Update på præsidentvalget og en masse parodi

Forleden offentliggjorde Colin Powell at han støtter Obama. Det er jo en rimelig overraskende udmelding eftersom Powell er republikaner, men på den anden side var han jo en "due" i Bush første regeringsperiode i modsætning til "høgene". Powell har fra dag et været imod irakkrigen og er på mange måder en rimelig kontroversiel republikaner. En af hans grunde til at støtte Obama er, at Powll ikke mener, at Palin er klar til at være præsident, som hun jo skal være i så fald hun bliver nødt til at overtage posten for McCain. Powell siger: "It raised some questions in my mind about the judgment that senator McCain made". Til gengæld bliver Obama rost til skyerne for at være kompetent og klar i mælet i modsætning til McCain, som han kritiserer for at snakke om irrelevante temaer. Powell's anbefaling af Obama kan ses her:



Apropos Powell bliver jeg også lige nødt til at poste dette klip. Det er komikeren David Chapelle, som lavede sketchen "The Racial Draft" for nogle år siden. Fordi han er sort, kan han lave grin med race spørgsmålet, og han gør det eminent. Læg mærke til hvad der sker, når de hvide vælger Powell:


Ha ha ha. Jeg elsker den sketch!
I dag har der været ca. 30 herhjemme til en diskussion om race og klasse, som Burke havde arrangeret. Der blev diskuteret en del om hvide folks privilegier i forhold til afro-amerikanere osv. hvilket jeg synes er en yderst relevant diskussion, men hold da op hvor glorien blev pudset af de politisk korrekte tilstedeværende.

Tilbage til præsidentkampagnen: Også de fleste aviser har efterhånden sagt hvem de støtter Den største overraskelse er nok, at Chicago Tribune støtter Obama. De har ikke støttet en demokratisk præsidentkandidat i de 161 år avisen har eksisteret. Også Los Angeles Times, som ikke har anbefalet en kandidat siden Nixon's genvalg i 1972 peger på Obama. Det er uvist, hvor meget anbefalingerne fra aviserne betyder, men et er sikkert. Obama vs. McCain valget får folk op af stolene!

Også Saturday Night Live folkene er kommet op af stolene og har igen begået en herlig parodi - denne gang med Palin selv som medvirkende.





De latterliggør hende jo fuldstændig og kommentaren om at hun er meget lækrere i virkeligheden er direkte sexistisk. Jeg fatter ikke, at hun stiller op til det, men de ville jo gøre grin med hende alligevel, så måske tænker hun "if you can't beat them join them", men på denne måde legitimerer hun jo al den satire, de har lavet og udstiller endda sig selv som værende uden humor.

Washington DC

Jeg har længe tænkt på at skrive et indlæg om Washington og i anledning af, at min familie er på besøg, og jeg har travet Washington tynd og genset diverse monumenter, handler dette indlæg om Washington.
Her er det Mutti, Kleo og Beda i strålende solskin ved The Monument med The Reflection Pool og Lincoln Memorial i baggrunden.

Washington er grundlagt i 1790. Efter revolutionen mod briterne og uafhængigheden i 1776 blev Philadelphia i Pennsylvania hovedstad i USA. Det var dog et ønske at have en hovedstad fri for regionale interesser. Derfor blev det i 1790 besluttet at anlægge en helt ny by, som skulle være hovedstaden. Staterne Maryland og Virginia tilbød at afgive et område på 10 gange 10 miles (ca. 256 km²) ved Potomac floden, der havde været grænsen mellem de nordlige og de sydlige kolonier. Dette kvadrat fik navnet District of Columbia, da Columbia var en populær betegnelse for USA på det tidspunkt. Byen blev i første omgang kaldt Federal City, men i 1791 fik den navn efter USA's første præsident; George Washington.

Der er også en stat som hedder Washington, den nordvestligste stat i USA, og det er derfor at man altid siger Washington DC for ikke at forveksle byen med staten. Washington DC er ikke nogen stat, og har derfor heller ikke nogen repræsentanter i Senatet. De har fået en repræsentant i Huset, som dog ikke har ret til at stemme. Det er ret underligt set i lyset af hele argumentet om "No taxation without representation", som var grundlaget for revolutionen mod briterne. Grunden er så vidt jeg har forstået, at det ikke var meningen, at der skulle bo "rigtige" mennesker i DC. Det var vist mere ideen, at det skulle være en neutral bureaukrat by, som kunne regere landet uden at blande egne interesser ind i det.

Washington DC er ekstremt planlagt. Gaderne hedder enten et bogstav eller et tal og avenuerne hedder navne på stater. Gader kaldet tal løber fra nord til syd, og gader kaldet bogstaver løber fra øst til vest. Kongresbygningen er centrum og det sted, hvor tallene og bogstaberne på gaderne begynder. Dvs. at 1st street og A street er lige ved kongresbygningen. Det tricky er så, at det går i alle retninger, så når man skal finde en adresse, skal man være opmærksom på, om det er til North West, North East, South West eller South East man skal. For det meste er det dog i NW det sker, og det er ret sjældent, at jeg er i andre dele af byen. På et eller andet tidspunkt løber man jo tør for bogstaver, og det er således derfor, at jeg bor på Lamont Street. Det ville trods alt være for forvirrende at starte forfra i alfabetet.
Her er et kort. Klik nederst for at se det i et større billede.

Vis stort kort
Det er franskmanden l'Enfant som har udtænkt byplanen for Washington. Af en eller anden grund er der nogle bogstaver, som ikke måtte få 'deres' gade. Således er der ikke nogen J, X, Y eller Z gade.

Den første bygning som blev påbegyndt, var det hvide hus, men de første præsidenter hadede at bo der. USA's anden præsident, John Adams, boede der sporadisk og først den tredje præsident, Thomas Jefferson, flyttede rigtigt ind. Dette bunder sandsynligvis i, at Washington er grundlagt på en sump, og at der gik rigtig mange år, før det blev en reel by. I 1800 blev hovedstaden formelt flyttet fra Philadelphia til Washington DC, men i 1814 erobrede England byen og brændte store dele af de offentlige bygninger - herunder Det Hvide Hus og Kongressen.
Heftigt regnvejr reddede dele af kongresbygningen og byen blev bygget op igen, men først i 1871, efter borgerkrigen, blev Washington "rigtig" hovedstad med asfalterede gader, gadebelysning og kloakering. At Washington er bygget på en sump forklarer de mange myg.

Washington bærer i den grad præg af, at det er en ekstremt planlagt by. Downtown, som er området omkring kongressen, museerne, osv. er røvkedelig og der sker ikke en skid. Der er masser af mennesker om dagen, når alle er på arbejde i kontorbygningerne, ministerierne osv. dernede og turisterne er på museum, men efter kl. 18 er der dødt og selv Starbucks'ne i området lukker tidligere end i andre dele af byen. Washington har ikke rigtig noget reelt centrum. I stedet er der mange små centrumer - en i hver bydel. Derudover er det som om, at ingen rigtig er fra Washington. Alle kommer et andet sted fra og er nærmest på transit i Washington imens de arbejder i en organisation, et ministerium osv. som skal bringe dem videre et andet sted hen. Jeg har mødt én person, som er opvokset i Washington. Sådan et det jo tit i store byer. Der er mange tilflyttere, som flytter igen når de er færdiguddannede og har arbejdet et par år, men Washington virker på en eller anden måde lidt rastløs og som om ingen rigtig slår sig ned der.

Der bor ca. 600.000 tusind i selve District of Columbia og otte millioner, hvis man tæller Washington-Baltimore området med.

Sidste præsidentkandidatdebat
Og så må jeg lige knytte en kommentar til præsidentvalget, som jeg stadig ivrigt følger med i. I går var der den sidste debat mellem Obama og McCain. Joe the Plummer blev af uransaglige årsager til centrum for store dele af debatten. I dag er den stakkels mand trådt frem og erklæret, at han ikke helt ved, hvad al den hurlumhej omkring ham handler om. McCain brugte hans eksempel i et forsøg på at hejle Obamas skatteplan ned, men det lykkedes ikke helt. I stedet fremstod McCain som en gammel bitter mand, som kun kunne angribe Obama, men ikke havde noget reelt at sige, hvorimod Obama holdt linjen og hele tiden forsøge at holde fokus på de politiske temaer. Han ved, at det er der han er stærkest, og at det er hans styrke. Jeg var specielt imponeret over hans håndtering af abortspørgsmålet. Han sagde blandt andet at "No one is pro abortion". Det var skide godt, for det er et Hillarys argument - at ingen ønsker en abort, men at det kan blive en realitet for nogle. Det var godt fanget af Obama. På den måde kan han måske overbevise nogle af de skeptiske Hillary tilhængere om, at han ikke er så slem. Meningsmålingerne ser rigtig gode ud for Obama, og der er helt klart grund til optimisme.

Nu er jeg i NYC, hvor jeg er mødtes med Mutti, Kleo, Lea og Beda og de næste dage står den på sightseeing, teater, museumsbesøg, shopping osv.

At være svineheldig, at tage mid term eksamen og at blive klippet

At være svineheldig
I går ringede der en fra kontoret for internationale studerende på uni og sagde, at en kvinde i Connecticut har fundet min pung. Jeg har drømt om, at få det opkald, men havde opgivet håbet nu, hvor der næsten er gået to uger. Jeg har mindet mig selv om, at jeg kommer fra det land i verden, hvor folk stoler mest på hinanden, og at forholdene er nogle andre herovre. Hende som har fundet den hedder Kaaren Janssen, så man kunne godt tro, at hun har skandinaviske rødder... I hvert fald er hun meget samvittighedsfuld.
Jeg fik hendes e-mail og skrev straks til hende. Jeg spurgte også, hvordan hun havde fundet den, og det er en ret utrolig historie. Hun bor i Guilford, som ligger et stykke fra New Haven. Tirsdag morgen gik hun en tur med sine hunde på stranden og fandt en drivvåd rød pung, som var fuld af sand og kort. Det var lavvande og helt tydeligt, at den var skyllet op på stranden. Hendes teori er, at dem som har stjålet den har smidt den i Long Island Sound, som åbenbart er en flodmunding. Hun bor 20 km øst for New Haven og fandt den altså på stranden der. Så vidt jeg har forstået er alle mine kort i den. Det er sgu helt utroligt. Jeg er næsten tilbøjelig til at tro, at der er højere magter, som holder hånden over mig. I hvert fald er Kaaren, verdens sødeste dame. Hun har renset kortene og må have brugt noget tid på at finde mig. Mit studiekort fra American University var i pungen, og hun kunne ud fra mine danske kort gætte, at jeg ikke var amerikaner, så hun kontaktede det internationale kontor. Jeg sender hende helt sikkert en stor buket blomster.

Det eneste jeg tænker nu er, hvorfor de klaphatte som stjal den skulle smide den i vandet. Efter de havde taget de otte dollars, som var i den, kunne de da i det mindste have smidt den på gaden, men sådan ræsonnerer en tyv jo nok ikke, og jeg er bare rigtig glad for, at den er dukket op - og at søde Kaaren fandt den.

At tage mid term eksamen
I onsdags skulle vi tage mid term eksamen. Mens jeg sidder og forbereder mig mandag aften ringer Jennifer fra min klasse og spørger, hvad jeg ville sige til, at hun og en anden prøver at få eksamen rykket. De føler ikke, at vi har gennemgået teksterne tilstrækkeligt, og de var ikke helt klar over, hvad vores lærers forventninger var i forhold til vores svar. Jeg blev vildt provokeret og svarede, at de da kunne skrive en mail til vores lærer, hvis de var i tvivl. Vi har i forvejen fået udleveret 15 spørgsmål, hvoraf vi så havde to timer til at besvare seks af dem. Det er altså rimelig nemme vilkår for en eksamen. Jeg tænkte, at Lynn aldrig ville ændre eksamensdagen. Derfor var min overraskelse stor, da vi tirsdag fik en mail om, at eksamen var rykket til torsdag. Jeg blev rigtig irriteret over det, for jeg skulle lave mad til house dinner i går, så det ville ikke give mig mere tid. Endnu mere latterligt blev det, da vi i går brugte hele dagen på at gennemgå alle spørgsmålene. Det er totalt børnehave. Jeg var heldigvis ikke den eneste, som synes det var irriterende. Lynn er bare for sød til at sige nej til dem, så irritationen gik mest på de to piger, som prøver, at få hele verden til at spille deres melodi.
Efter at vi havde gennemgået alle spørgsmålene i går, følte jeg ikke rigtig, at jeg behøvede forberede mig mere og brugte derfor hele aftenen i går på at lave blomkålsgratin og æblekage til mine bofæller med god samvittighed. Det var skide hyggeligt, og de var vilde med den danske mad.
Eksamen i dag gik fint. Jeg synes, jeg svarede fyldestgørende på alle spørgsmål og kan holde weekend med god samvittighed. Det passer perfekt for i morgen kommer Kleo, Mutti og Beda. Jeg glæder mig rigtig meget til at se dem og vise dem det hele herovre. De tager til New York tirsdag, hvor Lea støder til dem, og jeg kommer op til dem torsdag eftermiddag. Lea tager så med mig tilbage til DC og bliver til torsdag. Det bliver dejligt at få besøg:-)

At blive klippet
Som nogen ved, fik jeg i foråret klippet en meget fancy frisure, hvor håret i den ene side var helt kort. Lige inden jeg tog herovre blev jeg klippet igen for at få det klippet til, men det var ikke så vellykket, og jeg trængte efterhånden rigtig meget til at blive klippet. Jeg var begyndt at føle, at jeg gik rundt med en fjollet paryk, som nogen havde givet mig på for sjov. Jeg har altid undret mig over, hvorfor jeg er endt op med tyndt leverpostejsfarvet hår, når min mor har tykt rødt krøllet hår. Jeg ligner hende jo som snydt ud af næsen på så mange andre punkter, men det krøllede tykke hår har jeg desværre ikke arvet.
Det evige dilemma, når jeg er et nyt sted er altid, hvor jeg skal blive klippet. Jeg er rimelig pernippen med det, og hader når jeg bliver klippet grimt. Hjemmesiden yelp.com blev min redning. Det er en hjemmeside, hvor man kan anmelde alt fra film til butikker - og frisører. Der fandt jeg en frisør som så god ud, og hvor folk var tilfredse. Det var ekstremt bøssede Shawn, som skulle klippe mig. Jeg sagde til ham, at han gerne måtte klippe det kortere, men at jeg ikke ville have det helt kort, og at jeg ikke ville ligne en dreng, men ellers skulle han bare føle sig fri til at gøre, hvad han synes.
Da jeg så hvor kort han klippede det, fik jeg lidt ondt i maven, men jeg er faktisk super glad for det.
Jeg har længe fablet om, at jeg gerne ville have kort hår, men har ikke turdet tage springet, så det var godt, at Shawn tog det for mig.

American University

Jeg har mid-term eksamen på onsdag og har derfor brugt hele min søndag på biblioteket på uni. Derfor tænkte jeg, at dette indlæg skulle dedikeres til mit amerikanske universitet. Jeg har længe haft en drøm om at læse i USA. Da jeg begyndte at undersøge mulighederne for at tage herover og læse og stødte på American University, var min første tanke, at det lød som en joke, men det har vist sig at være et ganske respekteret universitet. School of International Service, som jeg hører under, er den største af sin art i USA.
American University er grundlagt i 1893. George Washington ville gerne have et nationalt universitet i hovedstaden og kongressen besluttede derfor at etablere 'American University'. Det er kun American University og George Washington University, som også ligger i Washington DC, som er etableret ved at kongressen har besluttet det. Det betyder at Kongressens sejl er på diplomerne fra de to universiteter. Selvom det blev vedtaget at etablere American University i 1893 begyndte undervisningen først i 1914, da universitetet lige skulle bygges først.
I dag er der ca. 10.000 studerende på American, som det bliver kaldt i daglig tale.

Universitetet ligger nordvest for centrum, og er faktisk ikke så tilgængeligt med metro. Fra nærmeste metrostation er der ca. en halv time at gå til main campus, hvilket betyder at universitetet har etableret en shuttle bus, som transporterer de studerende gratis fra metro stationen til campus. Det er meget bekvemt. Specielt når det er mørkt, er det rart, for der har været flere røverier. Dog mest om natten i weekenden. Min undervisning foregår ikke på main campus, men på Tenley campus, som heligvis ligger meget tæt på metro stationen. Jeg er dog en del på main campus for at bruge fitness centret og læse på biblioteket.

Main campus er lige som man forestiller sig fra Beverly Hills osv. Her er en stor græsplæne i midten, hvor folk hænger ud, leger med frisbee, spiller fodbold, læser osv.

Der er også fitnesscenter med svømmehal, som man kan benytte så meget man vil og diverse klubber og foreninger af en enhver art, som man kan engagere sig i. Hver dag får vi en mail som hedder "Today at AU", hvor alle dagens aktiviteter er listet. Der er nok ca. 30 'events' om dagen. Alt lige fra workshops om at blive en effektiv læser, film om tredjeverdenslande, religiøse foreninger som inviterer til infomøde osv.
Der sker virkelig meget på campus. Jeg tror sagtens man kunne leve hele sit liv her. Her er også diverse 'restauranter' og kaffebarer. Mit favoritsted er helt klar 'The Davenport Lounge'. Det er en studenterdrevet café med billig kaffe og hyggelig stemning. Jeg er stor fan af at læse på biblioteket og en hyppig kunde hos dem. Biblioteket har åbent 24 timer i døgnet. Efter kl. 24 skal man bare bruge sit studiekort for at komme ind, og der er intet personale, men man kan bruge faciliteterne så meget man vil. Billedet her er taget i bibliotekets kælder, hvor der også er en café og hyggeligt at sidde og diskutere diverse ting og sager. Det er Will, Maria og Joe fra min klasse og vi er i gang med at forberede os til mid-term eksamen.
Og apropos biblioteket, så var jeg jo utilfreds med deres heftige brug af air condition og skrev en mail til dem om, at det var alt for koldt at sidde på læsesalen. Jeg ved ikke om de har justeret det, men jeg synes det er blevet bedre - eller også er det bare mig, der har vænnet mig til det.

De fleste studerende bor på campus. Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig sjovt, hvis man er 20 år og lige flyttet hjemmefra. Mit indtryk er, at det nærmest er lidt højskole agtigt. De fleste bor på to-tre mandsværelser, spiser sammen i 'spisesalen', dyrker sport sammen, går i skole sammen osv. Det er et 'dry campus', hvilket betyder, at man ikke må drikke nogen form for alkohol nogen steder overhovedet. Hvis man bliver snuppet er sanktionerne vist rimelig strikse. Der går rygter om, at en tysk pige sidste semester blev tvunget til at gå til AA møder, fordi hun blev fanget i at drikke øl på sit værelse. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men de er rimelig seriøse omkring det.

Universitetet har også sit eget politi og der er 'blue lights' flere steder, som man kan bruge til at tilkalde en politimand eller -kvinde. Man kan også bruge dem, hvis man føler sig utryg og gerne vil eskorteres fra A til B, så tropper de også op.

Det er meget anderledes end RUC, som slet ikke har samme campus følelse. Det har KU for den sags skyld heller ikke. Den store forskel er jo, at folk bor her. Jeg er ret vild med det liv der er herude. Selv nu, hvor klokken er 21 søndag aften er her mange mennesker i det hele taget en hyggelig stemning. American University er da også i 2008 blevet kåret som den mest politisk aktive skole i USA.
At man betaler en masse penge for at gå her betyder, at standarden er en helt anden. De kan tilbyde nogle helt andre ting end de danske universiteter kan - og det både på godt og ondt.

Vicepræsidentdebat

Her kommer en dugfrisk melding efter vicepræsidentdebatten. Det er virkelig spændende at være herovre, mens der er præsidentvalg. Det tilfredsstiller min politiske trang til fulde. I aften var der debat mellem de to vicepræsidentkandidater Joe Biden og Sarah Palin. Therese og jeg havde sat hinanden i stævne herhjemme med mad og rødvin og så den sammen med de andre fra huset.

Joe Biden er en garvet politisk rotte. Han er formand for senatets komite for udenrigspolitik og har siddet i senatet siden 1972.
Sarah Palin behøver jeg vist ikke præsentere.

Der havde på forhånd været spekulationer om, at Biden ville komme til at virke overlegen i forhold til Palin og nogle var bange for, at han ville komme til at virke arrogant. Køn spiller en stor rolle i denne valgkamp - ikke mindst fordi Palin hele tiden selv nævner det, og det ville ikke se godt ud, hvis den store mand belærte den lille kvinde - sådan gik det heldigvis ikke.
Biden virkede derimod meget professionel, han blev skarpere og skarpere gennem debatten, mens det på den anden side virkede som om, at Palin efterhånden løb tør for ting at sige.
På udenrigspolitikken fik Palin ikke et ben til jorden. Det var tydeligt at Biden var overlegen, men han nedgjorde hende ikke. På spørgsmålet om, hvad der skal ske i Irak, svarede Palin, at McCain vil tage al politik ud af krigen og slutte den. Det vil jeg meget gerne se ham gøre. Det er jo fuldstændig umuligt. Der er så meget politik i den krig. Jeg ved ikke, hvad hun har forestillet sig. Palin snakker en masse om, hvad hun vil gøre, men ikke hvordan hun vil gøre det.
Det mest overraskende var da Palin som sædvanlig talte om hendes erfaring som værende en genemsnitsfamilie, som sidder ved køkkenbordet og skal have det hele til at hænge sammen. Biden sagde, at han bestemt godt ved, hvordan det er, fordi han har opdraget sine to sønner alene efter hans kone og datter døde i et biluheld. Da han sagde det knækkede hans stemme, og han holdt en lille pause. Det virkede på ingen måde indstuderet, men derimod meget ærligt. Den kunne Palin ikke stikke.

De fleste er overraskede over, at Palin ikke kvajede sig og udstillede sig selv, men det tror jeg, kun er fordi, der ikke blev gået mere til hende. Hun svarede ikke konkret på særlig mange af spørgsmålene. Hvis der var blevet spurgt direkte ind, til nogle af de ting hun sagde, er jeg sikker på, at det ville være blevet lige så pinligt for hende, som mange af de interviews hun har givet. Derudover havde alle også forventet, at hun ville være fuldstændig håbløs, så bare det, at hun ikke faldt fuldstændig igennem, bliver nærmest tolket som en sejr til hende.

Denne oversigt, over hvordan det sandsynligvis fungerer for Palin, er ret sjov:
Den er snuppet fra Taegen Goddars blog.

Meldingerne er, at Biden helt klart er vinder og cementerer Obamas forspring.

Palin på dybt vand

Så er der mere morskab på Palins regning. Palin gav et interview med CBS' Katie Couric i sidste uge, som efterhånden er ved at blive legendarisk for Palins evne til at snakke sort. Jeg synes dog godt, at man efterhånden kan se på hende, at hun godt ved, at hun er ude på dybt vand.

Tina Fey og folkene fra Saturday Night Live var selvfølgelig lynhurtige til at fange den og lave en parodi. I kan jo selv bedømme, hvilken af dem der er mest morsom - eller skræmmende...

Besøg i New Haven og præsidentvalg

Besøg i New Haven
Denne weekend har jeg været i New Haven og besøge Ida og Ak, to af mine RUC veninder. Ida læser sociologi på Yale og Ak er i praktik hos en professor deroppe. Yale ligger i New Haven, som ligger lidt nord for New York City. Efter navnet at dømme er det den rene idyl. Sådan forholder det sig dog ikke helt. Trods eliteuniversitet er der ekstremt meget kriminalitet, og væbnede røverier ved højlys dag er vist ikke noget særsyn. Historien er dog den samme som i Washington - kriminaliteten er faldet meget de sidte ti år. For mit vedkommende kom kriminaliteten til udtryk ved, at nogen stjal min pung. Skide irriterende! Dog ikke væbnet røveri - heldigvis.

Jeg fatter dog ikke helt hvordan det skete. Vi var på en bar, og jeg var oppe at købe drinks, og måske har jeg glemt at tage min pung med, som lå på baren. Det ligner mig bare slet ikke at glemme noget på den måde - og slet ikke min pung. Jeg havde drukket en drink, så jeg var ikke fuld, ikke engang beruset. En anden mulighed er, at den er blevet snuppet fra min jakkelomme, hvor den lå, men vi stod lige ved siden af, så det ville også være underligt men mere sandsynligt. Jeg er mest irriteret over, at jeg ikke har været smart nok til at lægge mine danske kort, som jeg alligevel ikke bruger herovre, af herhjemme. Mit sygesikringsbevis, studiekort til RUC og KU var også deri. Heldigvis har jeg dog været smart nok til at lægge mit mastercard herhjemme, så jeg er ikke helt på røven med penge.
Der var 8 dollar i pungen i kontanter. De har intet fået ud af tage den, men jeg havde også min returbillet til bussen hjem til DC i den. Ida er fræk som en slagterhund og opfordrede mig til at klage min nød, så jeg lavede verdens største hundeøjne til billetdamen og forklarede hende situationen. Jeg fik til min overraskelse og lettelse lov at komme med uden at jeg skulle købe endnu en billet. Slagterhundens tricks virker.
Alt i alt er det jo ikke verdens undergang - bare skide irriterende at der er nogen som tager mine ting. Det meste kan jeg få igen. Og jeg trængte alligevel til en ny pung... Den var købt for seks år siden i en genbrugsbutik for 40 kr. og ved at være meget slidt.

Trods stjålen pung havde vi en rigtig hyggelig weekend. Lørdag var vi på Yale tur. Det var ikke lige så godt som Harvard turen. Der var lidt mere salgstale over det, fordi eventuelt kommende studerende og deres forældre bruger turen til at tjekke Yale ud, så vi fik hørt meget om hvor mega fedt det er at gå på Yale, hvor mange penge de har til alt muligt, rejser, aktiviteter osv., men det var også informativt.
Yale er grundlagt i 1701, altså 65 år efter Harvard. Navnet kommer af, at en vis Hr. Yale donerede flest penge til oprettelsen. I lang tid var det en Hr. Dummer, som havde doneret flest penge, men Yale folkene synes ikke rigtig, at de kunne kalde deres universitet for Dummer, så de var lettede da Mr. Yale kom på banen. Hele universitetet er bygget med Oxford som forbillede, og selv de bygninger som er bygget i 1920'erne ligner noget fra 1400 tallet. Arkitekten som byggede biblioteket ville rigtig gerne bygge en katedral, men Yale folkene ville have et bibliotek. Arkitekten endte så med at tegne et bibliotek, som ligner en katedral. Det er der kommet en lidt pudsig kombination ud af. Blandt andet læsesale som ligner kirkerum.

Yale har også et specielt bibliotek for sjældne bøger; 'The Beinecke Rare Book and Manuscript Library'. Det er bygget i 1963, og har ingen vinduer. I stedet udgør tyndt skårne marmorplader det for vinduer, idet de filterer solens skadelige stråler fra og kun lader et blødt orangeagtigt lys ind, som ikke er skadeligt for bøgerne. Det er den største bygning i verden, som er reserveret udelukkende til sjældne bøger og manuskripter.

Ligesom Harvard var det overraskende sent, at kvinder blev lukket ind. Det har kunstneren Maya Lin lavet et kunstværk på baggrund af; 'The Women Table'. Det er et springvand, hvor der for hvert år står hvor mange kvinder der blev optaget på Yale. Tallene slutter i 1995, hvor antallet af optagne kvinder oversteg antallet af optagne mænd. Maya Lin har også tegnet 'Vietnam Veterans Memorial', som står i Washington. Som bare 21 årig vandt hun en offentlig konkurrence med sit projekt. Hendes lærer havde givet hende c for samme projekt og deltor også selv i konkurrencen, men det var altså Maya Lin som vandt. Godt gået må man sige.

Også Yales fitnesscenter for studerende og ansatte imponerede. Det er et af de største fitnesscentre i verden, og man kan dyrke lige hvilken sport man lyster - meget priviligeret!

Det har været en rigtig hyggelig weekend. Vi spiste os i går meget mætte i dejlig tapas og endte til en fest på School of Drama med folk klædt ud som brude, transvestitter og det der var værre. Meget sjovt. Nu er jeg lige kommet hjem efter en meget lang rejse. Det tager 6-7 timer i effektiv rejsetid, men jeg skulle skifte i New York, så jeg har været på farten fra kl. 15 og kom hjem kl 23. Mine house mates griner af mig, fordi de ikke synes, det er noget. Afstandene er jo lidt noget andet herovre.

Status på valgkampen
I fredags var der den første af tre debatter mellem McCain og Obama. Den ville jeg selvfølgelig ikke gå glip af, og jeg fik lokket Ida og Ak med på den, så vi så den på Yale. Godt arrangement ud over at arrangørerne synes det var en rigtig god idé at servere ost og broccoli. Der stank af prut i hele rummet...
Obama virkede lidt nervøs og kludrede lidt i det nogle gange. Han kom blandt andet til at kalde John McCain for både Jim og Tom, men alt i alt synes jeg, at han var god, og han sagde reelt noget i modsætning til McCain, som bare fyrede de samme floskler af, som han har sagt i flere måneder nu. Jeg læste et sted, at det virkede som om, at Obama forsøgte at skabe en dialog, mens McCain bare kørte enetale. Det er jeg meget enig i. McCain virkede også enormt arrogant, og blev ved med at sige, at Obama var naiv og uvidende. Det blev til sidst helt latterligt, at hver gang Obama havde sagt noget, svarede McCain, at han var naiv.
Det virker som om, at Obama har vundet første runde. I hvert fald fører han i alle de fire meningsmålinger, som de store analyseinstitutter har lavet. For bare en uge siden var han bag McCain i flere af dem. Derudover vokser Obamas forspring på nationalt plan også. Det står 50 % - 42 % til Obama. Det er kun én procent under da han havde størst forspring tidligere på året. Vi må håbe at tendensen fortsætter. På torsdag er vicepræsidentdebat, hvor Joe Biden og Sarah Palin skal krydse klinger. Det glæder jeg mig til at se! Jeg har inviteret nogle stykker over til middag, og så skal vi se debat bagefter.

Jeg har fundet ud af, hvad det handler om med latterliggørelsen af Obamas jura uddannelse fra Harvard. Europæere vil gerne have politiske ledere, som er klogere end dem selv og som virker kompetente til også komplicerede ting. Amerikanere vil gerne have en præsident, som er ligesom dem selv. En de kan sætte sig ned og have en hyggelig snak med. Derfor handler det, for kandidaterne, hele tiden om, at iscenesætte sig selv som en helt almindelig gennemsnitlig amerikaner.
Det her er selvfølgelig meget generaliserende, men jeg tror, at der er noget om det.