Når enden er god...

Jeg var i fredags til evalueringssamtale hos Schröder. Jeg var lidt nervøs for det, for jeg havde en fornemmelse af, at han ikke var helt tilfreds. Min overraskelse var derfor stor, da han kun havde rosende ord at sige og jeg fik en vildt god anbefaling. Han lagde meget vægt på at jeg endelig skulle komme forbi, når jeg kommer til Berlin igen og han ville gerne vide, hvad jeg kommer til at lave i fremtiden osv. Jeg havde forberedt en lang tale om de ting jeg ikke havde været så tilfreds med, men da jeg sagde, at jeg nogle gange syntes det havde været svært, fordi han tit var ukonkret når jeg fik en opgave og jeg ofte ikke rigtig vidste, hvad han ville have, så sagde han, at det vidste han godt, at han er dårlig til. Det endte med at vi sad og snakkede om mine fremtidsplaner og Danmark i en halv time og det var faktisk hyggeligt. Jeg var meget overrasket og glad og lettet.
Han gik meget op i at der stod det rigtige i anbefalingen. Det er (selvfølgelig) meget vigtigt i Tyskland og det viste sig at der (selvfølgelig) er en hel bog om, hvordan man skriver anbefalinger. Åbenbart er det f.eks. et kodeord, at der til sidst står tak for samarbejdet og at man ønskes alt godt, for hvis ikke der står det, betyder det at det ikke har været godt. De er fandme så skøre de tyskere.
Jeg synes det har været en vild spændende erfaring at være i Bundestag og en super udfordring. Selvom det ikke altid var lutter lagkage, vil jeg helt sikkert tænke tilbage på det, som noget godt og lærerigt.

Unser Kiez

Denne post handler om vores kvarter - Unser Kiez (som betyder det nære kvarter).

Vi bor i bydelen Kreuzberg, som er ret stor og derfor er der to dele af Kreuzberg. Kreuzberg 61, som er bohemedelen med alle hippierne og Kreuzberg 36 med tyrkerne, de autonome, alkoholikerne osv. Det er der vi bor. Kreuzberg 36 er dog ved at blive mere og mere hipt og den del af Kreuzberg 36 vi bor i er blevet udråbt til den nye in-kiez, fordi boligerne stadig er relativt billige her (danskerne har endnu ikke presset priserne op her fordi de kun køber lejligheder i Prenzlauerberg og Friedrichshain) og kunstenere, studerende og andre kreative, som sætter gang i tingene derfor flytter herned. Kreuzberg er en del af det tidligere vest, men lå lige i kanten og vores gade var en blindgyde, som var spærret af mur. Derfor skete her ikke en skid, men da muren faldt lå kvarteret pludselig midt i byen. Det har betydet, at der i vores gade er åbnet masser af restauranter, barer, butikker osv. inden for de sidste år.

Supermarkedet: Det supermarked som ligger tættest på er Kaiser's. Det er ret lille, men alligevel er det utroligt, hvor meget de har formået at proppe derind. Det betyder at det altid er en kamp at komme rundt med en indkøbsvogn, fordi der kun er plads til én vogn i gangene af varer der tårner sig op.
Kaiser's svarer egentlig til Brugsen, men stamkunderne i vores Kaiser's er alkoholikerne, som trofast sidder ude foran og derfor er kvaliteten af grøntsager og frugt også derefter. Det er ikke lige det de sælger mest af, så man skal tit være heldig for ikke at komme hjem med rådne ting. Derfor er jeg faktisk krøbet til korset og køber altid grøntsager i Lidl, som ligger lidt længere væk.

Isen og pizzaen: Lige rundt om hjørnet fra os ligger Falckenstein Straße, hvor en driftig tyrker ved navn Aldemir har åbnet to butikker, som har resulteret i et sandt kvarterløft. De ligger lige overfor hinanden. I den ene kan man købe stenovnsbagte pizzaslices og i den anden hjemmelavet is. Begge dele er super lækkert og der er altid mennesker. På varme sommeraftenener summer det af liv og folk i alle aldre som spiser enten pizza eller is eller begge dele. Mads har været meget trofast kunde i pizza biksen, mens jeg mere har læsket mig i den lækre is.

Parken: Fem minutter væk ligger Görlitzer Park, som tidligere var banelegeme. Indtil 1961 var det en privatbane til Cottbus og Görlitz, men så blev der bygget en vis mur og derefter blev banen kun brugt til godstog. I 1985 blev den helt sløjfet og området blev i starten af 1990'erne lavet til park. Parken er ret stor og der er både lavet en børnebondegård, med æsler, grise, høns osv. og en trafikskole, hvor man kan lære at begå sig i trafikken, plus at der er fodboldbaner og et kæmpe parkområde med plads diverse aktiviteter. Det er også et ret yndet sted for tyrkerne, som slæber hele stuen med og griller til den store guldmedalje, mens ungerne leger i parkens springvand. Der sidder næsten altid en eller flere og spiller eller jammer. Der er i weekender med solskin et Leben uden lige og man kan virkelig få meget tid til at gå med at iagttage alt der sker.

Broen: Vi bor som sagt i 'østhjørnet' af Kreuzberg og næsten lige uden for vores dør er Oberbaumbrücke, som forbinder Kreuzberg og Friedrichshain over Spree. I september er der efter sigende en tradition med at friedrichshain'ere og kreuzberg'ere mødes på broen og har en kæmpe kamp med gamle rådne grøntsager, vand og andre 'fredelige' våben for at se hvem der er sejest. De to bydele blev administrativt slået sammen for nogle år siden, men friedrichshainerne kalder Kreuzberg 'underfriedrichshain' og Kreuzberg'erne kalder omvendt Friedrichshain for 'Østkreuzberg'. Jeg har desværre ikke oplevet det. Det skulle være ret underholdende.

Oberbaumbrücke er oprindelig bygget i 1732 og fik sit nuværende udseende i 1896. Stilen er 'nygotisk', men jeg synes mest det ligger to legotårne. Under DDR fungerede den som en af de syv grænseovergange indenfor Berlin. I 1997 blev der udskrevet en konkurrence, om markering af grænseovergangene. På Oberbaumbrücke er derfor en kunstinstallation med to neonhænder som spille sten-saks-papir om aftenen. De skifter hver sjette sekund og man kan selv tage del i legen ved at gætte med på, hvad det næste bliver.
Derudover er der en skøn udsigt fra broen og tit nogle ret fantastiske solnedgange.

At bo tæt ved Spree har også andre fordele i form af de barer, som ligger på vandet og hvor man i sommeraftenerne kan sidde ude til den lyse morgen, Badeschiff, hvor man kan slænge sig i sandet og bade i poolen, som er stillet ud i Spree og Treptower Park, som strækker sig langs med Spree og er perfekt til løbeture.

Ja, så vores Kiez er skøn at bo i. Det er sjovt som man tilpasser sig. Hvis jeg havde boet et andet sted i Berlin, havde jeg sikkert syntes det var fantastisk - men der er nu noget magisk over Schlesi-Kiez! Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig de kommende år.

Finkultur og popkultur

Jeg nyder virkelig livet! Det her er en perfekt måde at sige farvel til byen og de folk jeg har lært at kende hernede og samtidig nå de sidste ting jeg gerne vil i Berlin. Jeg tror aldrig man bliver færdig med byen, når man først er blevet hooked, og vi kommer sandsynligvis også til at tage tilbage en gang i mellem.

Finkultur
I går var jeg på Neue Nationalgalerie med Nick og se udstillingen 'Die schönsten Franzosen kommen aus New York'. Titlen dækker over at Metropolitan Museum of Art New York er ved at bygge om og derfor har udlånt deres samling af franske værker fra det 19. århundrede til Berlin. Det var en rigtig flot udstilling og vildt, at det er det ene mesterværk efter det andet som hænger på væggen. Jeg er egentlig mere til moderne kunst og de billeder jeg bedst kunne lide hørte da også under kategorien 'Die Väter der Moderne' og var repræsenteret af bl.a. Cézanne og Gauguin. Jeg synes dog, at det var rigtig spændende, for udstillingen var bygget op om hver stil, så man kunne se de forskellige retninger indenfor malerkunsten på det tidspunkt og det var rigtig godt lavet og lærerigt også, så det var fedt. F.eks. lærte jeg, at der også er en retning der hedder 'orientalisme'... dog kun repræsenteret af to kunstnere.
Udstillingen løber helt til 7. oktober, så hvis der er nogen der skal til Berlin og har lyst til Gauguin, Manet, van Gogh, Monet, Cézanne, Renoir, Delacroix, Courbet, Matisse, Picasso m.fl. kan jeg klart anbefale at gå ind og se udstillingen.
Se evt. Die schönsten Franzosen kommen aus New York

Popkultur
I går aftes stod den på noget helt andet. Stadig kunst og kultur, men i den helt anden retning. Vi var nemlig fem der skulle til Justin Timberlake koncert. Vi var meget spændte på om det ville blive en gang plat intetsigende pop og vi bare ville stå og kigge på hinanden og føle os dumme eller om det ville blive en fed fest. Jeg vil sige det var lidt af begge dele. Meget kan man sige om Timberlake, men han kan sgu spille musik og synge - og danse! Jeg har altid været vild med dans. Det står stadig krystalklart for mig da min moster i 1991 tog mig med til Europamesterskaberne i kunstskøjteløb i Brøndbyhallen, da jeg første gang så Strictly Ballroom og da selv gik til 'Disco Freestyle' som 9 årig. Jeg er en sucker for dans og lappede Justins velkoreograferede danse i mig. Noget andet der var fedt var, at hans kvindelige dansere faktisk lignede kvinder. Det var ikke sådan nogle anoreksiofre, men havde faktisk lidt røv at svinge med. Hans dansenumre fungerede fantastisk og han havde publikum i sin hule hånd. Til gengæld synes jeg at mange af balladerne var lidt kedelige. Da han midt i koncerten åbenbart skulle have en pause kom Timbaland på scenen og leverede det værste lort jeg længe har set. Han stod bare og brægede ned i mikrofonen og der kørte nogen der mest af alt mindede om en 20 minutter lang reklame for hans greatest hits. Al respekt for mandens formåen som producer, men måske skulle han bare blive bag scenen og dreje på sine knapper.
Da Justin efter 'pausen' kom tilbage havde han svært ved at trække koncerten op igen og første del var helt klart bedst, selvom det lykkedes ham hen ad vejen.
En fed og sjov oplevelse og vi mængede os med nogle helt andre berlinere end normalt. Det var også sjovt. Og så glad er man, når man lige har set en Justin Timberlake koncert:

Schluß damit!

Så er jeg færdig i Bundestag. Havde sidste dag i går. Det har været spændende at se hvordan det hele fungerer og hvordan politik faktisk bliver til. Jeg synes det var sjovest i Sitzungsugerne, hvor politikerne var der og jeg kom med til udvalgsmøder, debatter osv. Det var også i de uger, at de sjoveste opgaver var med forberedelse af positionspapirer, når Schröder skulle præsentere sin koalitions politik til udvalgsmøderne, skrivning af taler osv. Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget 'rigtigt' arbejde jeg har fået lov at lave. Jeg har kun kopieret én gang, så det har været fedt. Ulempen i Sitzungsugerne var så også at Schröder var der... Han viste sig efterhånden at være rimelig usympatisk. F.eks. snakker han rigtig grimt til folk og jeg fik også lige et fur i sidste uge, fordi han var stresset og ikke havde styr på sine ting. Jeg blev skide sur og ked af det fordi jeg følte mig så uretfærdigt behandlet. Derudover er han rigtig dårlig til at sige, hvad han egentlig gerne vil have når man får en opgave fra ham, så tingene skal altid laves om mindst tre gange. Jeg synes det er totalt spild af tid og det synes Mathias åbenbart også, for han sagde til mig, da jeg skulle skrive et svar på en borgerhenvendelse, at jeg bare skulle skrive noget hurtigt og så kunne Schröder læse det og sige hvordan han vil have det. Jeg synes det er fjollet ikke bare at snakke om fra starten, hvad han vil have. Derudover gav han mig tit et elevatorblik og det var ikke bare et diskret et, nej han vendte hovedet, kiggede ned på mine fødder og hele vejen op ad min krop. Jeg synes det er super ubehageligt, respektløst og meget intimiderende.
Heldigvis var det så sjældent at Schröder var der og Heike, Christian og Mathias var rigtig søde og vi har hygget os meget. Alt i alt har det været rigtig fedt at prøve og også sjovt at være en del af en tysk arbejdsplads og se hvordan kulturen er osv.

Mads og jeg fejrede i går at jeg var færdig ved at tage i Fernsehturm og spise. Det var meget kitschet og sjovt og romantisk på den DDR-agtige måde.
Fernsehturm stod færdigt 3. oktober 1969. Det er med sine 368 m det højeste byggeri i Tyskland og det tredje højeste i Europa. Fernsehturm er for mange synonym med Berlin og der er mange historier, anekdoter og sågar lavet en sang om Fernsehtum. Da der sidste sommer var VM i Tyskland, var det selvfølgelig også udsmykket som forbold.
En af anekdoterne hedder 'Pavens hævn'. Som man kan se på billedet til venstre danner der sig i solskin et kors på kuplen. Det var selvfølgelig ikke særlig populært i DDR og der går mange historier om at Stasi ved hjælp af spejle og med andre metoder prøvede at få det væk. Dog skulle en af DDR-regeringsmedlemmerne have sagt: "Det er ikke noget kors, det er et plus for socialisme". Ja, man kan tolke tingene som man vil...
Fernsehturm er under alle omstændigheder stadig præget af 1960'er DDR stil. Både indretning og tjenernes tøj leder tankerne hen på 60'erne og også maden var af en anden tid. Meget tysk og bastant men overraskende lækkert.
Det var ret sjovt at se Berlin ovenfra og sidde og kigge ned på alle de gader vi normalt plejer at cykle rundt i. Interessant var det også, at det er helt tydeligt at se hvilke dele af byen der blev bombet under 2. verdenskrig.
Selvom det er super kitschet og jeg ellers har været lidt imod at tage derop, fordi det er så dyrt i Éntre (8,50 Euro), så overgiver jeg mig til Fernsehturms charme.

I sidste weekend var jeg i Rom og besøge min veninde Katja, som er i praktik på den danske ambassade dernede. Fra København kom Anne Kathrine og det var skide hyggeligt at se dem. Vi kender hinanden fra RUC, hvor vi læste de to første år sammen.
Vi nød byen, spiste en masse is, snakkede ørerne af hinanden (Katja mistede undervejs stemmen) og spiste dejlig mad. det er så fedt, at næsten lige meget, hvor man går hen og spiser, så får man lækker mad. Rom er jo en skøn by og det var rigtig dejligt vejr, så jeg nød det meget. Derudover var det ret sjovt at lægge mærke til, hvor forskellige byer Rom og Berlin er. Der er virkelig en verden til forskel.

Sanssouci og Strandbad Wannsee

Så er det blevet sommer i Berlin! Over 30 grader i dag. I går lavede vi derfor søndagsudflugt til Sanssouci og Wannsee.

Sanssouci
Sanssouci betyder 'uden bekymringer' og var Frederik den stores (1712-1786) lystslot. Det ligger i Potsdam og til slottet hører en kæmpemæssig park, med kinesisk hus (på billedet), kanaler, springvand, statuer osv. Det stod færdigt i 1747 og dets funktion var, som navnet antyder, at den intellektuelle og kunstinteresserede Frederik, kunne trække sig tilbage hertil og glemme sit hverv som regent. Frederik den stores far, var kendt som 'Soldater-kongen', men den unge Frederik havde ikke meget interesse i krig og prøvede som ung sammen med en betroet barndomsven at flygte til England, for at slippe for at blive konge. Han blev dog fanget og faren tvang ham derefter til at overvære vennens henrettelse for at hærde ham og statuere et eksempel...
Fredrik den store, eller Alter Fritz, som han også kaldes, blev gift med Elisabeth Christine af Brunswick-Bevern i 1733, men var ikke meget for ægteskabet, som var hans fars ide, og da faderen døde, blev hun placeret på et slot i Berlin og de havde derefter ikke meget med hinanden at gøre. En af Frederik den stores gode venner var Voltaire og der går rygter om at de havde et seksuelt forhold til hinanden, men rygterne siger også, at Fredrik var aseksuel og hverken interesseret i kvinder eller mænd. Der går da heller ingen historier om elskerinder. I hvert fald fik han ingen børn og hans nevø efterfulgte ham på tronen.
Slottet er egentlig ret lille og ikke særlig prangende. Det ligger som her ses på toppen af en høj og nedenfor er der terasser med vin- og figentræer. Det er mere parken, som er prangende og overdrevet.
Vi ville egentlig gerne have set slottet indefra, men det kostede 8 euro (og det var endda med studenterrabat). I stedet så vi 'Damefløjen', som var ok, men det virkede mest som om de havde sat de møbler de ellers ikke kunne finde plads til eller ikke var fine nok til at være andre steder derind og det var i det hele taget lidt underligt, men sjovt nok at se.

Selve Potsdam er en ret lille idyllisk by, omgivet af søer og kanaler. Dog har Potsdam, som alle andre steder i Tyskland, også lidt med 2. verdenskrig at gøre. I 1945 blev fra 17. juli til 2. august afholdt 'Potsdam Konference', hvor Stalin, Truman og Churchill mødtes som sejrherrer af 2. verdenskrig og aftalte hvilken politik der skulle føres under besættelsen og genopbygningen af Tyskland.

Strandbad Wannsee
Efter spadsergangen i slotsparken gik turen til Wannsee, som er en sø i nærheden, hvor man kan bade. Strandbad Wannsee er en vaskeægte badeanstalt, som lige har haft 100 års jubilæum. Ingen af os havde været der før og det var overraskende lækkert - og meget tysk. F.eks. havde de et højtaleranlæg, hvorfra der blev råbt advarsler til folk, der ikke opførte sig ordentligt. F.eks. blev der på et tidspunkt råbt til en som åbenbart gjorde noget der ikke var tilladt: "Es ist nicht erstattet, das heißt: Es ist verboten!" Ellers var det skønt og FKK (Freie KörperKultur) folkene havde også deres egen del af stranden, hvor de rendte rundt i bar røv. I det hele taget perfekt søndag med masser af hygge, sjov, mad og is:-)
Også Wannsee var en brik i 2. verdenskrig. I en villa som ligger ved søen mødtes Nazispidserne i 1942 og forsøgte at planlægge, hvordan de definitivt kunne udrydde jøderne. Det er skræmmende at tænke på, hvor gennemsyret alt i Tyskland er af den krig. Den er allestedsnærværende og jeg begynder at forstå, hvorfor tyskerne stadig slæber rundt på deres kollektive dårlige samvittighed.

Livet i Bundestag
Det går stadig godt i Bundestag, selvom jeg er ved at være lidt træt af at prostituere mig selv til konservative politikere.
Mathias skal giftes om to uger. Vi snakkede om det og jeg sagde, at jeg ikke var meget for det der kirkeshow og i hvert fald ikke selv skal giftes i en kirke. Det er jo ikke så taktisk smart, når man er i praktik hos et parti som hedder "Christlich Demokratische Union Deutschlands", men de har for længst luret at jeg ikke er på samme hold som Schröder og jeg tror faktisk heller ikke at Heike, Christian og Mathias er så forfærdelig konservative.

Stasi-fængsel og gadeteater

Lea har været på besøg i weekenden. Det var super hyggeligt. Søndag formiddag var vi ude og se det tidligere Stasi-fængsel, som ligger ude østpå i bydelen Lichtenberg. Kl. 9.30 var der en dansk rundvisning og da Lea samtidig er A-menneske, tog vi den. Derfor stod vi op kl. 8 søndag morgen. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg er stået så tidligt op en søndag... Heldigvis var det godt vejr, så vi tog cyklerne derud og cyklede fornøjede gennem solskinnet og de mange firkantede DDR-boligblokke, som af tyskerne bliver kaldt 'Plattenbau' og står på rad og række derudaf. Det er ret trøstesløst.
I Stasi-fængslet ventede os en rigtig sød guide, han kunne dansk fordi han er helt vild med Danmark og havde derfor lært sig selv det. Han mente, at han havde været i Danmark mere end 500 gange, men da han af gode grunde først har kunne rejse fra november 1989, skal han godt nok have været afsted ofte. Han var helt vild med dansk kultur, henviste flere gange til Olsen Banden og hvor søde han synes danskere er.
Alle rundviserne derude er tidligere fanger og det giver det unægtelig en anden form for intencitet end normalt. Vores rundviser havde siddet der tre gange i alt 17 måneder. Han sagde ikke for hvad, men det har helt sikkert været politisk.
Jeg synes det er svært at forstå, at der i Europa har været et diktatur helt op til 1989. Når han står der og fortæller om alle de grufulde ting, de som fanger blev udsat for, er det svært at fatte. En proces i en retssal med en forsvarsadvokat var selvfølgelig utænkelig, man vidste nogle gange ikke, hvorfor man var blevet hentet af Stasi og aldrig, hvor længe man skulle være spærret inde. I Hohenschönhausen, som fængslet hedder, havde fangerne aldrig øjenkontakt med nogen. Systemet var indrette sådan at fangerne aldrig så hinanden. Vores guides længste afhøring havde varet 26 timer, hvor man skulle sidde på en taburet, med hænderne under lårene. Scenen i 'Das Leben der Anderen', hvor Stasi gemmer det stykke stof den afhørte har siddet på, er ikke fantasi. Stasi samlede kropslugt fra hver enkelt fange og konserverede det, så hunde kunne lugte til det, hvis en fange skulle stikke af. Det er der dog aldrig nogen der har gjort fra Hohenschönhausen, for som han sagde: "Hvor skulle man flygte hen i DDR?". På billedet står han foran en såkaldt "Stasi-taxi". De var malet som fiskevogne og blev brugt til at hente mistænkte i. Dog opstod der problemer, fordi fiskehandlerne i området begyndte at undre sig over de mange fisketransporter, når deres egne butikker havde været lukkede i flere måneder pga. leveringsproblemer - så blev bilerne malet om til brødbiler...

Det mest slående ved vores guide var, at han ikke var bitter eller hævngerrig. Han fortalte om en læge, som havde indrettet en gummicelle i kælderen, hvor folk blev tortureret til de bogstavelig talt blev sindssyge. En af de andre sagde, at lægen selv skulle prøve det, men til det svarede vores guide: "Nej, det er der ingen der skal udsættes for".
Fascinerende var også, at man kan spærre mennesker inde, gøre livet så surt som muligt for dem og prøve at nedbryde dem, men alligevel finder de en måde at bevare håbet. Fangerne udviklede et bankesystem, hvor et bank betød A, to bank betød B osv. Om aftenen genlød fængslet af banken og selvom vagterne prøvede at følge med og skrive ned, hvad der blev kommunikeret, lykkedes det sjældent, fordi de var blevet for hurtige til det. I det hele taget et super spændende besøg!

Gadeteater
Noget helt andet vi så, var gadeteater i en parallegade til vores. Fra 21.30 til 23.30 spillede i weekenden en teatergruppe ni små scener, hvor de brugte gaden, butikker, lejligheder osv., som en del af kulisserne.
Det var vildt fedt og meget flot lavet. Der var ingen tale, al dialog og fortælling, blev projiceret op på bagvægge, mure osv. Hver historie varede ca. 10 min. og de startede og sluttede alle på samme tid, hvorefter man så kunne finde en ny at se. Ofte lagde vi kun mærke til at der var en scene, fordi der stod nogle andre og kiggede. En af historierne foregik f.eks. på en altan i 1. sals højde. Det var en super fed måde at bruge byrummet på og bringe teatret ud til folket.

1. maj og tysk familiepolitik

1. maj er fridag i Tyskland og Berlin har ry for at være præget af store demonstrationer og gadekampe mod politiet. Vi skulle selvfølgelig se, hvordan berlinerne fejrer dagen og tog derfor del i festlighederne i kvarteret omkring Oranienstraße, som er lige i nærheden af, hvor Mads og jeg bor. Fem gader var spærret af og det bar meget mere præg af folke-/gadefest end i København, hvor 1. maj i Fælledparken er blevet en minifestival uden visioner.
Over det hele var små scener med alt fra hip hop til heavy musik og den lokale ungdomsklub havde også en scene, hvor de batlede mod/med hinanden i en eller anden form for dans, som mest kan beskrives, som en blanding mellem breakdance og electric boogie. Alle tyrkerne havde selvfølgelig også deres område, hvor luften var tyk af røg fra griller med kød der brændte på og her blev også danset - dog i en lidt anden stilart. Stemningen var super fed og der var vildt mange mennesker, så vi blev til sidst trætte af at gå rundt og slog os ned i solen med et par øl. Skøn fridag!
Om aftenen var det vist gået lidt vildt for sig mellem demonstranter og politi, men ifølge 'Berliner Morgenpost', slet ikke så slemt som normalt, hvor ca. 600 demonstranter bliver anholdt og også mange politifolk kommer til skade.

Debatten om familiepolitik
I Tyskland har der de sidste måneder været gang i en ret stor debat om familiepolitik. Tyskerne er dem i Europa, som får færrest børn, og da de har nogenlunde samme demografi som os, får de et kæmpe problem i fremtiden med alt for mange gamle og alt for få til at arbejde. Den konservative familieminister, Ursula von der Leyen, har sat problemet på dagsordenen, ved at fremsætte et forslag, der blandt andet skaber mange flere pasningsmuligheder til børnene og det har rejst et ramaskrig. Problemet er nemlig, at holdningen blandt mange tyskere er, at man er en dårlig mor, hvis ikke man går hjemme med sine børn i hvert de tre første leveår. Det betyder, at rigtig mange kvinder vælger familie eller karriere. Flere og flere er begyndt at vælge det sidste og det er der problemet ligger. De unge tyske kvinder gider simpelthen ikke få børn. Nogle steder i Tyskland er der kun børnehavepladser til hvert 8. barn og med vuggestuer ser det endnu værre ud.
Selvom Mathias og Christian (de videnskabelige medarbejdere hos Schröder) er rimelig fremadsynede og fornuftige at høre på, var de ved at dø, da jeg sagde at jeg kom i vuggestue da jeg var 3 mdr. Selvom jeg ikke mener jeg har lidt nogen nød af den grund, var de overbevist om, at det måtte jeg have gjort og at man aldrig kan vide, hvilke omsorgssvigt jeg lider af pga. det. Helt ærligt, så er der sgu rimelig langt igen, når to mænd i starten af trediverne i fuld alvor siger sådan noget!
Ursula von der Leyen, er faktisk ret sej og nyder også stor respekt blandt selv de stokkonservative, på trods af hendes progressive politikforslag. Hun er selv mor til syv, har i syv år læst økonomi og derefter læst syv år medicin og er Dr. med. Så hun ved, hvad hun snakker om mht. til at forene børn og karriere...

Jeg fik også i denne uge en skøn borgerhenvendelse om emnet. En kvinde harselerede mod kejsersnit, som hun mente resulterede i at moderen ikke kan amme, så barnet skal have modermælkserstatning og skrev blandt andet: "Det døde kopulver gør børn dobbelt så syge gennem livet og betydeligt dummere. Der findes ingen effektivere forebyggelse og reducering af omkostningerne i sundhedssystemet, end konsekvent, kompetent pleje fra moderen de første tre leveår".
Så kunne jeg så prøve at formulere et mere eller mindre begavet svar på det, uden at fornærme hende. Hun fik en ordentlig smøre om Schröders prioriteringer på familieområdet, som forhåbentlig lukker munden på hende.