises til. Det betyder virkelig meget i USA, at Obama er blevet valgt - ikke kun fordi han er afro-amerikaner, men fordi han repræsenterer noget helt nyt i forhold til Bush. De fleste ser ham som en helt der skal redde USA og resten af verden. Obama har karisma og kan virkelig bevæge folk. Der er ekstremt store forvenintninger til ham. Lad os håbe at han kan indfri bare nogle af dem.

Arlington Cemetery
Det var rigtig rart, at have besøg af Mads. Søndag var vi på Arlington Cemetery. Det er der alle dem som har været i det amerikanske militær og gjort tjeneste for landet på anden måde ligger. John F. Kennedy og hans familie ligger der f.eks. også. Det var rørende at se Kennedys gravsted. Han minder jo på mange måder om Obama. Han og Jackie havde åbenbart fået en søn i sommeren 1963, som kun levede nogle dage. Det har sgu været et ret hårdt år for hende! Kennedys grav lå et stykke oppe på bakken, og havde udsigt ud over hele Washington. Meget symbolsk.

Alle gravstenene som står på snorlige rækker, så langt man kan se, giver en ret makaber stemning. Vi tog en audioguide tur og brugte nogle timer derude. Det var meget spændende, men jeg kunne ikke holde til al patriotismen til sidst. Jeg er både imponeret og skræmt over den måde de formår, at skabe en stemning omkring det at være amerikaner.

Studietur
Jeg er i dag ankommet til Jordan med min klasse. Det var en næsten 24 timers lang rejse, fordi vi skulle mellemlande i JFK i New York og vente der fire timer. Flyet fra DC til New York havde overvægt og på trods af den lange ventetid i JFK, lykkedes det ikke at få vors tasker med over, så ca. halvdelen af os har ikke fået vores kufferter. Det er rimelig irriterende fordi, at vi skal mødes med den jordanske konge på søndag, og jo ikke kan komme rendende i det vi står og går i nu. Lynn er i gang med at forhandle med Delta Airlines om at få betalt nyt tøj - jeg håber jeg får et suit Jordanian style. I morgen skal vi ud og se på gamle slotte fra tempelriddernes tid, søndag eftermiddag går turen til Petra, det døde hav, bedouin lejr osv. og derefter tilbage til Amman. D. 15. skal vi til Cairo, hvor vi også har lidt over en uge. Jeg ved ikke hvor meget jeg får blogget, for internet er ret dyrt. Lige nu har jeg købt lidt internettid på hotellet. Hotellet er i øvrigt mega luksus med pool, kæmpe værelser osv. Der er ikke meget rygsæktur over det her. Jeg og min room mate Maria var de eneste af pigerne, som kun havde en kuffert med. Der er ikke noget at sige til, at der var overvægt på det fly...

Også her i Jordan er der allerede en del, som har kommenteret valget af Obama og sagt tillykke. Jeg lader bare som om, at jeg også er amerikaner. Lige nu tror jeg faktisk, at det er bedre end at afsløre at jeg er fra Danmark - så tænker alle straks på Muhammad tegninger.

1 comment:

Anonymous said...

Verden er sgu gået helt at lave hvis man hellere vil være amerikaner end dansker... Nyd området Iben - fantastisk spændende.