Jeg er så glad for min cykel!

Så fik jeg cykel. Jeg tog metroen langt væk, mødtes med en kvinde, som havde to cykler og købte den ene for 200 kr. Perfekt. I går var jeg hos cykelsmeden for at få sadlen sat op og købe en lås. De unge cykelnørder i butikken grinede lidt i skægget over mig og min brugte 40 $ cykel. Ok, det er ikke verdens bedste cykel, men den er ganske udemærket til fem måneders brug - selvom det jo ikke er det samme som det lilla lyn derhjemme. Ekspedienten mente, at jeg bestemt skulle have en u-lås. "Cykeltyve går altid rundt med værktøj til at klippe låse over med, men en u-lås kan de ikke få bugt med", som han sagde, så jeg endte med at købe en lås som har kostet det samme som cyklen. Nu bliver den forhåbentlig heller ikke stjålet.
En del af dagen i dag er dermed blevet brugt på, at udforske byen. Det er skønt at suse rundt, og jeg kørte også en tur i "Rock Creek Park", som er en dal med en flod, hvor der er lavet vej og cykelsti. Cykelstien følger dog en stor firesporet vej det meste af tiden, men man har dog følelsen af at få lidt natur. Nogle gang løber cykelstien væk fra vejen. Det er virkelig skønt. Langs cykelstien var der et sted sat 'redskaber' op, så man kunne træne. Det er da en genial idé. Der var også mange som brugte det. Bl.a. løbere, som lige tog et par mavebøjninger, armbøjninger osv. Og der er udførlige instruktioner til hver øvelse:

Det er herligt at have fået cykel. For at færdiggøre Kjøllers sætning, så kommer man dejligt hurtigt omkring. Det er dejligt at få noget vind i håret, men hold kæft hvor jeg svedte! Her er også 30 grader og solskin, men jeg var helt klistret, da jeg kom hjem og måtte hoppe i bad.

Øko supermarked
I går var jeg i supermarkedshimlen: Whole Foods. Det er det lækreste supermarked jeg endnu har set. Det var (selvfølgelig) kæmpe stort, men der var også salatbar, delikatesser, slagter osv. - og dansk Lurpak smør. Jeg er ikke den store smørspiser, men når det skal være, vil jeg til enhver tid foretrække saltet smør, og nu ved jeg, hvor det kan findes. Jeg fandt også uparfumeret creme. Til min overraskelse står der på cremen, at den overholder EU standarderne for kosmetiske produkter. Sjovt at det er et kvalitetsstempel herovre. (Jeg er ellers ved at blive helt glad for EU, efter at de har sat vores regering på plads på udlændingeområdet).
På trods af det store udvalg havde de desværre ingen rugkerner, så det ser stadig sløjt ud for rugbrødsbagningen. Jeg talte med min Vatti i dag og klagede min nød, hans kæreste Lone gik straks i gang med søgningen og fandt et firma, som i hvert fald producerer dem. Det bliver forhåndlet flere steder i DC, så nu sætter jagten ind.
Der er en del øko/fairtrade supermarkeder her. Jeg synes, at det er et lidt sjovt fænomen, for det er som om, at enten køber man øko eller også gør man ikke - og hvis man er på økoholdet, så skilter man med det. Der er jo for tiden en stor debat om plasticposer, og om man burde bruge papirposer i stedet for for at skåne miljøet, men alle ved jo, at den gode gamle mulepose, som man genbruger, er det bedste. Her stopper man dog ikke sin stofpose fra banken eller biblioteket, eller hvor man nu har fået den fra, ned i tasken inden man går ned og køber ind. Næ nej, man køber en pose i sit yndlingssupermarked, så man kan vise hvilket hold man er på. Selvfølgelig købte jeg en;-)
Jeg synes, det er interessant. Det er lidt ligesom nyrige, som skilter med deres penge. Her er det de nyfrelste, som skilter med deres politiske korrekthed. Min teori er, at det er for at markere, at man ikke er en lad forbruger, men at man har en holdning til tingene. I Danmark er det begyndt at blive moderne med smarte designer-muleposer - hvad siger det så om os...

Jeg sidder ude på verandaen og skriver i de sidste solstråler. Det er meget hyggeligt at sidde herude og kigge på folk som går forbi, læse en bog osv. eneste minus er, at her er helt vildt mange myg. Mine ben er allerede helt fyldt med myggestik.
Jeg har nu mødt alle mine fem bofæller. De virker alle rigtig søde, og jeg er sikker på, at det nok skal blive godt at bo her. En af dem har en hund, Charlie. Det er verdens mest rolige og godmodige hund. Han kom lige ud og sagde hej til mig før, så jeg fangede et billede af ham til jer.

At købe ind

Jeg synes altid, at det er sjovt at gå i supermarkeder, når jeg kommer til nye lande. Det er sjovt at gå rundt og kigge på alle de fremmede produkter, og jeg synes ofte, at det siger meget om et lands kultur osv. hvordan deres supermarkeder ser ud. Dette holder også stik denne gang, og jeg må sige, at jeg er blevet udfordret!

Det supermarked som ligger tættest på, hvor jeg bor hedder "Giant Food", og det er virkelig "giant". Jeg tror aldrig jeg har set så stort et supermarked i mit liv. Udvalget er enormt. Bare udvalget af tomater på dåse fylder tre meters længde i fire hylders høje.
Indtil videre har mine indkøbsture taget ret lang tid. Jeg må ligne en som er faldet ned fra månen, som jeg går der og glor og prøver at hitte rede i alle de mange produkter. Det tager en del tid at købe ind, når man intet kender og ikke ved om 'King Arthur' mel eller 'Bay State Milling' mel det bedste? Og hvad betyder det, at noget mel er 'unbleached' og 'unbromated'? Og hvad er det nu gær hedder på engelsk? Som I nok kan gætte, havde jeg sat mig for at bage i går. På trods af mit manglende ordforråd på bageområdet fik jeg støvet noget gær op. Kunne dog kun finde tørgær, men det virkede fint, og jeg fik banket en dej sammen og bagte et udemærket brød - måtte dog lige slå op på nettet hvor mange fahrenheit 200 grader celcius er.
Jeg er ikke meget for købebrød og havde håbet, at jeg kunne videreføre mit rugbrødsbageri herovre, men indtil videre er det groveste mel jeg har fundet, noget der minder om grahamsmel. Jeg ved dog, at der en supermarkedskæde som hedder 'Whole Foods', som er sådan noget øko halløj. Meget lækkert og rimelig dyrt, men der kan jeg nok finde noget grovere mel og nogle kerner forhåbentlig.
Noget andet som har taget lang tid at finde er havregryn. Derhjemme er havregryn jo altid i papirposer, så det kiggede jeg selvfølgelig efter og måtte igennem samtlige hylder med morgenmadsprodukter, før jeg fandt havregrynene. De var camoufleret i en rund dåse med plasticlåg... Til min store glæde lykkedes det mig til gengæld at finde nogle helt plain havregryn, som hverken er ristede i sukker, kakao, tilsat halvkunstige bær og nødder eller noget andet.

En anden finurlig ting er, at alle skiltene står på både engelsk og spansk. Der er en del spansktalende beboere her i området, og som de servicemindede folk amerikanerne er, har de selvfølgelig tilpasset servicen dem. I de fleste butikker er der også spansktalende personale. Endnu et særpræg er, at kassedamerne pakker ens ting i poser. Jeg synes det er lidt sjovt, for det tager meget længere tid at blive ekspederet, men hyggeligt er det.

Jeg kan ikke sige meget om mine bofæller endnu. De fleste er på ferie, og jeg har kun mødt tre, hvoraf den ene flytter sidst i august. De virker dog rigtig søde. Jeg blev budt velkommen med åbne arme, knus og mad onsdag aften af Krista, som nu er taget på ferie. De burde dog alle være tilbage torsdag. Denne weekend har der kun været en anden end mig i huset. Det er lidt stenet at være her helt alene, men egentlig ok at have noget tid til at falde til. Tingene tager jo en del tid når det hele er nyt. I dag har jeg brugt en god del af dagen på at prøve at finde en cykel på et loppemarked. Det lykkedes dog ikke, så nu sætter jeg min lid til at finde en på internettet. Her opstår endnu en udfordring, for hvor høj er jeg i 'inches'?. Igen har the internezt svaret, og jeg har fundet en side, hvor der både er omregner for cm til inches og celcius til fahrenheit.
Således har jeg nu fundet en cykel, som ser god ud og er billig. Jeg kan forhåbentlig hente den i morgen. Det bliver skønt at kunne køre rundt og udforske byen - og jeg kan oplyse om, at der blev plads til cykelhjelmen, da jeg pakkede, så dem som mener, at jeg kører som en brækket arm kan sove trygt.

Scam mails og lol cats

Jeg bliver lige nødt til at lave et lille intermezzo i alle USA beretningerne. I dag læste jeg på Politikens hjemmeside, at en midaldendre kvinde er blevet franarret over 2 mio. kr., fordi hun har overført penge til en ukendt bankkonto i Hong Kong, i den tro at hun var arving til en formue. De fleste af jer har sikkert prøvet at få en mail fra en eller anden i Nigeria som påstår, at I er arvinger til en stor formue, men at I bare lige skal overføre 25.000 kr. for at få frigivet pengene. Jeg fatter ikke at folk hopper på den - og 2 mio. kr.!?! Den bedste historie jeg har hørt omkring scam mails, var mens vi boede i Tyskland. En tysk mand havde fået en mail fra en person som udgav sig for at være Nigerias nationalbankdirektør. Den tyske mand havde overført en masse penge, og havde sjovt nok ikke fået sin lovede formue. Han havde sendt en email til Verdensbanken, IMF, FN, EU kommissionen m.fl. hvori han krævede, at der blev indført sanktioner mod Nigeria indtil han fik sine penge - ellers ville han gå til pressen. Den eneste som ville blive hængt ud i pressen ville nok være ham selv. Hvad har det med lol cats at gøre, tænker du måske. Det har det her med lol cats at gøre:
Til de af jer, som endnu ikke er stødt på fænomenet lol cat, så er det billeder af katte som ser dumme ud, hvortil der bliver skrevet en tekst helst med en masse stavefejl (lol står får 'laughing out loud'). Jeg elsker lol cats, og synes de er enomt sjove. Her er et par:


Hvis I er blevet hooked på lol cats kan der findes mange flere her: http://icanhascheezburger.com/

Det var det. Der kommer snart flere USA beretninger.

Sidste del af USA rejsen med Mads som rejsemakker

Så er den fantastiske USA rejse med Mads desværre slut. Jeg sidder i bussen på vej til Washington, og Mads er på vej til lufthavnen for at tage hjem til Danmark. Det var ret sørgeligt at sige farvel, men det hjalp meget, at vi sagde farvel ved at have lidt over 1½ uges skøn ferie sammen.

Boston
Efter Provincetown gik turen til Boston. Boston er smækfuld af historie, for det var der, at revolutionen mod briterne begyndte. Der er lavet et meget fint ’freedom trail’ gennem byen, hvor man kan følge en rød linje i fortovet, som tager en til de historiske steder. Igen havde Mads været forudseende og downloadet en guide på ipod’en. Vi brugte en hel dag på at gå turen, men havde også nogle stop undervejs, hvor vi så museer, spiste mad osv. Et af museerne vi så, var 'Old South Meeting House', hvor befolkningen i Boston holdt mange møder. På museet kunne man blandt andet skrive, om man ville lade alle have taleret. Det var der kommet en del kreative svar ud af. Blandt andet dette:

Jeg har lært ekstremt meget om USA’s historie og fået en meget bedre forståelse for, hvad der skete, og hvorfor det skete. Det er jeg ret glad for at have med i bagagen, inden jeg indleder mit ophold her.

Undervejs på turen kom vi også igennem Bostons nordlige del, hvor ca. 40 % af indbyggerne er italienere. Der kunne man virkelig tale om little Italy. Der var italienske restauranter og butikker på hvert et gadehjørne. Undervejs stødte vi også ind i et optog, hvor der var hornorkester, og 15-20 mænd bar rundt på en to meter høj madonnastatue dækket i dollarsedler. Lige da de havde passeret os, åbnede himlen sig, og det begyndte at styrte ned og tordne, så madonnaen fik plastik over sig, og hele optoget søgte tilflugt i restauranter og butikker. Senere, da det var klaret op, mødte vi dem igen, hvor de var i højt humør og stadig spillede musik og slæbte rundt på den pengebeklædte figur. Vi fandt aldrig ud af, hvad det egentlig gik ud på, men festligt var det. Der er ca. 10 minutter i mellem de to billeder. Det siger lidt om, hvor hurtigt vejret skifter i Boston.

Harvard
Når nu vi var i Boston, skulle vi selvfølgelig også lige en tur til Harvard. I Lonely Planet havde vi læst om den såkaldte ’Hahvahd tour’, hvor det er studerende, som viser rundt. Den skulle vi selvfølgelig prøve. Grunden til at det hedder en Hahvahd tour, er at folk fra Boston ikke udtaler r’erne, så det skulle indikere, at det er meget lokalt med insiderviden og røverhistorier. Det må man også sige, at det var! Det var to unge 2. årsstuderende, som viste os rundt. De var super gode og kunne en masse gode historier. Blandt andet fortalte de, at det før i tiden var en tradition, at de studerende på vej til en svær eksamen eller lignende gik forbi statuen af John Harvard og rørte hans ene sko. Efterhånden har traditionen udviklet sig til, at de studerende gør ulækre ting ved foden, så de kan more sig, når intetanende nye studerende gladeligt går hen og rører foden. De tydelige tegn af tis ned at statuens marmorsokkel talte sit tydelige sprog, og man kan selv forestille sig, hvad den ellers bliver udsat for. En anden god historie omhandlede Harvards bibliotek. I 1907 blev den unge Harry Elkins Widener færdig fra Harvard. Han var meget litteraturinteresseret og besluttede at tage til Europa for at finde sjældne bøger. Da han i 1912 skulle hjem, valgte han at tage den hurtigste mulighed for at komme til USA på det tidspunkt – Titanic. Historien går, at han faktisk var i en redningsbåd, men kom i tanke om, at han i sin kahyt havde glemt en af de sjældne bøger han havde købt og derfor sprang af for at hente bogen. Da han kom tilbage, var alle redningsbådene sejlet, og han blev slugt af vandet. Tilbage i USA besluttede hans mor at donere hans bogsamling og 3,5 mio. dollar til Harvard, så de kunne bygge et bibliotek. Harvard havde allerede et bibliotek, som de valgte at rive ned, da de fik de mange penge til at bygge en nyt. Det ville moren ikke have overgik ’hendes’ bibliotek, og hun lavede derfor tre betingelser, som skulle overholdes. 1: Der måtte ikke blive fjernet en eneste mursten fra biblioteket, efter at det stod færdigt. Det betyder, at biblioteket senere er blevet udvidet ved at grave seks etager ned, og at der er lavet en overgang til en tilbygning der, hvor der tidligere sad et vindue. 2: Der skal hver dag stilles friske blomster i et minderum for hendes søn og 3: Alle nye studerende på Harvard skulle bestå en svømmetest. Moren var nemlig helt sikker på, at hvis bare lille Harry havde kunnet svømme, så var han ikke druknet. Svømmetesten skulle efter sigende have været obligatorisk i mange år, indtil handicappede begyndte at klage over dette krav, og en lov gjorde det ulovligt at kræve svømmetest.

Det var meget spændende at se Harvard. Jeg blev helt misundelig på deres campusfølelse, som i stor grad opstår, fordi en stor del af de studerende bor på Campus – det kan RUC desværre ikke prale af. Der er det kun udvekslingsstuderende som bor, indtil de bliver trætte af at bo på en mark og flytter til København.

New York – anden omgang
Tilbage i New York brugte vi dagen i går på at daske rundt og shoppe og nyde hinandens selskab og det gode vejr. I New York har vi brugt en bog som hedder ’Not for tourists’ til at finde rundt og få tips. Mads fik den, sidst han var herovre, og bogen er, som titlen antyder, ikke en guidebog, men en bog for folk, som rent faktisk bor i byen, men næ nej, vi skal selvfølgelig have det smarte. Det har resulteret i et par ret sjove oplevelser. Vi har kørt en stil med at spise dyrt et par enkelte gange og så ellers spise billigt, men stadig prøve at finde noget godt. New York er ikke nogen dyr by at spise i – tværtimod, så et billigt måltid kan være et virkelig billigt måltid.

Samtidig er der masser af lækker mad, så det er sjældent svært at finde noget godt. En aften konsulterede vi således vores lille bog, for at finde noget i nærheden af hvor vi var. Valget faldt på ’Gray’s Papaya’, hvorom der i bogen ikke stod andet, end at det var ’en institution’. Jeg syntes navnet antydede noget thaiagtigt, så overraskelsen var stor, da det viste sig at være en hot dog bar – frankfurtere som de kalder det. Det eneste de havde, var hot dogs og forskellige drikke såsom papaya milkshake – og så havde de ekstremt mange skilte med sjove og platte sætninger såsom: ’Let’s be frank, we want you to buy our furters’ . Man kan vist godt læse dem på billedet i baggrunden af Mads. Frankfurterne var gode og papaydrikken ligeså, så missionen om at spise godt og billigt var lykkedes for den aften.

En anden guide, som vi har konsulteret for at få tips, er ’Onkel Martins guide til New York’. Det er min veninde Ida’s storebror, som har boet i New York i nogle år, som har skrevet sine tips ned (præcis som vores guide til Berlin - som i øvrigt kan findes i bloggens højre side). Gennem Martin havde vi fået nys om cocktailbaren ’Angel’s share’, som skulle være meget hemmelig og meget romantisk. Instruktionerne var, at vi skulle op på første sal til koreansk barbeque restaurant, hvor vi skulle ind ad en dør til venstre. Vi fandt med lidt besvær restauranten, hvor der stank af friture. Vi åbnede skeptiske døren, til det om skulle være cocktailbar. Og rigtig nok, der lå helt gemt af vejen en bar med tunge velour gardiner, og bartendere som lignede samuraikrigere forklædt som tjenere i stramme bukser og jakke. Vi forventede nærmest, at James Bond ville komme ind ad døren, og at der ville udkæmpe sig en blodig kamp, hvor Mr. Bond ville gøre kål på de forklædte krigere og til sidst lave sig en Martini, inden han forduftede igen.

Dagen i dag har vi brugt på Whitney’s, som er et museum for moderne amerikansk kunst. Det var super godt, og godt til at lede tankerne lidt væk fra at vi snart skulle sige farvel til hinanden.

Nu sidder jeg så i bussen og er lidt ked af, at jeg ikke skal se Mads før om tre måneder, men jeg er samtidig meget spændt på, hvordan det bliver i Washington. Ikke mindst er jeg meget spændt på, hvordan dem jeg skal bo sammen med er, og hvordan området, jeg skal bo i, er. Det kommer I helt sikkert til at høre mere om.

Hvaler og Provincetown

Hvaler
Vi har set hvaler! Hvalturen var en kæmpe succes. Jeg havde troet, at vi var heldige, hvis vi fik set et par stykker. Det viste sig, at området nord for Provincetown siden 1992 har været reservat, og at hvalerne siden da har ynglet meget i området, og der derfor er meget gode muligheder for at se hvaler. Vi så ca. 40 hvaler! Der var pukkelhvaler, vågehvaler og finhvaler. Vi så flest pukkelhvaler. De er omkring 15 meter lange og vejer ca. 30 ton. Det var en kæmpe oplevelse og meget magisk, at se de kæmpe dyr svømme rundt. De kom meget tæt på båden og en gang blev jeg ramt i ansigtet af det vand de puster op, når de er oppe for at ånde. Vi så dem også spise. De bruger en teknik, hvor de finder en sildestime og sender luftbobler op i en søjle, så fiskene bliver 'fanget' mellem luftboblerne, hvorefter de svømmer op med stor kraft og forsøger at få så mange fisk som muligt ind i munden. Vandet løber så ud gennem barderne og fiskene bliver inde. Det er en ret effektiv teknik og de spiser et ton fisk om dagen. Det var helt vildt at se. Også mågerne synes det var fedt, for de spiste de fisk, som røg ved siden af. Pukkelhvalerne har sidefinner som er en tredjedel af deres kropslængde, de er derfor ret adrætte. De er også legesyge og hopper nogle gange op og plasker ned i vandet. Det så vi desværre ikke, men jeg er godt tilfreds med vores hvaltur og synes, det er ret imponerende at de kæmpe dyr kan bevæge så yndefuldt og roligt.

Vi tog en masse videoer og billeder. Her de to bedste:

I denne spiser de spiser de i starten. Bagefter vinker en af dem med sidefinnen:

På båden var en hvalkyndig kvinde, som undervejs fortalte, hvilke hvaler vi så. Pukkelhvalerne har alle forskelligt udseende haler, så de kan kendes fra hinanden. Folkene fra reservatet har givet dem alle navne og forsøger, at holde nogenlunde styr på dem. Det kan ske, at hvalerne bliver filtret ind i fiskenet, og så sættes der en redningsaktion i gang, hvor reservatfolkene tager ud og skærer hvalen fri.

Provincetown
Provincetown er egentligt et gamel fiskerlege, hvor der også var hvalfangst før i tiden, men i 1898 ødelagde en storm det meste af molen og fiskeindustrien og efter det, udviklede Provincetown sig til et yndet feriested og mange kunstnere slog sig ned. Fra 1960’erne begyndte en del hippier at slå sig ned og fra midten af 1970’erne begyndte en del homoseksuelle at komme. Provincetown har siden udviklet sig til det største feriemål for homoseksuelle på USA’s østkyst.

Allerede på båden på vej fra Boston derud begyndte vi at lure, at vi ville være en minoritet eftersom størstedelen af mændene på båden var bøsser, og kvinderne var lesbiske. Jeg tror ¾ af mændene i Provincetown er bøsser, og ¼ af kvinderne er lesbiske. Resten er børnefamilier. Hovedgaden i Provincetown er et miks af butikker som sælger alt fra sexlegetøj til børnetøj, og vi har set en del dragqueens og mænd i intet andet end stramme boxershorts, cowboystøvler og cowboyhat.
Man kunne forestille sig, at bøssemekkaet ville skabe en lidt underlig stemning for ikke-homoseksuelle, men her er en herlig, venlig og imødekommende stemning.
Husene er alle i træ. De er meget fine og putte nuttede og har velfriserede haver med masser af blomster. Blandingen af børnefamilier, glade bøsser og små træhuse giver stedet en vis sjæl. Vi bor på ’Prince Albert Guesthouse’, som er drevet af tre søde bøsser, som selvfølgelig har en godmodig hund som hedder princess Sophie.

Vi legede cykler den første dag og tog en tur til vestsiden af den tange Provincetown er yderste spids på. Der er lavet en cykelsti, som går gennem skoven, og det var skønt at få rørt sig lidt og få vind i håret. Vi har også ligget og daset på stranden og badet i det dejligt klare vand – og set den smukkeste solnedgang. Og så har vi spist os mætte i mængder af dejlig seafood. Specialt deres lokale udgave af ’Clam Chowder’ er et hit. Det er en slags suppe med skaldyr, kartofler og mælk eller fløde. I det hele taget har det været perfekt at komme herud og få et lille afbræk i storbyferien. Hvis nogen skal holde ferie på disse kanter, kan jeg klart anbefale at slå et smut forbi.

New York, New York

Så er der nyt fra de rejsende i USA. Vi sidder i en bus på vej til Boston, hvorfra vi tager en færge til Provincetown på Cape Cod. Da vi lage rejseplanerne om, droppede vi at leje bil og bestilte i stedet billetter hos ”BoltBus”. Fire timer fra NYC til Boston for 75 kr. – og så er der til min store overraskelse trådløst internet i bussen (hvorfor er det så lige, at det er så svært for DSB, at lave en ordentlig løsning i deres tog!?!). Vores buschauffør hedder Jackie og introducerede med at sige, at hun er oprigtig glad for, at vi har valgt at køre med BoltBus, for det giver hende til dagen og vejen og til at få ordnet negle og hår… Jeg er også oprigtig glad for, at vi valgte at tage bussen, for morgentrafikken ud af New York havde hverken Mads eller jeg lyst til at prøve kræfter med.

Vi ankom til NYC først på aftenen lørdag. Jeg havde i flyet været lidt nervøs for, om alt ville gå glat i forhold til min indrejse på visummet, men det gik lige så nemt, som det har været bøvlet at få det. Manden bag skranken løftede knap nok blikket, men stemplede bare derudaf og ønskede mig velkommen i staterne – dejligt og meget lettende. Så kunne ferien endelig begynde!

Vi har benyttet os af mange af de gratis glæder NYC tilbyder. Søndagen startede vi således med at få gratis guidet tur i Lower East Side af Judy, som var vokset op i området og fortalte levende og spændende om kvarterets historie og udvikling fra immigrant slum til hipt område med kunstnere og bohos (bourgeois behomeians). Det vil sige alle dem som har penge, men som synes det er fedt at bo i de områder, hvor de fattige kreative bor. Hun var en fantastisk guide og krydrede turen med mange sjove anekdoter.

Vi har også taget en tur med Staten Island færgen, hvorfra man kan se frihedsgudinden og Manhattans skyline fra vandet. Frihedsgudinden var overraskende lille – det er jeg nok ikke den første som synes – og Manhattans skyline var imponerende. Ground Zero ligger i den ende af Manhattan, og man kan virkelig fornemme hullet efter World Trade Center. De bygger på livet løs, for at få det nye Libeskind tegnede World Trade Center op, men det tager jo immervæk nogle dage. Det nye ”Freedom Tower” bliver 1776 fod højt (514 m). 1776 er meget symbolsk, for det er året, hvor frihedserklæringen blev skrevet under og borgerkrigen mod englænderne begyndte. – det skal vi lære meget mere om i Boston, for det var der, det hele begyndte.

Det har været meget dejligt vejr. Solskin og omkring 30 grader, så vi har brugt Central Park til at slappe af i. Mads havde downloadet en podwalk, hvor man blev guidet gennem parken imens der blev fortalt om parkens historie og karakteristiske sites. Jeg er imponeret over, hvor mange funktioner den rummer. Der er både teater, legepladser, baseballbaner, søer hvor man kan sejle med modelskibe, søer hvor man kan sejle i robåd, veje til cyklister som kører ræs, gode løberuter, en Zoologisk Have og meget mere. Parken blev renoveret i slutningen af 90’erne, og den er ekstremt lækker. Jeg så ikke noget skrald ligge og flyde, og jeg så heller ikke nogen smide skrald. Der er sandsynligvis mange ansat til at holde parken pæn, men det virker også som om, at New Yorkerne passer ekstremt godt på deres åndehul. Vi boede de sidste dage ret tæt på Central Park, og vi kunne ikke dy os for at tage en morgenløbetur sammen med alle de andre i onsdags.

Selvfølgelig har vi også været på museum. Jeg er jo kæreste med en museumsnarkoman, og er også selv meget glad for museumsbesøg, så vi satte kursen mod The Metropolitan Museum of Art i går. Det er helt ekstremt stort. Imponerende samlinger, hvor alle kan finde noget af interesse lige meget om man er til egyptisk kunst, græske statuer, middelalderkunst, moderne malerier eller cypriotisk kunst. De har alt! Vi fik en guidet tur af en praktikant, som tog os til museets highlights. Det var virkelig godt og interessant. Bagefter rendte vi rundt på egen hånd og for vild indtil flere gange.

Mads er jo ekstremt god til at støve sjove ting op, så mandag var vi på disco i det gamle ’meatpacking district’, som nu er blevet forvandlet til et ekstremt hipt område. Det sjove er, at der stadig ligger kødbutikker og slagtere i en skøn blanding med übersmarte restauranter og butikker. Vi drak drinks under råben himmel på 14. etage inden vi dansede den halve nat. Det var skide sjovt. Jeg var meget imponeret over toilettet på klubben. Der var alt hvad man kunne forestille sig – eller ikke havde forestillet sig, man kunne få brug for. Tyggegummi, kondomer, kontaktlinsevæske, parfume osv. meget imponerende!

Vi har skam også været i teatret og set et rigtigt Broadway stykke. Jeg var meget skeptisk i starten, men overgav mig til morskaben og nød at blive underholdt. En tur til toppen af Rockefeller Center er det også blevet til, hvor der er udsigt ud over Manhattan fra 68.etage. Vi tog derop om aftenen, og hvor var det utrolig smukt og flot!

Ellers har vi udforsket meget af NYC til fods. Jeg er overrasket over, hvor hurtigt kvartererne skifter. Drejer man om et hjørne er man pludselig i China Town og kan kun finde skilte på kinesisk og se kinesere hvorend man kigger hen. Drejer man om et andet, er man i The Financial District, hvor folk går i jakkesæt og ser meget business agtige ud. Jeg tror aldrig, jeg har gået så meget indenfor så få dage, så fusserne er ved at være trætte. Det bliver skønt at have et par dage nu, hvor vi skal flade ud og ligge på stranden og på hvaltur. Jeg håber SÅ meget, at vi ser en hval!

Visumsagaen

Velkommen tilbage til Fräulein Quatschen – og velkommen til jer, som ikke har stiftet bekendtskab med bloggen før. Første indlæg handler om optakten til mit ophold i USA: Opnåelse af visum.

For at studere i USA skal man have visum. Jeg havde hørt fra andre, at det godt kunne være en lidt stressende proces, så jeg prøvede at foregribe begivenhederne, så godt jeg kunne. Første skridt var at sende ’proof of finance’ til American University (jep det hedder det universitet jeg skal gå på…). Proof of finance bestod i, at banken skrev under på, at jeg var i stand til at betale opholdet selv, og at min far skrev under på, at han ville finansiere det, hvis ikke jeg selv kunne. De papirer sendte jeg til dem i midten af april og skulle så bare vente på, at de sendte et dokument tilbage, som jeg skulle bruge til visumansøgningen. Månederne gik, og jeg hørte intet, så i starten af juni ringede jeg og spurgte, hvornår jeg kunne regne med at have papirerne. Inden for to uger var svaret. Jeg ventede så pænt igen, og da jeg 1. juli endnu ikke havde hørt noget, ringede jeg til Washington igen, hvor meldingen var, at de regnede med at kunne sende mig papirerne samme uge. Jeg var på det tidspunkt begyndt at blive lidt stresset. Den videre proces er, at man skal til en samtale på ambassaden, hvor man skal have alle sine papirer med og aflevere sit pas, og så går der nogle dage, før man får passet tilbage med visumet sat ind i. På anbefaling af en af RUC pigerne, som lige har været i USA og læse, gik jeg derfor ind på den amerikanske ambassades hjemmeside for at booke en tid til samtalen, selvom jeg endnu ikke have alle papirerne. Til min store skræk var første ledige tid torsdag d. 17. juli. Mads og jeg havde planlagt at tage af sted mandag d. 21., så det ville jo ikke give dem så mange dage at lave det i, men jeg slog koldt vand i blodet, håbede på det bedste, tog på festival og glemte visumstressen. Da jeg kom hjem, var der stadig ikke kommet nogen papirer fra Washington, og endnu engang måtte jeg ringe derover og fik nu at vide, at de regnede med at få papirerne samme dag og fedexe dem ekspres. I mellemtiden gik jeg i gang med at hitte rede i alle de mange dokumenter, som skulle udfyldes og krav der skulle opfyldes. Jeg kan godt afsløre, at det er noget af en prøve at søge visum til USA. Jeg mistænker dem for, at gøre det så besværligt som muligt for at teste om man virkelig vil have det (samme taktik kører de danske myndigheder vist…). F.eks. skal man betale 700 kr. for at få visum. Dem kan man ikke bare betale på netbank, næ nej, dem skal man ned i en Jyske Bank filial og betale. Fotoet, som skal sidde på visum ansøgningen, er heller ikke et normalt pasbillede, næ nej. Det skal være 5x5 cm, fra toppen af håret til bunden af hagen må der være mellem 2,5 og 2,8 cm, og øjnene skal være mellem 2,8 og 3,3 cm over bunden af fotoet. Jeg måtte derfor ind til en fotohandler og få taget billedet. Han havde heldigvis fuldstændig styr på det, og jeg fik en historie fra hans fortid i det cambodianske justitsministerium, hvorfra han flygtede under Pol Pot, med på vejen.
Endelig kom papirerne fra Washington. Jeg tjekkede igennem for at sikre mig at alt var skrevet under osv. I den forbindelse opdagede jeg, at startdatoen var anført som d. 25. August. Jeg skal starte d. 18. August, og problemet i det var, at man ikke må rejse ind mere end 30 dage før ens visum gælder. Jeg loggede derfor igen på Skype og ringede til Washington. Her kunne de fortælle mig, at startdatoen formelt er d. 25. fordi den første uge er orientering for de internationale studerende og ikke gælder som en del af det ’akademiske program’. Der var desværre ikke noget, de kunne gøre ved det, men de var meget brødebetyngede over, at de ikke havde gjort opmærksom på det og undersøgte, hvad jeg kunne gøre. Deres forslag var, at jeg kunne rejse ind som turist, rejse ud igen efter d. 26. juli og ind igen på mit visum. På det tidspunkt var mit stressniveau generelt ret højt, og da det jo i forvejen var ret usikkert, om jeg ville kunne nå at modtage mit pas til vores planlagte afrejse, besluttede Mads og jeg at udsætte afrejsen til d. 26. juli. Ingen af os havde specielt meget mod på at skulle forklare en amerikansk grænsevagt om finurlighederne i vores rejseplaner og nødvendigheden af, at jeg tog en smuttur til Canada. Derfor bestilte vi nye billetter, lavede rejseplanerne lidt om og brugte alt for mange penge på at ombooke vores oprindelige billetter.

Det var en god beslutning og har givet lidt ro på. Mit pas med visum kom i tirsdags, og jeg har også fundet et sted at bo i Washington. Jeg har kigget en del på en Craigslist (en boligside) og fandt et hus, som lød rigtig hyggeligt. Der er fem andre end mig. Tre mænd og to kvinder. De virker rigtig søde, har hund og gør meget ud af at bo ’kollektivt’. Det er rart, når jeg ikke kender en sjæl i byen. Jeg skypede med dem med webcam i søndags, så de kunne se mig og jeg kunne se dem. Det var ret sjovt og fedt at få et indtryk af dem og huset. Det er lidt mærkeligt at have sagt ja til et sted uden at have set det, men de virkede flinke og engagerede, og det er jo det vigtigste. På mit profilbillede på Skype er jeg klædt ud som discodronning med afroparyk og malet mørk til en temafest. I starten virkede mit kamera ikke, så de troede, jeg så sådan ud, men jeg måtte jo afsløre, at jeg desværre hverken har afrohår eller er mørk i huden, men derimod er hvid og bleg med fladt hår. Det kom der lidt morskab ud af. Mads skal hjem d. 6. August, da han skal til sin farmors 85 års fødselsdag, så jeg har 1½ uge i Washington, inden jeg skal starte. Det er nok meget godt med lidt tid til at falde til og få ordnet de praktiske ting.
I morgen er der afgang. Jeg glæder mig, er spændt, lidt nervøs men mest af alt meget nysgerrig og glæder mig til at opleve amerikanerne og USA på første hånd. Mads og jeg tager jo af sted sammen. Det er rart, at han tager med over og sætter mig af. Vores tur går først til New York, derefter til Cape Cod, hvor vi skal på whalewatching sejltur og dase på stranden og til sidst til Boston. Mads tager hjem fra New York, og jeg tager selv videre til Washington. Det kunne have været fedt, hvis han kunne komme med og se, hvor jeg skal bo, men det må han have til gode, til han kommer over og besøger mig i november, når der er præsidentvalg.

Jeg ved ikke, hvor meget netadgang vi får undervejs, men jeg skal nok give en udførlig beskrivelse af vores bedrifter, når jeg er i DC.