Fräulein quatschen - Nu i Washington DC

2008-12-14T14:33:00.008-05:00

International Student Certificate Ceremony og Farvel til DC

Så er mit ophold herovre slut. Kufferterne er pakket - 1½ time før afgang. Det er ny stil. Jeg plejer altid at stresse rundt i sidste øjeblik. Jeg har på mirakuløs vis fået plads til alle mine ting i to kufferter. Hurra for space bags, som er poser til at vakuum pakke sit tøj i. Det gav mig lige lidt ekstra plads.

International Student Certificate Ceremony
I torsdags var der overrækkelse af eksamensbeviser. Det var et værre show. Hver enkelt elev blev kaldt op, fik sit bevis og fik taget billede med sin lærer og 'the Dean'. Vi var 140 internationale studerende, så det tog rimelig lang tid. Bagefter var der fotosession, hvor vi kunne få taget billeder i 'caps and gowns'. Det var udelukkende for showets skyld, men sjovt var det.

Farvel til DC
Det er lidt vemodigt at skulle sige farvel til mine house mates. Vi snakkede i går om, hvor heldigt et match det har været. I juli havde vi en snak over skype med webcam og de tilbød mig værelset. Jeg var i tvivl om jeg skulle ja, men gik efter at det føltes som nogle søde folk. Det var lidt underligt at flytte ind i et hus, som jeg ikke havde set, sammen med folk jeg aldrig havde mødt, men det gik jo over al forventning. Jeg har virkelig nydt at bo her, men på den anden side tror jeg også, at det har hjulpet, at jeg hele tiden har vidst, at jeg kun skulle bo her i fem måneder. Hvis jeg skulle bo her permanent, ville der nok være en ting eller to jeg ville blive mere træt af - rengørigsstandarden f.eks. Uanset rengøringsstandard osv. har det været skide hyggeligt at bo her, og meget interessant at få et indblik i, hvordan man som ung amerikaner i DC lever sit liv. Jeg kommer virkelig til at savne dem og alle vores snakke i køkkenet over madlavningen.

Dansk julemad
I går stod den på dansk julebord. Mutti havde taget snaps og sild med, dengang hun var herovre, og jeg lavede i går rødkål, ris a lá mande, champignonpaté, fiskefileter og rugbrød. Jeg har aldrig før lavet rødkål eller ris a lá mande, men det blev rimelig vellykket. De synes, at sildene var underlige, specielt karrysildene, men de elskede snapsen og rødkålen. Det var sjovt, at prøve at indvie dem i de danske juletraditioner. Jeg prøvede at forklare konceptet julefrokost, men det var lidt svært og set udefra er det egentlig også en ret mærkelig tradition, at man en gang om året drikker sig skide fuld sammen med sine kolleger, og at de regler som gælder normalt ikke gælder den ene aften.

To miss or not to miss?
Det har været rigtig spændende at bo i USA. Det har været en drøm lige siden, jeg begyndte at studere, og det har levet fuldt op til forventningerne. Jeg har været priviligeret at være her imens der var præsidentvalg. Det har virkelig været spændende at følge. Selve valgaftenen med alle de spontane fester og glædeudbrud i gaderne, vil jeg aldrig glemme. Det var magisk og fantastisk at få lov at opleve.
Der er nogle ting jeg kommer til at savne, men der er også nogle ting jeg bestemt ikke kommer til at savne.

Jeg kommer til at savne Lynns undervisning. Hun er en af de bedste undervisere, jeg nogensinde har haft, og jeg har virkelig lært meget herovre.

Jeg kommer til at savne mit neighborhood. Jeg elsker at gå en tur med Charlie, købe en kop kaffe hos den lokale kaffebar, og kigge på huse og snakke lidt med folk. Jeg synes det er så fedt, at folk snakker til hinanden på gaden. Forleden havde jeg været i teatret og se Shakespeares '12th night'. I metroen hjem sad jeg og kiggede i programmet, og manden ved siden af mig spurgte, om jeg kunne lide stykket. Det viste sig, at han også havde været inde og se det, og vi fik os en lille snak om det. Han endte med at fortælle om, hvordan han engang havde gået til moderne dans og følt sig komplet idiotisk. Det er da herligt.
Jeg elsker også at folk giver hinanden komplimenter på gaden. Der er slet ikke den der angst for at snakke med fremmede, som der godt kan være derhjemme.

Jeg kommer også til at savne alle de gratis museer i DC. Det er så fedt, at man bare kan gå ind og udforske verdenen af kunst, historie osv.

Jeg kommer helt sikkert også til at savne vejret i DC. Det regner virkelig sjældent, og når det endelig gør, er det heldagsregn, og så ved man ligesom, hvad man har at holde sig til. Somrene er varme og vintrene er kolde. Det er lige vejr efter mit hoved.

Jeg kommer til at savne alle de spændende ting der foregår her. Hver uge er vi blevet inviteret til diverse debatmøder, bogudgivelser, foredrag osv. Byen bugner af spændende mennesker, og de er åbne og byder gerne studerende indenfor.

Jeg kommer bestemt ikke til at savne, at man skal vise ID hver gang man skal have noget alkohol at drikke. Siden min pung med mit kørekort blev stjålet har det været ret besværligt, og her til sidst gad jeg slet ikke prøve at bestille alkohol, når vi var ude og spise osv.

Jeg kommer heller ikke til at savne den heftige segregation. Det er sygt at byen er så opdelt og ubehageligt, at man altid skal tænke sig om en ekstra gang inden man begiver sig ind i et kvarter, man ikke har været i før.

Jeg fundet ud af herovre, hvor langt fremme Danmark er med elektroniske løsninger. F.eks. kan man ikke bare overføre penge til en anden konto herovre. Man kan bede banken om at lave overførslen, men de sender bare en check til den person man gerne vil overføre penge til. Det havde jeg ikke fattet til at begynde med, så min første husleje blev sendt som check med post til Josh, som jeg bor sammen med. Det er ikke særlig effektivt. Checks er meget brugt. Jeg synes, det er total oldnordisk. Jeg kan huske da jeg var lille, og min mor sad med checkhæftet, når der skulle betales regninger, men jeg har aldrig selv skrevet en check, før jeg kom herover. Forskellen opstår fordi vi i Danmark stoler meget mere på hinanden, og ikke behøver banken som mellemmand til at være garant. Det bliver dejligt at komme tilbage til de elektroniske løsninger, som gør tingene lidt nemmere.

Alt i alt har det været super fedt at være herovre, og jeg har virkelig nydt det. Hvis jeg havde Mads, mine venner og familie her, kunne jeg sagtens forestille mig at bo i DC. Jeg synes, det er fedt, at der både er storby og natur. Men nu er jeg virkelig også klar til at komme hjem. Jeg glæder mig som et lille barn til at se Mads, mine venner og familie.

Det var sidste indlæg på bloggen. Tak til alle mine trofaste læsere. Det har været sjovt at skrive til jer. Over and out!

2008-12-09T19:35:00.005-05:00

Final exam og the downside of American life

Final exam
Jeg skriver i disse dage "final exam". Vi har fået fire spørgsmål, hvoraf vi skal svare på to med en fem siders skriftligt besvarelse til hver. Jeg har valgt at svare på, hvilke udfordringer amerikanerne møder i deres udenrigspolitik i mellemøsten og hvilke historiske begivenheder der ligger til grund for disse, samt lave at en sammenligning af de primære tænkere indenfor politisk Islam. Jeg synes det er spændende, og hygger mig ok med at skrive og læse, men vil også gerne bare være færdig, så jeg kan nyde mine sidste dage i DC, gå på de museer jeg ikke har fået besøgt, pakke osv.
På lørdag har vi dansk julebord her i huset. Mutti havde sild og snaps med, da hun var herovre, og jeg skal lave gløgg, rødkål og anden julemad. De er jo alle vegetarer, så jeg skal have gravet vegetarjuleretterne frem, fra dengang jeg selv var vegetar. Det må blive når jeg er færdig med eksamen.

The downside of American life
En af dem som har sin faste gang i vores hus er Edmund. Edmund er fra Burkina Faso og har været i USA i 1½ år. Efter en meget lang proces fik han for 2 måneder asyl, og er her nu legalt. Før han fik asyl, var han illegal flygtning, hvilket betød, at han havde diverse dårligt betalte job, som opvasker osv. og opgav falske navne, hvilket gav problemer, når han fik sin løn udbetalt på check, og ikke kunne indløse den pga. det forkerte navn på checken. Han betalte så 5% af beløbet for at få pengene gennem en ikke helt legal forbindelse. Livet er dyrt for den fattige.

Efter at Edmund fik asyl, er tingene blevet lidt bedre. Han søger nu "rigtige" jobs, hvor han kan få en anstændig løn, men hans engelsk er ikke specielt godt, og det er svært at komme ind på jobmarkedet. Han var dog til en jobsamtale forleden, hvor de sendte ham til "drug test", hvilket nærmest alle nye medarbejdere skal igennem herovre. Arbejdsgiveren betaler for testen, og de sender kun folk til den, hvis de har intentioner om, at ansætte dem, hvis de er clean, så det er et godt tegn.

En helt anden historie er, at arbejdsgiveren også nogen gange laver kontroltest af deres nuværende medarbejdere. Adam skulle for noget tid siden aflægge en urintest, men havde røget noget fjongtobak og bestilte derfor ren urin på nettet. Jeg havde aldrig hørt om noget lignende - hvor der er efterspørgsel, er der et marked...

Edmund er 26 år og er egentlig skulptør. Han har boet i Frankrig og havde en begyndende karriere og var ved at etablere sit navn, da nogen fortalte ham, at han skulle tage til USA og udnytte sine muligheder. Han ankom til New York uden at kende en eneste sjæl og boede på hostel, indtil hans penge slap op, hvorefter gaden blev det sted han sov. Han mødte på et tidspunkt en tidligere beboer i huset, Noah, som også er kunster, og fik Edmund overtalt til at komme til DC, hvor han ville hjælpe ham med at etablere et navn. Noah var vist rimelig sløv i røven, han er flyttet, og der bliver ikke talt særlig pænt om ham her, og han hjalp ikke rigtig Edmund, men Edmund lærte folk i huset at kende.

Edmund bor nu i et hus lidt nede af gaden. Der er hverken vand eller varme og han bor der derfor billigt, men nu hvor det er ved at blive vinter, er det ikke særlig sjovt, at bo i et stort hus uden varme. Jeg betaler husleje for hele december, selvom jeg tager afsted på søndag, og jeg har opfordret de andre til at lade Edmund bo i mit værelse, indtil den nye house mate flytter ind. Alle i huset kender Edmund, for han kommer her og henter vand og er tit med til vores house dinners. Hans engelske er blevet bedre i den tid, jeg har kendt ham, men han er ekstremt tynd og virker ofte deprimeret. Krista hjælper ham meget, og tager ham med til diverse arrangementer, finder sprogundervisning til ham osv. Edmund er også blevet gode venner med vores 'vicevært' Rod, som er en spøjs type. Han er vist uddannet noget det svarer til jord og beton arbejder, har arbejdet som lastbil chauffør og er en brovtende halvalkoholisk type, men godmodig og rar. Ham og Emund kommer overraskende godt ud af det med hinanden. De holdt Thanksgiving sammen, og når de er sammen, har de altid diverse interne jokes kørende og griner højt sammen. De er virkelig et sjovt par, men de hygger sig sammen. Edmund har tit hjulpet Rod med diverse arbejde på huset og tjent lidt penge ved det.

Da min familie var her, sad vi en aften i køkkenet og snakkede og spiste. Pludselig hørte jeg skud, men sagde ikke noget og håbede, at de ikke ville lægge mærke til det. Lidt efter kom endnu en skudsalve og Beda spurgte "er det skud?". Jeg sagde, at hvis der kom politi, var det nok skud. Efter to sekunder lød sirenerne, og der var politibiler foran huset og i gyden bag huset. Det viste sig, at der havde været en skudepisode på hjørnet af min vej.
Næste dag kom Edmund forbi og fortalte, at han havde været på vej hjem fra arbejde, og var blevet anholdt og havde ligget i håndjern på jorden i 40 minutter. Hans engelske er som sagt ikke særlig godt, men til al held havde en af politikvinderne snakket fransk og kunne oversætte. Edmund havde vist passet på signalementet, men det var jo indlysende, at det ikke var ham, som havde skudt, da skuddene var faldet fra en bil, som var kørt væk i høj fart. Jeg var bare glad for, at han lige havde fået asyl på det tidspunkt og var her legalt.

Jeg tror nok, at Edmund skal klare den. Han er kvik og rar, men det amerikanske liv er hårdt for ham, og han er tit i dårligt humør. Når han er i godt humør er han munter og fortæller jokes og er ivrig efter at høre, hvad vi andre går og laver. Jeg tror ofte, at han fortryder han kom herover. Han føler ikke, at han kan tage hjem, fordi han ikke har opnået noget herovre. Kontrasten er virkelig stor til de forkælede collegeunger, jeg går i skole med.

Det amerikanske liv er fedt når det kører, og man har penge, men det er virkelig hårdt, når man ikke er i den situation. Under finanskrisen har jeg oplevet, at der ikke skal meget til, før middelklassen bliver til underklasse. Hvis man falder, falder man hårdt, og der er ikke nogen der griber en.

2008-12-02T22:30:00.006-05:00

Thanksgiving, Black Friday og sidste dag i praktikken

Thanksgiving
I torsdags var det Thanksgiving. Sådan som jeg har fået forklaret konceptet af mine amerikanske venner, går det ud på, at sige tak til indianerne, fordi de lærte amerikanerne at dyrke jorden. Nogle mener også, at det generelt handler om at sige tak og være taknemlig over, at man har det godt osv. Det er dog sikkert, at det er startet som en høstfest. Det er derfor, at det går ud på at spise så meget.
Jeg holdt Thanksgiving hos Anne, min moster Tines gymnasieveninde, som er amerikansk gift og bor her. Det var virkelig hyggeligt. Maden var en god blanding af amerikansk med kalkun og tranebærrelish og hjemmelavet rødkål med kanel og rosiner. Uhmm, jeg kom sådan til at glæde mig til jul.
Man mødes om eftermiddagen og spiser rimelig tidligt - der skal jo være plads til at fordøje al maden. Imens kigges der amerikansk fodbold. Der bliver åbenbart spillet en masse kampe den dag. Anne nedlagde dog forbud, og der blev slukket for fjernsynet, imens vi spiste. Til dessert fik vi den bedste cheesecake, jeg nogensinde har smagt. Jeg har fået opskriften, så den er der nok nogle af jer, som kommer til at smage før eller siden.
Her er det Anne, som poserer med kalkunen.

Black Friday
Dagen efter Thanksgiving, som altid er en fredag, har fået tilnavnet Black Friday. Det er officielt den første dag julesalget går i gang, og mange bruger fridagen på at shoppe julegaver. Navnet Black Friday kommer af, at der altid er heftig trafik med trafikkaos på både gader og fortove, og sort af mennesker, biler og bilos alle vegne. Mange butikker har slagtilbud på Black Friday og flere åbner allerede kl. fem om morgenen. Folk står i kø ude foran i flere timer, for at sikre sig de gode tilbud. I år blev en butiksansat trampet ihjel, da kunder stormede en Wal-Mart i New York minutter før den officielle åbning. Det er grove løjer.

Sidste dag i praktikken
I dag var det min sidste dag i praktikken. Jeg synes altid, at det er lidt underligt, at gøre ting for sidste gang. Jeg har ikke været vildt glad for min praktik. Jeg synes ikke rigtig, de har brugt mig. Det var jo meningen, at jeg skulle gå til alle de relevante høringer i kongressen og skrive til nyhedsbrevet om dem, men da det blev oktober lukkede kongressen ned pga. valg, og så vidste de ikke rigtig, hvad de skulle sætte mig til. Det var først da jeg sagde, at de da måtte kunne bruge mig og mine erfaringer til et eller andet, at de kom op med ideen om at analysere fremstillingen af muslimer under præsidentvalgkampen. Den analyse har faktisk været ret spændende at lave og efter, at jeg er kommet hjem, har jeg tilføjet et afsnit om islamophobi. Min analyse skal bruges i en oplysningskampagne, som hedder "Truth over Fear", som handler om at oplyse om Muslimer og Islam, og at de ikke er så farlige endda. Det er jo lige vand på min mølle.

Sarah, som jeg har haft mest med at gøre, og jeg var ude og spise efter arbejde. Det var hyggeligt, og også en lidt vemodigt at sige farvel til hende. Det har været spændende, at lære hende at kende. Hendes familie er fra Egypten, hun er vokset op delvist i USA og Saudi Arabien. D. 29. december skal hun forloves med Ahmed, som bor i Cairo, og som hun har mødt én gang. Det virker ikke tvunget, men der er en grad af planlagt ægteskab over det, selvom hun havde frihed til at takke nej. Hendes grunde for at vælge Ahmed er ekstremt fornuftige; han er en sød fyr, han er læge, hendes familie kender hans familie, han taler engelsk osv. Det er meget langt fra min verden, og det er spændende at snakke med hende.
Vi sagde farvel til hinanden på Union Station. Union Station er DC's hovedbanegård, og den er ekstremt flot. Den er bygget i 1907, og er meget klassisistisk i stilen.
Her i december står der et kæmpe juletræ pyntet med norske og amerikanske flag. Som der står på et skilt ved træet, er det "en gave fra det norske folk, som tak for hjælpen under og efter 2. verdenskrig, samt et symbol på de stærke relationer mellem Norge og USA". I weekenden er der norsk julemarked på Union Station, så juletræet har nok også noget med handelsforbindelser at gøre. Flot er det under alle omstændigheder.

Glædelig december til alle.

2008-11-26T14:15:00.014-05:00

Cairoberetning

Så er jeg tilbage i DC. Det er rart at være her, men også lidt underligt, at jeg kun skal være her i 2 ½ uge inden turen igen går over atlanten. Jeg tager direkte herfra til Berlin, hvor Mads jo er. Home is where the heart is...
Nu skal I få en masse røverhistorier fra Cairo

Bytur
I Cairo var jeg nysgerrig efter, hvad det vil sige at gå i byen. Der var ret stor forskel på Jordan og Egypten mht., hvor mange kvinder der bar tørklæde (hvilket bekræftede mig i, at det er en kulturel ting), og jeg var nysgerrig efter at se, hvordan de unge i Cairo festede. Jeg konsulterede Lonely Planet og fandt ud af, at Club Latex, som lå i en kælder under Hilton åbenbart var stedet. Jeg spurgte Lynn, som boede i Cairo imens hun gik i college om hun kendte stedet, og hun sagde "Ja, der gik vi altid, den gang hed det bare Jackie's". Således bekræftet var vi seks som satte kurs mod Hilton. Os piger havde inden en diskussion om, om det var ok at tage tanktop på. Vi besluttede, at det var bedre at være på den sikre side, og tog alle noget på, som dækkede skuldrene og ikke var for nedringet. Derfor var det ret sjovt at komme derhen og opdage, at det lignede præcis enhver anden vestlig klub. Piger i nedringede bluser, stramme jeans osv. Musikken de spillede var væsentlig bedre end forventet og mindede mest af alt om det som bliver spillet i Berlin. Dvs. god techno. Efterhånden som vi faldt i snak med folk viste det sig, at det var Cairos jetset vi festede med. Mange var diplomatbørn, og alle havde med garanti mange penge. Muslimer må jo ikke drikke alkohol, og jeg snakkede med en ung fyr, som drak øl. Vi snakkede om det at være muslim, og han kiggede på sin øl og sagde "tja, jeg drikker øl, og jeg elsker svinekød". Jeg var ved at falde ned af stolen. Han forklarede, at han havde været i Holland, og havde spist svinekød, og syntes at det smagte vildt godt. Selvom byturen ikke var en del af den programlagte studietur, så var det virkelig sjovt at opleve, og gav os en ekstra dimension til 'contemporary Islam'.

Ministeriet for fatwa
Jeg har altid forbundet fatwa med noget negativt og troede, at det betød fordømmelse. Da jeg fik at vide, at vi skulle på besøg i ministeriet for fatwa, var jeg derfor lidt forvirret over, at Egypten overhovedet havde et sådan ministerium. Det viste sig dog, at fatwa betyder religiøs vejledning. Fatwa er ikke-bindende religiøs vejledning udstedt af en lærd. Grunden til at fatwa har den negative klang er, at Ayatollah Khomeini udstedte en fatwa mod Salman Rushdie efter, at han udgav 'De sataniske vers' i 1988.
Besøget i ministeriet for fatwa var ekstremt interessant. Vi snakkede med rådgiveren for stormuftien, som er 'ministeren'. Ministeriets opgave er ganske enkelt at yde rådgivning til folk. Man kan møde personligt op, ringe til deres hotline, sende emails eller skrive breve. De har lærde ansat, som tager sig af forespørgslerne. De prøver at finde ud af tre ting: Hvad er situationen omkring problemet eller spørgsmålet, hvem er spørgeren og hvem er de involverede? Den lærde konsulterer derefter islamisk lov og sharia (som er to forskellige ting!) og kommer med et kvalificeret svar. Spørgsmålene kan være alt fra, hvordan man opnår skilsmisse, til om man som muslim kan arbejde i en butik der sælger alkohol osv. Ham vi snakkede med sagde noget ekstremt interessant omkring de spørgsmål, som kommer fra muslimer, som lever i den vestlige verden. Spørgsmål fra muslimer i Europa har tendens til at være mere overfladiske og umodne end spørgsmål, som kommer fra muslimer bosat i USA. Det er noget som kunne være spændende at undersøge i mit speciale.
Derudover sagde han, at deres største udfordring er, at få uddannet lærde, som er i stand til at give korrekt religiøs vejledning. Problemet er, at alle lærde sådan set kan udstede fatwas, men de kæmper mod ekstremistiske og fanatiske imamer, som f.eks. siger at kvinder skal bære burka osv. Rådgiveren vi snakkede med var uddannet fra Harvard, og det virkede i det hele taget som om, at ministeriets holdninger var forholdsvis progressive. Alle pigerne skulle dog have hijab og løst tøj på, og der var ikke noget med at give hånd. Her er et billede af klassen. Det er mig som tager billedet, så jeg er der ikke. Nogle bærer tørklædet mere chikt end andre... Jeg må nok indrømme, at hijab aldrig bliver min favoritbeklædningsdel. Og hvor har drengene det meget nemmere! Jeg er blevet mere modstander af tørklædet, efter at jeg har været på denne tur.

Human Rights Film Festival
Lynn fik arrangeret, at vi kunne deltage i den første Human Rights Film Festival afholdt i et arabisk land. Vi snakkede med arrangørerne inden det gik i gang. En af dem var blogger og politisk aktiv. Han fortalte om, hvordan de bruger Facebook til at organisere politisk aktivitet. Rimelig sejt når man lever i et diktatur. Det var meget spændende at høre ham fortælle om, hvordan de i foråret havde arrangeret en strejke gennem Facebook. Lederen af gruppen var blevet anholdt, og styret havde på alle måder prøvet at forhindre dem. Endnu et emne, som kunne være spændende at skrive speciale om. Filmen vi skulle se handlede om, hvordan hip hoppere spiller en rolle Senegal, ved at rappe om politiske uretfærdigheder osv. Inden filmen gik i gang, var der en introduktion og spørgsmål. Det første spørgsmål fra publikum kom fra en herre, som sad bagerst i salen og spurgte (på arabisk) om arrangørerne havde tilladelse til at vise filmen. Dalia, som var hovedarrangør, svarede: "Nej, men vi er frie mennesker, og vi har ret til at se en film". Jeg ved ikke om det var en fra styret som spurgte, men det viste, at ikke alle i Egypten er begejstrede for initiativet.

Alexandria
Som jeg skrev blev der presset en tur til Alexandria ind den sidste dag. Presset er vist det helt rigtige ord. Vi kørte i bus i ni timer, og var i Alexandria i tre... Det var dog spændende. Især biblioteket. I Alexandria lå det største bibliotek i antikkens verden. Vi kan takke egypterne for, at Aristoteles' med fleres tekster overlevede 'the dark ages' i Europa. Imens de kristne i Europa havde travlt med at brænde ukristne tekster oplevede den muslimske verden 'the golden age' fra ca. det 7. til ca. det 10. århundrede, og var på mange måder Europa overlegen. Det fik de kristne senere sat en stopper for med korstogene.
Biblioteket i Alexandria blev grundlagt i det 3. århundrede BC, og det er stadig uvist, hvordan biblioteket blev ødelagt. Nogle mener at Cæsar brændte det allerede i 48 BC, mens andre mener, at det eksisterede indtil en indvaderende muslimsk hær brændte det i det 7. århundrede, men flere mener, at det ikke er sandt og ødelæggelsen af biblioteket er stadig diskuteret. Et er sikkert; i 2002 åbnede et nyt bibliotek på det sted, hvor det gamle bibliotek lå. På facaden er alle sprog i verden at finde. Jeg synes, at biblioteket indevndig havde et let og luftigt udtryk og på mange måder mindede om den sorte diamant. Der var en god stemning derinde. Dog er målet om at biblioteket skal rumme mange millioner bøger dog langt fra nået. Lige nu rummer det 700.000 bøger. Grunden er mangel på penge.

Vi så også det sted, hvor det berømte fyrtårn har stået. Der ligger i dag en fæstning, som har ligget der siden 1477. Fæstningen var stadig i overraskende god stand, og man kunne gå rundt inde i den overalt. Den er betragtet som en af de vigtigste fæstningsværker ved Middelhavet.
Der er planer om at lave et underjordisk museum, så man kan se resterne af fyrtårnets fundament, men som så meget andet i Egypten er det vist mest blevet ved snakken.

Pyramider og Spinx sound and light show
Jeg bliver lige nødt til igen at nævne, hvor ekstremt fascinerende pyramiderne var. Vi var inde i den store Gizapyramide. Man kunne 'kun' komme ind i dronningekammeret, og selvom det føltes som om, at vi gik enormt langt, var vi kun en tiendedel inde i pyramiden. Man måtte desværre ikke tage billeder. Det er mig stadig uforståeligt, hvordan egypterne for så mange mange tusinde år siden har formået at bygge pyramiderne. Hver sten vejer omkring 2,5 ton. Hvordan er det lykkedes dem, at få så mange sten stablet ovenpå hinanden i så perfekt en form uden nogen former for teknologiske hjælpemidler? Inde i pyramiden var væggene fuldstændig lige og perfekt formet. Vi så en udstilling af en båd, som er fundet under pyramiden. Den er stadig i fuldstændig perfekt stand. Måden de sørgede for, at tingene inde i pyramiderne blev konserveret var, at de tændte olielamper derinde, når alle tingene var på plads. Derefter lukkede de gravkammeret til og lod olielamperne brænde. Når der ikke var mere ilt tilbage ville ilden gå ud. Det betød at intet kunne leve derinde og dermed ville træ osv. ikke blive spist af dyr eller mugne, eftersom begge dele bruger oxygen. Genialt! Det er kun Tutankahmons gravkammer, som er fundet intakt. Alle andre fundne gravkamre er blevet røvet, inden genstandene blev sikret. Vi så de ting, som blev fundet i Tutankahmons gravkammer på det egyptiske museum. Det er imponerende! Tutankahmon var kun farao i ca. 10 år og ikke den mest betydningsfulde farao, så jeg gad vide, hvad der har været i de betydningsfulde faraoers gravkamre.
Ved pyramiderne red vi også en tur på kameler. Det var ret sjovt og ikke så ubekvemt, som jeg havde forestillet mig.

Om aftenen var der sound and light show, hvor Spinxen fortalte pyramidernes historie. Det var super kitchet med neonlys, som oplyste pyramiderne, men meget underholdene. Der var først da jeg sad der i mørket og kiggede på silouetterne af pyramiderne og Spinxen, at det virkelig gik op for mig, hvor stort det var at opleve.

Det har virkelig været en super studietur! Jeg synes, at det har været en god blanding af seriøse ting og turistagtige oplevelser. Jeg er blevet meget klogere på mellemøsten og Islam, og jeg har fået en del nye indsigter og lært nye ting.
I Cairo var jeg mest overrasket over hvor landlig byen var, selvom det er en storby med 18 millioner indbyggere. Der var æseltrukne kærrer i gaderne og samtidig ekstremt beskidt.
Jeg var også overrasket over, hvor meget opmærksom vi fik fra yngre børn. Når vi mødte en skoleklasse var de ellevilde og tog billeder af os, som om de aldrig havde set et vestligt mennesker før. De betragtede os som noget eksotisk. De var super søde og spurgte hvad vi hed, og var meget interesserede. Det var virkelig kært. Generelt var folk meget venlige og imødekommende.

Tilbage i USA
At komme tilbage til USA betyder også at komme tilbage til hverdagen og Obamania. Ikke at Obama ikke er blevet nævnt på vores tur. Når folk fandt ud af, at vi var en amerikansk gruppe råbte de alle Obama med store smil og næsten alle de speakers vi har haft, har nævnt hvor glade og positive de er over, at Obama er USA's næste præsident. Jeg har slet ikke haft tid til at tjekke nyheder på studieturen og er ret overrasket over, at Obama har valgt Hillary som udenrigsminister og at Gates bliver som forsvarsminister.
Finanskrisen er virkelig begyndt at kradse herovre. I Washington Post er der i dag en historie om, at der ikke har været så mange på 'food stamps' (madkuponer til fattige) siden 1981, og at det måske bliver det højeste antal siden 1960. Man kan virkelig se konsekvenserne af den økonomiske nedtur herovre og den rå kapitalisme, som betyder, at folk der før var middelklasse nu pludselig må se sig selv som fattige. På studieturen havde jeg mange snakke med mine amerikanske klassekammerater om det danske velfærdssystem. Det var nogle gange svært at forklare, og de kunne ofte slet ikke forstå, at man kunne have et system som det danske. Jeg synes også selv, at det er ret utroligt, at det fungerer.

En af mine klassekammerater havde købt en udgave af 'Newsweek', som handler om hele valgkampen. De har haft journalister til at dække Obama, Hillary og McCain helt fra primærvalgene. Det er ekstremt interessant læsning, og beskriver hvordan de forskellige kampagner responderer på hinanden. Og så beskriver det, hvordan kandidaterne tackler kampagnen. Det er noget jeg virkelig har tænkt meget over; hvordan de holder til at føre valgkamp i så lang tid. Artiklerne giver et meget menneskeligt og ærligt billede af begge kandidater. Det kan virkelig anbefales at læse, hvis man er nysgerrig efter 'behind the scenes' info.

2008-11-22T14:54:00.006-05:00

Hektiske Cairo

Så er jeg online efter næten en uges fravær fra das Internetz. Har lige fået en lille smule fritid - den skal selvfølgelig bruges på mine trofaste læsere. Dette indlæg bliver dog ikke langt. Jeg er under tidspres. I får en udførlig Cairo beretning, når jeg er tilbage i DC.

Der i den grad forskel på Jordan og Cairo. Hvor turen i Jordan var præget af rolige dage med god tid, er Cairo hektisk, og vi har ikke haft mange ledige stunder. Vi har snakket med en masse spændende speakers - og selvfølgelig set pyramider. Det var virkelig spændende! Vi var inde i den store Giza pyramide. Utroligt fascinerende!

Jeg lavede forleden denne lille video til jer:

I morgen har vi en ekstra dag, fordi Lynn havde taget fejl af dagene pga. tidsforskel og troede, at vi skulle hjem i morgen, men det er først på mandag, så der er lige blevet presset en tur til Alexandria ind i morgen. Det bliver spændende, men jeg er efterhånden ved at være mør af indtryk og søvnunderskud. Når vi kommer hjem mandag aften, har vi hele ugen fri, fordi det er Thanksgiving. Jeg kommer sandsynligvis til at crashe fuldstændig og sove i tre døgn.
Jeg er helt vild med Cairo, og det er virkelig spændende at være her. Hvis ikke det var for den heftige forurening, kunne jeg godt forestille mig at bo her.

2008-11-17T14:18:00.007-05:00

At rejse med amerikanere og at opleve Cairo

Jeg er eneste ikke-amerikaner i min klasse. Man må sige, at jeg på denne tur får en true American experience. Jeg har rejst i grupper før. I gymnasiet gik jeg i den såkaldte 'Europaklasse', hvor vi rejste hvert år og udvekslede med andre gymnasier i Europa. Da jeg gik på højskole, var vi 20 stks og en lærer, som var tre uger i Cambodia og Thailand efter selve højskoleopholdet. Denne tur er på mange måder anderledes.
I dag skulle vi egentlig have været ude at spise, men der er flere, som er lidt småsløje, og en har forstuvet foden, så det blev besluttet, at vi skulle blive på hotellet og få noget udefra. Valget faldt på Pizza Hut. Jeg var ved at dø af indvendig grin og samtidig frustreret over, at mine fordomme om mine amerikanske fæller nogle gange lever op til deres ry. Vi er i Cairo og byen er fuld af lækker mad. Hvorfor i alverden skal vi så spise dårlig, klam, deep pan pizza fra Pizza Hut? Det er mig komplet uforståeligt.
Pizzaerne blev konsumeret på Amy's værelse. Det er Amy, som har forstuvet foden, og hun trængte til selskab. Vi bor på et luksushotel, og der er altaner, hvorfra der er den mest fantastiske udsigt ud over Nilen og så sidder de inde på værelset og ser 'Outbreak', som kører i fjerneren med arabiske undertekster. Clash of Cultures!

En anden ret sjov episode, hvor mine fordomme desværre også blev bekræftet var forleden, hvor min room mate Maria og jeg havde en snak om det danske system. Maria er en af de mere fornuftige i min klasse, og jeg anser hende som meget fornuftig og vidende. Vi snakkede om kongen af Jordan, og hvordan han har ret til at sende hele parlamentet hjem, hvis han er uenig i deres beslutninger osv. Maria spørger til dronningen i Danmark og jeg siger sarkastisk: "Ja, det er virkelig irriterende. Hun bestemmer det hele, og vi kan ikke rigtig gøre noget ved det, for det har været sådan i 500 år, så vi må bare acceptere enevælden". Maria ser tænksom ud og siger "ja, det må virkelig være irriterende". Jeg var så chokeret, at jeg slet ikke kunne holde joken. Maria blev meget flov og fik mig til at love, ikke at sige noget til de andre. Det var virkelig sjovt, og jeg skraldgrinede af hende.

Vi bor på Sheraton. Mit forhold til Sheraton har altid været et indre billede af det vildeste luksushotel. Da jeg var lille, og ikke ryddede op efter mig selv sagde min far altid tid "Tror du, at du bor på Hotel Sheraton?" Og ja, de rydder faktisk op efter mig...
Trods luksushotel og de fine forhold er internet ikke noget de tilbyder gratis. Det koster 100 kr. for en times internet, men jeg har fået lov at bruge Amy's. Vores lærer har købt hende 24 timers adgang fordi hun har ligget på hotellet med foden oppe, imens vi andre har været ude og opleve. At internet er så dyrt siger noget om udviklingen - eller mangel på samme herovre. Da Mads og jeg rejse i USA i sommer var der gratis trådløst internet samtlige steder vi boede.

I Amman så jeg denne plakat. Det virker dog ikke som om der er nogen som husker Muhammad tegningerne. Der er i hvert fald ingen, som har sagt noget, når jeg siger, at jeg kommer fra Danmark. De siger bare, at det er et dejligt land. Det kan også skyldes, at det mest er folk, som vil sælge mig noget som spørger.

Cairo
Det er fedt at være i Cairo. Det er noget helt andet end Jordan. Cairo er meget mere hektisk. Jeg frygter for mit liv, hver gang jeg krydser en gade.
På det egyptiske museum så vi mumierne. Det var virkelig spændende. Det er simpelthen så surrealistisk at tænke på, at der ligger Ramses II, som gik rundt her for 3.000 år siden og regerede et helt imperium. Det egyptiske museum var en imponerende samling af ting fra faraoernes imperium. Museet er bygget i 1901 og er efterhånden løbet tør før plads. Det hele var meget mokket sammen og de trængte virkelig til mere plads. Der har i 10 år været planer om, at bygge et nyt og større museum, men det er ikke rigtig blevet til så meget. 'Malish' er standardfrasen her og betyder 'no worries' lidt i stil med 'manana'.

I dag var vi oppe og se en moske, som ligger højt over byen. Derfra var udsigt ud over hele byen. Tæt på hvor vi bor er et tårn, som er meget kitchet og skifter farve hele tiden. Man kunne se det deroppefra, og jeg spurgte vores super guide, Hassan, hvad det er for et tårn. Han svarede, at han normalt ikke fortæller turister om det, fordi det er lidt flovt. Tårnet er bygget af King Nasser, for den økonomiske støtte Egypten fik af USA. Det havde ingen funktion, og blev udelukkende bygget som en provokation til USA. Senere er der blevet lavet en udsigtsplatform på toppen og en elevator op, men i betragtning af, at fattigdommen her er rimelig stor, må det siges at være rimelig seriøst, at bruge en masse penge på et tårn uden nogen funktion. Det siger en del om forholdet til USA.
Omtalte tårn er det hvide bagerst i midten af billedet. 'Tågen' er den heftige forurening i Cairo.

2008-11-14T14:05:00.009-05:00

Jordans vidundere

Vi er kommet tilbage til Amman efter nogle begivenhedsrige dage sydpå i Jordan. Jeg kan lige så godt starte med at sige det: Jordan kan varmt anbefales som feriemål. Her er mulighed for både at dase og lave en masse aktivt.

Petra
Onsdag kørte vi sydpå for at se Petra. Det er noget af det vildeste jeg nogensinde har set. Man går gennem en kløft, som i sig selv er ekstremt flot, fordi der er så mange nuancer i klippesiderne. For enden af kløften åbenbarer der sig et romersk tempel, som er hugget ind i klippevæggen. Det er over 2.000 år gammelt og vildt fascinerende. Derefter følger det ene spektakulære tempel efter det andet samt en masse konge- og dronningegrave.
Det var virkelig imponerende.

Wadi Rum
Efter Petra gik turen til en beduinlejr i et ørkenområde som hedder Wadi Rum. Vi skulle sove derude. Det var fedt at prøve. På billedet kan I se 'vores' beduin lejr. Teltene er de brune med de hvide striber langs klippevæggen. I midten af lejren var der et bålsted. Der blev lavet mad over ild, vi drak masser af the med Salvie (the med salvie og kaffe med kardemomme bliver drukket i stor stil her. Det smager virkelig godt), en af beduinerne spillede på et guitarlignende instrument og sang sange, imens vi sad om bålet og drak the og snakkede. Det var fuldmåne, så vi kunne desværre ikke se særlig mange stjerner, men månen var til gengæld meget imponerende, og det var et af de momenter, som man ikke kan fange på kamera. Stemningen var virkelig speciel og meget rolig. Vi stod op, så vi kunne se solopgang. Vi kravlede op på en af klipperne og så den derfra. Lige inden solen stod op hørte vi en masse hujen. Vi kiggede ned op opdagede, at der nogle hundrede meter fra vores lejr var en bane til kamel løb - de skulle åbenbart trænes kl. halv seks om morgenen. Det brød lidt af den skønne stilhed, men gav det også et meget autentisk præg. Dagen efter kørte vi en tur i området og så ørkenen. Hvis nogen af jer har set filmen 'Lawrence of Arabia', så ved I hvordan det ser ud. Det var i lige præcis Wadi Rum og Jordan, at Lawrence huserede sammen med araberne mod tyrkerne under første verdenskrig.
Jordans ørken er helt flad, men med store 'bjerge' af sandsten. Det minder lidt om et månelandskab eller noget i den stil. Fordi det er sandsten, er de meget porøse. Nogle af klipperne så nærmest ud som om, at de var ved at smelte, fordi de bliver ødelagt at regn og vind. Der var også kæmpe sanddynger, som det var meget sjovt at kaste sig rundt i og løbe op og ned ad. Jeg tror stadig der drysser rødt sand ud af mine sko, når jeg går.

Det Røde Hav, Jesus' døbested og det Døde Hav
Efter turen i Wadi Rum kørte vi til Aqaba, som ligger ud til det Røde Hav. Der hoppede vi på en båd, som sejlede os ud til et koralrev, hvor vi snorklede. Det var virkelig flot. Vandet var helt ekstremt klart. Man kunne se bunden helt klart, selvom man var langt oppe. Korallerne var virkelig flotte, og der var også mange spændende fisk at kigge på. Det bekræftede mig i, at jeg må se at få taget det dykkercertifikat!

I dag har vi set det sted Jesus angiveligt blev døbt - en mudret Jordan River... Efter sigende var floden meget større dengang - og klar. I Jordan er der seriøse tegn på global opvarmning. Store dele af landet er ved at blive til ørken fordi klimaet skifter, og der ikke længere falder så meget regn.
I dag har vi også badet i det Døde hav - det sagde mig lidt mere. Vi smurte os ind i mudder fra top til tå, lod det tørre ind og hoppede derefter i vandet. Nu har jeg den dejligste silkebløde hud. Det var virkelig sjovt at ligge der og flyde rundt, man kunne ligge og læse en bog, hvis man ville, så meget flyder man ovenpå. Der er nogle som tror, at det Døde Hav er resultatet af Sodoma og Gomorra. Sodoma og Gomorra var to byer, som Gud tilintetgjorde pga. deres synd (1. mosebog). Nogle tror, at det Døde Hav opstod fordi de to byer vendte rundt og der blev et stort hul. Dem som blev tilbage i byen, blev efter sigende til salt, så det passer meget godt på myten.

I morgen skal vi til Cairo. Det bliver også rigtig spændende. Det her er virkelig en god kombination af faglige og kulturelle indslag. Jeg har allerede lært rigtig meget og fået min horisont udvidet betydeligt.

2008-11-10T11:10:00.016-05:00

At møde den jordanske konge

Jeg har fået lov at nasse internet af class mate Rory, som har købt 24 timers adgang. Derfor får I lige et indlæg om de sidste dages oplevelser.
De første dage på studieturen har været lidt kaotiske pga. manglende bagage, og en guide som ikke helt fatter, at vi ikke er almindelige turister, men er på studietur, og har et program vi gerne vil følge. Lynn kæmper en brav kamp med ham, og hver gang de har aftalt et gør han noget andet. Vi har dog fulgt vores program nogenlunde.

I går stod den på møde med den jordanske kong Abdullah II. Vi havde ikke fået noget at vide om det hjemmefra, så det kom som lidt af en overraskelse, at vi skulle møde ham personligt. Da halvdelen af os jo ikke havde vores bagage, blev vi sendt i Mecca Mall for at købe nyt tøj. Vi købte alle sammen traditionelle jordanske sæt og troede, at vi var klar til kongemødet, men da vi søndag morgen stod klar til afgang sagde Lynn, at det var helt forkert, og at vi skulle have vestlige suits på, selvom vi hele tiden har fået at vide, at vi skulle gå i løst tøj osv. Vi strøg allesammen op på værelserne igen. Jeg lånte tøj af min roommate Maria, som er nogle numre større end mig, men med et bælte og min egen cardigan ud over gik det. Jeg var skide sur over, at de ikke havde sagt specifikt til os, hvad vi skulle have på. Jeg følte mig komplet latterlig i for store bukser, men afsted til kongen gik det i ekskorte og bus med soldater. Det hele var meget formelt og vi ventede i et separat rum på at han var klar. Imens fik vi forklaret hvad vi skulle gøre, hvordan vi skulle sidde osv. Derefter marcherede vi ind på række, gav ham hånden og blev bænket ved fint opdækket bord med navneskilte. (Jeg var som sædvanlig Mr. Iben Helqvist). Vi havde ca. 20 minutter med ham, hvor han indledte med at fortælle om deres arbejde med interfaith dialogue osv. og bagefter stillede vi spørgsmål. Det var virkelig spændende og meget priviligeret. Bagefter var der fotosession, og i dag har det vist sig, at vi var i avisen - Jordan Times. Jeg har kopieret det ind herunder.
I betragtning af, at halvdelen af os har lånt tøj på synes jeg, at vi ser ganske anstændige ud.

Billedtekst: His Majesty King Abdullah with a delegation of students from the American University in Washington who are enrolled in a programme on contemporary Islam. During a meeting with the delegates on Sunday, the King highlighted Jordan’s continued efforts to boost dialogue, build bridges of understanding and enhance tolerance among the followers of different religions and the people of various cultures. He briefed the students on initiatives Jordan launched in this field, including the Amman Message, which presents to the world the true image of Islam which is based on moderation, and its relationship with other cultures. The American University programme on contemporary Islam seeks to educate students on the mutual values shared by Islam and the West, as well as the contributions of Islamic culture in enriching world cultures. HRH Prince Ghazi Ben Mohammad, the King's special adviser and personal envoy, and Royal Court Chief Nasser Lozi attended the meeting.

Ellers har den i går stået på fantastisk solnedgang set fra Mount Nebo, ørkenslotte, udforskning af Amman, beduindans og en masse dejlig mad. I dag skulle vi have besøgt stormuftien af Jordan, men han er 80 år og syg, så det blev aflyst og vi har i stedet været i Jerash i det nordlige Jordan, hvor der er meget velholdte ruiner fra en 2000 år gammel by. Det mindede meget om det man også ser i Grækenland og Italien, men alligevel meget imponerende. Til ære for turisterne var der legionær show, hvor vi fik demonstreret de romerske legionærers kampteknikker osv. Det var overraskende informativt. Amy og jeg skulle selvfølgelig have et billede med en af legionærerne...

Det er virkelig en spændende tur Lynn har fået stablet på benene. Nogle gange bliver jeg lidt træt af the American Style og overbeskyttelsen, som kan være lidt overvældende, men vi oplever virkelig meget, og det er herligt at være afsted.

2008-11-07T14:59:00.013-05:00

Obamania, Arlington Cemetery og studietur

Obamania
Det har været ret fantastisk at opleve, hvordan amerikanerne har reageret på valget af Obama. De fleste siger, at de nu er stolte af deres land igen og stolte af, at USA rent faktisk endte med at vælge Obama. På valgnatten cirkulerede der en ret sød sms med teksten: Rosa sat, so King could walk, so Obama could run so our children can fly. Det er Rosa Parks og Martin Luther King der henvises til. Det betyder virkelig meget i USA, at Obama er blevet valgt - ikke kun fordi han er afro-amerikaner, men fordi han repræsenterer noget helt nyt i forhold til Bush. De fleste ser ham som en helt der skal redde USA og resten af verden. Obama har karisma og kan virkelig bevæge folk. Der er ekstremt store forvenintninger til ham. Lad os håbe at han kan indfri bare nogle af dem.

Arlington Cemetery
Det var rigtig rart, at have besøg af Mads. Søndag var vi på Arlington Cemetery. Det er der alle dem som har været i det amerikanske militær og gjort tjeneste for landet på anden måde ligger. John F. Kennedy og hans familie ligger der f.eks. også. Det var rørende at se Kennedys gravsted. Han minder jo på mange måder om Obama. Han og Jackie havde åbenbart fået en søn i sommeren 1963, som kun levede nogle dage. Det har sgu været et ret hårdt år for hende! Kennedys grav lå et stykke oppe på bakken, og havde udsigt ud over hele Washington. Meget symbolsk.

Alle gravstenene som står på snorlige rækker, så langt man kan se, giver en ret makaber stemning. Vi tog en audioguide tur og brugte nogle timer derude. Det var meget spændende, men jeg kunne ikke holde til al patriotismen til sidst. Jeg er både imponeret og skræmt over den måde de formår, at skabe en stemning omkring det at være amerikaner.

Studietur
Jeg er i dag ankommet til Jordan med min klasse. Det var en næsten 24 timers lang rejse, fordi vi skulle mellemlande i JFK i New York og vente der fire timer. Flyet fra DC til New York havde overvægt og på trods af den lange ventetid i JFK, lykkedes det ikke at få vors tasker med over, så ca. halvdelen af os har ikke fået vores kufferter. Det er rimelig irriterende fordi, at vi skal mødes med den jordanske konge på søndag, og jo ikke kan komme rendende i det vi står og går i nu. Lynn er i gang med at forhandle med Delta Airlines om at få betalt nyt tøj - jeg håber jeg får et suit Jordanian style. I morgen skal vi ud og se på gamle slotte fra tempelriddernes tid, søndag eftermiddag går turen til Petra, det døde hav, bedouin lejr osv. og derefter tilbage til Amman. D. 15. skal vi til Cairo, hvor vi også har lidt over en uge. Jeg ved ikke hvor meget jeg får blogget, for internet er ret dyrt. Lige nu har jeg købt lidt internettid på hotellet. Hotellet er i øvrigt mega luksus med pool, kæmpe værelser osv. Der er ikke meget rygsæktur over det her. Jeg og min room mate Maria var de eneste af pigerne, som kun havde en kuffert med. Der er ikke noget at sige til, at der var overvægt på det fly...

Også her i Jordan er der allerede en del, som har kommenteret valget af Obama og sagt tillykke. Jeg lader bare som om, at jeg også er amerikaner. Lige nu tror jeg faktisk, at det er bedre end at afsløre at jeg er fra Danmark - så tænker alle straks på Muhammad tegninger.

2008-11-05T02:54:00.008-05:00

President Obama!

Her kommer en dugfrisk beretning fra valgaftenen.
Så blev Obama USAs næste præsident. Det har været ret vildt at opleve herovre. Vi startede til valgfest med exit polls, analyser, billige øl og gratis cookies. Derefter fortsatte vi til en bar lige bag kongressen. Da vi ankom, var det lige blevet offentliggjort, at Obama havde vundet Virginia og der sad en afro-amerikansk pige ude foran og fortalte det til en i telefonen imens hun græd, fordi det var så stort for hende. På baren så vi først McCains jeg-har-tabt tale og ca. 45 minutter senere Obamas sejrstale. Jeg var imponeret af begge taler, men mest af McCains. Det må være en meget svær tale at holde. Han har brugt 21 måneder af sit liv på denne her kampagne. Det er den længste præsidentvalgskampagne nogensinde. Hans tale var fuld af respekt og opbakning til Obama og budskabet om, at alle nu skal støtte op om Obama gik klart igennem. Da Obama, ved 24 tiden, havde holdt sin tale gik alle amok i glædesrus. Vi fulgte med en flok, som spontant gik til Kongressen og derefter til det Hvide Hus. Bilerne dyttede. Folk råbte glædesråb og gav hinanden high fives. Da vi kom til det Hvide Hus havde menneskemylderet på gaden udviklet sig til regulær gadefest. Politiet gav op at holde trafikken glidende og alle biler holdt stille og dyttede med glade folk hængende ud af vinduerne. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var virkelig sejt og meget rørende.

Mads og jeg endte med at gå hele vejen hjem, fordi det var umuligt at få en taxa. Det var sjovt at gå gennem byen. I hver bydel var der spontane gadefester og over det hele var der glade folk som hilste, dyttede og råbte.

Grunden til den spontane glæde er helt sikkert flere ting. For det første har de otte med Bush været fuldstændig katastrofale. USAs image har aldrig været dårligere og landet er kørt helt i sænk. For det andet har de sidste to valg været så tætte, at der gik noget tid før der var et reelt resultat. Det var derfor meget forløsende, at Obama så tidligt kunne erklæres vinder. For det tredje betyder det en hel del at USA har valgt en afro-amerikaner til præsident. Et har Bush været godt for; han har banet vejen for Obama, fordi folk har været så helt igennem klar til noget nyt. For bare fire år siden ville det have været utænkeligt at USA skulle vælge en afro-amerikansk mand, som oven i købet hedder Hussein til mellemnavn som præsident. Det er revolutionerende. Det er fantastisk!

Det store spørgsmål: Er Obama Muslim?
I praktikken har jeg lavet en undersøgelse af, hvordan Muslimer er blevet fremstillet i medierne under den sidste måned af præsidentvalgkampagnen. Ud af 90 artikler, som handler om præsidentvalget og indeholder ordet Muslim handler 60 om spørgsmålet om, hvorvidt Obama er Muslim. De fleste af artikler dementerer det, og refererer bare til spørgsmålet. Det interessante er, at det har fyldt så meget. USA er nået så langt, at det ikke er acceptabelt at sige, at man ikke vil stemme på Obama, fordi han er afro-amerikaner, men det er acceptabelt at bruge som begrundelse, at man ikke vil stemme på ham, fordi han er Muslim. Til et af valgmøde, sagde en kvinde, at Obama er araber. McCain afbrød hende og sagde: "No, he is not Arab. He's a decent family man" - underforstået at arabere ikke er anstændige familiefædre... olin Powell var den første som behandlede spørgsmålet fra en anden vinkel og sagde: "Hvad hvis han var Muslim? Ville det være et problem?" Tilsyneladende ville det være et ret stor problem for mange. Der er stadig lang vej for USA når det gælder racisme osv., men at amerikanerne i dag har valgt en afro-amerikaner som præsident, er helt sikkert et stort skridt i den rigtige retning.

2008-11-02T10:00:00.007-05:00

Valglir

Dette indlæg er dedikeret helt og aldeles til lir om Obama, McCain, Biden og Palin. Det er ved at være slut med præsidentvalgkampen. McCain har ikke ført i nogen meningsmålinger i flere uger. Det bliver godt at få det hele overstået på tirsdag. Vi skal til stor valgfest med konkurrencer, kommentatorer osv. Det bliver sjovt at opleve. Inden vi når så langt skal I lige have en omgang valglir. Nettet er overstrømmet med mere eller mindre sjove ting og sager om kandidaterne. Her bringer Mads og jeg i samarbejde de sjoveste, sødeste og mest overraskende til jer.

Fake telefonsamtale
Lørdag blev Palin godt og grundigt snydt, da en fra et canadisk radioshow ringede og udgav sig for at præsident Sarkozy. Utroligt nok virker det som om, at hun hopper på den og det bliver ved i næsten seks minutter.
Hør det her: Palin i fake telefonsamtale med Sarkozy

Senere i går blev dette statement udgivet af en Palin talskvinde: "Gov. Palin received a phone call on Saturday from a French Canadian talk show host claiming to be French President Nicholas Sarkozy. Gov. Palin was mildly amused to learn that she had joined the ranks of heads of state, including President Sarkozy, and other celebrities in being targeted by these pranksters. C'est la vie."

You can vote however you like
Mads har fundet denne eksremt søde video af sjette og syvende klasses elever fra en skole i Atlanta. De skulle lære om valget og lavede denne rap: You can vote however you like

Det er lidt svært at høre hvad de synger, men her er teksten:
Obama on the left
McCain on the right
We can talk politics all night
And you can vote however you like
You can vote however you like, yeah

Democratic left
Republican right
November 4th we decide
And you can vote however you like
You can vote however you like, yeah

(McCain supporters)
McCain's the best candidate
With Palin as his running mate
They'll fight for gun rights, pro life,
The conservative right
Our future is bright
Better economy in site
And all the world will feel our military might

(Obama supporters)
But McCain and Bush are real close right
They vote alike and keep it tight
Obama's new, he's younger too
The Middle Class he will help you
He'll bring a change, he's got the brains
McCain and Bush are just the same
You are to blame, Iraq's a shame
Four more years would be insane

Lower your Taxes - you know Obama Won't
PROTECT THE LOWER CLASS - You know McCain won't!
Have enough experience - you know that they don't
STOP GLOBAL WARMING - you know that you won't

I want Obama
FORGET OBAMA
Stick with McCain and you're going to have some drama
We need it
HE'LL BRING IT
He'll be it
YOU'LL SEE IT
We'll do it
GET TO IT
Let's move it
DO IT!

Obama on the left
McCain on the right
We can talk politics all night
And you can vote however you like
You can vote however you like, yeah

Democratic left
Republican right
November 4th we decide
And you can vote however you like, I said
You can vote however you like, yeah

I'm talking big pipe lines, and low gas prices
Below $2.00 that would be nice

But to do it right we gotta start today
Finding renewable ways that are here to stay

I want Obama
FORGET OBAMA,
Stick wit McCain you gone have some drama
MORE WAR IN IRAQ
Iran he will attack
CAN'T BRING OUR TROOPS BACK
We gotta vote Barack!

Obama on the left
McCain on the right
We can talk politics all night
And you can vote however you like, I said
You can vote however you like, yeah

Democratic left
Republican right
November 4th we decide
And you can vote however you like, I said
You can vote however you like, yeah

Saturday Night Live - Nu med McCain

The real America
Den måde han bliver ved med at kunne lave referencer til diverse stoffer er ret sjov.

En lille afstikker: Danmark har også været under kærlig behandling af The Daily Show:

Der er også en del ret sjove billeder osv.

2008-10-31T20:33:00.013-04:00

Sufi Dans og Drag Queen Race

Denne post handler om to så forskellige ting som Sufis og Drag Queens.

Sufi dans
Sufisme er den mystiske, sprituelle del af Islam. Det er uvist hvornår sufisme opstod, men den havde sin storhedstid, ligesom resten af Islam, under 'The Golden Era', fra ca. år 900-1400. Sufier hævder selv, at traditionen kan spores helt tilbage til profeten Muhammads tid (570-632).
Sufisme er en religiøs filosofi, som handler om den kærlighed, eller forbundethed, der er mellem mennesket og gud. Det handler om at frigøre sig fra sig selv og sit ego og blive et med gud - en slags muslimernes nirvana. Meditation spiler en stor rolle og denne er nogen gange ledsaget af dans.
Den mest kendte sufi er Jalal ad-Din Rumi. Rumi levede fra 1207 til 1273 i Konya i Tyrkiet. Han var digter og skrev over 25.000 digte, hvoraf mange er oversat. Han har været den bedst sælgende digter i USA i 10 år. Rumi var også mystiker og stiftede sufi-ordenen; Mevlevi-ordenen, som også kaldes 'de dansende dervisher' fordi de udfører en meget karakteristisk dans, hvor seks mænd med store hvide skørter danser i en rundkreds, imens de også danser rundt om sig selv. Det ledsages af meget karakteristisk musik, som I helt sikkert kan genkende, hvis I hører det.
I onsdags var der i 'The Naional Cathedral' her i DC et arrangement, hvor der blev læst digte af Rumi op, og bagefter dansede 'The Whirling Dervishes'. Det var meget flot og imponerende og også et ritual, som satte det moderne liv lidt i perspektiv. Det hele blev gentaget fem gange i meget roligt tempo.

Draq Queen Race
I tirsdags var jeg vidne til noget helt andet. En gammel DC tradition er, at der tirsdagen før Halloween er Draq Queen Race på 17. gade. 17. gade er bøssernes højborg, og traditionen startede med, at nogle drags på Halloween løb fra bar til bar i høje hæle og skulle drikke hvert sted. Det har udviklet sig til et regulært tilløbsstykke, med masser af tilskuere og en masse drags, som slår sig løs. For nogle år siden blev der af beboerne i området klaget over larmen, derfor blev det flyttet til om tirsdagen før Halloween. Jeg ved ikke, hvad det skulle hjælpe på larm og trængsel. Det er stadig meget festligt.
Der var en herlig stemning og proppet med mennesker, og jeg vil tro, at der var ca. 100 Draq Queens. Det var virkelig underholdende! Fra kl. 19-21 var der 'parade', hvilket betød at drags'ne promenerede op og ned ad gaden og viste deres outfits, nogle havde indøvet danse osv. og kl. 21 gik selve løbet så i gang. Eneste krav er, at man skal have høje hæle på. Selve løbet tog ca. 5 minutter, og jeg så bare vinderen stryge forbi i høj fart - ret imponerende i stilletter! Der var også en del, som ikke gik så meget op i konkurrencen og bare kom luntende efterhånden. Der var ret stor forskel på ydigheden af drags'ne...
I dag er Mads kommet. Det er så dejligt at se ham! Vi har ikke set hinanden i næsten tre måneder - siden 6. august. Han er lidt jetlagged, så han tager en lur nu. I dag er det jo Halloween, og vi skal til fest hos min house mate Josh's kæreste Vinney. Jeg er ret imponeret over, hvor meget de gør ud af det. Gaderne er fyldt med børn som voksne, som er klædt ud som alt fra batman, til vampyr, til samurai til Guantanamo fange. Jeg har fået Mads til at tage mit tigerkostume med hjemmefra. Han selv har et djævlekostume, som han skal have på. Happy Halloween!

2008-10-26T22:15:00.034-04:00

American life
Livet i det amerikanske er nogle gange meget anderledes end det danske.

American exceptionalism
I forbindelse mine studier, specielt når det har drejet sig om international politik, er jeg flere gange stødt på begrebet om amerikansk exceptionalisme, men jeg har aldrig oplevet det i virkeligheden, før jeg kom herover. Konceptet er kort sagt, at amerikanerne mener, at de er bedre end alle andre. Hovedårsagen til denne exceptionalisme kan forklares ud fra, at USA, i modsætning til andre markedsdemokratiske samfund, er en grundlagt republik. Dermed har det amerikanske samfund ikke gennemgået en historisk løbende udvikling fra enevældigt styre til demokrati, men er derimod i dets grundlæggelse baseret på bestemte værdier, hvilket har afgørende indflydelse på udformningen af den amerikanske nationale identitet. Republikken USA blev oprettet for at føre bestemte politiske ideer ud i livet. USA's identitet er altså grundlagt på et politisk program, og har et bestemt formål - frihed. I international politik taler man om den "amerikanske mission", som går ud på at sprede amerikanske grundværdier til resten af verden. Disse værdier anses af amerikanerne for at være universelle. Denne idé var en af grundstenene i strategien for Irak krigen - så kan man jo tænke lidt over, hvor godt det er gået.

Lea tog med mig tilbage til DC efter, at vi havde været i New York, og i tirsdags var vi på rundvisning i kongressen. Det var rigtig spændende at se, men vores guide var virkelig irriterende og ville hellere fortælle jokes end historiske facts. Bagefter fik vi dog lov at gå rundt selv, hvilket var rigtig spændende. Besøget i kongressen bekræftede i den grad teorien om den amerikanske exceptionalisme. Guiden talte rigtig meget om det unikke ved USA, al deres frihed osv. Lea og jeg sendte hinanden mange blikke.

Kongressen var overraskende flot indvendig. Jeg havde troet, at den ville være meget mere mastodontisk, men den var faktisk ret flot og hyggelig. Der var malet citater med billeder over de fleste døre. Rigtig mange af dem hentydede til USA's overlegne situation når det gælder demokrati og frihed. Når man tager historien i betragtning er det overraskende, at de bliver ved med at holde fast i illusionen. På den anden side blev Israel i vicepræsidentdebatten fremhævet som "en peace loving nation". Nogle gange er det som om, at amerikanere lever i en anden verden.

Specielt paradoksalt bliver det også i forhold til de muslimske lande. Det er virkelig gået op for mig, hvor stor en rolle USA spiller i specielt de arabiske lande, hvor de har støttet det ene diktatur efter den andet, for at sikre deres egne interesser., hvilket har betydet, og stadig betyder, at mange af de arabiske lande ikke har mulighed for at udvikle deres eget demokrati. Det er der altså ikke meget "wherever a free man is in chains, we are threatened also" over.

The downside of American life

Mine sidste tre-fire timer har været meget sigende for det amerikanske samfund. Her til aften spillede et norsk band i DC ,og Therese havde lokket mig med. Vi skulle mødes hos norske Marte, hvor der var mad og førfest. Jeg får adressen 12 N street NW. Da jeg står af på den nærmeste metro fornemmer jeg, at det ikke er det bedste område i DC, men jeg tænker "ok, hvis Marte bor her, så er det nok ikke så slemt." Columbia Heights er jo heller ikke det mest hippe sted i byen. Området var dog væsentlig mere trashet end jeg har set herovre, og jeg følte mig virkelig på udebane. Tusind tanker for igennem hovedet på mig, og jeg puttede min spritnye iPod (som jeg har fået af den meget søde Mads, som synes jeg skulle have del i hans første løn) i lommen ud fra ræsonemmenet om, at hvis nogen stjal min taske, så ville jeg ikke miste den. Jeg nåede også at tænke på, at jeg en gang har læst, at voldtægtsforbrydere går efter kvinder som ser usikre ud, så jeg gik med faste skridt og gik for så vidt muligt på den mest oplyste side af gaden, som bofælle Adam har lært mig, og tænkte også over, hvad en anden dansk pige har sagt om, at hvis man bliver udsat for væbnet røveri, skal man lægge sin taske på jorden og sige "take the bag" og gå baglæns væk fra tasken for at undgå at blive skudt. Da jeg så kom hen til 12 N street gik det rimelig hurtigt op for mig, at det slet ikke var den rigtige adresse. Der var helt mørkt. Jeg spurgte en dame om det var NW, som siger ja. Som jeg har skrevet tidligere, kan det godt være lidt forvirrende med adresserne, fordi gaderne hedder det samme i NW, NE, SW og SE. Derefter ringede jeg til Therese, som bekræftede, at det var den rigtige adresse jeg var ved. Jeg fik hende til at komme ned, og da hun stod på gaden, er var åbenlyst et helt andet sted end det sted, jeg befandt mig, På den tidspunkt var jeg ikke skide glad ved situationen og spurgte hende hvilken metrostation der er den nærmeste på Marte, og det er slet ikke den jeg var ved, så jeg begyndte med raske skridt og bankende hjerte, at gå tilbage mod den metrostation jeg kom fra.

Jeg fandt efter ny beskrivelse det sted Marte bor, som viste sig at være 1200 N Street, der manglede lige to nuller i den adresse jeg havde fået... Men så fik jeg da set "The ghetto". Når nu vi taler om frihed, så synes jeg, at det er ret paradoksalt, at man ikke skal bevæge sig særlig langt uden for sine vante kredse, her i Washington for at ende i det helt forkerte kvarter. Jeg kunne se kongresbygningen fra det sted jeg befandt mig. Så man kan spørge sig selv, hvad man skal bruge al den frihed til. Til at være fattig?

Da vi kom hen på det sted det norske band skulle spille, kunne jeg ikke få en øl, fordi de ikke vil le godtage mit kopierede visa som ID, selvom jeg har andet ID med billede og mit navn, men dog uden fødselsdag. Jeg har fået min pung tilbage, men mit kørekort, mit sygesikringsbevis og mit amerikanske kontokort var der ikke. De er forhåbentlig bare faldet ud i den 1½ uge pungen har ligget i vandet. Det er lidt ubehageligt at tænke på, hvis nogen har taget dem.

Da vi så skulle ind i selve koncertrummet, ville de heller ikke lukke mig derind, fordi de ikke vill e godtage mit ID. Pigen, som sad som dørvogter, var ikke en dag over 23. Det var virkelig ydmygende, at stå der med sine 26 år og ikke kunne komme ind og høre koncert pga. utilstrækkelig ID. Normalt accepterer de kopien af mit visa. Der er både billede og fødselsdag på, men de var rigide.

Jeg synes det er fair nok, at de ikke vil sælge alkohol til folk under 21, selvom grænsen er lidt høj, men jeg fatter ikke, hvorfor man ikke må komme ind og høre en koncert. De kunne jo bare spørge om ID i baren, hvis jeg ville købe noget.

Præsidentvalgs gejl

Nu går vi ind i den sidste uge med præsidentvalg. Nettet flyder med sjove billeder og videoer om både McCain og Obama. Parodierne på Obama er dog meget mere saglige end dem om McCain og Palin. Dette skyldes nok at McCain og Palin i høj grad selv leverer underholdingen og er rige kilder til parodier. Se bare denne video:

Ha ha. Jeg elsker den måde han kapitulerer på til sidst og ender med at sige, at West Pennsylvania er de mest patriotiske og "God loving". Læg også lige mærke til McCains kones ansigtsudtryk under hans kludren i ordene.

Dette var også ugen, hvor Palin sagde at vicepræsidenten er "in charge os the US Senate". Det fik rimelig mange kommentatorer op af stolen. Hun ønsker sig nok, at det var tilfældet.

De af jer som er Bowie fans vil nok nyde denne her.
Ch-Ch-Ch-Changes:

2008-10-20T22:28:00.007-04:00

Update på præsidentvalget og en masse parodi

Forleden offentliggjorde Colin Powell at han støtter Obama. Det er jo en rimelig overraskende udmelding eftersom Powell er republikaner, men på den anden side var han jo en "due" i Bush første regeringsperiode i modsætning til "høgene". Powell har fra dag et været imod irakkrigen og er på mange måder en rimelig kontroversiel republikaner. En af hans grunde til at støtte Obama er, at Powll ikke mener, at Palin er klar til at være præsident, som hun jo skal være i så fald hun bliver nødt til at overtage posten for McCain. Powell siger: "It raised some questions in my mind about the judgment that senator McCain made". Til gengæld bliver Obama rost til skyerne for at være kompetent og klar i mælet i modsætning til McCain, som han kritiserer for at snakke om irrelevante temaer. Powell's anbefaling af Obama kan ses her:

Apropos Powell bliver jeg også lige nødt til at poste dette klip. Det er komikeren David Chapelle, som lavede sketchen "The Racial Draft" for nogle år siden. Fordi han er sort, kan han lave grin med race spørgsmålet, og han gør det eminent. Læg mærke til hvad der sker, når de hvide vælger Powell:

Ha ha ha. Jeg elsker den sketch!
I dag har der været ca. 30 herhjemme til en diskussion om race og klasse, som Burke havde arrangeret. Der blev diskuteret en del om hvide folks privilegier i forhold til afro-amerikanere osv. hvilket jeg synes er en yderst relevant diskussion, men hold da op hvor glorien blev pudset af de politisk korrekte tilstedeværende.

Tilbage til præsidentkampagnen: Også de fleste aviser har efterhånden sagt hvem de støtter Den største overraskelse er nok, at Chicago Tribune støtter Obama. De har ikke støttet en demokratisk præsidentkandidat i de 161 år avisen har eksisteret. Også Los Angeles Times, som ikke har anbefalet en kandidat siden Nixon's genvalg i 1972 peger på Obama. Det er uvist, hvor meget anbefalingerne fra aviserne betyder, men et er sikkert. Obama vs. McCain valget får folk op af stolene!

Også Saturday Night Live folkene er kommet op af stolene og har igen begået en herlig parodi - denne gang med Palin selv som medvirkende.

De latterliggør hende jo fuldstændig og kommentaren om at hun er meget lækrere i virkeligheden er direkte sexistisk. Jeg fatter ikke, at hun stiller op til det, men de ville jo gøre grin med hende alligevel, så måske tænker hun "if you can't beat them join them", men på denne måde legitimerer hun jo al den satire, de har lavet og udstiller endda sig selv som værende uden humor.

2008-10-16T23:12:00.012-04:00

Washington DC

Jeg har længe tænkt på at skrive et indlæg om Washington og i anledning af, at min familie er på besøg, og jeg har travet Washington tynd og genset diverse monumenter, handler dette indlæg om Washington.
Her er det Mutti, Kleo og Beda i strålende solskin ved The Monument med The Reflection Pool og Lincoln Memorial i baggrunden.

Washington er grundlagt i 1790. Efter revolutionen mod briterne og uafhængigheden i 1776 blev Philadelphia i Pennsylvania hovedstad i USA. Det var dog et ønske at have en hovedstad fri for regionale interesser. Derfor blev det i 1790 besluttet at anlægge en helt ny by, som skulle være hovedstaden. Staterne Maryland og Virginia tilbød at afgive et område på 10 gange 10 miles (ca. 256 km²) ved Potomac floden, der havde været grænsen mellem de nordlige og de sydlige kolonier. Dette kvadrat fik navnet District of Columbia, da Columbia var en populær betegnelse for USA på det tidspunkt. Byen blev i første omgang kaldt Federal City, men i 1791 fik den navn efter USA's første præsident; George Washington.

Der er også en stat som hedder Washington, den nordvestligste stat i USA, og det er derfor at man altid siger Washington DC for ikke at forveksle byen med staten. Washington DC er ikke nogen stat, og har derfor heller ikke nogen repræsentanter i Senatet. De har fået en repræsentant i Huset, som dog ikke har ret til at stemme. Det er ret underligt set i lyset af hele argumentet om "No taxation without representation", som var grundlaget for revolutionen mod briterne. Grunden er så vidt jeg har forstået, at det ikke var meningen, at der skulle bo "rigtige" mennesker i DC. Det var vist mere ideen, at det skulle være en neutral bureaukrat by, som kunne regere landet uden at blande egne interesser ind i det.

Washington DC er ekstremt planlagt. Gaderne hedder enten et bogstav eller et tal og avenuerne hedder navne på stater. Gader kaldet tal løber fra nord til syd, og gader kaldet bogstaver løber fra øst til vest. Kongresbygningen er centrum og det sted, hvor tallene og bogstaberne på gaderne begynder. Dvs. at 1st street og A street er lige ved kongresbygningen. Det tricky er så, at det går i alle retninger, så når man skal finde en adresse, skal man være opmærksom på, om det er til North West, North East, South West eller South East man skal. For det meste er det dog i NW det sker, og det er ret sjældent, at jeg er i andre dele af byen. På et eller andet tidspunkt løber man jo tør for bogstaver, og det er således derfor, at jeg bor på Lamont Street. Det ville trods alt være for forvirrende at starte forfra i alfabetet.
Her er et kort. Klik nederst for at se det i et større billede.

Vis stort kort
Det er franskmanden l'Enfant som har udtænkt byplanen for Washington. Af en eller anden grund er der nogle bogstaver, som ikke måtte få 'deres' gade. Således er der ikke nogen J, X, Y eller Z gade.

Den første bygning som blev påbegyndt, var det hvide hus, men de første præsidenter hadede at bo der. USA's anden præsident, John Adams, boede der sporadisk og først den tredje præsident, Thomas Jefferson, flyttede rigtigt ind. Dette bunder sandsynligvis i, at Washington er grundlagt på en sump, og at der gik rigtig mange år, før det blev en reel by. I 1800 blev hovedstaden formelt flyttet fra Philadelphia til Washington DC, men i 1814 erobrede England byen og brændte store dele af de offentlige bygninger - herunder Det Hvide Hus og Kongressen.
Heftigt regnvejr reddede dele af kongresbygningen og byen blev bygget op igen, men først i 1871, efter borgerkrigen, blev Washington "rigtig" hovedstad med asfalterede gader, gadebelysning og kloakering. At Washington er bygget på en sump forklarer de mange myg.

Washington bærer i den grad præg af, at det er en ekstremt planlagt by. Downtown, som er området omkring kongressen, museerne, osv. er røvkedelig og der sker ikke en skid. Der er masser af mennesker om dagen, når alle er på arbejde i kontorbygningerne, ministerierne osv. dernede og turisterne er på museum, men efter kl. 18 er der dødt og selv Starbucks'ne i området lukker tidligere end i andre dele af byen. Washington har ikke rigtig noget reelt centrum. I stedet er der mange små centrumer - en i hver bydel. Derudover er det som om, at ingen rigtig er fra Washington. Alle kommer et andet sted fra og er nærmest på transit i Washington imens de arbejder i en organisation, et ministerium osv. som skal bringe dem videre et andet sted hen. Jeg har mødt én person, som er opvokset i Washington. Sådan et det jo tit i store byer. Der er mange tilflyttere, som flytter igen når de er færdiguddannede og har arbejdet et par år, men Washington virker på en eller anden måde lidt rastløs og som om ingen rigtig slår sig ned der.

Der bor ca. 600.000 tusind i selve District of Columbia og otte millioner, hvis man tæller Washington-Baltimore området med.

Sidste præsidentkandidatdebat
Og så må jeg lige knytte en kommentar til præsidentvalget, som jeg stadig ivrigt følger med i. I går var der den sidste debat mellem Obama og McCain. Joe the Plummer blev af uransaglige årsager til centrum for store dele af debatten. I dag er den stakkels mand trådt frem og erklæret, at han ikke helt ved, hvad al den hurlumhej omkring ham handler om. McCain brugte hans eksempel i et forsøg på at hejle Obamas skatteplan ned, men det lykkedes ikke helt. I stedet fremstod McCain som en gammel bitter mand, som kun kunne angribe Obama, men ikke havde noget reelt at sige, hvorimod Obama holdt linjen og hele tiden forsøge at holde fokus på de politiske temaer. Han ved, at det er der han er stærkest, og at det er hans styrke. Jeg var specielt imponeret over hans håndtering af abortspørgsmålet. Han sagde blandt andet at "No one is pro abortion". Det var skide godt, for det er et Hillarys argument - at ingen ønsker en abort, men at det kan blive en realitet for nogle. Det var godt fanget af Obama. På den måde kan han måske overbevise nogle af de skeptiske Hillary tilhængere om, at han ikke er så slem. Meningsmålingerne ser rigtig gode ud for Obama, og der er helt klart grund til optimisme.

Nu er jeg i NYC, hvor jeg er mødtes med Mutti, Kleo, Lea og Beda og de næste dage står den på sightseeing, teater, museumsbesøg, shopping osv.

2008-10-09T14:09:00.009-04:00

At være svineheldig, at tage mid term eksamen og at blive klippet

At være svineheldig
I går ringede der en fra kontoret for internationale studerende på uni og sagde, at en kvinde i Connecticut har fundet min pung. Jeg har drømt om, at få det opkald, men havde opgivet håbet nu, hvor der næsten er gået to uger. Jeg har mindet mig selv om, at jeg kommer fra det land i verden, hvor folk stoler mest på hinanden, og at forholdene er nogle andre herovre. Hende som har fundet den hedder Kaaren Janssen, så man kunne godt tro, at hun har skandinaviske rødder... I hvert fald er hun meget samvittighedsfuld.
Jeg fik hendes e-mail og skrev straks til hende. Jeg spurgte også, hvordan hun havde fundet den, og det er en ret utrolig historie. Hun bor i Guilford, som ligger et stykke fra New Haven. Tirsdag morgen gik hun en tur med sine hunde på stranden og fandt en drivvåd rød pung, som var fuld af sand og kort. Det var lavvande og helt tydeligt, at den var skyllet op på stranden. Hendes teori er, at dem som har stjålet den har smidt den i Long Island Sound, som åbenbart er en flodmunding. Hun bor 20 km øst for New Haven og fandt den altså på stranden der. Så vidt jeg har forstået er alle mine kort i den. Det er sgu helt utroligt. Jeg er næsten tilbøjelig til at tro, at der er højere magter, som holder hånden over mig. I hvert fald er Kaaren, verdens sødeste dame. Hun har renset kortene og må have brugt noget tid på at finde mig. Mit studiekort fra American University var i pungen, og hun kunne ud fra mine danske kort gætte, at jeg ikke var amerikaner, så hun kontaktede det internationale kontor. Jeg sender hende helt sikkert en stor buket blomster.

Det eneste jeg tænker nu er, hvorfor de klaphatte som stjal den skulle smide den i vandet. Efter de havde taget de otte dollars, som var i den, kunne de da i det mindste have smidt den på gaden, men sådan ræsonnerer en tyv jo nok ikke, og jeg er bare rigtig glad for, at den er dukket op - og at søde Kaaren fandt den.

At tage mid term eksamen
I onsdags skulle vi tage mid term eksamen. Mens jeg sidder og forbereder mig mandag aften ringer Jennifer fra min klasse og spørger, hvad jeg ville sige til, at hun og en anden prøver at få eksamen rykket. De føler ikke, at vi har gennemgået teksterne tilstrækkeligt, og de var ikke helt klar over, hvad vores lærers forventninger var i forhold til vores svar. Jeg blev vildt provokeret og svarede, at de da kunne skrive en mail til vores lærer, hvis de var i tvivl. Vi har i forvejen fået udleveret 15 spørgsmål, hvoraf vi så havde to timer til at besvare seks af dem. Det er altså rimelig nemme vilkår for en eksamen. Jeg tænkte, at Lynn aldrig ville ændre eksamensdagen. Derfor var min overraskelse stor, da vi tirsdag fik en mail om, at eksamen var rykket til torsdag. Jeg blev rigtig irriteret over det, for jeg skulle lave mad til house dinner i går, så det ville ikke give mig mere tid. Endnu mere latterligt blev det, da vi i går brugte hele dagen på at gennemgå alle spørgsmålene. Det er totalt børnehave. Jeg var heldigvis ikke den eneste, som synes det var irriterende. Lynn er bare for sød til at sige nej til dem, så irritationen gik mest på de to piger, som prøver, at få hele verden til at spille deres melodi.
Efter at vi havde gennemgået alle spørgsmålene i går, følte jeg ikke rigtig, at jeg behøvede forberede mig mere og brugte derfor hele aftenen i går på at lave blomkålsgratin og æblekage til mine bofæller med god samvittighed. Det var skide hyggeligt, og de var vilde med den danske mad.
Eksamen i dag gik fint. Jeg synes, jeg svarede fyldestgørende på alle spørgsmål og kan holde weekend med god samvittighed. Det passer perfekt for i morgen kommer Kleo, Mutti og Beda. Jeg glæder mig rigtig meget til at se dem og vise dem det hele herovre. De tager til New York tirsdag, hvor Lea støder til dem, og jeg kommer op til dem torsdag eftermiddag. Lea tager så med mig tilbage til DC og bliver til torsdag. Det bliver dejligt at få besøg:-)

At blive klippet
Som nogen ved, fik jeg i foråret klippet en meget fancy frisure, hvor håret i den ene side var helt kort. Lige inden jeg tog herovre blev jeg klippet igen for at få det klippet til, men det var ikke så vellykket, og jeg trængte efterhånden rigtig meget til at blive klippet. Jeg var begyndt at føle, at jeg gik rundt med en fjollet paryk, som nogen havde givet mig på for sjov. Jeg har altid undret mig over, hvorfor jeg er endt op med tyndt leverpostejsfarvet hår, når min mor har tykt rødt krøllet hår. Jeg ligner hende jo som snydt ud af næsen på så mange andre punkter, men det krøllede tykke hår har jeg desværre ikke arvet.
Det evige dilemma, når jeg er et nyt sted er altid, hvor jeg skal blive klippet. Jeg er rimelig pernippen med det, og hader når jeg bliver klippet grimt. Hjemmesiden yelp.com blev min redning. Det er en hjemmeside, hvor man kan anmelde alt fra film til butikker - og frisører. Der fandt jeg en frisør som så god ud, og hvor folk var tilfredse. Det var ekstremt bøssede Shawn, som skulle klippe mig. Jeg sagde til ham, at han gerne måtte klippe det kortere, men at jeg ikke ville have det helt kort, og at jeg ikke ville ligne en dreng, men ellers skulle han bare føle sig fri til at gøre, hvad han synes.
Da jeg så hvor kort han klippede det, fik jeg lidt ondt i maven, men jeg er faktisk super glad for det.
Jeg har længe fablet om, at jeg gerne ville have kort hår, men har ikke turdet tage springet, så det var godt, at Shawn tog det for mig.

2008-10-05T20:29:00.006-04:00

American University

Jeg har mid-term eksamen på onsdag og har derfor brugt hele min søndag på biblioteket på uni. Derfor tænkte jeg, at dette indlæg skulle dedikeres til mit amerikanske universitet. Jeg har længe haft en drøm om at læse i USA. Da jeg begyndte at undersøge mulighederne for at tage herover og læse og stødte på American University, var min første tanke, at det lød som en joke, men det har vist sig at være et ganske respekteret universitet. School of International Service, som jeg hører under, er den største af sin art i USA.
American University er grundlagt i 1893. George Washington ville gerne have et nationalt universitet i hovedstaden og kongressen besluttede derfor at etablere 'American University'. Det er kun American University og George Washington University, som også ligger i Washington DC, som er etableret ved at kongressen har besluttet det. Det betyder at Kongressens sejl er på diplomerne fra de to universiteter. Selvom det blev vedtaget at etablere American University i 1893 begyndte undervisningen først i 1914, da universitetet lige skulle bygges først.
I dag er der ca. 10.000 studerende på American, som det bliver kaldt i daglig tale.

Universitetet ligger nordvest for centrum, og er faktisk ikke så tilgængeligt med metro. Fra nærmeste metrostation er der ca. en halv time at gå til main campus, hvilket betyder at universitetet har etableret en shuttle bus, som transporterer de studerende gratis fra metro stationen til campus. Det er meget bekvemt. Specielt når det er mørkt, er det rart, for der har været flere røverier. Dog mest om natten i weekenden. Min undervisning foregår ikke på main campus, men på Tenley campus, som heligvis ligger meget tæt på metro stationen. Jeg er dog en del på main campus for at bruge fitness centret og læse på biblioteket.

Main campus er lige som man forestiller sig fra Beverly Hills osv. Her er en stor græsplæne i midten, hvor folk hænger ud, leger med frisbee, spiller fodbold, læser osv.

Der er også fitnesscenter med svømmehal, som man kan benytte så meget man vil og diverse klubber og foreninger af en enhver art, som man kan engagere sig i. Hver dag får vi en mail som hedder "Today at AU", hvor alle dagens aktiviteter er listet. Der er nok ca. 30 'events' om dagen. Alt lige fra workshops om at blive en effektiv læser, film om tredjeverdenslande, religiøse foreninger som inviterer til infomøde osv.
Der sker virkelig meget på campus. Jeg tror sagtens man kunne leve hele sit liv her. Her er også diverse 'restauranter' og kaffebarer. Mit favoritsted er helt klar 'The Davenport Lounge'. Det er en studenterdrevet café med billig kaffe og hyggelig stemning. Jeg er stor fan af at læse på biblioteket og en hyppig kunde hos dem. Biblioteket har åbent 24 timer i døgnet. Efter kl. 24 skal man bare bruge sit studiekort for at komme ind, og der er intet personale, men man kan bruge faciliteterne så meget man vil. Billedet her er taget i bibliotekets kælder, hvor der også er en café og hyggeligt at sidde og diskutere diverse ting og sager. Det er Will, Maria og Joe fra min klasse og vi er i gang med at forberede os til mid-term eksamen.
Og apropos biblioteket, så var jeg jo utilfreds med deres heftige brug af air condition og skrev en mail til dem om, at det var alt for koldt at sidde på læsesalen. Jeg ved ikke om de har justeret det, men jeg synes det er blevet bedre - eller også er det bare mig, der har vænnet mig til det.

De fleste studerende bor på campus. Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig sjovt, hvis man er 20 år og lige flyttet hjemmefra. Mit indtryk er, at det nærmest er lidt højskole agtigt. De fleste bor på to-tre mandsværelser, spiser sammen i 'spisesalen', dyrker sport sammen, går i skole sammen osv. Det er et 'dry campus', hvilket betyder, at man ikke må drikke nogen form for alkohol nogen steder overhovedet. Hvis man bliver snuppet er sanktionerne vist rimelig strikse. Der går rygter om, at en tysk pige sidste semester blev tvunget til at gå til AA møder, fordi hun blev fanget i at drikke øl på sit værelse. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men de er rimelig seriøse omkring det.

Universitetet har også sit eget politi og der er 'blue lights' flere steder, som man kan bruge til at tilkalde en politimand eller -kvinde. Man kan også bruge dem, hvis man føler sig utryg og gerne vil eskorteres fra A til B, så tropper de også op.

Det er meget anderledes end RUC, som slet ikke har samme campus følelse. Det har KU for den sags skyld heller ikke. Den store forskel er jo, at folk bor her. Jeg er ret vild med det liv der er herude. Selv nu, hvor klokken er 21 søndag aften er her mange mennesker i det hele taget en hyggelig stemning. American University er da også i 2008 blevet kåret som den mest politisk aktive skole i USA.
At man betaler en masse penge for at gå her betyder, at standarden er en helt anden. De kan tilbyde nogle helt andre ting end de danske universiteter kan - og det både på godt og ondt.

2008-10-02T23:51:00.007-04:00

Vicepræsidentdebat

Her kommer en dugfrisk melding efter vicepræsidentdebatten. Det er virkelig spændende at være herovre, mens der er præsidentvalg. Det tilfredsstiller min politiske trang til fulde. I aften var der debat mellem de to vicepræsidentkandidater Joe Biden og Sarah Palin. Therese og jeg havde sat hinanden i stævne herhjemme med mad og rødvin og så den sammen med de andre fra huset.

Joe Biden er en garvet politisk rotte. Han er formand for senatets komite for udenrigspolitik og har siddet i senatet siden 1972.
Sarah Palin behøver jeg vist ikke præsentere.

Der havde på forhånd været spekulationer om, at Biden ville komme til at virke overlegen i forhold til Palin og nogle var bange for, at han ville komme til at virke arrogant. Køn spiller en stor rolle i denne valgkamp - ikke mindst fordi Palin hele tiden selv nævner det, og det ville ikke se godt ud, hvis den store mand belærte den lille kvinde - sådan gik det heldigvis ikke.
Biden virkede derimod meget professionel, han blev skarpere og skarpere gennem debatten, mens det på den anden side virkede som om, at Palin efterhånden løb tør for ting at sige.
På udenrigspolitikken fik Palin ikke et ben til jorden. Det var tydeligt at Biden var overlegen, men han nedgjorde hende ikke. På spørgsmålet om, hvad der skal ske i Irak, svarede Palin, at McCain vil tage al politik ud af krigen og slutte den. Det vil jeg meget gerne se ham gøre. Det er jo fuldstændig umuligt. Der er så meget politik i den krig. Jeg ved ikke, hvad hun har forestillet sig. Palin snakker en masse om, hvad hun vil gøre, men ikke hvordan hun vil gøre det.
Det mest overraskende var da Palin som sædvanlig talte om hendes erfaring som værende en genemsnitsfamilie, som sidder ved køkkenbordet og skal have det hele til at hænge sammen. Biden sagde, at han bestemt godt ved, hvordan det er, fordi han har opdraget sine to sønner alene efter hans kone og datter døde i et biluheld. Da han sagde det knækkede hans stemme, og han holdt en lille pause. Det virkede på ingen måde indstuderet, men derimod meget ærligt. Den kunne Palin ikke stikke.

De fleste er overraskede over, at Palin ikke kvajede sig og udstillede sig selv, men det tror jeg, kun er fordi, der ikke blev gået mere til hende. Hun svarede ikke konkret på særlig mange af spørgsmålene. Hvis der var blevet spurgt direkte ind, til nogle af de ting hun sagde, er jeg sikker på, at det ville være blevet lige så pinligt for hende, som mange af de interviews hun har givet. Derudover havde alle også forventet, at hun ville være fuldstændig håbløs, så bare det, at hun ikke faldt fuldstændig igennem, bliver nærmest tolket som en sejr til hende.

Denne oversigt, over hvordan det sandsynligvis fungerer for Palin, er ret sjov:
Den er snuppet fra Taegen Goddars blog.

Meldingerne er, at Biden helt klart er vinder og cementerer Obamas forspring.

2008-09-29T22:59:00.004-04:00

Palin på dybt vand

Så er der mere morskab på Palins regning. Palin gav et interview med CBS' Katie Couric i sidste uge, som efterhånden er ved at blive legendarisk for Palins evne til at snakke sort. Jeg synes dog godt, at man efterhånden kan se på hende, at hun godt ved, at hun er ude på dybt vand.

Tina Fey og folkene fra Saturday Night Live var selvfølgelig lynhurtige til at fange den og lave en parodi. I kan jo selv bedømme, hvilken af dem der er mest morsom - eller skræmmende...

2008-09-28T23:15:00.006-04:00

Besøg i New Haven og præsidentvalg

Besøg i New Haven
Denne weekend har jeg været i New Haven og besøge Ida og Ak, to af mine RUC veninder. Ida læser sociologi på Yale og Ak er i praktik hos en professor deroppe. Yale ligger i New Haven, som ligger lidt nord for New York City. Efter navnet at dømme er det den rene idyl. Sådan forholder det sig dog ikke helt. Trods eliteuniversitet er der ekstremt meget kriminalitet, og væbnede røverier ved højlys dag er vist ikke noget særsyn. Historien er dog den samme som i Washington - kriminaliteten er faldet meget de sidte ti år. For mit vedkommende kom kriminaliteten til udtryk ved, at nogen stjal min pung. Skide irriterende! Dog ikke væbnet røveri - heldigvis.

Jeg fatter dog ikke helt hvordan det skete. Vi var på en bar, og jeg var oppe at købe drinks, og måske har jeg glemt at tage min pung med, som lå på baren. Det ligner mig bare slet ikke at glemme noget på den måde - og slet ikke min pung. Jeg havde drukket en drink, så jeg var ikke fuld, ikke engang beruset. En anden mulighed er, at den er blevet snuppet fra min jakkelomme, hvor den lå, men vi stod lige ved siden af, så det ville også være underligt men mere sandsynligt. Jeg er mest irriteret over, at jeg ikke har været smart nok til at lægge mine danske kort, som jeg alligevel ikke bruger herovre, af herhjemme. Mit sygesikringsbevis, studiekort til RUC og KU var også deri. Heldigvis har jeg dog været smart nok til at lægge mit mastercard herhjemme, så jeg er ikke helt på røven med penge.
Der var 8 dollar i pungen i kontanter. De har intet fået ud af tage den, men jeg havde også min returbillet til bussen hjem til DC i den. Ida er fræk som en slagterhund og opfordrede mig til at klage min nød, så jeg lavede verdens største hundeøjne til billetdamen og forklarede hende situationen. Jeg fik til min overraskelse og lettelse lov at komme med uden at jeg skulle købe endnu en billet. Slagterhundens tricks virker.
Alt i alt er det jo ikke verdens undergang - bare skide irriterende at der er nogen som tager mine ting. Det meste kan jeg få igen. Og jeg trængte alligevel til en ny pung... Den var købt for seks år siden i en genbrugsbutik for 40 kr. og ved at være meget slidt.

Trods stjålen pung havde vi en rigtig hyggelig weekend. Lørdag var vi på Yale tur. Det var ikke lige så godt som Harvard turen. Der var lidt mere salgstale over det, fordi eventuelt kommende studerende og deres forældre bruger turen til at tjekke Yale ud, så vi fik hørt meget om hvor mega fedt det er at gå på Yale, hvor mange penge de har til alt muligt, rejser, aktiviteter osv., men det var også informativt.
Yale er grundlagt i 1701, altså 65 år efter Harvard. Navnet kommer af, at en vis Hr. Yale donerede flest penge til oprettelsen. I lang tid var det en Hr. Dummer, som havde doneret flest penge, men Yale folkene synes ikke rigtig, at de kunne kalde deres universitet for Dummer, så de var lettede da Mr. Yale kom på banen. Hele universitetet er bygget med Oxford som forbillede, og selv de bygninger som er bygget i 1920'erne ligner noget fra 1400 tallet. Arkitekten som byggede biblioteket ville rigtig gerne bygge en katedral, men Yale folkene ville have et bibliotek. Arkitekten endte så med at tegne et bibliotek, som ligner en katedral. Det er der kommet en lidt pudsig kombination ud af. Blandt andet læsesale som ligner kirkerum.

Yale har også et specielt bibliotek for sjældne bøger; 'The Beinecke Rare Book and Manuscript Library'. Det er bygget i 1963, og har ingen vinduer. I stedet udgør tyndt skårne marmorplader det for vinduer, idet de filterer solens skadelige stråler fra og kun lader et blødt orangeagtigt lys ind, som ikke er skadeligt for bøgerne. Det er den største bygning i verden, som er reserveret udelukkende til sjældne bøger og manuskripter.

Ligesom Harvard var det overraskende sent, at kvinder blev lukket ind. Det har kunstneren Maya Lin lavet et kunstværk på baggrund af; 'The Women Table'. Det er et springvand, hvor der for hvert år står hvor mange kvinder der blev optaget på Yale. Tallene slutter i 1995, hvor antallet af optagne kvinder oversteg antallet af optagne mænd. Maya Lin har også tegnet 'Vietnam Veterans Memorial', som står i Washington. Som bare 21 årig vandt hun en offentlig konkurrence med sit projekt. Hendes lærer havde givet hende c for samme projekt og deltor også selv i konkurrencen, men det var altså Maya Lin som vandt. Godt gået må man sige.

Også Yales fitnesscenter for studerende og ansatte imponerede. Det er et af de største fitnesscentre i verden, og man kan dyrke lige hvilken sport man lyster - meget priviligeret!

Det har været en rigtig hyggelig weekend. Vi spiste os i går meget mætte i dejlig tapas og endte til en fest på School of Drama med folk klædt ud som brude, transvestitter og det der var værre. Meget sjovt. Nu er jeg lige kommet hjem efter en meget lang rejse. Det tager 6-7 timer i effektiv rejsetid, men jeg skulle skifte i New York, så jeg har været på farten fra kl. 15 og kom hjem kl 23. Mine house mates griner af mig, fordi de ikke synes, det er noget. Afstandene er jo lidt noget andet herovre.

Status på valgkampen
I fredags var der den første af tre debatter mellem McCain og Obama. Den ville jeg selvfølgelig ikke gå glip af, og jeg fik lokket Ida og Ak med på den, så vi så den på Yale. Godt arrangement ud over at arrangørerne synes det var en rigtig god idé at servere ost og broccoli. Der stank af prut i hele rummet...
Obama virkede lidt nervøs og kludrede lidt i det nogle gange. Han kom blandt andet til at kalde John McCain for både Jim og Tom, men alt i alt synes jeg, at han var god, og han sagde reelt noget i modsætning til McCain, som bare fyrede de samme floskler af, som han har sagt i flere måneder nu. Jeg læste et sted, at det virkede som om, at Obama forsøgte at skabe en dialog, mens McCain bare kørte enetale. Det er jeg meget enig i. McCain virkede også enormt arrogant, og blev ved med at sige, at Obama var naiv og uvidende. Det blev til sidst helt latterligt, at hver gang Obama havde sagt noget, svarede McCain, at han var naiv.
Det virker som om, at Obama har vundet første runde. I hvert fald fører han i alle de fire meningsmålinger, som de store analyseinstitutter har lavet. For bare en uge siden var han bag McCain i flere af dem. Derudover vokser Obamas forspring på nationalt plan også. Det står 50 % - 42 % til Obama. Det er kun én procent under da han havde størst forspring tidligere på året. Vi må håbe at tendensen fortsætter. På torsdag er vicepræsidentdebat, hvor Joe Biden og Sarah Palin skal krydse klinger. Det glæder jeg mig til at se! Jeg har inviteret nogle stykker over til middag, og så skal vi se debat bagefter.

Jeg har fundet ud af, hvad det handler om med latterliggørelsen af Obamas jura uddannelse fra Harvard. Europæere vil gerne have politiske ledere, som er klogere end dem selv og som virker kompetente til også komplicerede ting. Amerikanere vil gerne have en præsident, som er ligesom dem selv. En de kan sætte sig ned og have en hyggelig snak med. Derfor handler det, for kandidaterne, hele tiden om, at iscenesætte sig selv som en helt almindelig gennemsnitlig amerikaner.
Det her er selvfølgelig meget generaliserende, men jeg tror, at der er noget om det.

2008-09-21T22:34:00.011-04:00

Mit amerikanske hjem

Efter ønske fra flere læsere kommer her en tur i 'mit' hus.

Vi er seks som bor sammen - og Charlie selvfølgelig. De er alle ældre end mig, i slutningen af tyverne og starten af tredvierne, og arbejder alle. Adam kom i sin tid til Washington som studerende på Washington Semester Program - ligesom mig. Han arbejder i 'Defence Threat Reduction Agency' i 'The Open Skies Division'. Det er et samarbejde mellem en lang række lande, som går ud på, at man må overvåge andre landes territorier fra en vis højde. Det blev vist etableret efter den kolde krig for at sikre en vis form for åbenhed og samarbejde. Arin er uddannet advokat, men arbejder som freelance journalist. Krista arbejder i en fagforening, Burke arbejder for en El Salvadoriansk NGO og Josh arbejder i en miljøorganisation.
Forrest fra venstre er det Josh, Burke, Krista og på den anden side af bordet Arin bagerst, mig og Adam.

En gang om ugen har vi 'house dinner', hvilket består i, at en eller flere laver mad til de andre, og vi så spiser sammen. Det er rigtig hyggeligt. Det er ikke altid, at jeg får set folk, fordi vi har forskellige rytmer og alle er rimelig aktive og laver en masse ting udenfor huset, så det er rart at have den ugentlige middag. I mandags var det Krista og jeg som stod for madlavningen. Den stod på pizza og salat, som hovedsageligt var lavet af ingredienser fra haven:-) Vi komposterer al vores køkkenaffald og dyrker en masse ting i haven. Burke er kompostansvarlig, og det er mest Krista og jeg som huserer i haven. Jeg har for to uger siden plantet radisser, som er ved at komme op nu.
Køkkenet er ret stort, hvilket er dejligt når vi er så mange. Her er det Burke, som er i gang med at kokkerere. Folk laver generelt mad herhjemme, og om aftenen er køkkenet tit samlingspunkt.
Udover køkkenet og stuen er der også et tvrum og et musik-/yogarum, som er fællesareal. Her er virklig meget plads, og jeg føler slet ikke, at vi træder hinanden over tæerne, selvom vi er så mange. Vi har hver vores værelse, ud over Krista og Burke som er kærester. Jeg skiftede jo rum 1. september og det er jeg rigtig glad for. Det lille værelse er perfekt for mig.
De fleste af møblerne overtog jeg fra Hermione, som skulle flytte tilbage til England, men sengen har jeg selv fundet. Der stod en kæmpe seng herinde, som fyldte hele rummet. Den ville Arin gerne have, så det var perfekt, og jeg købte denne i stedet. Jeg har medbragt min dyne og pude derhjemmefra. Signe lærte mig et fantastisk støvsugertrick, som fik dynen til at fylde næsten ingenting. Tricket er, at man putter dynen og puden ned i en pose. Derefter suger man al luften ud med en støvsuger og har derefter en vakuumpakket dyne og pude, som næsten ingenting fylder. Jeg er virkelig glad for, at jeg har den med. Det er lidt mere hjem, og jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle sove med et tæppe i fem måneder.
Som man kan ane til højre i dette billede, har jeg købt et kæmpe kort over USA og hængt op på væggen. Jeg var så træt af, at jeg aldrig havde nogen idé om, hvor de forskellige stater er, så nu kaster jeg et blik på kortet, når jeg er i tvivl.

Vi har også en veranda, hvor jeg elsker at sidde.
Jeg glæder mig bare til myggesæsonen er ovre, så jeg kan sidde derude uden at skulle fedte mig selv ind i myggespray.

Jeg kan rigtig godt lide mine bofæller. De er rigtig søde og er gode til at hive mig med til diverse arrangementer.
Specielt Burke, Krista og Josh er lidt nogle hellig franse og går meget op i økologi, er vegetarer, drikker kun sojamælk osv., hvilket er al ære værd, men så har de på den anden side nogle vaner, som for mig virker helt malplacerede. Krista og Burke har lige været væk i halvanden uge og air conditionen på deres værelse kørte for fuld hammer, selvom de skulle være væk så længe. Derudover tørrer alle deres tøj i tørretumbler. Det er for mig børnelærdom, at tørretumbleren er en af de største energislugere - og ofte overflødig, hvis man kan tørre sit tøj udenfor. Jeg foreslog derfor, at vi købte et tørrestativ, så vi kan tørre tøj udenfor. Krista forklarede mig, at det i USA er et tegn på fattigdom, hvis man tørrer sit tøj udenfor. De er dog helt med på at gøre det. Jeg har derfor været rundt for at finde et tørrestativ, hvilket er umuligt. Ekspedienterne glor bare mærkeligt på mig, hvis jeg spørger. Måske skal jeg i IKEA for at finde et.

Et af de arrangementer jeg fik nys om gennem Krista var en fundraiser dansekonkurrence. Det gik ud på, at forskellige organisationer opførte en dans og man gav penge til sin favorit. Den klare vinder var 'New Kids on the Black Block'. Det var virkelig underholdende. Jeg lavede en lille video, hvis I er nysgerrige.

2008-09-17T21:08:00.012-04:00

Mit liv som Muslimah og mit liv som praktikant

Muslimah
Da jeg var lille, havde min storesøster Maj et alter ego; Muslima. Så vidt jeg husker havde det ikke rigtig noget med islam eller muslimer at gøre. Konceptet var vist, at hun klædte sig ud med paryk, bedstemors gamle blomstrede polyesterkjoler og en smøg i kæften og spillede en form for retarderet rengøringsdame. Det var altid hyle morsomt, og vi har et fantastisk billede, hvor Freja er kommet med i legen, og som et halv år gammel baby har fået en blond paryk på og er Muslimas barn. I dag var det så min egen tur til at lege Muslimah - i ordets rette betydning. Det betyder bare en muslimsk kvinde. I dag gik turen med klassen nemlig til det islamiske center i Washington. Da vi skulle se moskeen, og det er Ramadan, som er den hellige måned, var vi blevet bedt om, at tage tørklæde på, bluse til håndledene og en lang nederdel til anklerne for at vise respekt og høflighed. Nederdelen var det sværeste at fremskaffe. Jeg blev reddet af min bofælle Krista, som lige havde sorteret hendes tøj. I det hun ville smide væk var en lang sort nederdel, som jeg nu er blevet den glade ejer af. Jeg havde fundet en guide på nettet til hvordan man binder sin 'hijab', og her er resultatet:
Ja hvem skulle tro, at vi står midt i Washington. Moskeen var super flot, og vi fik rig lejlighed til, at spørge den Imam som viste os rundt om alt mellem himmel og jord. Det var meget informativt.

Praktik
I mandags startede jeg i praktikken, og jeg er rigtig glad for, at jeg besluttede at tage praktikken hos Muslim Public Affairs Council. Organisationen ligger egentlig i L.A., men de har for nogle år siden oprettet deres 'Office for Governmental Affairs' i Washington, og det er der, jeg er. Der er kun tre andre end mig, men det fungerer fint. Min supervisor er super sød. Jeg er ret sikker på, at jeg er ældre end hende. Jeg kan godt mærke, at det begynder at trække i mig for at blive færdig snart og få et rigtigt job. Når det er sagt, så synes jeg samtidig, at det er meget spændende at få muligheden for at opleve Washingtons politiske liv som praktikant.

I tirsdags var jeg til en høring i 'The House' i komitéen for 'Armed Services', som skulle diskutere en ny strategi for den amerikanske udenrigspolitik. Det fungerer på den måde, at komitéerne indkalder til høringer om forskellige emner. Til hvert emne indkalder de også 'vidner'. Det er egentlig lidt misvisende, at de kalder det vidne, for det er egentlig eksperter, de har inde, som bidrager med deres syn på sagen. Proceduren er, at vidnet holder et lille oplæg, og derefter kan kongresmedlemmerne stille spørgsmål. I dette tilfælde var det Madeleine Albright (Clintons udenrigsminister) som var vidne. Der blev spurgt en masse til krigene i Irak og Afghanistan og situationen i mellemøsten. Det var virkelig spændende! Til sidst sagde en af kongresmedlemmerne, at han lige havde et sidste spørgsmål. Derefter spurgte han, hvad Albright mente om Bush doktrinen. Det var ret sjovt, for det var jo det Palin klokkede i, men Albright er jo en garvet politiker og svarede seriøst på spørgsmålet.

Det er sjovt at få indblik i livet på 'The Hill'. (Området omkring Kongressen hedder Capitol Hill og bliver bare kaldt 'The Hill' i daglig tale). F.eks. har de deres eget politi, som har taget ideen om cykler til sig og drøner rundt på dem.

Bygningen, hvor MPAC har kontor, ligger lige bag ved Kongressen ved siden af højesteret. Der er dagligt demonstrationer for et eller andet. Denne handler vist om ytringsfrihed. I det hele taget er der altid et leben og mange mennesker i gaderne rundt omkring Kongressen.
Jeg synes specielt det er sjovt at iagttage om morgenen, når alle møder ind, og der kommer en hær af mænd i jakkesæt og kvinder i skjorte og pencilskirts.

I denne uge har jeg ud over arbejdet med høringen, som jeg har skrevet et resume af til det elektroniske nyhedsbrev, lavet en del i forhold til en film som hedder 'Obsession'. Det er en propagandafilm, hvis budskab er, at alle muslimer er ekstremistister og terrorister. Filmen blev egentlig udgivet i 2006, men nu bliver den uddelt som hustandsomdelt reklame i 28 millioner eksemplarer i Swing States. Hensigten er ikke til at tage fejl af. Vi har dels arbejdet med, at skabe en modhistorie om, at ikke alle muslimer er ekstremister og terrorister og dels prøvet at finde ud af, hvem der står bag distributionen. Det viser sig at være en fond, som ingen før har hørt om, som betaler gildet. Spørgsmålet er så, hvilken relation den fond har til republikanerne. Det bliver nok sværere at opklare.

2008-09-15T23:01:00.008-04:00

Genial Palin parodi

Jeg ved godt, at Obamas strategi formodentlig er, at tie Palin ihjel, men jeg bliver simpelthen nødt til at dele Saturday Night Live's parodi på Palin med jer. Det er ekstremt godt ramt. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at Palin havde selvironi nok til at tage pis på sig selv, men det er en amerikansk komiker og skuespiller som hedder Tina Fey som portrætterer hende. Den er blevet pillet af nettet flere steder, men jeg fandt dette link, som skulle virke.

2008-09-14T21:31:00.020-04:00

Pentagon memorial og 'En verden i krig'

I torsdags var det d. 11. september, hvilket blev markeret på mange måder herovre. Alle flagede på halv, der var mindehøjtideligheder osv. Ligesom mine forældres generation, hvor alle kan huske, hvor de befandt sig, da de fik nyheden om at Kennedy var blevet skudt, tror jeg, at alle fra min generation kan huske, hvor de befandt sig d. 11. september 2001. Jeg var lige flyttet hjemmefra og arbejdede som piccoline på Mediacom. Vi havde et fjernsyn i receptionen, hvor vi alle stimlede sammen og fulgte med. Jeg havde ikke fjernsyn derhjemme og endte om aftenen med at sidde i en tvforretning på Fisketorvet og se fjernsyn sammen med en flok andre indtil butikken lukkede. De fleste af dem fra min klasse er 20-22 år, så i 2001 var de 13-15 år. Deres oplevelse af 11. september 2001 er selvfølgelig anderledes end min, fordi de er amerikanere, men den er også anderledes fordi de var så unge. Jeg ved ikke om man kan tale om generationsforskel her, men det er i hvert fald en forskel.

Ved Pentagon er der blevet bygget et mindesmærke for de 184, som døde i hhv. det fly som fløj ind i Pentagon, og dem som døde i selve bygningen. Det blev åbnet for offentligheden i torsdags. En fra min klasse har en far, som arbejder i Pentagon, og han havde tilbudt, at give os en lille tur og fortælle om mindesmærket. Vi mødtes derude lige da det blev mørkt. Der var selvfølgelig en kitschet mindekoncert, hvor der blev sunget, og de forskellige dele af militæret skiftedes til at rejse sig op og holde det amerikanske flag højt. Selve mindesmærket er der dog ikke noget kitschet over. Jeg synes derimod, at det er meget smukt og respektfuldt for de døde og deres familier.
Det er et ungt amerikansk arkitektpar, som har designet det. Det er den første større opgave de har lavet, hvilket, jeg synes, er ret imponerende. Ideen er, at der er en granit 'bue' for hver person, og under hver 'bue' er en rektangel med vand. Det er lidt svært at forklare, så her er et billede:

Der er en 'bue' for hver person, og deres navn står for enden. Hvis man kigger mod Pentagon, når man læser navnet, så er personen død i Pentagon. Hvis man derimod har himlen som baggrund, når man læser navnet, er personen død i flyet. Derudover er buerne ordnet efter alder. Der er linier med årstal i jorden, og hver bue står på en linie alt efter hvornår personen var født. 2001 markerer the 'zero' line og derefter begynder årstalslinierne. Der var fem børn der døde og derefter er der et spring til 1979, hvorefter resten kommer.

Jeg synes, at det er et meget smukt og rørende mindesmærke. I mørke får man nærmest fornemmelsen af, at granitbuerne er kistelåg, som har åbnet sig, og at der strømmer lys op fra gravene. Ved mange af buerne var der lagt blomster og sat flag. Ved børnenes buer lå der bamser. Det var meget rørende og sørgeligt.

En verden i krig
Noget helt andet, og dog på en måde relateret; Mads er jo taget til Berlin, hvor han arbejder på den danske ambassade. Han og drengene derhjemme hygger sig tit med at spille brætspil, men hvad gør man, når man ikke befinder sig indenfor samme fysiske rækkevidde? Man opretter selvfølgelig en blog og spiller via den. Spillet de spiller hedder 'Diplomacy', og er et krigs-strategispil. Det fungerer sådan, at de er et land hver. Hver uge sender de deres træk til Signe, som er den uvildige dommer. Signe sender så trækkene til Jens, som taster dem ind. Meget smart og meget cyberspace agtigt. Normalt plejer de aldrig at blive færdige med spillet, fordi de bliver for fulde, trætte eller en bliver hidsig og går hjem, fordi han må indse, at de andre har lavet en alliance bag om ryggen på ham. Denne gang er der vist ikke nogen udvej, hvis man kan se sig slået. Jeg følger spændt med i, hvordan det går min Napoleon mod Il Duce, Cromwell, Atatürk, Franz Ferdinand, Stalin og Bismarck på: En Verden i Krig

2008-09-12T14:19:00.012-04:00

Ny praktik

Som jeg antydede i mit indlæg om praktiksituationen i DC, så er der en del at vælge i mellem. Jeg havde jo sagt ja til Karamah, men i onsdags ringede de fra en organisation som hedder 'Muslim Public Affairs Council' (MPAC) og ville have mig til samtale. Jeg havde søgt for tre uger siden, og da jeg ikke havde hørt noget, tænkte jeg, at de nok havde fundet en anden. Jeg var lidt ærgerlig over det, for det lød vildt spændende. Jeg var ok glad for praktikken hos Karamah, men synes det var ærgerligt, at der ikke rigtig var noget politik i det.

Da de så ringede fra MPAC, viste det sig, at der først havde været ansøgningsfrist i fredags, og at de derfor havde ventet med at kontakte folk. Jeg sagde først, at jeg havde sagt ja til noget andet og ikke var interesseret, men hele dagen i går tænkte jeg på det og kunne mærke, at jeg havde mere lyst til MPAC end Karamah, men jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne bakke ud af Karamah, når nu jeg havde sagt ja. Til sidst besluttede jeg mig for at spørge min elskede underviser Lynn til råds. Hun sagde, at hvis hun skulle være ærlig, synes hun, at jeg skulle gå efter MPAC, fordi der er mere politik i det, og det er vildt spændende nu, når der er valg. Mht. til Karamah, så sagde hun 'It's DC - it's the game' og at de sagtens vil kunne finde en anden. Efter således at være blevet bekræftet ringede jeg til MPAC og sagde, at jeg alligvel var interesseret. I dag havde jeg så en samtale med dem og sagde, at jeg skulle have svar i dag, så jeg kunne give Karamah besked. Nu har de lige ringet og tilbudt mig en praktikplads, så jeg skal sgu arbejde på 'The Hill'. Det bliver også sjovt at opleve. Kontoret ligger lige bag kongressen med Højesteret som nabo. Det lugter en del mere af politik, og det jeg skal lave er lige, hvad jeg kunne ønske mig. Det er deres afdeling for 'Governmental Affairs', som ligger her i DC. Hver uge skal jeg være med til at analysere de relevante høringer der har været i kongressen. Jeg skal også lave noget research til det ugentlige nyhedsbrev, og måske skrive noget af det. Måske skal jeg lave noget udadvendt arbejde i de muslimske lokalsamfund. Sidst men ikke mindst skal jeg bistå dem, når der kommer delegationer fra andre lande og skal studere den amerikanske måde at integrere. Der havde lige været en delegation fra Tyskland, som skulle have inspiration til, hvordan man kan løse problemerne der. Det er lige mig og jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal starte på mandag.

Mens jeg har været herovre har jeg tænkt meget over hvad mit arbejdsliv skal bringe. Jeg er jo forhåbentlig færdig om et år. I min tid i integrationsministeriet fandt jeg ud af, at det i hvert fald ikke er mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle finde på. Herovre er det gået op for mig, at det der mangler i Danmark er en organisation, hvis formål er at oplyse og uddanne både muslimer der lever i Danmark, danskere og politikere. Mit mål er derfor, at starte en organisation som dels laver workshops osv. for indvandrere om hvordan det danske samfund hænger sammen, hvilke rettigheder og pligter man som borger har osv., dels skal der være oplysning til danskere om Islam og den mangfoldige muslimske kultur, så der kan blive skabt grundlag for en større forståelse og sidst, men ikke mindst, skal der være en del som retter sig mod rådgivning af politikere i spørgsmål om integration og Islam. Det skal være en upolitisk organisation, som arbejder og rådgiver på tværs af politiske skel. Ja, det er mit mål, og på vejen til at realisere det, er en praktik hos MPAC perfekt.
Hvis I er nysgerrige efter mere, er hjemmesideadressen www.mpac.org

2008-09-12T08:57:00.004-04:00

Palin udstiller sin uvidenhed

Bare lige for at understrege min pointe mht. Sarah Palin. I dette tv-interview, som er hendes første som vicepræsidentkandidat, er det helt tydeligt, at hun ikke ved, hvad Bushdoktrinen er. Bush doktrinen blev designet til Irak krigen og gav grønt lys for militære angreb ud fra et motiv om at forebygge angreb mod USA og lagde grundlaget for invasionen af Irak i 2003.
Derimod taler hun kun om beskyttelsen af USA. Hun bliver værre end Bush, hvis McCain og hende vinder.

2008-09-10T22:00:00.024-04:00

McCain - Palin Rally

I dag fik jeg min ilddåb mht. det amerikanske præsidentvalg. Jovist har jeg fulgt flittigt med på diverse politiske blogs, set talerne fra begge konventer osv. Men i dag har jeg været til McCain-Palin rally! Forleden fik vi en mail fra vores underviser, som sagde, at vores timer i dag var ændret til om eftermiddagen, så vi havde mulighed for at tage ud og se McCain-Palin eventen. To piger fra min klasse spurgte forleden, om der var nogle som ville med, og jeg tog selvfølgelig imod tilbuddet. Rallyet fandt sted i Virginia, som er en såkaldt swing state, hvilket vil sige, at det skifter, om det er republikanerne eller demokraterne som vinder. Virginia er nabostat til DC, men der er et stykke vej derud. Vi skulle derfor tidligt afsted for at få det hele med, og da mit vækkeur ringede kl. 5.45 i morges bandede jeg mig selv og min nysgerrighed langt væk. Op og afsted kom jeg dog.
Til min store overraskelse og forfærdelse gik det op for mig, at de to piger fra min klasse ikke var der i kraft af interesse for politik, men fordi de faktisk støtter McCain!!! Jeg var lidt rystet, men jeg tog chancen og spurgte, hvad deres hovedargument for at stemme på ham er. Svaret jeg fik var, at det er vigtigt, at USA har en præsident, som har erfaring med krig, og ved hvad man skal gøre i sådanne situationer. Og det er republikanerne bedst til. Jeg indvendte at en republikansk præsident ikke nødvendigvis er garant for fornuftige beslutninger mht. krig. Hvis Al Gore i sin tid havde vundet (eller var blevet anerkendt som vinder...), havde der nok ikke været nogen Irak krig. Krigen har jo ikke gjort verden mere sikker, men har derimod skabt flere terrorister. Det havde vi en lystig diskussion om.

Der var en ekstremt lang kø for at kommer ind. Langs hele køen stod der folk og solgte diverse McCain & Palin ting. Der var t-shirts, badgets, flag og sågar bamser. Kan I forestille jer en bamse med Fogh? Næppe. Amy (en af dem fra min klasse) købte flittigt t-shirts og badgets og endte med at være en omvandrende reklamesøjle for McCain. Jeg blev derimod mere og mere ond i sulet og nedslået over, at opbakningen til McCain er så stor. I den sidste uge er han halet gevaldigt ind på Obama, og det begynder at ligne et meget tæt opgør. Det ser utroligt nok ud til, at Palin tricket virker.

Til min store glæde var der også en del modstandere, som havde taget opstilling og råbte flittigt for at markere deres modstand. De blev dog mødt af modråb, og det var flere gange ved at udvikle sig til håndgemængDa vi endelig, efter at have stået i kø i over en time, kom frem, var der sikkerhedstjek, og man måtte ikke have sine hjemmelavede skilte med ind. De lå derfor udenfor afspærringen. Her er to eksempler:
(Skiltet til højre hentyder til Obamas bemærkning om, at nogle amerikanere er bitre, snævertsynede, kirkegængere som klynger sig til deres våben. GOP står for 'Grand Old Party')

Til gengæld kunne man forsyne sig med rigelige mængder af McCain skilte til at tage med hjem og stille i forhaven. Men hov, hvad så med de skilte, som kvinderne her står med? De ser da rimelig hjemmelavede ud.
Ja, det gør de, men de skilte var nogle, som nogle unge entutiatiske republikanere delte ud, når man var kommet igennem sikkerhedskontrollen. Jeg tror de er bange for, at der skal være stødende eller 'forkerte' budskaber på de hjemmelavede skilte, men der skal jo være lidt homemade touch over det, som om folk selv har lavet skiltene, fordi de bare elsker McCain og støtter ham sååå meget, så derfor blev de delt ud...

Kl. 10 gik hele scenariet så i gang. Det startede med, at den lokale præst bad en bøn og alle bad med - dog ikke mig. Derefter var der ære for det amerikanske flag, hvor alle stod med hånden på hjertet og sagde 'Pledge on Allegiance to the United States flag': "I pledge allegiance to the flag of the United States of America and to the republic for which it stands, one nation under God, indivisible, with liberty and justice for all." Også her måtte jeg melde pas.
Derefter skulle alle finde den seddel med et telefonnummer frem, som de havde fået ved indgangen og ringe op for at overbevise folk om, at de skal stemme på McCain. Jeg var målløs.
Derefter kunne showet gå i gang. Den store attraktion på talerstolen var åbenbart demokrater, som har ombestemt sig og nu stemmer på McCain. Dem var der to af, så var diverse republikanere, en borgmester osv. Jeg følte mig virkelig bag fjendens linier og stod bare med korslagte arme og betragtede hele sceneriet halvt skræmt og halvt interesseret i, hvad det her egentlig er for et noget. Kl. lidt over 11 kom hovedpersonerne så. Jeg lavede en lille stemningsvideo:

Både Palin og McCain havde selvfølgelig deres ægtefæller med. McCain lagde ud med at sige, at han er ih og åh så glad for sin 'running mate' og hendes seje familie. Han fremhævede, at Palins mand har vundet mange snescooterløb. Det er virkelig noget ved den amerikanske valgkamp, jeg ikke fatter. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad kandidaternes ægtefæller beskæftiger sig med. Det der er vigtigt er, hvilken politik kandidaterne har tænkt sig at føre. Deres taler var bare gentagelser af deres acceptance speeches fra konventet. Det vil sige, at der intet politisk var i det. De svinede Obama til og holdt det generelt til laveste fællesnævner. Jeg fatter ikke, hvordan det kan være negativt at Obama er højtuddannet og har været community worker i Chicagos fattige kvarterer. Hvordan kan det være en ulempe? De bliver ved med at sige, at Obama ikke står for reel forandring, fordi han allerede er i Washington (Obama har siddet i senatet i Washington siden 2004 - men McCain har ligeledes været der som senator siden 1987). Vil amerikanerne hellere have en 72 årig nisse uden visioner og en kvinde fra Alaska, hvis administration lige nu bliver undersøgt for dårlig etik i sin administration, fordi hun forsøgte at få sin ex svoger fyret efter han blev skilt fra hendes søster som ledere? Jeg er alvorlig bange for det. Det er dybt bekymrende!

Det var derfor med blandede følelser, at jeg forlod rallyet. Det var rigtig spændende at opleve og se, hvordan hele showet foregår, men jeg håber godt nok, at amerikanerne sætter deres kryds ved Obama d. 4. november. Det her levede op til alle mine fordomme om amerikanere.
D. 26. september er der første debat ud af tre mellem Obama og McCain. Jeg håber virkelig, at de kommer til at snakke politik og visioner i stedet for al den snak om hvem der har erfaring, og hvem der ikke har osv. Forleden prøvede McCains kone i øvrigt at antyde, at Palin skam har udenrigspolitisk erfaring, fordi Alaska ligger så tæt på Rusland... Den var der vist heldigvis ikke nogen, der hoppede på.
Desværre er der ikke foreløbig udsigter til, at Obama kommer forbi her i nærheden. Det kunne være skægt at se, hvordan sådan noget her foregår i den anden lejr.

2008-09-06T11:47:00.010-04:00

Praktik, tropisk storm og air condition

Praktik
Så er praktikken i hus:-) Jeg skal være i praktik hos kvindeorganisationen Karamah. Karamah betyder værdighed på arabisk. Karamah er en menneskerettighedsorganisation for muslimiske kvinder og arbejdet går ud på, at uddanne muslimske kvinder om deres rettigheder i en muslimsk kontekst såvel som i en amerikansk kontekst. De arrangerer hver sommer en tre ugers summer school, hvor der bliver undervist i en række emner med relation til dette. Mine opgaver bliver dels at tage de første skridt til næste års summer school dvs. finde oplægsholdere, lave en plan over hvilke tekster der skal læses osv. men jeg skal også være med i deres 'outreach work'. Det går ud på, at være ude i muslimske kredse og oplyse kvinderne om rettigheder osv. Og så skal jeg opdatere hjemmesiden med fakta og sammenligninger mellem forskellige lande, religioner osv. Jeg tror det kommer til at give mig en rigtig god fornemmelse for, hvad der rører sig i disse kredse, og ikke mindst hvilke folk der er interessante og fornuftige. Det er en ret lille organisation. Ud over lederen er der kun to fuldtidsansatte og to deltidsansatte. Det tror jeg bliver en fordel, for så kommer jeg til at få mere ansvar. I følge min elskede professor Lynn skulle lederen være en yderst karismatisk kvinde med masser af ben i næsen. Jeg glæder mig helt vildt til at starte.

Processen med at finde praktik har været lidt lang synes jeg. Sjovt nok var Karamah en af de første jeg søgte, og der jeg helst ville i praktik. Jeg har også været til samtale hos 'National Iranian American Council'. Det lød også vildt spændende, men de ville have mig fuld tid og det kunne jeg jo ikke tilbyde. Det var faktisk meget godt, for hvis jeg havde fået både det og Karamah, ville det have været rigtig svært at vælge. Derudover har jeg været til samtale hos 'National Council on U.S.-Arab Relations' og 'The Salam Institute for Peace and Justice'. De to fik jeg begge men afslog, da arbejdet jeg skulle lave ville være alt for administrativt. Det var meget noget med at opdatere databaser osv.
Det viser meget godt det paradoksale i alt det her praktik halløj. Der er flere af folkene fra uni der har sagt. At det ikke ville blive svært for os at finde praktik, for Washington lever af praktikanter, og hvis man vil have regeringen og lobbyorganisationerne til at bryde sammen, skal man bare få praktikanterne til at strejke. Det har nok sin rigtighed. Derudover er de fleste af os fra Europa totalt overkvalificerede. De fleste af os er nogle år ældre end de amerikanske studerende og har haft studierelevante jobs og lavet 'rigtigt' arbejde. Også de andre internationale studerende, jeg har snakket med, har fået allle de praktikker, de har været til samtale hos. Så det svære er ikke at få en praktik. Det svære er at vælge mellem alle de mange tilbud.
Jeg er super glad for min praktik, og tror det bliver rigtig spændede. Jeg skal starte næste mandag, d. 15. september.

Amerikanernes sans for drama
I dag regner det helt vildt. Det er efterdønningerne af den tropiske storm Hanna, som ruller ind over DC. Jeg synes faktisk det er ret hyggeligt. I går fik jeg en mail fra universitetet, hvor der stod at efterdønningerne af Hanna var på vej, og at vi skulle vide, hvor vores lommelygter er og have batteridrevne opladere til vores mobiltelefoner klar i tilfælde af strømsvigt. Nu er det jo ikke en vild orkan der kommer, og jeg fatter ikke helt, hvorfor det skulle være nødvendigt. Men amerikanerne har en sans for drama, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på. På alle toiletterne hænger der på indersiden af døren et skilt, hvor der står, hvad man skal gøre, hvis man er blevet seksuelt forulempet. Jeg er normalt ikke bange for den slags, men når man hele tiden får at vide, at der er en risiko, begynder man jo at overveje det.
Det var det samme de første to uger på uni. Jeg har nok udfyldt skemaer med 'emergency contact information' 10 gange. Til sidst begyndte jeg jo at tænke på, hvad det er der kan ske, siden det er så nødvendigt. De forstår i den grad at male fanden på væggen.
Indtil videre er det bare heftig regn, som virker rimelig harmløs. Kun mine små blomster, som er begyndt at titte op, er ikke så glade for den massive mængde regn, så jeg har flyttet dem om på verandaen i tørvejr og læ.

Fordømte air condition
Dette var også ugen, hvor det lykkedes mig at blive forkølet selvom det er over 30 grader udenfor. Jeg har siddet en del på biblioteket på universitetet og læst, men der er så skide koldt pga. air condition. Når det er så varmt udenfor klæder man sig jo ikke på til 18 graders varme. Nogle gange er jeg blevet nødt til at gå ud bare for at få varmen. I erkendelse af at jeg koncenterer mig meget bedre når jeg ikke sidder hjemme og læser, tog jeg således på uni i går med sweater, strømper og halstørklæde i tasken, som jeg i klædte mig. Det hjalp, men åh hvor jeg synes, at trippet med air condition er irriterende.

2008-09-01T11:34:00.009-04:00

Labor Day, Palin og Tubing

Labor Day
I dag er det Labor Day i USA. I modsætning til 1. maj i Europa er der ikke meget kampdag over det herovre. Labor Day går i al sin enkelhed ud på, at alle holder fri. Jeg har fisket efter, om ikke der skete noget i byen, demonstrationer, musik eller andet, men nej, det er sådan set ligesom en helt almindelig søndag - bortset fra at alle butikkerne også er lukkede. Jeg snakkede med en amerikaner om det, som arbejder for en sammenslutning for fagforeninger. Han sagde, at fagforeningerne nogle gange bruger dagen til at markere sig og deres sager, men i år har de droppet det pga. præsidentvalget, som tager al opmærksomheden.

Palin
Og apropos præsidentvalg. Siden det blev offentliggjort, at det er Sarah Palin, som er McCains vicepræsidentkandidat, er jeg flere gange blevet spurgt af mænd, om jeg ville kunne finde på at stemme på hende, fordi hun er kvinde. Det synes jeg er dybt diskriminerende. Jeg synes, at det er vigtigt med kvinder i politik, men tror mænd, at kvinder er så dumme, at de vil stemme på en kandidat, som de er dybt uenige med udelukkende af den grund, at hun er kvinde? Det virker som om, at McCains strateger har søgt det ganske land for at finde en videpræsidentkandidat, som er relativt ung og kvinde for at skabe modvægt til 72 årige McCain og dermed skabe et andet image. Sarah Palin er godt nok ærkerepublikaner, men det virker som om, at hendes primære kvalifikationer for at blive valgt til vicepræsidentkandidat er, at hun er kvinde. Jeg er ikke den eneste som finder det provokerende. Der er flere Hillary støtter, som har ytret, at valget af Palin, og baggrunden for det, har kastet dem lige lukt i armene på Obama. Palin er alt hvad Hillary ikke er. Det ser i den grad ud til, at McCains strateger ikke har tænkt sig om denne gang - eller også er de bare for store ignoranter.

Også på andre punkter er republikanerne ikke så heldige. Der har været rygter om, at deres konvent, som er begyndt i dag, ville blive aflyst pga. orkanen Gustav, som har ramt sydkysten i morges med styrke næsten som Katrina, som ødelagde New Orleans totalt for præcis tre år siden. Bush er blevet meget kritiseret for hans håndtering af situationen dengang og republikanerne er bange for, at virke ligeglade, hvis de fester på konventet mens mange menneskers hjem bliver smadret af en orkan. Nu er det i stedet blevet til, at Bush og Cheney har aflyst deres tilstedeværen ved konventet, hvilket mange republikanere er glade for. For dem gælder det om at lægge så meget afstand til Bush som muligt. Buch, Cheney, McCain og Palin er i stedet alle taget til Louisiana, hvor de vil overvåge situationen og evakueringen af borgerne. Bush vil dog senere på ugen holde en transmitteret tale til det republikanske konvent.

Tubing
For en uges tid siden spurgte min bofælle mig: 'Do you wanna go tubing on Sunday?'. Jeg svarede: 'Do I wanna go what?'. Dermed lærte jeg et nyt koncept at kende. Tubing går ud på, at man sidder i en gummiring og driver ned af Potomac River. Med sig har man kølebokse med øl og snacks. Det må siges at være en særdeles velegnet søndagsbeskæftigelse, når det er lidt over 30 grader og solskin. Således drog vi dermed afsted i går morges med bagagerummet pakket med badetøj, solcreme, øl og diverse snacks. Jeg kunne af gode grunde ikke medbringe kameraet på selve flodturen. Jeg har derfor fundet et billede på nettet, som illustrerer situationen meget godt.
Det fungerede sådan, at vi kørte en times tid for at komme op til check-in stedet. Der stillede vi bilerne, fik redningsveste og en gummiring. Så blev vi kørt i en bus et stykke op ad floden, hvor vi blev sat af, og så var det ellers bare i vandet og derudaf. Længere nede af floden (ca. tre timer senere), var der så et sted, hvor vi blev samlet op af en bus igen og kørt tilbage til check-in stedet. Man kunne vælge mellem 'flat water' eller white water'. White water er lidt vildere med mere strøm og lidt klipper man ryger ud over. Det valgte vi. Det var virkelig sjovt og meget hygeligt. Den største udfordring bestod i at forsøge at blive sammen alle ti, når det gik vildt for sig ud over klipperne. Og så skulle man holde røven oppe, når der kom klipper, for eller kunne man virkelig slå sig mod stenene. En af de andre havde engang brækket halebenet på en tubing tur, så galt gik det heldigvis ikke denne gang. Her er et billede af vores tubing team efter tubing turen.
Josh, min bofælle, er den lille mørkhårede som står i bagerste række. Hans kæreste Vinney, hun er inder, står ved siden af. Det var dem som havde arrangeret turen, og de andre er deres venner. Bagefter gik vi ud og spiste på vegetar-kina-restaurant. Det var virkelig en dejlig måde at bruge sin søndag.

2008-08-29T14:19:00.006-04:00

Fænomenet Barack Obama

Jeg må lige kommentere på Obamas tale i går ved det demokratiske konvent. I går var 45 året for Martin Luther Kings' 'I have a Dream' tale. Symbolikken i at den første sorte præsidentkandidat bliver nomineret på den dag, er vist ikke til at tage fejl af.
Jeg er jo så priviligeret, at jeg kan følge med direkte, og jeg så også talen direkte - ligesom 38 millioner andre, hvilket er seerrekord for et konvent. Det er et imponerende show amerikanerne formår at sætte op. Et kæmpe stadion fyldt med 75.000 hujende mennesker, som græder af glæde når de ser Obama. Inden Obama gjorde sin entre blev en ca. 10 minutter lang film vist, hvor man så Obama forklare om sin opvækst, billeder af hans enlige (hvide) mor, som kæmpede for at forsøge sig selv og sine børn imens hun selv tog en college uddannelse (det svarer til bachelor). Obama fik sit 'gennembrud' for fire år siden, hvor han var key note speaker på demokraternes konvent og holdt en tale om sig selv som inkarnationen af den amerikanske drøm - fattig sort dreng af enlig mor ender på Harvards Law School. Alle var dybt imponerede over hans tale for fire år siden - de fleste var også dybt imponerede i går, inklusiv mig selv.
Obama kan i den grad finde ud af at holde taler! Han talte i 45 minutter, og for første gang sagde han konkret, hvad han vil gøre, hvis han bliver præsident. Han er sgu nærmest mere venstreorienteret end Thorning-Schmidt... Han nævnte lærere, som skal have bedre uddannelse og mere i løn, de offentligt ansatte som knokler for at holde hjulene kørende, skat på multinationale selskaber, skattelettelser til middelklassen (men ikke til overklassen), ligestilling, at fædre skal tage mere ansvar i familierne, vedvarende energikilder osv. Og så satte han sig selv meget skarpt op i mod Bush og republikanerne. Meget effektivt endda. Essensen er, at republikanerne er de gamle forstokkede, som har kørt USA i sænk og at McCain vil fortsætte samme linie, imens Obama og demokraterne er det nye friske pust, som vil tage arbejdshandskerne på og arbejde for et bedre Amerika. Forandring og håb var været kodeordene gennem hele hans kampagne. Talen er blevet modtaget meget positivt herovre.
Også hans kone, Michelle, har været på talerstolen. Hendes tale blev også udnævnt som den bedste tale en potentiel first lady har holdt. De Obamas kan nu noget.
Billedet herunder er taget i New York. Det var malet på en mur i Williamsburg.

McCains udnævnelse af kandidat til vicepræsident
McCain har så i dag forsøgt at stjæle rampelyset ved at udnævne sin vicepræsident. Han har udnævnt Sarah Palin. Total ukendt guvenør fra Alaska. Han prøver sandsynligvis at appelere til de kvindelige vælgere, som er skuffede over at Obama ikke valgte Hillary som vicepræsident, men jeg ved ikke hvor sandsynligt det er, at han får fanget dem ind. Palin er imod abort, imod ægteskaber mellem homoseksuelle, imod at isbjørnen er kommet på listen over truede dyrearter og mangeårigt medlem af National Rifle Association. En ærkerepublikaner. Med valget af Palin underminerer McCain også totalt sin egen kritik af Obama for at mangle udenrigspolitisk erfaring. Palin er nærmest endnu mere uerfaren politisk og har overhovedet ingen udenrigspolitisk erfaring.

Det er meget spændende at se, hvad der sker til præsidentvalget d. 4. november.

2008-08-28T15:13:00.013-04:00

Livin' in da hood

Det område jeg bor i var indtil for få år siden ret belastet med rigtig meget kriminalitet. Der blev tjekket en del op på kvarteret inden jeg sagde ja tak til tilbuddet om at bo her. Specielt Mads var meget bekymret og mente bestemt, at jeg skulle have en peberspray - sjældent har jeg oplevet Mads så alpha han-agtig. Trods alle skræmmehistorierne valgte jeg at bo her, og det er jeg rigtig glad for.

Området hedder 'Columbia Heights' eller i folkemunde 'The Heights' og ligger, som navnet antyder på toppen af DC's stejleste bakke (stik nord for centrum). Det er herligt når man cykler ned til byen og lidt hårdt, når man cykler hjem igen. Kvarteret er meget hyggeligt. Alle husene er tre etager i engelsk kolonistil med verandaer og små forhaver ude foran. Her er en lokal stemning. De gamle mænd sidder ud på deres verandaer, og når man går forbi hilser de med et: 'Hello Madam, how are you today?'.
Det som gjorde at området ændrede sig for nogle siden var, at der åbnede en metrostation. Det trak folk med arbejde osv. til. Området omkring metrostationen er helt nybygget og rimelig kønsløst efter min mening. Det er store butikker, hvor man kan købe alt og intet. De har prøvet at lave et lille torv, og der er også nogle velbesøgte restauranter, men det er ikke lige det jeg forbinder med et hyggeligt kvarter. Hvis man derimod går 500 meter væk fra metrostationen, så ligger de små hyggelige huse på rad og række. Jeg bor 1½ blok fra metroen. Hvis man går en halv blok fra mig i modsatte retning af metroen, så er det noget helt andet. Jeg har fundet en super hyggelig café, som hedder 'Columbia Heights Coffee'. Som I kan se på billedet er der ikke noget nyt og stort over det. De laver den bedste frappé, som man kan blive helt afhængig af. Der er trådløst internet, aviser, blade osv. derinde og folk hænger generelt meget ud der, sidder og læser osv. Under dække af at tage et billede af min frappé, tog jeg et billede indefra også.

Skråt overfor kaffebaren ligger 'Red Rocks Pizzeria'. De laver god pizza og man kan sidde ude. Det er skønt på en sommeraften. Jeg var der i lørdags med Therese, og pizzaerne var virkelig gode. Jeg synes, at amerikanske pizzaer kan blive lige lovlig meget bund og ikke så meget fyld, men det var lige omvendt. Der var masser af dejlig fyld og en skøn sprød bund.
Lidt længere syd, på det næste hjørne, ligger 'Wonderland Ballroom'. Det er en rigtig neighbourhood joint. I løbet af ugen er der forskellige temaer pr. aften. Nogle aftener er der guitar hero konkurrence, andre Trivial Pursuit konkurrence osv. I weekenden er der DJ og dans. De har super øl, dvs. Hoegaarden, Leffe osv. og også her kan man sidde ude ved langborde under et stort træ, som giver dejlig skygge. På hjørnet af min gade er der et lokale som står tomt, men der bliver arbejdet derinde og rygtet går, at der skal åbne en vinbar.

Jeg synes det er sjovt at iagttage, hvordan byer udvikler sig. Her sker præcis det samme, som er sket i København, Berlin osv. Der er områder af byen, som ikke er istandsat og derfor billige. Derfor bor de kreative og de fattige der. Når det får et skær af kreativitet og 'on the edge', så flytter hang arounds'ne derud (ligesom Lower East side i NYC - bohos, som jeg fortalte om i et tidligere indlæg). Bohos har flere penge og derfor begynder der at åbne fancy steder, det betyder, at der flytter flere folk til med penge, som betyder at huslejen stiger, og de fattige og kreative flytter, så området bliver pænt (og kedeligt). Det er præcis det der er sket med Nørrebro og Vesterbro, hvor det nu er i Valby og Nordvest det sker. Det ser ud som om, at det også sker her. Lige nu er Colimbia Heights på vej op, og her er stadig masser af problemer osv., men lur mig om ikke klientellet her er et helt andet om fem år.

Hvis man går tre blokke længere mod øst (væk fra metroen), så finder man pludselig sig selv som eneste hvide blandt en masse afro-amerianere. Selvom jeg godt vidste det, synes det er ret vildt, hvor segregeret en by Washington er. Generelt er nordvestdelen af byen hvid og sydøstdelen sort, men man skal ikke bevæge sig mange skridt, før man kan mærke en radikal ændring i hvilke folk man er omgivet af.

Kriminalitet
Selvom jeg synes her er skide hyggeligt, så er der ingen tvivl om, at der er en del kriminalitet. Jeg føler mig på ingen måde usikker. Når jeg går hjem i mørke, er jeg mest bange for rotter, men jeg har da indtil flere gange set en helikopter, som kredser over et bestemt område med spotlight, for at finde en person. Adam fortalte mig, at de kalder det en 'ghetto bird'. Jeg tænker også, hvad de overhovedet kan se deroppefra, men et eller andet må de jo kunne se, siden de gør det.
Jeg tror også, at jeg i går hørte mine første skud. Jeg har kun hørt skud på film før. Det lød lidt som fyrværkeri, men bare skarpere i lyden. Det er meget underligt og surrealistisk. I 1990'erne var Washington den by i USA hvor der blev dræbt flest. Washington gik under navnet 'Murder Capital'. I 1991 blev der dræbt 482. I 2006 var tallet faldet til 169, så der er bestemt sket meget og Columbia Heights er et af de områder, som fremhæves som værende i en god udvikling. Washingtons kriminalitet er af en helt anden kaliber (bogstaveligt talt) end Københavns, ingen tvivl om det. Men i København bor jeg også på Nørrebro, som nogle mener er Danmarks farligste sted. En Århus pige spurgte mig engang om jeg turde gå ud om aftenen... Jeg har samme følelse her. Ja, der er en del kriminalitet, men når man ikke er bandemedlem eller på anden måde involveret i kriminelle kredse, så er det rimelig usandsynligt, at man skulle blive mål for et skyderi.
Her er altid mennesker på gaden, hvilket er rart og en tryghedsfaktor. På uni derimod, hvor der bor en del, er der helt øde om aftenen. Natten til lørdag var der således to studerende, som på vej hejm blev truet med en pistol og berøvet - så er det bedre at bo i mit upcoming hood.

2008-08-24T21:34:00.008-04:00

Rugbrød!

Så lykkedes det mig at bage rugbrød:-) Jeg har været hele byen rundt for at finde rugkerner - uden held. I stedet fandt jeg noget der lignede, de er dog ikke lige så grove, men det er godt derhen af. Jeg fandt til gengæld rugmel. Da jeg jo ikke rigtig kunne medbringe min surdej derhjemmefra, som i øvrigt hed Douglas, har jeg måttet lave en ny. Der har således stået en lille skål med kærnemælk, rugmel og salt nede i køkkenet i en uge nu. I går var Douglas Junior klar til brug, og i dag har jeg fabrikeret et dejligt rugbrød. Da jeg alligevel skulle i Whole Foods for at købe kerner, købte jeg også en pakke Lurpak. Noget af det bedste jeg ved, er nemlig nybagt rugbrød med smør. Mmm. Så bliver det næppe mere dansk...
Jeg snuppede også en mad med tomater og basilikum fra haven. Mmmmm!
Det er sgu ren lykke:-) Hvis nogen er blevet inspireret til at gå i gang med rugbrødsbagningen, er her min opskrift. Det er slet ikke så bøvlet som mange tror, og det smager fantastisk. Opskriften er en blanding af Hans', min brødbogs og lidt improviseren. Tricks'ne kan jeg desværre ikke tage æren for. Dem har jeg lært af Hans (min mormors mand), som er en garvet rugbrødsbager og viskestykketricket er min fars.

Ibens Rugbrød

3 brød

1,5 liter vand
3 spsk. groft salt
900 g fuldkornshvedemel
900 g rugmel
1125 g kerner (jeg bruger rugkerner, græskarkerner og solsikkekerner)

Dag 1:
Rør surdej ud i vandet, tilsæt salt, fuldkornshvedemel og rugmel og rør dejen godt sammen. Stil dejen tildækket indtil næste dag.

Dag 2:
Rør kerner i dejen. Tilsæt evt. lidt vand, hvis dejen virker for tør. Den skal være rimelig klæg.

Tag en klat surdej (ca. 3 dl) fra til næste bagning. Opbevar surdejen i en lukket boks eller glas med låg i køleskabet.

Fordel dejen i tre smurte rugbrødsforme og lad brødene hæve tildækket en time.

Glat overfladerne med vand og dæk dem til med tætsiddende sølvpapir, så undgår du, at skorpen bliver hård og svær at skære. Bag rugbrødene ved 100 grader i 1 time. Hæv derefter varmen til 175 grader og bag brødene yderligere i 2 timer. Lad brødene afkøle i formene ca. 30 min. Tag dem derefter ud og svøb dem i viskestykker mens de køler af.

Tricks:

Klip en lang strimmel af bagepapir og læg det i bunden af formene inden dejen kommes i, så er brødene lige til at løfte op når de er færdige.

Skær alle rugbrødene i skiver og opbevar dem i fryseren. Så kan du tage det antal skiver du skal bruge op og har altid friskt rugbrød.

2008-08-23T12:25:00.006-04:00

Møde med professor, barbeque party og DC's natteliv

Møde med professor
Så mødte jeg endelig min professor (dvs. underviser) og klasse. Det tegner super godt! Professoren, Lynn, er en ung kvinde midt i 30'erne, som virker enormt god. Hun er sød og venlig, men forventer samtidig noget af os. Det kan jeg lide! Vi er kun omkring 14 i klassen, hvilket egentlig er meget fint, for så er der mulighed for at lære alle at kende. Det fungerer sådan, at vi er i praktik hver mandag og tirsdag, har timer onsdag og torsdag og er i praktik nogle fredage og har nogle fredage fri til læsning. En stor del af undervisningen består af 'speakers'. Det vil sige, at der kommer en fra en relevant organisation eller lign. og holder oplæg, og så har vi en diskussion bagefter. Det bliver super godt, tror jeg. Hver uge skal vi aflevere en til to sider om vores refleksioner og iagttagelser, og vi skal også forberede tre spørgsmål og to generelle overvejelser til hver time. Og så er der jo studieturen. Vi skal til Egypten og Jordan i november:-) Lynn har fået rimelig frie rammer til at designe den ideelle studietur, så det har hun gjort. Jeg har ikke set programmet endnu, for hun har lige afleveret det til godkendelse, men jeg er sikker på, at det bliver godt. Hun har boet i Cairo i fem år, så hun ved vist, hvad det handler om.
Mht. praktik så ringede de i går fra den kvindeorganisation, som jeg rigtig gerne vil i praktik hos. Jeg skal til samtale på tirsdag. Det håber jeg, at jeg får.

Barbeque party
Torsdag aften var der bbq, som amerikanerne kalder det, på uni. Jeg følte mig som en del af en teenagefilm. Konceptet var burgere og pølser, høj RnB musik og en af de ansatte, som stod og råbte om diverse konkurrencer i en mikrofon. Udfordringerne i konkurrencerne lød f.eks. 'find tre personer fra tre forskellige lande, så vinder du en American University taske'. Jeg var ikke den mest aktive i legen, men stemning gav det da. Det var herligt vejr, så vi sad ude på græsset og spiste. Jeg har fundet en ligesindet i norske Therese, som også er en gammel krage. Vi hygger os meget og griner lidt af hele showet sammen. Hun er på det program som hedder 'International Law and Organizations'. Der havde været en del unge piger, og en af dem havde sagt som begrundelse for at vælge det 'I'm just very much into genocide and human rights'. Hmm jeg ved ikke helt om man kan være 'into genocide', men sjovt var det. Så er folkene i min klasse lidt sejere. Det er en blandet flok, men generelt virker de engagerede og har en reel interesse i emnet. En af dem har været soldat i Irak og Afghanistan og skal sandsynligvis tilbage, når han har afsluttet sin uddannelse, så han fandt det nyttigt at lære lidt mere om Islam. Det bliver spændende at lære dem alle sammen at kende.

DC's natteliv
En af mine bofæller er denne her sjove nørdede fyr fra Minnesota, som umiddelbart virker lidt stenet, men under overfladen er meget hyggelig og sjov. Han viste mig i går hans favorit barer osv. i DC. Det var ekstremt underholdende! Han er åbenbart en fast bargænger, og hvert sted vi kom ind var de glade for at se ham og han fik knus og kys, og jeg blev introduceret til diverse folk. Vi fik alt billigere og kom endda gratis ind på det sidste sted. Vi havde startet aftenen med at spise på en thai restaurant, hvor jeg ikke måtte få en øl fordi, de ikke ville acceptere mit kørekort som id. Jeg skulle have mit pas med, men det har jeg ikke tænkt mig at tage med i byen, for hvis min taske bliver stjålet, får jeg verdens værste bøvl med at få visum osv. igen. Adam blev skide sur over, at de ikke godtog mit id, så da vi kom til det sidste sted, snakkede han med en eller anden, og vi kom ind uden problemer. Det er lidt fjollet med alt det id tjekkeri. På barerne var det ikke noget, men nogle steder er de emsige. Jeg må tage en kopi af mit pas og se, om de vil acceptere det.
Det sjove var, at når folk finder ud af, at jeg er fra Europa, så kaster de sig over mig og spørger hvilke franske film jeg kender, og hvad for noget musik jeg kan lide osv. Det virker også lidt som om, at det er en måde for nogle amerikanere at pudse glorien og signalere, at de ikke er ignorante amerikanere, men ved hvad der sker rundt omkring i verden. Det kan man jo sådan set ikke fortænke dem i at ville signalere, men det er lidt sjovt.
Det er herligt, at have en som kender byen, og kan vise mig alle de sjove og gode steder.

Nu sidder jeg her med lidt tømmermænd, hvilket ikke er særlig rart i 33 graders varme. Det er omkring 30 grader og sol hver eneste dag. Det er super skønt. Eneste problem er, at de fyrer op for aircondition indenfor, så når man er inde fryser man, og når man er ude sveder man. Jeg har vænnet mig til altid at have en cardigan i tasken.

2008-08-20T22:07:00.014-04:00

De første skoledage

Så er jeg begyndt på uni. De første dage har været orienteringsdage. Der er blevet brugt en del tid på at sætte os ind i vores status som immigranter i USA. Der har været oplæg om vores rettigheder som immigranter med guldkommentarer såsom "Hvis I bliver anholdt får I en advokat ligesom i tv serierne". Jeg og min norske sidemand gnækkede begge over det. Der har også været mere seriøse indlæg om alle de ting vi skal huske. Der er så mange papirer at holde styr på! Hvis vi rejser ud af USA, skal vi have en underskrift på vores visa dokument inden udrejse, hvis vi skifter adresse skal myndighederne informeres straks, hvis vi mister den lille hvide slip, som blev klipset ind i vores pas ved indrejse, skal vi gennem en lang og besværlig proces og betale 1.000 kr. for at få en ny osv. osv. De bliver ved med at sige, at hvis man ikke overholder sine pligter om oplysning af adresse ændring osv. kan man blive deporteret tilbage til sit hjemland. Det lyder så voldsomt. Så slemt går det nok ikke.

Vi har også brugt en del tid på at skrive resume'er, dvs. cv'er The American Way, og ansøgningerne til praktiksteder. I går var hele eftermiddagen sat af til det, og der var ca. 10 ansatte, som kiggede vores resumeer osv. igennem og kom med tips. Det var super godt. Jeg er nu klar til at sende ansøgninger ud og har allerede sendt to afsted. På mandag er der 'internship bazar', hvor der kommer en masse potentielle praktiksteder. Så er det bare på med det pæne tøj og i gang med at dele cv'er ud.
I morgen skal jeg mødes med min klasse og min professor for første gang. Det bliver spændende! Jeg er den eneste internationale studerende, som skal læse Contemporary Islam, så jeg får rig mulighed for at hænge ud med amerikanerne. Jeg er virkelig spændt på at se, hvem mine klassekammerater er.

Universitet ligger i nordvestdelen af Washington. Der er to campus'er og der går shuttle bus i mellem de to - man skulle jo nødig risikere at gå de 15 min. det tager fra det ene til det andet... Der er fitnesscenter derude, som er gratis (læs: det er en del af studieafgiften). Det er super fedt. Hvis jeg skal have timer om eftermiddagen nogle dage, har jeg planer om at cykle derud, træne og gå i bad før undervisningen. Der er også et bibliotek, som er åbent 24 timer i døgnet.
Sådan tog hovedbygningen sig ud mandag morgen:

Indtil videre har jeg taget metroen derud. Det tager kun en halv time og er meget nemt. Metroen i Washington ligner noget fra en science fiction film. Den er bygget i 1960'erne og 1970'erne, og det hele er beton og gråt. Nogle af skaktene med elevatorer op til overfladen er ekstremt lange, som f.eks. denne her på stationen på uni.
Efter sigende er den længste elevator, på den vestlige halvkugle, på den station som hedder Wheaton. Jeg tror dem gerne.

I dag er alle de amerikanske studerende kommet til campus. De flytter jo regulært ind i nogle år, og for mange af dem er det første gang, de skal bo hjemmefra. Det er ret sjovt at iagttage showet med mor og far på sidelinjen, som følger søn eller datter til universitetet. Det minder ret meget om, da jeg skulle på efterskole. Rummene folk bor i på campus er også meget efterskole/højskole agtige. Jeg synes det kunne have været sjovt at prøve at bo på campus, men på den anden side tror jeg, at jeg er for gammel til amerikanske college studerende. Jeg har indtryk af, at det er lidt ligesom højskole. Jeg er også glad for at bo i mit hus. Jeg skal bytte værelse med vores nye bofælle. Det er fedt, for jeg skal betale næsten 1000 mindre om måneden og får et mindre værelse, hvilket passer mig ret godt, da jeg næsten ingen møbler har.

At købe ind - anden del
Siden jeg skrev indlægget om at købe ind, har jeg undret mig over to ting. For det første synes jeg, at det er dybt underligt og meget irriterende, at skat ikke er en del af prisen. Når man køber noget bliver det altid lige fem procent dyrere, fordi skatten kommer oveni.
For det andet: Hvorfor dælen har de stadig en cent mønter? Det er fem ører! Man kan ikke bruge dem til noget som helst. Hverken maskiner eller tiggere vil have dem. De fylder bare i ens pung.

2008-08-16T17:36:00.013-04:00

Kunst og havearbejde

Da Mads og jeg planlagde vores ferie herovre, og det blev klart, at jeg ville have halvanden uge i Washington, inden jeg skulle starte på uni, var jeg ikke særlig glad ved tanken. Jeg tænkte, at det ville blive ret underligt at rende rundt i en ny by uden at kende en sjæl, men nu er den halvanden uge næsten gået, og jeg synes faktisk, at det har været ret fedt at have tid til at falde til, inden det går løs på uni.
Jeg synes, en herlig beskæftigelse er at gå på museum. Størstedelen af museerne i Washington er gratis, fordi det er en del af den såkaldte 'Smithsonian Institution', hvilken er en organisation oprettet i 1835 til at oplyse almenvældet. Det begyndte med, at en rig englænder donerede hele sin formue. Siden er en del museer bygget som partnerskab mellem private og det offentlige og mange af museerne er i dag finansieret af private donorer. Således også 'The National Gallery of Art', hvor jeg forleden brugte min eftermiddag. Til min store glæde var der guidede ture på museet (som også var gratis), så jeg tog en om amerikansk kunst. Det var super godt. Jeg elsker guidede ture. Jeg synes man får meget mere ud af det, end når man selv går rundt. Bagefter gik jeg over og så deres moderne kunst. Deres samling af Alexander Calder var ret imponerende. Det er en amerikaner som laver ting i ståltråd, jern osv. Mads og jeg så også en skulptur af ham på Whitneys i New York, som var meget imponerende. Det er ham, som har opfundet uroen, og der hang en kæmpe uro af ham i 'hallen'. Jeg synes det er ret imponerende, at han kunne konstruere en kæmpe stålkonstruktion og på helt magisk vis få den til at svinge rundt lige så stille og roligt.Der er også en guidet tur til deres samling af moderne kunst. Den må jeg ned og have en dag.

Amerikanerne har jo en vis forkærlighed for at bygge stort. Således også dette museum. Da det blev bygget i 1937, var det den største marmorbygning i verden.
Jeg synes deres fetisch med at bygge, så det ligner græske templer, er lidt sjov, men imponerende er det. Hele vejen langs 'The National Mall', som er området mellem Kongressen, Det Hvide Hus og Lincoln Memorial ligger der museer på rad og række - alle er gratis, så det er bare med at benytte sig af det, mens jeg er her.

Sjove amerikanere
Jeg havde den sjoveste oplevelse forleden. Jeg var i en papirforretning, fordi jeg skulle have printet og kopieret nogle ting. Pigen, som ekspederer mig, spørger, hvor jeg kommer fra og siger, at hun tror, jeg er tysker. Til det svarer jeg, at jeg har boet i Berlin et år, og Danmark ligger tæt på Tyskland, så det er ikke helt skudt ved siden af. Derefter siger hun: "Så kender jeg en du skal snakke med", hvorefter hun løfter røret på en telefon, trykker et nummer og giver mig røret. Der er en mand, som svarer i den anden ende, og jeg forklarer (på tysk), at jeg er kunde i hans venindes butik. Det viser sig, at det er hendes kæreste, som er tysker, så derfor synes hun lige jeg skulle med ham. Meget mærkeligt, men meget sødt egentlig. Hun gav mig også hans nummer. Dagen efter var jeg dernede igen, fordi jeg skulle have scannet et dokument. Hun spurgte bebrejdende, hvorfor jeg ikke havde ringet til kæresten. Derefter fik jeg mit scan gratis. Meget sjov oplevelse. Jeg fortalte Krista om det. Hendes forklaring var, at amerikanere synes det er helt fanstastisk når man kan et fremmedsprog. Jeg tror bare, ekspedienten kedede sig lidt og synes det var skægt jeg kunne tysk.

Projekt have
Her hvor jeg bor er der have! Jeg savner have og altan i København og tænker på det i hvert fald en gang om dagen, så det er fantastisk. Baghaven er hyggelig, og der er plantet masser af krydderurter, tomater osv. Jeg sidder herude nu. Det er skønt. Forhaven er der derimod ikke kælet så meget for. Da jeg kom så forhaven sådan her ud:
Der groede ikke så meget andet end ukrudt og det lignede noget der var løgn. Siden jeg kom, har det kriblet i mine fingre for at gøre noget ved den, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte vente til de andre var her, så de ikke bare kom hjem til en total redekoreret have. I dag var så store havedag. Mens Krista og Burke ordnede baghaven, gik jeg til den i forhaven og fjernede alt ukrudtet, sten, rødder osv. Bagefter vendte Burke og jeg al jorden, blandede den med kompostjord og vandede og til sidst plantede jeg blomsterfrø. Krista havde en masse, og jeg havde også selv købt nogle. Så nu ser den sådan her ud:
Jeg ved godt, at det ikke er verdens bedste tidspunkt at så på, men dem vi har plantet skulle man efter sigende kunne så både i foråret og sensommeren. Her er lidt over 30 grader og bagende sol, så det virker ikke som om, det bliver efterår lige foreløbig. Jeg krydser fingre for, at de begynder at gro, så vi kan få en rigtig fin blomsterhave:-)

På mandag skal jeg begynde på uni. Jeg er spændt og glæder mig til at se, hvad det er for nogle folk, jeg skal spendere de næste fire-fem måneder med. Jeg har brugt en del tid af min halvanden uge her i DC på at søge praktikladser. Praktik er en integreret del af semestret, og jeg skal være på mit praktitsted hver mandag og tirsdag og så have undervisning onsdag, torsdag og fredag.

2008-08-13T18:57:00.009-04:00

Jeg er så glad for min cykel!

Så fik jeg cykel. Jeg tog metroen langt væk, mødtes med en kvinde, som havde to cykler og købte den ene for 200 kr. Perfekt. I går var jeg hos cykelsmeden for at få sadlen sat op og købe en lås. De unge cykelnørder i butikken grinede lidt i skægget over mig og min brugte 40 $ cykel. Ok, det er ikke verdens bedste cykel, men den er ganske udemærket til fem måneders brug - selvom det jo ikke er det samme som det lilla lyn derhjemme. Ekspedienten mente, at jeg bestemt skulle have en u-lås. "Cykeltyve går altid rundt med værktøj til at klippe låse over med, men en u-lås kan de ikke få bugt med", som han sagde, så jeg endte med at købe en lås som har kostet det samme som cyklen. Nu bliver den forhåbentlig heller ikke stjålet.
En del af dagen i dag er dermed blevet brugt på, at udforske byen. Det er skønt at suse rundt, og jeg kørte også en tur i "Rock Creek Park", som er en dal med en flod, hvor der er lavet vej og cykelsti. Cykelstien følger dog en stor firesporet vej det meste af tiden, men man har dog følelsen af at få lidt natur. Nogle gang løber cykelstien væk fra vejen. Det er virkelig skønt. Langs cykelstien var der et sted sat 'redskaber' op, så man kunne træne. Det er da en genial idé. Der var også mange som brugte det. Bl.a. løbere, som lige tog et par mavebøjninger, armbøjninger osv. Og der er udførlige instruktioner til hver øvelse:

Det er herligt at have fået cykel. For at færdiggøre Kjøllers sætning, så kommer man dejligt hurtigt omkring. Det er dejligt at få noget vind i håret, men hold kæft hvor jeg svedte! Her er også 30 grader og solskin, men jeg var helt klistret, da jeg kom hjem og måtte hoppe i bad.

Øko supermarked
I går var jeg i supermarkedshimlen: Whole Foods. Det er det lækreste supermarked jeg endnu har set. Det var (selvfølgelig) kæmpe stort, men der var også salatbar, delikatesser, slagter osv. - og dansk Lurpak smør. Jeg er ikke den store smørspiser, men når det skal være, vil jeg til enhver tid foretrække saltet smør, og nu ved jeg, hvor det kan findes. Jeg fandt også uparfumeret creme. Til min overraskelse står der på cremen, at den overholder EU standarderne for kosmetiske produkter. Sjovt at det er et kvalitetsstempel herovre. (Jeg er ellers ved at blive helt glad for EU, efter at de har sat vores regering på plads på udlændingeområdet).
På trods af det store udvalg havde de desværre ingen rugkerner, så det ser stadig sløjt ud for rugbrødsbagningen. Jeg talte med min Vatti i dag og klagede min nød, hans kæreste Lone gik straks i gang med søgningen og fandt et firma, som i hvert fald producerer dem. Det bliver forhåndlet flere steder i DC, så nu sætter jagten ind.
Der er en del øko/fairtrade supermarkeder her. Jeg synes, at det er et lidt sjovt fænomen, for det er som om, at enten køber man øko eller også gør man ikke - og hvis man er på økoholdet, så skilter man med det. Der er jo for tiden en stor debat om plasticposer, og om man burde bruge papirposer i stedet for for at skåne miljøet, men alle ved jo, at den gode gamle mulepose, som man genbruger, er det bedste. Her stopper man dog ikke sin stofpose fra banken eller biblioteket, eller hvor man nu har fået den fra, ned i tasken inden man går ned og køber ind. Næ nej, man køber en pose i sit yndlingssupermarked, så man kan vise hvilket hold man er på. Selvfølgelig købte jeg en;-)
Jeg synes, det er interessant. Det er lidt ligesom nyrige, som skilter med deres penge. Her er det de nyfrelste, som skilter med deres politiske korrekthed. Min teori er, at det er for at markere, at man ikke er en lad forbruger, men at man har en holdning til tingene. I Danmark er det begyndt at blive moderne med smarte designer-muleposer - hvad siger det så om os...

Jeg sidder ude på verandaen og skriver i de sidste solstråler. Det er meget hyggeligt at sidde herude og kigge på folk som går forbi, læse en bog osv. eneste minus er, at her er helt vildt mange myg. Mine ben er allerede helt fyldt med myggestik.
Jeg har nu mødt alle mine fem bofæller. De virker alle rigtig søde, og jeg er sikker på, at det nok skal blive godt at bo her. En af dem har en hund, Charlie. Det er verdens mest rolige og godmodige hund. Han kom lige ud og sagde hej til mig før, så jeg fangede et billede af ham til jer.

2008-08-10T18:28:00.008-04:00

At købe ind

Jeg synes altid, at det er sjovt at gå i supermarkeder, når jeg kommer til nye lande. Det er sjovt at gå rundt og kigge på alle de fremmede produkter, og jeg synes ofte, at det siger meget om et lands kultur osv. hvordan deres supermarkeder ser ud. Dette holder også stik denne gang, og jeg må sige, at jeg er blevet udfordret!

Det supermarked som ligger tættest på, hvor jeg bor hedder "Giant Food", og det er virkelig "giant". Jeg tror aldrig jeg har set så stort et supermarked i mit liv. Udvalget er enormt. Bare udvalget af tomater på dåse fylder tre meters længde i fire hylders høje.
Indtil videre har mine indkøbsture taget ret lang tid. Jeg må ligne en som er faldet ned fra månen, som jeg går der og glor og prøver at hitte rede i alle de mange produkter. Det tager en del tid at købe ind, når man intet kender og ikke ved om 'King Arthur' mel eller 'Bay State Milling' mel det bedste? Og hvad betyder det, at noget mel er 'unbleached' og 'unbromated'? Og hvad er det nu gær hedder på engelsk? Som I nok kan gætte, havde jeg sat mig for at bage i går. På trods af mit manglende ordforråd på bageområdet fik jeg støvet noget gær op. Kunne dog kun finde tørgær, men det virkede fint, og jeg fik banket en dej sammen og bagte et udemærket brød - måtte dog lige slå op på nettet hvor mange fahrenheit 200 grader celcius er.
Jeg er ikke meget for købebrød og havde håbet, at jeg kunne videreføre mit rugbrødsbageri herovre, men indtil videre er det groveste mel jeg har fundet, noget der minder om grahamsmel. Jeg ved dog, at der en supermarkedskæde som hedder 'Whole Foods', som er sådan noget øko halløj. Meget lækkert og rimelig dyrt, men der kan jeg nok finde noget grovere mel og nogle kerner forhåbentlig.
Noget andet som har taget lang tid at finde er havregryn. Derhjemme er havregryn jo altid i papirposer, så det kiggede jeg selvfølgelig efter og måtte igennem samtlige hylder med morgenmadsprodukter, før jeg fandt havregrynene. De var camoufleret i en rund dåse med plasticlåg... Til min store glæde lykkedes det mig til gengæld at finde nogle helt plain havregryn, som hverken er ristede i sukker, kakao, tilsat halvkunstige bær og nødder eller noget andet.

En anden finurlig ting er, at alle skiltene står på både engelsk og spansk. Der er en del spansktalende beboere her i området, og som de servicemindede folk amerikanerne er, har de selvfølgelig tilpasset servicen dem. I de fleste butikker er der også spansktalende personale. Endnu et særpræg er, at kassedamerne pakker ens ting i poser. Jeg synes det er lidt sjovt, for det tager meget længere tid at blive ekspederet, men hyggeligt er det.

Jeg kan ikke sige meget om mine bofæller endnu. De fleste er på ferie, og jeg har kun mødt tre, hvoraf den ene flytter sidst i august. De virker dog rigtig søde. Jeg blev budt velkommen med åbne arme, knus og mad onsdag aften af Krista, som nu er taget på ferie. De burde dog alle være tilbage torsdag. Denne weekend har der kun været en anden end mig i huset. Det er lidt stenet at være her helt alene, men egentlig ok at have noget tid til at falde til. Tingene tager jo en del tid når det hele er nyt. I dag har jeg brugt en god del af dagen på at prøve at finde en cykel på et loppemarked. Det lykkedes dog ikke, så nu sætter jeg min lid til at finde en på internettet. Her opstår endnu en udfordring, for hvor høj er jeg i 'inches'?. Igen har the internezt svaret, og jeg har fundet en side, hvor der både er omregner for cm til inches og celcius til fahrenheit.
Således har jeg nu fundet en cykel, som ser god ud og er billig. Jeg kan forhåbentlig hente den i morgen. Det bliver skønt at kunne køre rundt og udforske byen - og jeg kan oplyse om, at der blev plads til cykelhjelmen, da jeg pakkede, så dem som mener, at jeg kører som en brækket arm kan sove trygt.

2008-08-08T23:15:00.010-04:00

Scam mails og lol cats

Jeg bliver lige nødt til at lave et lille intermezzo i alle USA beretningerne. I dag læste jeg på Politikens hjemmeside, at en midaldendre kvinde er blevet franarret over 2 mio. kr., fordi hun har overført penge til en ukendt bankkonto i Hong Kong, i den tro at hun var arving til en formue. De fleste af jer har sikkert prøvet at få en mail fra en eller anden i Nigeria som påstår, at I er arvinger til en stor formue, men at I bare lige skal overføre 25.000 kr. for at få frigivet pengene. Jeg fatter ikke at folk hopper på den - og 2 mio. kr.!?! Den bedste historie jeg har hørt omkring scam mails, var mens vi boede i Tyskland. En tysk mand havde fået en mail fra en person som udgav sig for at være Nigerias nationalbankdirektør. Den tyske mand havde overført en masse penge, og havde sjovt nok ikke fået sin lovede formue. Han havde sendt en email til Verdensbanken, IMF, FN, EU kommissionen m.fl. hvori han krævede, at der blev indført sanktioner mod Nigeria indtil han fik sine penge - ellers ville han gå til pressen. Den eneste som ville blive hængt ud i pressen ville nok være ham selv. Hvad har det med lol cats at gøre, tænker du måske. Det har det her med lol cats at gøre:
Til de af jer, som endnu ikke er stødt på fænomenet lol cat, så er det billeder af katte som ser dumme ud, hvortil der bliver skrevet en tekst helst med en masse stavefejl (lol står får 'laughing out loud'). Jeg elsker lol cats, og synes de er enomt sjove. Her er et par:

Hvis I er blevet hooked på lol cats kan der findes mange flere her: http://icanhascheezburger.com/

Det var det. Der kommer snart flere USA beretninger.

2008-08-06T22:50:00.009-04:00

Sidste del af USA rejsen med Mads som rejsemakker

Så er den fantastiske USA rejse med Mads desværre slut. Jeg sidder i bussen på vej til Washington, og Mads er på vej til lufthavnen for at tage hjem til Danmark. Det var ret sørgeligt at sige farvel, men det hjalp meget, at vi sagde farvel ved at have lidt over 1½ uges skøn ferie sammen.

Boston
Efter Provincetown gik turen til Boston. Boston er smækfuld af historie, for det var der, at revolutionen mod briterne begyndte. Der er lavet et meget fint ’freedom trail’ gennem byen, hvor man kan følge en rød linje i fortovet, som tager en til de historiske steder. Igen havde Mads været forudseende og downloadet en guide på ipod’en. Vi brugte en hel dag på at gå turen, men havde også nogle stop undervejs, hvor vi så museer, spiste mad osv. Et af museerne vi så, var 'Old South Meeting House', hvor befolkningen i Boston holdt mange møder. På museet kunne man blandt andet skrive, om man ville lade alle have taleret. Det var der kommet en del kreative svar ud af. Blandt andet dette:

Jeg har lært ekstremt meget om USA’s historie og fået en meget bedre forståelse for, hvad der skete, og hvorfor det skete. Det er jeg ret glad for at have med i bagagen, inden jeg indleder mit ophold her.

Undervejs på turen kom vi også igennem Bostons nordlige del, hvor ca. 40 % af indbyggerne er italienere. Der kunne man virkelig tale om little Italy. Der var italienske restauranter og butikker på hvert et gadehjørne. Undervejs stødte vi også ind i et optog, hvor der var hornorkester, og 15-20 mænd bar rundt på en to meter høj madonnastatue dækket i dollarsedler. Lige da de havde passeret os, åbnede himlen sig, og det begyndte at styrte ned og tordne, så madonnaen fik plastik over sig, og hele optoget søgte tilflugt i restauranter og butikker. Senere, da det var klaret op, mødte vi dem igen, hvor de var i højt humør og stadig spillede musik og slæbte rundt på den pengebeklædte figur. Vi fandt aldrig ud af, hvad det egentlig gik ud på, men festligt var det. Der er ca. 10 minutter i mellem de to billeder. Det siger lidt om, hvor hurtigt vejret skifter i Boston.

Harvard
Når nu vi var i Boston, skulle vi selvfølgelig også lige en tur til Harvard. I Lonely Planet havde vi læst om den såkaldte ’Hahvahd tour’, hvor det er studerende, som viser rundt. Den skulle vi selvfølgelig prøve. Grunden til at det hedder en Hahvahd tour, er at folk fra Boston ikke udtaler r’erne, så det skulle indikere, at det er meget lokalt med insiderviden og røverhistorier. Det må man også sige, at det var! Det var to unge 2. årsstuderende, som viste os rundt. De var super gode og kunne en masse gode historier. Blandt andet fortalte de, at det før i tiden var en tradition, at de studerende på vej til en svær eksamen eller lignende gik forbi statuen af John Harvard og rørte hans ene sko. Efterhånden har traditionen udviklet sig til, at de studerende gør ulækre ting ved foden, så de kan more sig, når intetanende nye studerende gladeligt går hen og rører foden. De tydelige tegn af tis ned at statuens marmorsokkel talte sit tydelige sprog, og man kan selv forestille sig, hvad den ellers bliver udsat for. En anden god historie omhandlede Harvards bibliotek. I 1907 blev den unge Harry Elkins Widener færdig fra Harvard. Han var meget litteraturinteresseret og besluttede at tage til Europa for at finde sjældne bøger. Da han i 1912 skulle hjem, valgte han at tage den hurtigste mulighed for at komme til USA på det tidspunkt – Titanic. Historien går, at han faktisk var i en redningsbåd, men kom i tanke om, at han i sin kahyt havde glemt en af de sjældne bøger han havde købt og derfor sprang af for at hente bogen. Da han kom tilbage, var alle redningsbådene sejlet, og han blev slugt af vandet. Tilbage i USA besluttede hans mor at donere hans bogsamling og 3,5 mio. dollar til Harvard, så de kunne bygge et bibliotek. Harvard havde allerede et bibliotek, som de valgte at rive ned, da de fik de mange penge til at bygge en nyt. Det ville moren ikke have overgik ’hendes’ bibliotek, og hun lavede derfor tre betingelser, som skulle overholdes. 1: Der måtte ikke blive fjernet en eneste mursten fra biblioteket, efter at det stod færdigt. Det betyder, at biblioteket senere er blevet udvidet ved at grave seks etager ned, og at der er lavet en overgang til en tilbygning der, hvor der tidligere sad et vindue. 2: Der skal hver dag stilles friske blomster i et minderum for hendes søn og 3: Alle nye studerende på Harvard skulle bestå en svømmetest. Moren var nemlig helt sikker på, at hvis bare lille Harry havde kunnet svømme, så var han ikke druknet. Svømmetesten skulle efter sigende have været obligatorisk i mange år, indtil handicappede begyndte at klage over dette krav, og en lov gjorde det ulovligt at kræve svømmetest.

Det var meget spændende at se Harvard. Jeg blev helt misundelig på deres campusfølelse, som i stor grad opstår, fordi en stor del af de studerende bor på Campus – det kan RUC desværre ikke prale af. Der er det kun udvekslingsstuderende som bor, indtil de bliver trætte af at bo på en mark og flytter til København.

New York – anden omgang
Tilbage i New York brugte vi dagen i går på at daske rundt og shoppe og nyde hinandens selskab og det gode vejr. I New York har vi brugt en bog som hedder ’Not for tourists’ til at finde rundt og få tips. Mads fik den, sidst han var herovre, og bogen er, som titlen antyder, ikke en guidebog, men en bog for folk, som rent faktisk bor i byen, men næ nej, vi skal selvfølgelig have det smarte. Det har resulteret i et par ret sjove oplevelser. Vi har kørt en stil med at spise dyrt et par enkelte gange og så ellers spise billigt, men stadig prøve at finde noget godt. New York er ikke nogen dyr by at spise i – tværtimod, så et billigt måltid kan være et virkelig billigt måltid.

Samtidig er der masser af lækker mad, så det er sjældent svært at finde noget godt. En aften konsulterede vi således vores lille bog, for at finde noget i nærheden af hvor vi var. Valget faldt på ’Gray’s Papaya’, hvorom der i bogen ikke stod andet, end at det var ’en institution’. Jeg syntes navnet antydede noget thaiagtigt, så overraskelsen var stor, da det viste sig at være en hot dog bar – frankfurtere som de kalder det. Det eneste de havde, var hot dogs og forskellige drikke såsom papaya milkshake – og så havde de ekstremt mange skilte med sjove og platte sætninger såsom: ’Let’s be frank, we want you to buy our furters’ . Man kan vist godt læse dem på billedet i baggrunden af Mads. Frankfurterne var gode og papaydrikken ligeså, så missionen om at spise godt og billigt var lykkedes for den aften.

En anden guide, som vi har konsulteret for at få tips, er ’Onkel Martins guide til New York’. Det er min veninde Ida’s storebror, som har boet i New York i nogle år, som har skrevet sine tips ned (præcis som vores guide til Berlin - som i øvrigt kan findes i bloggens højre side). Gennem Martin havde vi fået nys om cocktailbaren ’Angel’s share’, som skulle være meget hemmelig og meget romantisk. Instruktionerne var, at vi skulle op på første sal til koreansk barbeque restaurant, hvor vi skulle ind ad en dør til venstre. Vi fandt med lidt besvær restauranten, hvor der stank af friture. Vi åbnede skeptiske døren, til det om skulle være cocktailbar. Og rigtig nok, der lå helt gemt af vejen en bar med tunge velour gardiner, og bartendere som lignede samuraikrigere forklædt som tjenere i stramme bukser og jakke. Vi forventede nærmest, at James Bond ville komme ind ad døren, og at der ville udkæmpe sig en blodig kamp, hvor Mr. Bond ville gøre kål på de forklædte krigere og til sidst lave sig en Martini, inden han forduftede igen.

Dagen i dag har vi brugt på Whitney’s, som er et museum for moderne amerikansk kunst. Det var super godt, og godt til at lede tankerne lidt væk fra at vi snart skulle sige farvel til hinanden.

Nu sidder jeg så i bussen og er lidt ked af, at jeg ikke skal se Mads før om tre måneder, men jeg er samtidig meget spændt på, hvordan det bliver i Washington. Ikke mindst er jeg meget spændt på, hvordan dem jeg skal bo sammen med er, og hvordan området, jeg skal bo i, er. Det kommer I helt sikkert til at høre mere om.

2008-08-02T13:48:00.006-04:00

Hvaler og Provincetown

Hvaler
Vi har set hvaler! Hvalturen var en kæmpe succes. Jeg havde troet, at vi var heldige, hvis vi fik set et par stykker. Det viste sig, at området nord for Provincetown siden 1992 har været reservat, og at hvalerne siden da har ynglet meget i området, og der derfor er meget gode muligheder for at se hvaler. Vi så ca. 40 hvaler! Der var pukkelhvaler, vågehvaler og finhvaler. Vi så flest pukkelhvaler. De er omkring 15 meter lange og vejer ca. 30 ton. Det var en kæmpe oplevelse og meget magisk, at se de kæmpe dyr svømme rundt. De kom meget tæt på båden og en gang blev jeg ramt i ansigtet af det vand de puster op, når de er oppe for at ånde. Vi så dem også spise. De bruger en teknik, hvor de finder en sildestime og sender luftbobler op i en søjle, så fiskene bliver 'fanget' mellem luftboblerne, hvorefter de svømmer op med stor kraft og forsøger at få så mange fisk som muligt ind i munden. Vandet løber så ud gennem barderne og fiskene bliver inde. Det er en ret effektiv teknik og de spiser et ton fisk om dagen. Det var helt vildt at se. Også mågerne synes det var fedt, for de spiste de fisk, som røg ved siden af. Pukkelhvalerne har sidefinner som er en tredjedel af deres kropslængde, de er derfor ret adrætte. De er også legesyge og hopper nogle gange op og plasker ned i vandet. Det så vi desværre ikke, men jeg er godt tilfreds med vores hvaltur og synes, det er ret imponerende at de kæmpe dyr kan bevæge så yndefuldt og roligt.

Vi tog en masse videoer og billeder. Her de to bedste:

I denne spiser de spiser de i starten. Bagefter vinker en af dem med sidefinnen:

På båden var en hvalkyndig kvinde, som undervejs fortalte, hvilke hvaler vi så. Pukkelhvalerne har alle forskelligt udseende haler, så de kan kendes fra hinanden. Folkene fra reservatet har givet dem alle navne og forsøger, at holde nogenlunde styr på dem. Det kan ske, at hvalerne bliver filtret ind i fiskenet, og så sættes der en redningsaktion i gang, hvor reservatfolkene tager ud og skærer hvalen fri.

Provincetown
Provincetown er egentligt et gamel fiskerlege, hvor der også var hvalfangst før i tiden, men i 1898 ødelagde en storm det meste af molen og fiskeindustrien og efter det, udviklede Provincetown sig til et yndet feriested og mange kunstnere slog sig ned. Fra 1960’erne begyndte en del hippier at slå sig ned og fra midten af 1970’erne begyndte en del homoseksuelle at komme. Provincetown har siden udviklet sig til det største feriemål for homoseksuelle på USA’s østkyst.

Allerede på båden på vej fra Boston derud begyndte vi at lure, at vi ville være en minoritet eftersom størstedelen af mændene på båden var bøsser, og kvinderne var lesbiske. Jeg tror ¾ af mændene i Provincetown er bøsser, og ¼ af kvinderne er lesbiske. Resten er børnefamilier. Hovedgaden i Provincetown er et miks af butikker som sælger alt fra sexlegetøj til børnetøj, og vi har set en del dragqueens og mænd i intet andet end stramme boxershorts, cowboystøvler og cowboyhat.
Man kunne forestille sig, at bøssemekkaet ville skabe en lidt underlig stemning for ikke-homoseksuelle, men her er en herlig, venlig og imødekommende stemning.
Husene er alle i træ. De er meget fine og putte nuttede og har velfriserede haver med masser af blomster. Blandingen af børnefamilier, glade bøsser og små træhuse giver stedet en vis sjæl. Vi bor på ’Prince Albert Guesthouse’, som er drevet af tre søde bøsser, som selvfølgelig har en godmodig hund som hedder princess Sophie.

Vi legede cykler den første dag og tog en tur til vestsiden af den tange Provincetown er yderste spids på. Der er lavet en cykelsti, som går gennem skoven, og det var skønt at få rørt sig lidt og få vind i håret. Vi har også ligget og daset på stranden og badet i det dejligt klare vand – og set den smukkeste solnedgang. Og så har vi spist os mætte i mængder af dejlig seafood. Specialt deres lokale udgave af ’Clam Chowder’ er et hit. Det er en slags suppe med skaldyr, kartofler og mælk eller fløde. I det hele taget har det været perfekt at komme herud og få et lille afbræk i storbyferien. Hvis nogen skal holde ferie på disse kanter, kan jeg klart anbefale at slå et smut forbi.

2008-07-31T09:42:00.007-04:00

New York, New York

Så er der nyt fra de rejsende i USA. Vi sidder i en bus på vej til Boston, hvorfra vi tager en færge til Provincetown på Cape Cod. Da vi lage rejseplanerne om, droppede vi at leje bil og bestilte i stedet billetter hos ”BoltBus”. Fire timer fra NYC til Boston for 75 kr. – og så er der til min store overraskelse trådløst internet i bussen (hvorfor er det så lige, at det er så svært for DSB, at lave en ordentlig løsning i deres tog!?!). Vores buschauffør hedder Jackie og introducerede med at sige, at hun er oprigtig glad for, at vi har valgt at køre med BoltBus, for det giver hende til dagen og vejen og til at få ordnet negle og hår… Jeg er også oprigtig glad for, at vi valgte at tage bussen, for morgentrafikken ud af New York havde hverken Mads eller jeg lyst til at prøve kræfter med.

Vi ankom til NYC først på aftenen lørdag. Jeg havde i flyet været lidt nervøs for, om alt ville gå glat i forhold til min indrejse på visummet, men det gik lige så nemt, som det har været bøvlet at få det. Manden bag skranken løftede knap nok blikket, men stemplede bare derudaf og ønskede mig velkommen i staterne – dejligt og meget lettende. Så kunne ferien endelig begynde!

Vi har benyttet os af mange af de gratis glæder NYC tilbyder. Søndagen startede vi således med at få gratis guidet tur i Lower East Side af Judy, som var vokset op i området og fortalte levende og spændende om kvarterets historie og udvikling fra immigrant slum til hipt område med kunstnere og bohos (bourgeois behomeians). Det vil sige alle dem som har penge, men som synes det er fedt at bo i de områder, hvor de fattige kreative bor. Hun var en fantastisk guide og krydrede turen med mange sjove anekdoter.

Vi har også taget en tur med Staten Island færgen, hvorfra man kan se frihedsgudinden og Manhattans skyline fra vandet. Frihedsgudinden var overraskende lille – det er jeg nok ikke den første som synes – og Manhattans skyline var imponerende. Ground Zero ligger i den ende af Manhattan, og man kan virkelig fornemme hullet efter World Trade Center. De bygger på livet løs, for at få det nye Libeskind tegnede World Trade Center op, men det tager jo immervæk nogle dage. Det nye ”Freedom Tower” bliver 1776 fod højt (514 m). 1776 er meget symbolsk, for det er året, hvor frihedserklæringen blev skrevet under og borgerkrigen mod englænderne begyndte. – det skal vi lære meget mere om i Boston, for det var der, det hele begyndte.

Det har været meget dejligt vejr. Solskin og omkring 30 grader, så vi har brugt Central Park til at slappe af i. Mads havde downloadet en podwalk, hvor man blev guidet gennem parken imens der blev fortalt om parkens historie og karakteristiske sites. Jeg er imponeret over, hvor mange funktioner den rummer. Der er både teater, legepladser, baseballbaner, søer hvor man kan sejle med modelskibe, søer hvor man kan sejle i robåd, veje til cyklister som kører ræs, gode løberuter, en Zoologisk Have og meget mere. Parken blev renoveret i slutningen af 90’erne, og den er ekstremt lækker. Jeg så ikke noget skrald ligge og flyde, og jeg så heller ikke nogen smide skrald. Der er sandsynligvis mange ansat til at holde parken pæn, men det virker også som om, at New Yorkerne passer ekstremt godt på deres åndehul. Vi boede de sidste dage ret tæt på Central Park, og vi kunne ikke dy os for at tage en morgenløbetur sammen med alle de andre i onsdags.

Selvfølgelig har vi også været på museum. Jeg er jo kæreste med en museumsnarkoman, og er også selv meget glad for museumsbesøg, så vi satte kursen mod The Metropolitan Museum of Art i går. Det er helt ekstremt stort. Imponerende samlinger, hvor alle kan finde noget af interesse lige meget om man er til egyptisk kunst, græske statuer, middelalderkunst, moderne malerier eller cypriotisk kunst. De har alt! Vi fik en guidet tur af en praktikant, som tog os til museets highlights. Det var virkelig godt og interessant. Bagefter rendte vi rundt på egen hånd og for vild indtil flere gange.

Mads er jo ekstremt god til at støve sjove ting op, så mandag var vi på disco i det gamle ’meatpacking district’, som nu er blevet forvandlet til et ekstremt hipt område. Det sjove er, at der stadig ligger kødbutikker og slagtere i en skøn blanding med übersmarte restauranter og butikker. Vi drak drinks under råben himmel på 14. etage inden vi dansede den halve nat. Det var skide sjovt. Jeg var meget imponeret over toilettet på klubben. Der var alt hvad man kunne forestille sig – eller ikke havde forestillet sig, man kunne få brug for. Tyggegummi, kondomer, kontaktlinsevæske, parfume osv. meget imponerende!

Vi har skam også været i teatret og set et rigtigt Broadway stykke. Jeg var meget skeptisk i starten, men overgav mig til morskaben og nød at blive underholdt. En tur til toppen af Rockefeller Center er det også blevet til, hvor der er udsigt ud over Manhattan fra 68.etage. Vi tog derop om aftenen, og hvor var det utrolig smukt og flot!

Ellers har vi udforsket meget af NYC til fods. Jeg er overrasket over, hvor hurtigt kvartererne skifter. Drejer man om et hjørne er man pludselig i China Town og kan kun finde skilte på kinesisk og se kinesere hvorend man kigger hen. Drejer man om et andet, er man i The Financial District, hvor folk går i jakkesæt og ser meget business agtige ud. Jeg tror aldrig, jeg har gået så meget indenfor så få dage, så fusserne er ved at være trætte. Det bliver skønt at have et par dage nu, hvor vi skal flade ud og ligge på stranden og på hvaltur. Jeg håber SÅ meget, at vi ser en hval!

2008-07-25T07:58:00.002-04:00

Visumsagaen

Velkommen tilbage til Fräulein Quatschen – og velkommen til jer, som ikke har stiftet bekendtskab med bloggen før. Første indlæg handler om optakten til mit ophold i USA: Opnåelse af visum.

For at studere i USA skal man have visum. Jeg havde hørt fra andre, at det godt kunne være en lidt stressende proces, så jeg prøvede at foregribe begivenhederne, så godt jeg kunne. Første skridt var at sende ’proof of finance’ til American University (jep det hedder det universitet jeg skal gå på…). Proof of finance bestod i, at banken skrev under på, at jeg var i stand til at betale opholdet selv, og at min far skrev under på, at han ville finansiere det, hvis ikke jeg selv kunne. De papirer sendte jeg til dem i midten af april og skulle så bare vente på, at de sendte et dokument tilbage, som jeg skulle bruge til visumansøgningen. Månederne gik, og jeg hørte intet, så i starten af juni ringede jeg og spurgte, hvornår jeg kunne regne med at have papirerne. Inden for to uger var svaret. Jeg ventede så pænt igen, og da jeg 1. juli endnu ikke havde hørt noget, ringede jeg til Washington igen, hvor meldingen var, at de regnede med at kunne sende mig papirerne samme uge. Jeg var på det tidspunkt begyndt at blive lidt stresset. Den videre proces er, at man skal til en samtale på ambassaden, hvor man skal have alle sine papirer med og aflevere sit pas, og så går der nogle dage, før man får passet tilbage med visumet sat ind i. På anbefaling af en af RUC pigerne, som lige har været i USA og læse, gik jeg derfor ind på den amerikanske ambassades hjemmeside for at booke en tid til samtalen, selvom jeg endnu ikke have alle papirerne. Til min store skræk var første ledige tid torsdag d. 17. juli. Mads og jeg havde planlagt at tage af sted mandag d. 21., så det ville jo ikke give dem så mange dage at lave det i, men jeg slog koldt vand i blodet, håbede på det bedste, tog på festival og glemte visumstressen. Da jeg kom hjem, var der stadig ikke kommet nogen papirer fra Washington, og endnu engang måtte jeg ringe derover og fik nu at vide, at de regnede med at få papirerne samme dag og fedexe dem ekspres. I mellemtiden gik jeg i gang med at hitte rede i alle de mange dokumenter, som skulle udfyldes og krav der skulle opfyldes. Jeg kan godt afsløre, at det er noget af en prøve at søge visum til USA. Jeg mistænker dem for, at gøre det så besværligt som muligt for at teste om man virkelig vil have det (samme taktik kører de danske myndigheder vist…). F.eks. skal man betale 700 kr. for at få visum. Dem kan man ikke bare betale på netbank, næ nej, dem skal man ned i en Jyske Bank filial og betale. Fotoet, som skal sidde på visum ansøgningen, er heller ikke et normalt pasbillede, næ nej. Det skal være 5x5 cm, fra toppen af håret til bunden af hagen må der være mellem 2,5 og 2,8 cm, og øjnene skal være mellem 2,8 og 3,3 cm over bunden af fotoet. Jeg måtte derfor ind til en fotohandler og få taget billedet. Han havde heldigvis fuldstændig styr på det, og jeg fik en historie fra hans fortid i det cambodianske justitsministerium, hvorfra han flygtede under Pol Pot, med på vejen.
Endelig kom papirerne fra Washington. Jeg tjekkede igennem for at sikre mig at alt var skrevet under osv. I den forbindelse opdagede jeg, at startdatoen var anført som d. 25. August. Jeg skal starte d. 18. August, og problemet i det var, at man ikke må rejse ind mere end 30 dage før ens visum gælder. Jeg loggede derfor igen på Skype og ringede til Washington. Her kunne de fortælle mig, at startdatoen formelt er d. 25. fordi den første uge er orientering for de internationale studerende og ikke gælder som en del af det ’akademiske program’. Der var desværre ikke noget, de kunne gøre ved det, men de var meget brødebetyngede over, at de ikke havde gjort opmærksom på det og undersøgte, hvad jeg kunne gøre. Deres forslag var, at jeg kunne rejse ind som turist, rejse ud igen efter d. 26. juli og ind igen på mit visum. På det tidspunkt var mit stressniveau generelt ret højt, og da det jo i forvejen var ret usikkert, om jeg ville kunne nå at modtage mit pas til vores planlagte afrejse, besluttede Mads og jeg at udsætte afrejsen til d. 26. juli. Ingen af os havde specielt meget mod på at skulle forklare en amerikansk grænsevagt om finurlighederne i vores rejseplaner og nødvendigheden af, at jeg tog en smuttur til Canada. Derfor bestilte vi nye billetter, lavede rejseplanerne lidt om og brugte alt for mange penge på at ombooke vores oprindelige billetter.

Det var en god beslutning og har givet lidt ro på. Mit pas med visum kom i tirsdags, og jeg har også fundet et sted at bo i Washington. Jeg har kigget en del på en Craigslist (en boligside) og fandt et hus, som lød rigtig hyggeligt. Der er fem andre end mig. Tre mænd og to kvinder. De virker rigtig søde, har hund og gør meget ud af at bo ’kollektivt’. Det er rart, når jeg ikke kender en sjæl i byen. Jeg skypede med dem med webcam i søndags, så de kunne se mig og jeg kunne se dem. Det var ret sjovt og fedt at få et indtryk af dem og huset. Det er lidt mærkeligt at have sagt ja til et sted uden at have set det, men de virkede flinke og engagerede, og det er jo det vigtigste. På mit profilbillede på Skype er jeg klædt ud som discodronning med afroparyk og malet mørk til en temafest. I starten virkede mit kamera ikke, så de troede, jeg så sådan ud, men jeg måtte jo afsløre, at jeg desværre hverken har afrohår eller er mørk i huden, men derimod er hvid og bleg med fladt hår. Det kom der lidt morskab ud af. Mads skal hjem d. 6. August, da han skal til sin farmors 85 års fødselsdag, så jeg har 1½ uge i Washington, inden jeg skal starte. Det er nok meget godt med lidt tid til at falde til og få ordnet de praktiske ting.
I morgen er der afgang. Jeg glæder mig, er spændt, lidt nervøs men mest af alt meget nysgerrig og glæder mig til at opleve amerikanerne og USA på første hånd. Mads og jeg tager jo af sted sammen. Det er rart, at han tager med over og sætter mig af. Vores tur går først til New York, derefter til Cape Cod, hvor vi skal på whalewatching sejltur og dase på stranden og til sidst til Boston. Mads tager hjem fra New York, og jeg tager selv videre til Washington. Det kunne have været fedt, hvis han kunne komme med og se, hvor jeg skal bo, men det må han have til gode, til han kommer over og besøger mig i november, når der er præsidentvalg.

Jeg ved ikke, hvor meget netadgang vi får undervejs, men jeg skal nok give en udførlig beskrivelse af vores bedrifter, når jeg er i DC.

2007-06-30T03:24:00.000-04:00

Så er vores berlineventyr slut

Det har været fantastisk sjovt, spændende og lærerigt og noget jeg altid vil tænke tilbage på med stor glæde. Vores ting er pakket, vi har sagt farvel til vennerne og turen går snart mod Danmark. Det er vemodigt og surrealistisk at det nu er slut.

Jeg har sagt, hvad der skal siges om Berlin og sjove, søde, dumme, skøre, arrogante, opfindsomme tyskere og mine oplevelser hernede, så Hildegard Knef får det sidste ord:

Berlin, dein Gesicht hat Sommersprossen

Berlin, din ansigt har fregner,
og du er alt for åbenmundet,
dit skelende blik er aldrig mut,
og du siger aldrig: "Hvad laver jeg dog?".

Berlin, du er alt for flad til skønhedskonkurrencen,
men hvem måler den man elsker,
når du først elsker ubetinget.

Berlin, du er kvinden med forklædet,
i hvis skørter vi hænger livslang.
Berlin, du giver dåbsattesten krydderi
og har givet os dit "Na und" som redningskrans.

Berlin, din pande har rynker som en gravhund,
men hvad ville du være uden dem?
Hvem har holdt dig så ung?
For du sover aldrig.

Berlin, mit sind får børneøjne
og min puls går alt for hurtigt,
du tager mig fuld af selvsikkerhed ved hånden
med din ødelagte bjørnepels.

Tak til alle de trofaste læsere. Vi ses snart.

2007-06-27T12:37:00.000-04:00

Flytningens og snapsens glæder

Vi maler!
Da vi for et næsten år siden flyttede ind, ville vi gerne overtage lejligheden to dage før den første, fordi det var en søndag og passede bedre, så aftalen med de forrige lejere var, at de skulle male (som der står i lejekontrakten) og hvis de ikke var færdige skulle vi nok klare det sidste. Det var så dumt! Det er jo grønt lys til free-rider adfærd af ypperligste karakter og der skete da også det, at de pletmalede med en helt anden nuance hvid, hvilket har betydet, at vi nu skal male det hele#¤%&!
Jeg synes i forvejen det er røvsygt at male og der er få ting der siger mig mindre end at male lejlighed jeg flytter fra! De næsten fire meter til loftet har også i den grad sat sig igennem mht. forbrug af maling og længden på vores arme. Og det er jo ikke kun det at male der tager tid. Der skal også dækkes af, sættes tape op og bla bla bla. Mads har købt noget godt malemusik, så jeg overlever og heldigvis har jeg jo fri. Det ville have været mere surt, hvis vi begge havde arbejde samtidig og skulle bruge alle vores sidste aftener i Berlin på at male.
Jeg ville gerne uploade de sange, som gør maleshowet udholdeligt, men min computer er ikke længere i så fuld vigør, som den har været og cracker, når den skal tænke over mere end to ting på samme tid - jeg mistænker den for langsomt, men sikkert, at være ved at udvikle demens.

Aufwiedersehenfest
I fredags havde vi arrangeret "Aufwiedersehenfest". Ikke afskedsfest, men på-gensyn-fest. Da lejligheden jo er pakket ned og var halvt nymalet (og vi af Haas er blevet bedt om ikke at holde så vilde fester mere), blev spottet for festen Treptower Park, ved et af bordtennisbordene. Jeg havde bagt 40 pølsehorn, en lasagne og en drømmekage og stoppet de tre flasker snaps vi havde til overs fra påskefrokosten ned i en pose med en masse isterninger og så var scenen sat. Desværre havde en kristen gruppe med nogle store højtalere og en endnu større lyst til at oplyse hele parken om, hvordan de har fundet gud og hvorfor det er fedt efterfulgt af sange også valgt vores sted, så de stod for underholdningen den første time. Vi spillede en masse rundt om bordet og det var i det hele taget en rigtig hyggelig aften. Da det blev mørkt begyndte det dog at regne, men vi trak ind under nogle store træer og fortsatte festen der. Da regnen tog til blev det besluttet at sætte kursen mod karaokebaren Ronsons sing-in, hvor vi endte med alle sammen at stå og synge 'We are the world'. Karaoke er sgu et mærkeligt, men utrolig sjovt koncept, når man er i stødet til det.

Lørdag kom Mutti, Kleo og Beda med bil og trailer, som de har ladet blive her og taget flyet hjem. Det var rigtig hyggeligt at se dem og det passede perfekt med at det blev godt vejr da de kom, og jeg havde en god undskyldning for ikke at blive indenfor og male. De blev til mandag og en halv time inden de tog afsted, begyndte det at regne og det har det nærmest gjort lige siden og det er ikke så slemt at være herinde i male/pakke/flytte kaos, når det regner.

2007-06-18T17:15:00.000-04:00

Når enden er god...

Jeg var i fredags til evalueringssamtale hos Schröder. Jeg var lidt nervøs for det, for jeg havde en fornemmelse af, at han ikke var helt tilfreds. Min overraskelse var derfor stor, da han kun havde rosende ord at sige og jeg fik en vildt god anbefaling. Han lagde meget vægt på at jeg endelig skulle komme forbi, når jeg kommer til Berlin igen og han ville gerne vide, hvad jeg kommer til at lave i fremtiden osv. Jeg havde forberedt en lang tale om de ting jeg ikke havde været så tilfreds med, men da jeg sagde, at jeg nogle gange syntes det havde været svært, fordi han tit var ukonkret når jeg fik en opgave og jeg ofte ikke rigtig vidste, hvad han ville have, så sagde han, at det vidste han godt, at han er dårlig til. Det endte med at vi sad og snakkede om mine fremtidsplaner og Danmark i en halv time og det var faktisk hyggeligt. Jeg var meget overrasket og glad og lettet.
Han gik meget op i at der stod det rigtige i anbefalingen. Det er (selvfølgelig) meget vigtigt i Tyskland og det viste sig at der (selvfølgelig) er en hel bog om, hvordan man skriver anbefalinger. Åbenbart er det f.eks. et kodeord, at der til sidst står tak for samarbejdet og at man ønskes alt godt, for hvis ikke der står det, betyder det at det ikke har været godt. De er fandme så skøre de tyskere.
Jeg synes det har været en vild spændende erfaring at være i Bundestag og en super udfordring. Selvom det ikke altid var lutter lagkage, vil jeg helt sikkert tænke tilbage på det, som noget godt og lærerigt.

2007-06-14T10:40:00.000-04:00

Unser Kiez

Denne post handler om vores kvarter - Unser Kiez (som betyder det nære kvarter).

Vi bor i bydelen Kreuzberg, som er ret stor og derfor er der to dele af Kreuzberg. Kreuzberg 61, som er bohemedelen med alle hippierne og Kreuzberg 36 med tyrkerne, de autonome, alkoholikerne osv. Det er der vi bor. Kreuzberg 36 er dog ved at blive mere og mere hipt og den del af Kreuzberg 36 vi bor i er blevet udråbt til den nye in-kiez, fordi boligerne stadig er relativt billige her (danskerne har endnu ikke presset priserne op her fordi de kun køber lejligheder i Prenzlauerberg og Friedrichshain) og kunstenere, studerende og andre kreative, som sætter gang i tingene derfor flytter herned. Kreuzberg er en del af det tidligere vest, men lå lige i kanten og vores gade var en blindgyde, som var spærret af mur. Derfor skete her ikke en skid, men da muren faldt lå kvarteret pludselig midt i byen. Det har betydet, at der i vores gade er åbnet masser af restauranter, barer, butikker osv. inden for de sidste år.

Supermarkedet: Det supermarked som ligger tættest på er Kaiser's. Det er ret lille, men alligevel er det utroligt, hvor meget de har formået at proppe derind. Det betyder at det altid er en kamp at komme rundt med en indkøbsvogn, fordi der kun er plads til én vogn i gangene af varer der tårner sig op.
Kaiser's svarer egentlig til Brugsen, men stamkunderne i vores Kaiser's er alkoholikerne, som trofast sidder ude foran og derfor er kvaliteten af grøntsager og frugt også derefter. Det er ikke lige det de sælger mest af, så man skal tit være heldig for ikke at komme hjem med rådne ting. Derfor er jeg faktisk krøbet til korset og køber altid grøntsager i Lidl, som ligger lidt længere væk.

Isen og pizzaen: Lige rundt om hjørnet fra os ligger Falckenstein Straße, hvor en driftig tyrker ved navn Aldemir har åbnet to butikker, som har resulteret i et sandt kvarterløft. De ligger lige overfor hinanden. I den ene kan man købe stenovnsbagte pizzaslices og i den anden hjemmelavet is. Begge dele er super lækkert og der er altid mennesker. På varme sommeraftenener summer det af liv og folk i alle aldre som spiser enten pizza eller is eller begge dele. Mads har været meget trofast kunde i pizza biksen, mens jeg mere har læsket mig i den lækre is.

Parken: Fem minutter væk ligger Görlitzer Park, som tidligere var banelegeme. Indtil 1961 var det en privatbane til Cottbus og Görlitz, men så blev der bygget en vis mur og derefter blev banen kun brugt til godstog. I 1985 blev den helt sløjfet og området blev i starten af 1990'erne lavet til park. Parken er ret stor og der er både lavet en børnebondegård, med æsler, grise, høns osv. og en trafikskole, hvor man kan lære at begå sig i trafikken, plus at der er fodboldbaner og et kæmpe parkområde med plads diverse aktiviteter. Det er også et ret yndet sted for tyrkerne, som slæber hele stuen med og griller til den store guldmedalje, mens ungerne leger i parkens springvand. Der sidder næsten altid en eller flere og spiller eller jammer. Der er i weekender med solskin et Leben uden lige og man kan virkelig få meget tid til at gå med at iagttage alt der sker.

Broen: Vi bor som sagt i 'østhjørnet' af Kreuzberg og næsten lige uden for vores dør er Oberbaumbrücke, som forbinder Kreuzberg og Friedrichshain over Spree. I september er der efter sigende en tradition med at friedrichshain'ere og kreuzberg'ere mødes på broen og har en kæmpe kamp med gamle rådne grøntsager, vand og andre 'fredelige' våben for at se hvem der er sejest. De to bydele blev administrativt slået sammen for nogle år siden, men friedrichshainerne kalder Kreuzberg 'underfriedrichshain' og Kreuzberg'erne kalder omvendt Friedrichshain for 'Østkreuzberg'. Jeg har desværre ikke oplevet det. Det skulle være ret underholdende.

Oberbaumbrücke er oprindelig bygget i 1732 og fik sit nuværende udseende i 1896. Stilen er 'nygotisk', men jeg synes mest det ligger to legotårne. Under DDR fungerede den som en af de syv grænseovergange indenfor Berlin. I 1997 blev der udskrevet en konkurrence, om markering af grænseovergangene. På Oberbaumbrücke er derfor en kunstinstallation med to neonhænder som spille sten-saks-papir om aftenen. De skifter hver sjette sekund og man kan selv tage del i legen ved at gætte med på, hvad det næste bliver.
Derudover er der en skøn udsigt fra broen og tit nogle ret fantastiske solnedgange.

At bo tæt ved Spree har også andre fordele i form af de barer, som ligger på vandet og hvor man i sommeraftenerne kan sidde ude til den lyse morgen, Badeschiff, hvor man kan slænge sig i sandet og bade i poolen, som er stillet ud i Spree og Treptower Park, som strækker sig langs med Spree og er perfekt til løbeture.

Ja, så vores Kiez er skøn at bo i. Det er sjovt som man tilpasser sig. Hvis jeg havde boet et andet sted i Berlin, havde jeg sikkert syntes det var fantastisk - men der er nu noget magisk over Schlesi-Kiez! Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig de kommende år.

2007-06-07T11:29:00.000-04:00

Finkultur og popkultur

Jeg nyder virkelig livet! Det her er en perfekt måde at sige farvel til byen og de folk jeg har lært at kende hernede og samtidig nå de sidste ting jeg gerne vil i Berlin. Jeg tror aldrig man bliver færdig med byen, når man først er blevet hooked, og vi kommer sandsynligvis også til at tage tilbage en gang i mellem.

Finkultur
I går var jeg på Neue Nationalgalerie med Nick og se udstillingen 'Die schönsten Franzosen kommen aus New York'. Titlen dækker over at Metropolitan Museum of Art New York er ved at bygge om og derfor har udlånt deres samling af franske værker fra det 19. århundrede til Berlin. Det var en rigtig flot udstilling og vildt, at det er det ene mesterværk efter det andet som hænger på væggen. Jeg er egentlig mere til moderne kunst og de billeder jeg bedst kunne lide hørte da også under kategorien 'Die Väter der Moderne' og var repræsenteret af bl.a. Cézanne og Gauguin. Jeg synes dog, at det var rigtig spændende, for udstillingen var bygget op om hver stil, så man kunne se de forskellige retninger indenfor malerkunsten på det tidspunkt og det var rigtig godt lavet og lærerigt også, så det var fedt. F.eks. lærte jeg, at der også er en retning der hedder 'orientalisme'... dog kun repræsenteret af to kunstnere.
Udstillingen løber helt til 7. oktober, så hvis der er nogen der skal til Berlin og har lyst til Gauguin, Manet, van Gogh, Monet, Cézanne, Renoir, Delacroix, Courbet, Matisse, Picasso m.fl. kan jeg klart anbefale at gå ind og se udstillingen.
Se evt. Die schönsten Franzosen kommen aus New York

Popkultur
I går aftes stod den på noget helt andet. Stadig kunst og kultur, men i den helt anden retning. Vi var nemlig fem der skulle til Justin Timberlake koncert. Vi var meget spændte på om det ville blive en gang plat intetsigende pop og vi bare ville stå og kigge på hinanden og føle os dumme eller om det ville blive en fed fest. Jeg vil sige det var lidt af begge dele. Meget kan man sige om Timberlake, men han kan sgu spille musik og synge - og danse! Jeg har altid været vild med dans. Det står stadig krystalklart for mig da min moster i 1991 tog mig med til Europamesterskaberne i kunstskøjteløb i Brøndbyhallen, da jeg første gang så Strictly Ballroom og da selv gik til 'Disco Freestyle' som 9 årig. Jeg er en sucker for dans og lappede Justins velkoreograferede danse i mig. Noget andet der var fedt var, at hans kvindelige dansere faktisk lignede kvinder. Det var ikke sådan nogle anoreksiofre, men havde faktisk lidt røv at svinge med. Hans dansenumre fungerede fantastisk og han havde publikum i sin hule hånd. Til gengæld synes jeg at mange af balladerne var lidt kedelige. Da han midt i koncerten åbenbart skulle have en pause kom Timbaland på scenen og leverede det værste lort jeg længe har set. Han stod bare og brægede ned i mikrofonen og der kørte nogen der mest af alt mindede om en 20 minutter lang reklame for hans greatest hits. Al respekt for mandens formåen som producer, men måske skulle han bare blive bag scenen og dreje på sine knapper.
Da Justin efter 'pausen' kom tilbage havde han svært ved at trække koncerten op igen og første del var helt klart bedst, selvom det lykkedes ham hen ad vejen.
En fed og sjov oplevelse og vi mængede os med nogle helt andre berlinere end normalt. Det var også sjovt. Og så glad er man, når man lige har set en Justin Timberlake koncert:

2007-06-01T10:51:00.000-04:00

Schluß damit!

Så er jeg færdig i Bundestag. Havde sidste dag i går. Det har været spændende at se hvordan det hele fungerer og hvordan politik faktisk bliver til. Jeg synes det var sjovest i Sitzungsugerne, hvor politikerne var der og jeg kom med til udvalgsmøder, debatter osv. Det var også i de uger, at de sjoveste opgaver var med forberedelse af positionspapirer, når Schröder skulle præsentere sin koalitions politik til udvalgsmøderne, skrivning af taler osv. Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget 'rigtigt' arbejde jeg har fået lov at lave. Jeg har kun kopieret én gang, så det har været fedt. Ulempen i Sitzungsugerne var så også at Schröder var der... Han viste sig efterhånden at være rimelig usympatisk. F.eks. snakker han rigtig grimt til folk og jeg fik også lige et fur i sidste uge, fordi han var stresset og ikke havde styr på sine ting. Jeg blev skide sur og ked af det fordi jeg følte mig så uretfærdigt behandlet. Derudover er han rigtig dårlig til at sige, hvad han egentlig gerne vil have når man får en opgave fra ham, så tingene skal altid laves om mindst tre gange. Jeg synes det er totalt spild af tid og det synes Mathias åbenbart også, for han sagde til mig, da jeg skulle skrive et svar på en borgerhenvendelse, at jeg bare skulle skrive noget hurtigt og så kunne Schröder læse det og sige hvordan han vil have det. Jeg synes det er fjollet ikke bare at snakke om fra starten, hvad han vil have. Derudover gav han mig tit et elevatorblik og det var ikke bare et diskret et, nej han vendte hovedet, kiggede ned på mine fødder og hele vejen op ad min krop. Jeg synes det er super ubehageligt, respektløst og meget intimiderende.
Heldigvis var det så sjældent at Schröder var der og Heike, Christian og Mathias var rigtig søde og vi har hygget os meget. Alt i alt har det været rigtig fedt at prøve og også sjovt at være en del af en tysk arbejdsplads og se hvordan kulturen er osv.

Mads og jeg fejrede i går at jeg var færdig ved at tage i Fernsehturm og spise. Det var meget kitschet og sjovt og romantisk på den DDR-agtige måde.
Fernsehturm stod færdigt 3. oktober 1969. Det er med sine 368 m det højeste byggeri i Tyskland og det tredje højeste i Europa. Fernsehturm er for mange synonym med Berlin og der er mange historier, anekdoter og sågar lavet en sang om Fernsehtum. Da der sidste sommer var VM i Tyskland, var det selvfølgelig også udsmykket som forbold.
En af anekdoterne hedder 'Pavens hævn'. Som man kan se på billedet til venstre danner der sig i solskin et kors på kuplen. Det var selvfølgelig ikke særlig populært i DDR og der går mange historier om at Stasi ved hjælp af spejle og med andre metoder prøvede at få det væk. Dog skulle en af DDR-regeringsmedlemmerne have sagt: "Det er ikke noget kors, det er et plus for socialisme". Ja, man kan tolke tingene som man vil...
Fernsehturm er under alle omstændigheder stadig præget af 1960'er DDR stil. Både indretning og tjenernes tøj leder tankerne hen på 60'erne og også maden var af en anden tid. Meget tysk og bastant men overraskende lækkert.
Det var ret sjovt at se Berlin ovenfra og sidde og kigge ned på alle de gader vi normalt plejer at cykle rundt i. Interessant var det også, at det er helt tydeligt at se hvilke dele af byen der blev bombet under 2. verdenskrig.
Selvom det er super kitschet og jeg ellers har været lidt imod at tage derop, fordi det er så dyrt i Éntre (8,50 Euro), så overgiver jeg mig til Fernsehturms charme.

I sidste weekend var jeg i Rom og besøge min veninde Katja, som er i praktik på den danske ambassade dernede. Fra København kom Anne Kathrine og det var skide hyggeligt at se dem. Vi kender hinanden fra RUC, hvor vi læste de to første år sammen.
Vi nød byen, spiste en masse is, snakkede ørerne af hinanden (Katja mistede undervejs stemmen) og spiste dejlig mad. det er så fedt, at næsten lige meget, hvor man går hen og spiser, så får man lækker mad. Rom er jo en skøn by og det var rigtig dejligt vejr, så jeg nød det meget. Derudover var det ret sjovt at lægge mærke til, hvor forskellige byer Rom og Berlin er. Der er virkelig en verden til forskel.

2007-05-21T17:55:00.000-04:00

Sanssouci og Strandbad Wannsee

Så er det blevet sommer i Berlin! Over 30 grader i dag. I går lavede vi derfor søndagsudflugt til Sanssouci og Wannsee.

Sanssouci
Sanssouci betyder 'uden bekymringer' og var Frederik den stores (1712-1786) lystslot. Det ligger i Potsdam og til slottet hører en kæmpemæssig park, med kinesisk hus (på billedet), kanaler, springvand, statuer osv. Det stod færdigt i 1747 og dets funktion var, som navnet antyder, at den intellektuelle og kunstinteresserede Frederik, kunne trække sig tilbage hertil og glemme sit hverv som regent. Frederik den stores far, var kendt som 'Soldater-kongen', men den unge Frederik havde ikke meget interesse i krig og prøvede som ung sammen med en betroet barndomsven at flygte til England, for at slippe for at blive konge. Han blev dog fanget og faren tvang ham derefter til at overvære vennens henrettelse for at hærde ham og statuere et eksempel...
Fredrik den store, eller Alter Fritz, som han også kaldes, blev gift med Elisabeth Christine af Brunswick-Bevern i 1733, men var ikke meget for ægteskabet, som var hans fars ide, og da faderen døde, blev hun placeret på et slot i Berlin og de havde derefter ikke meget med hinanden at gøre. En af Frederik den stores gode venner var Voltaire og der går rygter om at de havde et seksuelt forhold til hinanden, men rygterne siger også, at Fredrik var aseksuel og hverken interesseret i kvinder eller mænd. Der går da heller ingen historier om elskerinder. I hvert fald fik han ingen børn og hans nevø efterfulgte ham på tronen.
Slottet er egentlig ret lille og ikke særlig prangende. Det ligger som her ses på toppen af en høj og nedenfor er der terasser med vin- og figentræer. Det er mere parken, som er prangende og overdrevet.
Vi ville egentlig gerne have set slottet indefra, men det kostede 8 euro (og det var endda med studenterrabat). I stedet så vi 'Damefløjen', som var ok, men det virkede mest som om de havde sat de møbler de ellers ikke kunne finde plads til eller ikke var fine nok til at være andre steder derind og det var i det hele taget lidt underligt, men sjovt nok at se.

Selve Potsdam er en ret lille idyllisk by, omgivet af søer og kanaler. Dog har Potsdam, som alle andre steder i Tyskland, også lidt med 2. verdenskrig at gøre. I 1945 blev fra 17. juli til 2. august afholdt 'Potsdam Konference', hvor Stalin, Truman og Churchill mødtes som sejrherrer af 2. verdenskrig og aftalte hvilken politik der skulle føres under besættelsen og genopbygningen af Tyskland.

Strandbad Wannsee
Efter spadsergangen i slotsparken gik turen til Wannsee, som er en sø i nærheden, hvor man kan bade. Strandbad Wannsee er en vaskeægte badeanstalt, som lige har haft 100 års jubilæum. Ingen af os havde været der før og det var overraskende lækkert - og meget tysk. F.eks. havde de et højtaleranlæg, hvorfra der blev råbt advarsler til folk, der ikke opførte sig ordentligt. F.eks. blev der på et tidspunkt råbt til en som åbenbart gjorde noget der ikke var tilladt: "Es ist nicht erstattet, das heißt: Es ist verboten!" Ellers var det skønt og FKK (Freie KörperKultur) folkene havde også deres egen del af stranden, hvor de rendte rundt i bar røv. I det hele taget perfekt søndag med masser af hygge, sjov, mad og is:-)
Også Wannsee var en brik i 2. verdenskrig. I en villa som ligger ved søen mødtes Nazispidserne i 1942 og forsøgte at planlægge, hvordan de definitivt kunne udrydde jøderne. Det er skræmmende at tænke på, hvor gennemsyret alt i Tyskland er af den krig. Den er allestedsnærværende og jeg begynder at forstå, hvorfor tyskerne stadig slæber rundt på deres kollektive dårlige samvittighed.

Livet i Bundestag
Det går stadig godt i Bundestag, selvom jeg er ved at være lidt træt af at prostituere mig selv til konservative politikere.
Mathias skal giftes om to uger. Vi snakkede om det og jeg sagde, at jeg ikke var meget for det der kirkeshow og i hvert fald ikke selv skal giftes i en kirke. Det er jo ikke så taktisk smart, når man er i praktik hos et parti som hedder "Christlich Demokratische Union Deutschlands", men de har for længst luret at jeg ikke er på samme hold som Schröder og jeg tror faktisk heller ikke at Heike, Christian og Mathias er så forfærdelig konservative.

2007-05-14T17:02:00.000-04:00

Stasi-fængsel og gadeteater

Lea har været på besøg i weekenden. Det var super hyggeligt. Søndag formiddag var vi ude og se det tidligere Stasi-fængsel, som ligger ude østpå i bydelen Lichtenberg. Kl. 9.30 var der en dansk rundvisning og da Lea samtidig er A-menneske, tog vi den. Derfor stod vi op kl. 8 søndag morgen. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg er stået så tidligt op en søndag... Heldigvis var det godt vejr, så vi tog cyklerne derud og cyklede fornøjede gennem solskinnet og de mange firkantede DDR-boligblokke, som af tyskerne bliver kaldt 'Plattenbau' og står på rad og række derudaf. Det er ret trøstesløst.
I Stasi-fængslet ventede os en rigtig sød guide, han kunne dansk fordi han er helt vild med Danmark og havde derfor lært sig selv det. Han mente, at han havde været i Danmark mere end 500 gange, men da han af gode grunde først har kunne rejse fra november 1989, skal han godt nok have været afsted ofte. Han var helt vild med dansk kultur, henviste flere gange til Olsen Banden og hvor søde han synes danskere er.
Alle rundviserne derude er tidligere fanger og det giver det unægtelig en anden form for intencitet end normalt. Vores rundviser havde siddet der tre gange i alt 17 måneder. Han sagde ikke for hvad, men det har helt sikkert været politisk.
Jeg synes det er svært at forstå, at der i Europa har været et diktatur helt op til 1989. Når han står der og fortæller om alle de grufulde ting, de som fanger blev udsat for, er det svært at fatte. En proces i en retssal med en forsvarsadvokat var selvfølgelig utænkelig, man vidste nogle gange ikke, hvorfor man var blevet hentet af Stasi og aldrig, hvor længe man skulle være spærret inde. I Hohenschönhausen, som fængslet hedder, havde fangerne aldrig øjenkontakt med nogen. Systemet var indrette sådan at fangerne aldrig så hinanden. Vores guides længste afhøring havde varet 26 timer, hvor man skulle sidde på en taburet, med hænderne under lårene. Scenen i 'Das Leben der Anderen', hvor Stasi gemmer det stykke stof den afhørte har siddet på, er ikke fantasi. Stasi samlede kropslugt fra hver enkelt fange og konserverede det, så hunde kunne lugte til det, hvis en fange skulle stikke af. Det er der dog aldrig nogen der har gjort fra Hohenschönhausen, for som han sagde: "Hvor skulle man flygte hen i DDR?". På billedet står han foran en såkaldt "Stasi-taxi". De var malet som fiskevogne og blev brugt til at hente mistænkte i. Dog opstod der problemer, fordi fiskehandlerne i området begyndte at undre sig over de mange fisketransporter, når deres egne butikker havde været lukkede i flere måneder pga. leveringsproblemer - så blev bilerne malet om til brødbiler...

Det mest slående ved vores guide var, at han ikke var bitter eller hævngerrig. Han fortalte om en læge, som havde indrettet en gummicelle i kælderen, hvor folk blev tortureret til de bogstavelig talt blev sindssyge. En af de andre sagde, at lægen selv skulle prøve det, men til det svarede vores guide: "Nej, det er der ingen der skal udsættes for".
Fascinerende var også, at man kan spærre mennesker inde, gøre livet så surt som muligt for dem og prøve at nedbryde dem, men alligevel finder de en måde at bevare håbet. Fangerne udviklede et bankesystem, hvor et bank betød A, to bank betød B osv. Om aftenen genlød fængslet af banken og selvom vagterne prøvede at følge med og skrive ned, hvad der blev kommunikeret, lykkedes det sjældent, fordi de var blevet for hurtige til det. I det hele taget et super spændende besøg!

Gadeteater
Noget helt andet vi så, var gadeteater i en parallegade til vores. Fra 21.30 til 23.30 spillede i weekenden en teatergruppe ni små scener, hvor de brugte gaden, butikker, lejligheder osv., som en del af kulisserne.
Det var vildt fedt og meget flot lavet. Der var ingen tale, al dialog og fortælling, blev projiceret op på bagvægge, mure osv. Hver historie varede ca. 10 min. og de startede og sluttede alle på samme tid, hvorefter man så kunne finde en ny at se. Ofte lagde vi kun mærke til at der var en scene, fordi der stod nogle andre og kiggede. En af historierne foregik f.eks. på en altan i 1. sals højde. Det var en super fed måde at bruge byrummet på og bringe teatret ud til folket.

2007-05-09T18:57:00.000-04:00

1. maj og tysk familiepolitik

1. maj er fridag i Tyskland og Berlin har ry for at være præget af store demonstrationer og gadekampe mod politiet. Vi skulle selvfølgelig se, hvordan berlinerne fejrer dagen og tog derfor del i festlighederne i kvarteret omkring Oranienstraße, som er lige i nærheden af, hvor Mads og jeg bor. Fem gader var spærret af og det bar meget mere præg af folke-/gadefest end i København, hvor 1. maj i Fælledparken er blevet en minifestival uden visioner.
Over det hele var små scener med alt fra hip hop til heavy musik og den lokale ungdomsklub havde også en scene, hvor de batlede mod/med hinanden i en eller anden form for dans, som mest kan beskrives, som en blanding mellem breakdance og electric boogie. Alle tyrkerne havde selvfølgelig også deres område, hvor luften var tyk af røg fra griller med kød der brændte på og her blev også danset - dog i en lidt anden stilart. Stemningen var super fed og der var vildt mange mennesker, så vi blev til sidst trætte af at gå rundt og slog os ned i solen med et par øl. Skøn fridag!
Om aftenen var det vist gået lidt vildt for sig mellem demonstranter og politi, men ifølge 'Berliner Morgenpost', slet ikke så slemt som normalt, hvor ca. 600 demonstranter bliver anholdt og også mange politifolk kommer til skade.

Debatten om familiepolitik
I Tyskland har der de sidste måneder været gang i en ret stor debat om familiepolitik. Tyskerne er dem i Europa, som får færrest børn, og da de har nogenlunde samme demografi som os, får de et kæmpe problem i fremtiden med alt for mange gamle og alt for få til at arbejde. Den konservative familieminister, Ursula von der Leyen, har sat problemet på dagsordenen, ved at fremsætte et forslag, der blandt andet skaber mange flere pasningsmuligheder til børnene og det har rejst et ramaskrig. Problemet er nemlig, at holdningen blandt mange tyskere er, at man er en dårlig mor, hvis ikke man går hjemme med sine børn i hvert de tre første leveår. Det betyder, at rigtig mange kvinder vælger familie eller karriere. Flere og flere er begyndt at vælge det sidste og det er der problemet ligger. De unge tyske kvinder gider simpelthen ikke få børn. Nogle steder i Tyskland er der kun børnehavepladser til hvert 8. barn og med vuggestuer ser det endnu værre ud.
Selvom Mathias og Christian (de videnskabelige medarbejdere hos Schröder) er rimelig fremadsynede og fornuftige at høre på, var de ved at dø, da jeg sagde at jeg kom i vuggestue da jeg var 3 mdr. Selvom jeg ikke mener jeg har lidt nogen nød af den grund, var de overbevist om, at det måtte jeg have gjort og at man aldrig kan vide, hvilke omsorgssvigt jeg lider af pga. det. Helt ærligt, så er der sgu rimelig langt igen, når to mænd i starten af trediverne i fuld alvor siger sådan noget!
Ursula von der Leyen, er faktisk ret sej og nyder også stor respekt blandt selv de stokkonservative, på trods af hendes progressive politikforslag. Hun er selv mor til syv, har i syv år læst økonomi og derefter læst syv år medicin og er Dr. med. Så hun ved, hvad hun snakker om mht. til at forene børn og karriere...

Jeg fik også i denne uge en skøn borgerhenvendelse om emnet. En kvinde harselerede mod kejsersnit, som hun mente resulterede i at moderen ikke kan amme, så barnet skal have modermælkserstatning og skrev blandt andet: "Det døde kopulver gør børn dobbelt så syge gennem livet og betydeligt dummere. Der findes ingen effektivere forebyggelse og reducering af omkostningerne i sundhedssystemet, end konsekvent, kompetent pleje fra moderen de første tre leveår".
Så kunne jeg så prøve at formulere et mere eller mindre begavet svar på det, uden at fornærme hende. Hun fik en ordentlig smøre om Schröders prioriteringer på familieområdet, som forhåbentlig lukker munden på hende.

2007-04-30T12:55:00.000-04:00

Björk er tilbage!

Jeg har haft fri i dag og tjekkede i morges min mail og hvad lå der i indbakken? Hele Björks nye album. Martin, Mads' ven, som skriver en musikblog, havde fået fingre i det og sendt det til mig. Fedt, fedt, fedt. Albummet blev ved et tilfælde offentliggjort på iTunes ved midnat d. 23 . April og lå til download i seks timer, før det blev opdaget, men jeg fik desværre ikke fat i det ved den lejlighed. Det udkommer først i Tyskland på fredag og i Danmark på mandag om en uge. Jeg havde det som et lille barn der har sparet op til noget i rigtig lang tid og gået og kigget på det i butiksvinduet og så kommer den seje onkel lige pludselig med det i gave. YEAH! Jeg havde allerede overvejet om jeg kunne nå over og købe det i min frokostpause på fredag.
Skal selvfølgelig alligevel have det rigtige album - man er vel ikke fan for ingenting...

Albummet hedder 'Volta' og jeg kan kun sige at det er rigtig godt! Det er ikke så stille og drømmeagtigt som 'Vespertine', men heller ikke så elektro som 'Debut' og 'Homogenic'. Hun strør stadig strygere ud over sangene med gavmild hånd hvilket jeg elsker og så er hendes stemme jo som altid fantastisk. Der er et fedt drive og en god energi på albummet og på en måde en mere legesyg stemning over det end tidligere. Nogle af melodierne leder tankerne hen mod skolegård og gang i den.
Björk har på hendes to sidste albums været på syretrip eller noget lignende. Først udsendte hun Medullá, som var et á Capella album. Det var ok, men slet ikke på hendes vanlige niveau. Derefter udsendte hun et soundtrack til hendes mands kunstudstilling. Det var virkelig syret. Jeg prøvede at give det en chance, men tror kun jeg har hørt den tre gange. Men nu er Björk tilbage i sporet og gud hvor er det godt! Hun siger selv om albummet:

"But with this one, it was different because I knew more emotionally what I wanted. And because I'd done two or three projects in a row that were quite serious, maybe I just needed to get that out of my system or something. So all I wanted to do for this album was just to have fun and do something that was full-bodied and really up".

Hvis 'Volta' er produktet, når hun bare vil have sjov og det hele ikke skal være så seriøst, så synes jeg bare, at hun skal fortsætte med det sjove og glemme det seriøse. Hun bliver ved med at være nyskabende og jeg overraskes af hendes kreativitet. Denne gang har Hip Hop produceren 'Timbaland' været med til at producere tre numre. Man kan godt høre hans inspiration, samtidig med at hun holder fast i sin egen stil. Jeg glæder mig helt vildt til at se hende på Roskilde. Den koncert hun gav i 2003 er den bedste koncert jeg nogensinde har set og med dette nye album kan det kun blive godt.
Jeg skulle på uni i dag og hente 'Scheins' og aflevere mit Hausarbeit om Bydelsmødrende (der ligger SÅ meget arbejde i de 32 sider!). Nå, men cykelturen derud på en time var jo kærkommen, når jeg var i besiddelse af 55 minutter og 34 sekunder med dugfrisk Björkmusik, så numrene blev fluks brændt ned på en CD og så var det ellers afsted med høretelefoner på og min old school discman i tasken.
Björks musik er efter min mening sådan noget man kan høre til hudløshed og hele tiden opdage nye detaljer. Indtil videre er mine tre yndlingsnumre disse. Download roligt - men husk at købe albummet når det kommer, hvis I kan lide hvad I hører.

Björk - Earth Intruders

Björk - Wanderlust

Björk - Hope

Parlamentarismens glæder
Som jeg skrev i sidste post, skulle jeg torsdag ind og se debat i Plenarsalen. Her blev min respekt for den tyske parlamentarisme lidt genopbygget. Jeg havde slvfølgelig valgt en debat om mit yndlingsemne Integration. Det begyndte med at indenrigsministeren Wolfgang Schäuble kom ind i sin rullestol (han blev skudt ved et attentat i 1990 og er lam fra livet og ned) og læste et nyt lovforslag op. Så var der debat i 1½ time, hvor politikere fra alle partier var repræsenteret og til sidst stemte de. Det var meget seriøst og debatten var god. Desværre måtte man ikke komme med tilråb med tilskuerpladserne. Jeg fik ellers en enorm lyst, da en eller anden klaphat fra CSU (den meget konservative fraktion) argumenterede med at de indvandrere, som ikke lærte tysk bare var dovne og at staten gjorde alt for meget for at understøtte dem i forvejen. Jeg blev sgu så indigneret.
Ellers har praktikken budt på opgaver som: "Iben, Hr. Schröder skal til et jubilæum hos en CDU-mand, som har været borgmester i Tangstedt kommune i 25 år. Kan du ikke skrive hans tale?" Tjo sagde jeg og så var det ellers bare i gang med at researche på hvem manden var, hvor Tangstedt overhovedet ligger og hvad der sker i byen. Hurra for internettet! Syret at skrive en tale til en person, som har været borgmester lige så længe, som jeg selv har levet. Nå, men jeg fik strikket noget sammen og gav det til Mathias, som skrev det lidt om, fordi jeg jo ikke kan skrive i det der super formelle tyske, men han brugte næsten alt mit indhold, så det var fedt!

2007-04-25T17:33:00.001-04:00

Livet i Bundestag

Så er det politiske liv for alvor begyndt i Bundestag, hvor der denne uge er 'Sitzungswoche'. Dvs. udvalgsmøder, fraktionsmøder, debatter i salen osv. Jeg var til 'Fraktionssitzung' i går, hvor jeg stod lige bag Merkel da vi skulle ind. Hun så meget sød og glad ud. Så ja, man kan mærke magtens vingesus og som Anne Kathrine, min studieveninde, som var på besøg i weekenden sagde, da hun blev spurgt om, hvad vi læser: "Det hedder Forvaltning, og det er jo forvaltning af magt". Sådan! Det siger jeg fra nu af, hver gang der er nogle som spørger, hvad det egentlig er jeg beskæftiger mig med. Forvaltning af magt lyder 1.000 gange sejere end Offentlig Administration.

I går var jeg med til arbejdsgruppemøde i 'Haushaltsausschuss'. Det er det udvalg, som står for alle financerne og beslutter, hvad regeringen får at rutte med osv. Så altså et ret vigtigt udvalg, som også er det største. Arbejdsgruppen er kun CDU/CSU fraktionen, som mødes og snakker om hvad deres holdninger er osv. Mødet begyndte kl. 9. Jeg var virkelig overrasket over, hvor mange der kom for sent, spiste under mødet, åbenlyst læste sportssektionen i avisen, snakkede med sidemanden, snakkede i munden på den der havde ordet, tog mobiltelefonen når den ringede osv. I det hele taget var der meget lidt koncentration fra forholdsvis mange af gruppens medlemmer. I dag var jeg så til det rigtige Udvalgsmøde, hvor politikere fra alle partierne er repræsenteret. Det var lidt bedre, men der var stadig meget snak og vandren ud og ind under debatten osv. Jeg må sige at jeg er overrasket over, hvor dårlig deres debatkultur er.
I morgen skal jeg til to timers debat om migration i Plenarsalen, (som er den rigtige store sal, men den store grå ørn i baggrunden, som ser skidesur ud...). Det bliver sjovt at se, hvordan tingene så foregår der.

Min politiker Hr. Schröder er ok flink, men MEGET politikeragtig og har en ret stor distance. Jeg tror han er sådan en type, der ser folk an. Det virker i hvert fald sådan. Han er ikke særlig meget på kontoret og når han endelig er der, har han rigtig travlt. Jeg synes faktisk, at han var en af dem i udvalget, der virkede som om han faktisk tog sit hverv som politiker seriøst.

Det er rigtig spændende og sjovt at opleve og super fedt at se, hvordan politik faktisk bliver til. Jeg er dog helt bombet i hovedet når jeg får fri af en hel dag fra 9 til senest 18 med tysk. Jeg skal stadig koncentrere mig for at snakke ordentligt tysk; huske ordenes køn og hvilket kasus jeg snakker i og jeg kan godt mærke, at om eftermiddagen bliver mit tyske lidt mere rodet. Men fred være med det - jeg sørger for at lave de seriøse opkald jeg skal om formiddagen:-)

Mads' Fødselsdag
I mandags havde den kære Mads fødselsdag. Jeg vækkede ham med nybagte boller og gaver og et tysk flag, som jeg havde støvet op i en turistbutik. Om eftermiddagen mødtes vi til champagne i Tiergarten. Det var super hyggeligt og vi spiste pizza ved søen i Tiergarten og drak nogle kæmpe øl og cyklede derefter afsted i forårsaftenen til Feist koncert. Lille kvinde med stor guitar og endnu større stemme. Jeg synes koncerten var vildt god, Mads var lidt mere skeptisk. Jeg savnede dog også nogle af de gamle numre. Koncerten foregik i et teater og jeg synes det var lidt underligt at sidde ned til en koncert fordi man ikke kan danse, men Mads mente det passede til hans nye alder;-D

Her kommer, til dem som lyster, mine to yndlings Feist sange, som hun desværre ikke spillede. Dog kom Mocky på scenen og sang duet med hende og det var også ret fedt!
Feist - One evening.mp3
Feist - Inside & out.mp3

2007-04-16T17:55:00.001-04:00

Første uge i Bundestag

Første uge i Bundestag har budt på mange overraskelser og nye oplevelser.
Jeg har ikke mødt 'min' politiker endnu, da han er hjemme i sin valgkreds, men snakket i telefon med ham. Han lød ganske flink. I hans 'Büro' er ansat en sekretær; Heike og to videnskabelige medarbejdere; Christian og Mathias. Heike er enormt sød, lidt moderlig, lidt venindeagtig, inddrager mig meget og sørger for mig, brokker sig over Hr. Schröder, de irriterende medarbejdere på gangen og griner og snakker meget. Det er sjovt pludselig at være på en rigtig arbejdsplads med alliancer, stridigheder, fraktioner, finurligheder osv.
Heike havde allerede første dag meldt mig til 'Fraktionssitzung' i næste uge, fordi hun tænkte jeg ville synes det er spændende. Næste uge kommer Hr. Dr. Schröder også. Det fungerer på den måde at nogle uger er 'Sitzungswochen' (ca. to om måneden), dvs. at der er debatter og afstemninger i parlamentet, som politikerne skal deltage i og så er der 'ikke-Sitzungswochen', hvor de kan tage hjem og pleje deres valgkredse. Jeg er overrasket over meget arbejde der foregår i valgkredsen.
Christian og Mathias er også rigtig flinke, men kører lidt mere deres eget show. Det fede er, at de bruger mig rigtigt til reelle og relevante opgaver. Jeg havde faktisk troet, at der ville være mere praktikantslave over det, men det er meget begrænset indtil videre. Jeg er blevet sat på opgaven at researche til noget de gerne vil skrive om hensigtsmæssigheden i at grundlovsbestemme en grænse for, hvor stor statens gæld må være. Christian sagde at jeg også kunne skrive noget af det, hvis jeg havde lyst. Det virker som de er fuldstændig ligeglade med, at jeg ikke snakker perfekt tysk og jeg kan i hvert fald ikke skrive i det der formelle tyske, men det gør åbenbart ikke noget. Det er fedt.
Faktisk er jeg meget overrasket over, hvor afslappet stemingen er. De siger allesammen, at det er noget helt andet, når der er Sitzungswoche, fordi alle politikerne er der og der er meget mere run på. Lige nu er der også tid til, at jeg kan surfe rundt på Bundestags hjemmeside, lære de forskellige institutioner, råd, udvalg osv. at kende og så var jeg på biblioteket forleden til en rundvisning. Bundestag har Europas største, og verdens tredjestørste, parlamentsbibliotek og det er ret fedt lavet. Det er rundt og ligger lige ud til Spree med blik over til Bundestag på den anden side af vandet. Fedt sted at læse, bare ærgerligt at man skal have Bundestagsadgangskort for at komme ind.

Dog skinner tyskernes regelrette sind også igennem. F.eks. da jeg første dag 'kun' havde mit pas, og ikke min Anmeldebestätigung, som er en slags bekræftelse fra den tyske pendant til Folkeregistret, med. Derfor kunne jeg ikke få lavet det rigtige adgangskort, fordi den emsige vagt altså skulle se den Anmeldebestätigung. Som dansker er man jo vant til at man bare siger sit Cpr. Nr. og så kører tingene, men det foregår altså lidt anderledes hernede.

Alt i alt er det dog meget få regelrette systemets mænd/ kvinder jeg har mødt. De fleste er enormt søde, synes det er spændende at jeg kommer fra Danmark og spørger hvordan jeg dog kom på ideen at tage en praktik i Bundestag. Det virker som om de synes det er helt skørt at en udlænding gider det. Jeg synes til gengæld det er vildt fedt, at de gider have mig, selvom jeg ikke er tysker. Så den står vist 1-1 lige nu.

Stadtteilmütter-Theater
I går viste bydelsmødrene deres teater. Anne, Mads og tog over og så det og helt i tråd med projektet foregik det på tyrkisk... Tja, det havde vi jo ikke lige regnet med. Heldigvis forklarede de efter hver scene, hvad der var sket. Det var helt enormt underholdende og ret godt. Specielt manderollerne og svigermoderen var enormt gode. Alle mændende var nogle usympatiske dovne skiderikker og Swiegermutti var emsig og sur hele tiden. De havde skrevet det hele selv. Det var meget selvbiografisk og handlede om en ung pige som kom fra den anatolske højslette til Berlin, ikke kunne et ord tysk, skulle bo hjemme hos svigermor og svigerfar og manden var doven og sad hele tiden og så fjernsyn. Det mindede på mange måder om en skolekomedie, men faktum at det var skrevet og blev spillet af tyrkiske kvinder, som har været hjemmegående husmødre, og at flere af dem aldrig har set et rigtigt teaterstykke gav det sgu et tvist. Jeg har dyb respekt for dem og synes de er vildt seje. Det strålede langt ud af dem, hvor meget de havde hygget sig med at lave det og det var vildt fedt at se. Vi var flere steder flade af grin. Desværre er billederne blevet ret dårlige, men forestil jer en tyrkisk kvinde, klædt ud som mand med overskæg, joggingbukser og en omvendt kasket hvorpå der står 'Deutschland', som sidder ubarberet og ser fodbold og råber opmuntrende tilråb til spillerne i fjernsynet. Så er billedet der. De var fandme gode!

2007-04-09T15:17:00.001-04:00

Knutomanie, færdig med skolen og påskefrokost

Som nogen måske har bemærket er der født en isbjørn i Berlins Zoo, hvis mor ikke ville kendes ved den og derfor synes nogle dyreaktivister at den skulle aflives. Det blev den ikke kan jeg oplyse... Knut hedder den lille søde isbjørnebasse, som nu i noget der føles som meget lang tid har fyldt de fleste medier i Tyskland dagligt. De berlinske aviser når nye højder når de beretter om Knut; 'Knut geht es gut', Alles wird Knut' og 'Happy Bärsday' er bare nogle enkelte eksempler på de litterære højdepunkter. Også forsiden af Vanity Fairs Tysklandsudgave bliver prydet af Knut og selv i udstillinger i butiksvinduer bliver lille Knut brugt som lokkemiddel. Den er da også sød, men helt ærligt - det er en isbjørn for faen! Jeg får lyst til at sige ting som: 'Hvad med alle dem som hver dag dør i Irak, eller Dafur, eller Kina, som skider højt og flot på miljøet i deres industrikapløb med sig selv - så kan det være, at der i fremtiden slet ikke kan leve isbjørne på jorden pga. global opvarmning', men lader være af frygt for at lyde som en gammel hippie og nedkalde mig Knutelskernes vrede. Og ja den er sød, og ja, det ville være synd at aflive den, men det er altså bare en isbjørn!

Færdig med skolen - i hvert fald den tyske
Jeg er lige blevet færdig med mit sidste Hausarbeit. Det er kommet til at fylde 32 sider. Det var meningen det skulle fylde 20, men min søde Professorin Frau Berghahn har sagt det er ok, fordi jeg har lavet de to interviews - heldigvis. Det ville have været surt at skulle skære 12 sider fra... De næste fem måneder er så uden skolegang og opgaveskrivning wuhuuuu! Det er fedt. I morgen starter praktikken hos Hr. Dr. Schröder og jeg er begyndt at blive lidt spændt, men håber bare han er flink og ikke kvæler mig, hvis jeg kommer til at sige 'du' til ham.

Påskefrokost
I lørdags gentog vi sucessen med at holde dansk festivitas, denne gang påskefrokost. Min veninde Ida var på besøg og havde sørget for flere danske specialiteter. Der blev dækket op med gul dug, hvide sild, karry sild, rødbedesild (jysk specialitet), æggesalat, kogte æg, rugbrød og ikke mindst snaps og så kom der 25 glade folk og spiste og drak og dansede til vi ikke kunne stå mere. Det var en fantastisk og skide sjov fest og vi gør i hvert fald vores for at nedbryde Danmarks image som koldt, lukket og indvandrerfjendsk. Fik idag en mail fra spanske Carlos, der skrev at han synes det havde været en rigtig hyggelig og sjov aften og at han nu havde mere inspiration til at sige positive ting om nordboerne - måske havde han bare fået for meget snaps;-) Sjovt var det i hvert fald!

2007-04-01T07:26:00.000-04:00

We are the people who's come here to play

Jeg kom hjem til Berlin mandag aften efter en rigtig hyggelig og sjov uge i Danmark. Er begyndt at glæde mig lidt til at flytte tilbage, fordi det bliver rart at komme hjem til venner og familie, men jeg befinder mig også virkelig godt hernede. Den sorgløse og løsslupne stemning, som er i Berlin, er helt fantastisk. Alting er ikke så alvorligt og stemningen af at man skal have et formål med alt, hvad man gør, som nogen gange kan være derhjemme, er ikke her. Hernede er det tilladt ikke at være total målrettet og køre 120 Km i timen hele tiden. Folk tager ikke sig selv så højtideligt og det er helt ok at sidde i fem timer på en café uden noget bestemt formål, men bare fordi man synes det er rart. Det har selvfølgelig noget at gøre med at berlinerne er meget fattigere end danskerne og derfor ikke tager tingene så alvorligt fordi de ikke er så etablerede i dyre ejerlejligheder osv., men stemningen af at det er ok at knalde ud, have dreadlocks og bo i et mærkeligt bofællesskab når man er 40 eller gå i byen til klokken syv om morgenen og sove til klokken fire om eftermiddagen hver weekend eller hvad man nu skulle have lyst til hersker og det er enormt befriende. Jeg tror det er derfor så mange bliver lidt afhængige af byen. Det er simpelthen et åndehul, hvor der er plads til næsten alt. Denne sang fra 'The Knife' minder mig om Berlin og stemningen i byen.

The Knife - You Take My Breath Away.mp3

I tirsdags løb anden filmklub sekvens af stablen. Vi så 'Sophie Scholl', som handler om et ungt søskendepar, der uddeler antinazistiske løbesedler under 2. verdenskrig, bliver anholdt osv. Den var rigtig god og kan klart anbefales. Tankevækkende er det at der også i denne film, ligesom i 'Das Leben der Anderen' er en systemets mand, som viser sig at være lidt sympatisk. Det har i begge tilfælde udløst store diskussioner i Tyskland, fordi mange mener at det er forkert at vise at der i hhv. det nazistiske Tyskland som DDR, var mennesker i systemet, som havde medfølelse og ikke bare var onde dyr. Jeg tror, det har noget at gøre med, at tyskerne har brug for at distancere sig fra det og alle de grufulde ting, som skete under de to styrer og sige, at det var ondskabsfulde mennesker, som ikke kunne tænke selv, men var indoktrineret af Hitler/DDR toppen og ikke var rigtige mennesker, som udførte handlingerne. Jeg synes dog til gengæld, at det lige præcis er pointen: At de her systemer er skabt af mennesker og kan skabes igen, hvis ikke vi husker hvad der skete, hvordan de opstod osv. Ved at distancere sig fuldstændig fra det, glemmer man jo, at det var noget menneskeskabt og det tror jeg er farligt. Men hvor får jeg tit ondt af tyskerne og den kæmpe kollektive skyldfølelse de slæber rundt på.

Onsdag kom Mads hjem. Det var rigtig dejligt at se ham! Vi var til sjov fødselsdagsfest i går og nu tror jeg at jeg vil prøve at få liv i min jet lags- og tømmermandsramte mand og lokke ham med ud og nyde det skønne forårsvejr. God 1. april til alle og lad være med at lave for onde aprilsnare mod hinanden!

2007-03-22T06:50:00.000-04:00

It's cool to love your family!

Det gør jeg i hvert fald i disse dage, hvor jeg sover i arm med Freja, får renset tænder af Kleo (som gerne vil være tandlæge...), drikker kaffe med Mutti og får lækker mad af Beda. Det er rigtig dejligt at være hjemme og jeg nyder godt af familiehyggen og det fyldte køleskab:-)
Denne skønne sang fra Feist kunne godt være min temamelodi:

Feist - Its Cool To Love Your Family.mp3

Jeg står op med de andre om morgenen og skriver opgave mens de er på arbejde/i skole. Kleo fakede dog lidt sygdom i går, men der gik ikke mange timer før hun ville spille spil og alt muligt, så det var vist mest bare fordi det var hyggeligt at der var en herhjemme. Nu er jeg i gang med at transskribere mit sidste interview, men hold kæft hvor er det kedeligt!

I eftermiddag går turen til København og vennebesøg. Det er sidste gang før jeg flytter tilbage. Det er mærkeligt at tænke på at der kun er tre måneder endnu i Berlin. Jeg fik en mail fra min politiker i går, hvor der stod at jeg skal være der fra kl. 9 til 18 hver dag - velkommen til arbejdslivet og farvel til det søde studenterliv - i hvert fald i to måneder. Det bliver spændende.

2007-03-18T19:27:00.000-04:00

Seje indvandrerkvinder, mærkelige tyskertraditioner og skønne Berlin

Mit interview med bydelsmødrene i fredags gik godt. Det var fandme nogle kvinder med power. De fleste af dem har været hjemmegående husmødre altid og nu har de åbnet café, formidler deres viden til andre kvinder, spiller teater osv. De var vildt søde og sagde mange spændende ting. Jeg er imponeret af, hvor meget de har fået stablet på benene!

Så røg jeg alligevel i weekenden ind og så en synkroniseret film, selvom jeg lige har afskrevet konceptet fuldstændig. Jeg var fredag med Anne og hendes tyske Mitbewohnerin inde og se 'Efter Brylluppet' eller jeg skulle måske hellere sige 'Nach der Hochzeit'. Jep Mads Mikkelsen og hele banden på tysk. Det underlige ved synkroniseringskonceptet er at det ikke er konsekvent. De scener som foregår i Indien er ikke synkroniseret. Det er den rigtig tale med tyske undertekster. Jeg forstå det stadig ikke og ville til hver en tid vælge at se film i originaludgave. Man abstraherer dog rimelig hurtigt fra at de taler tysk, men lydsporet er lidt fattigt på en måde. Det er som om at nogle af lydeffekterne også forsvinder. Dog var det underholdende, selvom jeg ikke synes filmen var specielt fantastisk.
Bagefter tog vi til fest hos en af Annes veninder, som arbejder for Olafur Eliasson. Derfor var der en masse skøre kunstnertyper. Det var en vildt sjov fest og jeg kom først i seng halv syv. Det pissede ned da jeg cyklede hjem, men det var blevet lyst og når man cykler hjem i den gryende morgen med fuglesang, så ved man at det snart bliver forår, selvom det lige nu river og rusker som på en klassisk efterårsdag. Så vinter: Selvom du med dine sidste krampetrækninger forsøger at vise dig som en ægte vinter, så har du forspildt din chance. Det er for sent og foråret venter lige om hjørnet på at gøre det af med dig!

I går var vi på 'Weinerei', som er et rigtig hyggeligt sted i Prenzlauer Berg med et helt genialt koncept. Man betaler 1 euro for at få et glas og så er der ellers tag-selv-bord af vin. Der er en masse forskellige flasker, så man kan prøve sig frem og finde ud af hvad man bedst kan lide. Når man går, vælger man selv, hvor meget man vil betale. Tror egentlig stedet kører meget godt. Der er i hvert altid propfyldt. Jeg var der bl.a. med Nick, som er 20 år og ret lille og tynd. Da vi stod i baren og skulle have det første glas spørger en af indehaverne så hvor gamle vi er... om vi er gamle nok til at købe alkohol? Tja, medmindre aldersgrænsen er 26 så jo. Det er meget længe siden jeg er blevet spurgt om det og jeg er faktisk blevet så gammel at det næsten er et kompliment... men også kun næsten. Han prøvede at redde den ved at spørge hvordan vi holdt os så godt.

I dag var vi 10 som spiste brunch sammen. Super hyggeligt og super lækkert - og billigt. Jeg fik brunch og en kop kaffe for 6,50 euro. Det er 48,50 kr. Jeg kommer til at få et kæmpe chok når jeg kommer tilbage til Danmark.

Til Danmark skal jeg faktisk i morgen, hvor turen går hjem til Mutti, søstrene, min onde stedfar, fætters konfirmation og venindebesøg. Det bliver hyggeligt:-)

2007-03-14T18:46:00.000-04:00

Når katten er ude leger musene på bordet...

Mads tog i fredags til USA i næsten tre uger. Det vil sige frit slag på næsten alle hylder, ingen brugte boxershorts, som ligger på gulvet og flyder eller skåle som står med indtørret havregryn, fordi de ikke er blevet skyllet af... Yeah!
Kun mit eget rod - eller mangel på samme, som (måske;-)) også på et eller andet tidspunkt bliver trivielt...

Weekenden gik med fest, tømmermænd, udflugt til vietnamesisk marked og is og kaffe i solen.
I går var det 17 grader og næsten hel sommeragtigt. Det er virkelig fedt, men også lidt demotiverende for opgaveskrivningen. Vi har dog lavet en god rutine på uni med at holde kaffepauser i solen. Det hjælper.

Hausarbeit
Jeg er godt i gang med mit næste Hausarbeit og var i går ude og interviewe lederen af et integrationsprojekt som hedder 'Stadtteilmutter'. Det er et virkelig spændende projekt, som funktionerer på den måde, at indvandrerkvinder bliver uddannet til såkaldte bydelsmødre. Det tager seks måneder, hvor de lærer alt om det tyske skolesystem, ernæring, hvor meget fjernsyn det er godt for børn at se, hvorfor det er vigtigt at børnene kommer i vuggestue/børnehave osv. Derefter tager de på hjemmebesøg hos indvandrerkvinderne i deres kvarter og videreformidler over ti besøg deres viden. Det smarte er, at bydelsmødrene kan tale modersmålet og derfor når ud til langt flere kvinder, end en klassisk velmenende socialarbejder ville gøre. Bydelsmødrene er ofte kvinder, som gerne vil arbejde, men enten ikke kan tilstrækkeligt tysk, ikke har en ordentlig uddannelse, ikke kan få job fordi de går med tørklæde el.lign. De får løn for arbejdet og får dermed også en helt anden værdi i deres børns, mands og lokalsamfunds øjne, fordi de er indvandrerkvinder, som opnår noget og sætter gang i nogle ting. Min vinkel er, om projektet formår at 'empower' indvandrerkvinderne. Dvs. gøre dem i stand til at tage kontrol over deres eget liv og komme ud af følelsen af utilstrækkelighed/hjælpeløshed.
Lederen var virkelig venlig og fortalte rigtig mange spændende ting jeg kan bruge. Interviewet varede 40 minutter og jeg har transskriberet det hele i dag. Hun snakker tysk med lidt ungarsk accent, det var dog ikke så svært at transskribere, det har bare taget forbandet lang tid - 7 timer - jeg kunne transskribere 6 minutter på en time...
På fredag skal jeg lave et interview med tre af bydelsmødrene. Det er vildt fedt, at de gider bruge tid på at snakke med mig. Det er altid meget sjovere at skrive opgaver, når man har sin egen empiri og det er også en del af en langsigtet strategi om at få et studiejob i integrationsministeriet, når jeg kommer hjem. Rikke Hvilshøj var nemlig hernede og kigge på projektet i november og det skal også implementeres i Danmark.

Filmklub
I går løb første træf af mit nye påfund af stablen - tysk filmklub. Det går i al sin enkelhed ud på gennem tyske film, at udvide os erasmus-folks og andre ikke-germaneres tyske kulturhorisont ved hver anden tirsdag at lave filmklub hjemme hos Mads og mig. Eneste krav er, at originalsproget skal være tysk. Jeg står helt af på deres synkroniseringstrip. Jeg kan ikke forstå de kan holde det ud, men fred være med det, så længe jeg ikke skal tvangsindlægges til at se på det.
Første film i rækken var 'Alles auf Zucker', som er en komedie om jøder, DDR og regelrethed. Meget tysk film! Den var ikke fantastisk, men ok underholdende og bagefter var vi ude og drikke en øl i vores gades lyserøde homobar, hvilket også var underholdende.

Har desværre ikke nogen billeder til denne post, da Mads har kameraet med i USA. Han skrev en mail i går. De har det godt, oplever spændende ting og er endnu ikke blevet ædt af bedbugs - give 'em hell baby! Det lyder rigtig spændende det de oplever og jeg er lidt misundelig, men har det nu også ret godt i Berlin.

2007-03-08T17:15:00.000-05:00

Kvindernes internationale kampdag!

I dag er det kvindernes internationale kampdag og jeg har for første gang i rigtig mange år ikke markeret det med demonstration, debatmøde eller lignende. Min blog bliver derfor forummet, hvor jeg i dag markerer dagen.

Jeg vil ikke holde nogen brandtaler, blot sige at jeg synes det er vigtigt, at vi bliver ved med at være opmærksomme på at der stadig er uligheder mellem kønnene som skal udjævnes.
Og så vil jeg gerne slå et slag for at vi kvinder nogen gange slapper lidt af. Alt kan og skal ikke være perfekt. Det er ikke nødvendigt at være den perfekte kæreste, den dygtigste i klassen, den lækreste på stranden osv. Forleden da jeg stod på toilettet på uni og forsøgte at få mit vindblæste hår til ikke at ligne en krøllet paryk kom en pige ud fra toilettet, kiggede på mig og sagde med et smil 'du ser godt ud'. Jeg blev meget overrasket og glad. Så kære kvinder: Husk på at I er lækre, søde, smukke og kloge! Og næste gang du står og ser dig selv i spejlet og synes du ligner lort, så husk på nedenstående film - Du ser godt ud!

2007-03-06T05:59:00.000-05:00

Ungdomshusets endeligt

Mit venstreorienterede hjerte ærgrer og krymper sig på denne dag, hvor de sidste rester af Ungdomshuset sandsynligvis forsvinder til en losseplads på Amager.

Det ærgrer sig fordi jeg synes det er en skam, at der i København ikke længere er et Ungdomshus, hvor man kan komme og arrangere koncerter, folkekøkken, politiske aktioner osv. uden at man skal være medlem og alt skal være styret af nogle embedsmænd fra kommunen, men at det i stedet er det frie initiativ og kreativiteten der hersker, fordi den ikke skal puttes ned i kasser der er firkantede og passer til ethvert formål.

Det krymper sig fordi brugerne af Ungdomshuset ikke har formået at samle sig og udtrykke sig på en anden måde end hærg og ødelæggelse. De kunne have gjort så mange andre ting, som kunne have vist Danmark, at Ungdomshuset rummede nogle kreative, progressive kræfter, som godt kan tænke i andre baner end vold. Jeg ved godt, at der er en masse medløbere, som bare synes det er sjovt at lave ballade og slås med politiet, men så gå dog ud og tag afstand fra det. På denne her måde har de skudt sig selv i foden og sympatien er fuldstændig væk. Vold avler vold og det har aldrig ført noget konstruktivt med sig og det er så dumt og pinligt for dem selv, at de ikke kan finde andre måder at kommunikere på i et demokratisk samfund.

Det ærgrer sig fordi vi nu på Jagtvej 69 får en fundamentalistisk kristen frimenighed, som bl.a. er imod homoseksualitet og abort og sætter det lig pædofili. De har en formand, som mener at hun er direkte i forbindelse med gud og har fået missionen om at overtage Ungdomshuset fra ham. Er det mere ønskværdigt at have en fundamentalistisk kristen sekt end nogle venstreorienterede unge? Hvis faderhuset havde været muslimsk var de for længst blevet udsat for en hetz uden lige, men nu får de lov at prædike deres fundamentalistiske holdninger i fred.
På nedenstående link kan et uddrag af Ruth Evensens sejrstale læses:

http://mrkab.com/2007/03/05/ruth-evensens-sejrstale-dette-er-kun-begyndelsen/

Gud hvor er det sørgeligt at Ruth Evensen nu skal herske på jagtvej 69!

2007-03-04T13:47:00.001-05:00

One down - one more to go!

I fredags blev jeg færdig med mit første Hausarbeit. Dvs. 10 sider på tysk om sammenhængen mellem migration og arbejdsløshed. Det har ikke været så svært at skrive, som jeg havde troet og jeg synes det har været spændende. Nu skal jeg bare skrive et til. 20 sider om integrationsprojektet 'Stadtteilmutter', som højst sandsynligt skal importeres til Danmark. Når det er færdigt skal jeg have nogle måneder uden studier - skønt!

Danskerfest
Fredag var der lagt i ilden til en rigtig danskeraften i Berlin: 'Copenhagen Night' på 103 Club. Danske og verdenskendte Anders Trentemøller var hovednavnet og flere andre danske DJ's spillede også. 103 Club ligger lige rundt om hjørnet fra os og vi startede derfor aftenen med lidt festivitas hos hjemme hos Mads og jeg. På forunderlig vis viste det sig kun at være danskere vi kunne mønstre, da de fleste af mine vores ikke-danske venner er på ferie eller havde andre planer - hmm i hvert fald endte vi med at være ca. 15, som glade gik på 103 Club, hvor der ventede os 1 time og et kvarter i en ufattelig lang kø. Dog har vi lært vores kølektie og havde alle en øl med til ventetiden, som faktisk ikke virkede så lang.
Trentemøller viste sig at leve op til sit velrenommerede navn og spillede et rigtig godt set, hvor han halvt DJ'ede og halvt gav koncert. Det var virkelig fedt og vi dansede så sveden sprang af os. Dog skete der under Trentemøllers fremragende show noget underligt: Scenen fyldtes langsomt med selvfede danskere, som ikke rigtig bidrog med noget, men som bare stod bag Trentemøller og så selvfede ud. Fair nok at de synes han er sej, men hvorfor skal de stå bag ham og være så selvhøjtidelige i stedet for at komme ned og deltage i festen? I det hele taget var stedet proppet med danskere - hvilket vi jo selv var en medvirkende årsag til og som Kresten konstaterede da vi gik: 'Det er længe siden jeg har set så mange lækre piger på et sted'. Ja de skandinaviske piger lever op til deres ry...
I hvert fald var det super fedt og her er et link til et af Trentemøllers remix':
(Venstreklik for at høre. Højreklik og tryk 'save as' for at gemme.)

Röyksopp: What else is there (Trentemøller remix)

Forår!
I dag er det blevet forår i Berlin! Vi vågnede til strålende solskin og dog lidt kulde, men forår er det! Isbutikken i Falckenstein straße, som ligger lige rundt om hjørnet er nemlig åbnet i dag. Vi startede dagen med at spise brunch, hvor flere af de andre dumpede ind forbi og efter at have flydt ud i caféens sofaer i tre timer slæbte vi os over til isforretningen, hvor vi godt lige kunne klemme en is ned:-). Lidt syret at stå med vanter og halstørklæde og spise is, men også dejligt for fuglene pippede lystigt og var helt med på at foråret så småt er på vej.

Og så skylder jeg vel også at knytte en kommentar til det kaos der hersker hjemme foran vores dør i København. Det er meget underligt at opleve det hele på afstend hernedefra og alligevel føle sig berørt af det. Jeg kan godt forstå de er frustrerede over at Ungeren er blevet ryddet og taget fra dem, men jeg kan ikke forstå hvorfor de smadrer den bydel, hvor der nok før var allermest sympati for deres sag. Det virkelig fuldstændig latterligt at hærge byen i stedet for at lave nogle velorganiserede aktioner. De får absolut intet andet end folks vrede ud af det her. Vores naboer i Møllegade derhjemme har været ret seje og fanget nogle af ballademagerne når de kom ind i gården for at finde ting de kunne brænde af. De tog deres bukser og smed dem idioterne ud af gården igen. Så kan de lave ballade i bar røv.
Der har også været flere aktioner her i Berlin og det er noget som rør tyskerne meget.
Jeg synes den såkaldte 'normaliseringstendens' i Danmark er rigtig sørgelig og jeg synes det er ærgerligt at alt skal ensrettes for at der er plads til det. Man bør nok tænke lidt over hvad for et samfund det er vi får ud af det.

2007-02-28T08:46:00.000-05:00

Weimar

Min fødselsdagsgave fra Mads var en tur til Weimar og vi vendte fredag formiddag snuderne mod den midttyske højkulturelle by. Mads havde planlagt det hele; købt billetter til tog, teater og Stadtrundgang. Bestilt værelser på en lille pension midt i byen og oven i købet sørget for godt vejr:-). Vi tog afsted fra Berlin i bidende blæsevejr og ankom til Weimar i noget der mindede om forår. Første destination var derfor en gåtur i 'Park an der Ilm', som Goethe var med til at anlægge i 1776 og hvis koncept var at skulle skulle minde om en engelsk landskabshave, hvor det hele ikke er symetrisk og planlagt, men i stedet er mere naturligt med små snoede stier osv. I udkanten af parken står Goethes 'Gartenhaus', som kan skimtes i baggrunden på billedet. Han boede der de første år af sin weimar tid og efter han fik et større hus i bymidten var det i sit lille havehus han trak sig tilbage når der virkelig skulle arbejdes.

Goethe
Mads havde til togturen printet diverse Wikipedia artikler om Goethe, Schiller og Faust og vi mærkede hurtigt hvor stor en indflydelse Goethe har haft på byen. Han blev lokket dertil i 1775 af Storhertuginde Anna Amalia, som i en alder af 18 år var blevet enke med to små børn og ansvaret for et hertugdømme. Da hun overtog magten efter sin afdøde mand, var hertugdømmet dybt forgældet, men hun var en fremsynet dame og fik i løbet af få år vendt udviklingen og gjort Weimar til kulturcentrum, blandt andet ved at lokke prominente kunstnere, filosoffer, forfattere osv. til byen ved at give dem høje administrative stillinger og andre privilegier. Hendes strategi virkede. Ud over Goethe slog flere andre kulturpersonligheder sig ned i Weimar og gav byen en helt ny attraktiv profil.
Goethe var ikke kun en stor forfatter, han interesserede sig også for naturvidenskab, filosofi, kunst og ikke mindst kvinder. Hans er affæreliste er uendelig lang, men i en alder af 39 endte han med at gifte sig med den 23 årige Christiane Vulpius, som var af meget lavere rang end ham og aldrig rigtig blev accepteret af borgerskabet i Weimar.

Faust
Goethes mest berømte værk er 'Faust', som han arbejdede på hele sit liv. Faust 1 er den første del og handler om videnskabsmanden Faust, som vil vide alt og sælger sin sjæl til Mephisto (djævlen). Dog ender det hele med at gå galt fordi Faust bliver liderlig efter en bondepige (Gretchen), kommer til at dræbe hendes mor med sovemiddel, for at være alene med Gretchen og gør hende gravid. Det ender med at Gretchen i skam dræber barnet og derfor selv bliver dømt til døden. Egentlig meget tragisk historie, men vi så den fantastisk morsomt opført som teater fredag aften.
Stykket var lavet som en dialog mellem Goethe og hans digterven Schiller, som også boede i Weimar. De kan ses som statue på billedet. Goethe og Schiller var i stykket begge døde og sidder i himlen og fordriver tiden med at selv at opføre Faust 1. Det var fantastisk godt og underholdende lavet og noget af det bedste teater jeg har set.

Byvandring og anekdoter om Goethe
Lørdag formiddag stod den på byvandring gennem Weimar og vi havde den mest fantastiske guide, som forklarede og fortalte i to en halv time om Weimar, Goethe, Schiller og alle de intriger og gode historier der var om dem. Det var virkelig godt og meget informativt.

Om aftenen nørdede vi mere Goethe med et arrangement med oplæsning af Goethe anekdoter akkompagneret af klassisk musik. Vi trak gennemsnitsalderen væsentligt ned og det var meget højborgerlig kultur, men lavet med et glimt i øjet. Derefter måtte vi ud og drikke nogle drinks, for ikke at forstøve helt i Goethe og 1700 tallet.

Det progressive Weimar
Weimar er ikke kun Goethe og gamle digtere, selvom de også i dag, var allestedsnærværende. Også Bauhaus skolen opstod her og dens arkitektur var for sin periode meget nyskabende. De kæmpe vinduer brugte man på den tid kun i industribygninger, men her tjente de som lyskilde til atelierne og bygningen er konstrueret sådan at der aldrig kommer direkte sollys ind, men til gengæld masser af lys. Smart! Senere flyttede Bauhaus til Dessau, fordi det konservative bystyre i Weimar ikke ville støtte skolen økonomisk. Derfor er Dessau i dag mere berømt for Bauhaus stilen end Weimar.
Weimar er også stedet hvor 'Weimarrepublikken' blev grundlagt i 1918 efter første verdenskrig. Det var Tysklands forfatning i mellemkrigstiden og også betegnende for perioden mellem de to verdenskrige, men det nævnte ingen mærkeligt nok med et ord. Måske er det fordi denne forfatning gjorde det muligt for Hitler at overtage magten og de derfor er lidt flove over det. Måske fordi det var det samlede Tysklands første forsøg på demokrati, som fejlede. Jeg ved det ikke, men et er ihvert fald sikkert. Weimar har været en enormt progressiv kulturby og slående var også at selvom byen hørte til DDR, var der ingen af de karakteristiske betonbyggerier, som tyskerne kalder 'Plattenbau'. Det er som om at også DDR-styret havde så stor respekt for Weimar, at de ikke smækkede beton op, men i stedet byggede byen op i sin oprindelige stil. Med til historien hører også at Weimar ikke blev særlig ødelagt under 2. verdenskrig.

Noget karakteristisk som vi bed mærke i, var at alle folk var rigtig søde og venlige. Vi stødte overhovedet ikke på nogle sure folk i servicejobs. I Berlin er det meget normalt at man nærmest bliver betragtet som en pestilens, hvis man vover sig ind i en forretning og service er ikke det de er bedst til. Ofte får man sure svar på helt reelle spørgsmål. Men tonen var en ganske anden i Weimar - måske fordi det ligger tættere på München...?

Det var en virkelig dejlig tur, hvor vi lærte utrolig meget om tysk kultur og hyggede os rigtig meget med hinanden. Skøn fødselsdagsgave!

2007-02-19T17:45:00.000-05:00

Berlinale 2nd take

Det har virkelig været sjovt at opleve Berlin under Berlinalen. Potsdamer Platz som normalt er et mærkeligt vindblæst og lidt øde sted kom virkelig til sin ret. Det er som om at den er bygget til Berlinalen og så resten af året ligger den i dvale og venter på at blive invaderet af filmfreaks, fotografer, nysgerrige, filmstjerner osv.

Vi så to film i går. Først 'The Fall' som var en helt fantastisk film i genren drama/fantasy lavet af en indisk instruktør som hedder Tarsem Singh. Historien handler om Alexandria som med sin familie er indvandret til USA fra Østeuropa og ved æbleplukning har brækket sin arm og derfor er på hospitalet. Her møder hun Roy, som er stuntmand og ved et styrt er blevet lam fra livet og ned. De indgår en handel: Han lover at fortælle hende den mest fantastiske historie man overhovedet kan forestille sig, hvis hun stjæler morfin til ham. Her tager den fortryllende episke fortælling om fem mænd (en af dem Darwin...?!), som alle har svoret at de vil dræbe den onde 'Governor Odious' sin begyndelse. Efterhånden smelter historie og virkelighed mere og mere sammen og ... nej jeg fortæller ikke mere, gå ind og se den, hvis I får mulighed for det!!! Den er optaget i 23 forskellige lande, castlisten tæller over 1000 personer og dens visualitet er helt fantastisk. Det er en af de bedste film jeg nogensinde har set.

Den anden var dokumentaren 'Full Metal Village' som handlede om den lille nordtyske by 'Wacken', hvor livet går sin vante gang og mest mindede om 1950'erne med bondemænd som malker køer og koner som laver mad og går til sang i kirken, men hver sommer er der i denne lille landsby 'Wacken open air' som er en heavy metal festival. Den var fantastisk sjov og lun film og folkene i den lille by, deres liv og forhold til festivalen. Nogle synes det var fedt og deltog, andre tjente penge på den og atter andre tog på ferie.

Familiebesøg
I denne uge har Mutti, Freja og Kleo også været på besøg. Freja var desværre syg og så faktisk kun indersiden af vores lejlighed, men det var rigtig hyggeligt alligevel og når vi andre ikke plejede Freja spiste vi brunch, var på DDR museum og i Badeschiff. Badeschiff er altså helt fantastisk lækkert - specielt i strålende solskin... Her er det Mutti og Kleo som tager en slapper efter en dukkert.

DDR museet var også rigtig godt og kan anbefales. Det var perfekt til børn fordi man måtte røre ved alting, tage tøj og sko ud af skabene og prøve det osv. Kleo synes det var ret syret det der med at bygge en mur tværs igennem en by og det kan man jo kun give hende ret i.

2007-02-11T08:08:00.001-05:00

Berlinale - Die internationale Filmfestspiele Berlin

I fredags gik startskuddet til dette års filmfestival i Berlin: Berlinalen. Byen summer af aktivitet, celebs og hundrevis af film, hvortil man skal være virkelig hurtig for at få billetter.
Berlinalen er grundlagt i 1951 under sloganet "Schaufenster der freien Welt" som betyder noget i retning af "Udstillingsvindue af den fire verden". Rimelig hurtigt blev Berlinalen en af verdens vigtigste filmfestivaler på niveau med Cannes og Venedigs filmfestivaler. I begyndelsen var det publikum som besluttede, hvem der skulle vinde, men fra 1956 har det været en jury som bestemmer, hvem der skal have guld- og sølvbjørnen og i tidens løb er der kommet flere priser til, f.eks. debutantprisen som danske Pernille Fischer Christensen sidste år vandt for filmen 'En soap'.

I går var Mads og jeg så inde og se vores første Berlinale film 'Crossing the line'. Det var en dokumentar om en amerikansk soldat, som under Koreakrigen havde fået nok af USA, bristede drømme osv. og derfor valgte at gå over grænsen, ind i Nordkorea og siden har levet der. Det var en mærklig historie, hvor man blev mere og mere i tvivl om hvem der snød hvem og også fik følelsen af, at han var et rigtigt usympatisk mennekse. Den var virkelig spændende, fordi man også så optagelser fra Nordkoreas hovedstad, som jo ellers er et meget lukket land og han fortalte om livet der. Der var også en anden amerikaner, som var deserteret og taget til Nordkorea og han havde på et tidspunkt fået en ung japansk kone, som var blevet kidnappet af nordkoreanerne fordi hun skulle bruges til at lære spioner det japanske sprog, japanske skikke osv. så de ikke ville vække opsigt, når de skulle på mission til Japan. Det lykkedes hende senere at flygte og komme tilbage til Japan. Hovedpersonen havde tre børn. To med en vestlig kvinde og et med en sort kvinde og ingen af dem lignede koreanere. På et tidspunkt kommer spørgsmålet op om den nordkoreanske stat måske vil bruge de her ikke-koreansk udseende børn til spioner, hvilket han afviser pure, men man kan jo have sin tvivl, når de kidnapper unge japanske kvinder til samme formål. Alle optagelserne er selvfølgelig censurerede og jeg synes det fantastiske ved filmen var, at der blev sagt så meget mellem linierne ved hjælp af mimik, afvigende svar osv. En virkelig spændende og meget mærkelig historie.

Mads og hans fly
Mads har i afskedsgave fra sin afdeling på ambassaden fået et fjernstyret fly. Det var lykke i sin reneste form, og vores næsten fire meter til loftet er kommet til sin ret. I onsdags var vi i Tiergarten og prøve vidunderet og det var ret sjovt. Det er lavet af noget meget let flamingo, som alligevel godt kan tåle en masse stød og når man lige lærer det at kende, er det super sjovt at flyve med og jagte hinanden. Joonas fra Finland, som vi har lært at kende hernede, var hjemme hos i går og da han så flyet var hans eneste spørgsmål, hvor man kan købe det.
Billedet taler vist for sig selv...

2007-02-04T14:44:00.000-05:00

Kasper Hvidt - We love U!

Vi har fulgt med i håndbold VM hernede og det har været ret underholdende. Vi fandt en italiensk restaurant/pizzaria, som havde storskærm og gladeligt ville vise håndbold, selvom der var tyske Bundesliga kampe. Så vi har været den lille pizzamands bedste kunder denne uge. I torsdags var vi 15 som heppede og hujede og klappede, men lige lidt hjalp det, da det danske hold tabte til Polen. Her til eftermiddag var der så heldigvis lidt oprejsning da vi igen indfandt os på 'Dina Pizza e Ristorante' og gud hvor vi elskede Kasper Hvidt og alle hans fantastiske redninger!
Heldigvis vandt Tyskland over Polen og blev verdensmestre. Jeg håber det kan være med til at give dem lidt nationalfølelse tilbage. Fodblold VM'et i sommer, var jo total epokegørende og pludselig var det en lille smule okay at være tysker. Utroligt hvad sport kan betyde.

Her er noget helt andet som også kan være epokegørende: Musik! Denne video er helt genial og et bevis på at man sagtens kan lave rigtig fede sjove ting uden et kæmpe budget. Læg mærke til at den er taget i et take - imponerende!

Ok Go: Here it goes again

Apropos musik, så kommer Björk på Roskilde Wuhuuu! Så nu er der absolut ingen undskyldning for ikke at komme! Hendes koncert i 2003 var fantastisk og er den bedste jeg nogensinde har set.

2007-02-01T09:05:00.000-05:00

Tysk universitetsundervisning tsk!

I dag har jeg holdt mit sidste referat. I Danmark ville man kalde det oplæg, men 'referat' er faktisk mere betegnende for den tyske måde at gøre det på. Jeg har i alt holdt fire referater og det har været blandede fornøjelser, men jeg har helt sikkert lært noget om tyskerne og deres indlæringsmetoder.

Når man er væk hjemmefra finder man jo altid ud af hvilke fordele der er derhjemme og jeg har i sandhed fået respekt for den danske måde at undervise på. Jeg har hernede kun haft 'Hauptseminare' fordi jeg er på kandidatdelen af min uddannelse. Det vil sige at der ikke er nogen undervisere som står og holder forelæsninger, nej det er såmænd lagt ud til de kære studerende, som nu får ansvaret for at viderebringe hinanden viden. Det sker gennem før omtalte referater, som kan være af meget svingende kvalitet. I mit økonomi kursus er underviseren rimelig seriøs og har udstukket rammer for referaterne. Det vil sige at de maks må være 20 minutter at de skal begynde med en problemformulering og slutte med en konklusion og at der skal skrives et abstract om temaet på maks en side, som han skal godkende og derefter bliver sendt ud til alle på holdet. Det fungerer forholdsvis okay og han er også på i timerne og korrigerer, hvis noget er forkert.

I det kursus jeg har holdt referat i dag er der ingen retningslinjer og det er meget normalt at referatet varer en time og et kvarter uden brug af overhead, PowerPoint eller den slags nymodens ting, men i stedet sidder der et par studenrende med deres papir i hånden og læser op og så er der så 15 min. til diskussion til sidst, men på det tidspunkt er jeg fuldstændig sat af og har kæmpet en halv time med at holde mig vågen, jeg tror ikke jeg er den eneste som har det sådan, for diskussionerne er altid totalt pseudoagtige, hvor det mest er undervisningen der prøver at få folk til at sige noget.
Vi var fem i min gruppe og skulle fortælle om integration af indvandrere i andre europæiske lande og sammenligne med Tyskland. For to uger siden delte vi temaerne mellem os og så mente de kære tyskere egentlig ikke at vi behøvede mødes før vi skulle holde oplægget. Det er meget modsat den måde jeg er vant til at arbejde på med gruppearbejde og endeløse diskussioner. I økonomifaget holdt jeg oplæg med en tysk fyr og vi læste de samme tekster, diskuterede dem og fordelte så derefter hvem der sagde hvad, men lavede PowerPoint, abstract osv. i samarbejde. Meget givende synes jeg, men sådan skulle det ikke være denne gang.
I sidste uge snakkede jeg med mine fire co-presentators kort efter undervisningen og vi blev enige om at lave et PowerPoint show. Jeg sagde, at jeg sagtens kunne sætte det sammen, hvis de bare sendte, hvad der skulle stå på deres slides til mig, men ak og ve, der lærte jeg igen en lektie om det tyske broderfolk...

Mandag aften kl. 19.02 - syv timer efter vi havde aftalt jeg skulle have deres PowerPoint oplæg fik jeg det sidste fra Benjamin som skulle snakke om Tyrkiet. Det viste sig at være 9 tætskrevne sider med alt hvad han havde tænkt sig at sige. Så sad jeg jo der og overvejede at sende resten af showet til ham, som jeg havde lavet færdigt om eftermiddagen og sige at han selv kunne lave sine slides, men endte med at vælge ud hvad jeg mente var relevant og strikke en okay præsentation sammen. Derefter sendte jeg det til ham og spurgte om det var ok og han synes det var 'Wunderbar gemacht' - tak for rosen dovenlas!

I dag skulle vi så præsentere vores tema og vores oplæg tog en time, hvilket er standard i det fag. Jeg synes det er alt for lang tid, men det er som om at tyskerne synes at indlæring foregår ved at man snakker i rigtig lang tid, helst om nogle komplicerede emner med en masse fremmedord og svære begreber. Øjensynligt fungerer det ikke særlig godt, for der var måske fem der hørte efter. Resten læste avis, hviskede med hianden, skrev sms'er eller stenede. Da der til sidst var diskussion var det os og de fem som sagde noget. Problemet er at der er mødepligt hernede. Man må kun være væk to gange, så de fleste kommer bare for at skrive sig på en liste og så er de ellers rimelig ligeglade med hvad der foregår. Når man består et fag bare ved at være der er det egentlig forståeligt nok, men jeg synes det er en dybt underlig måde at strukturere universitetsundervisning. Forudsætningen for at komme burde jo være at man synes emnet er spændende og har lyst til at lære noget. Men ligeså snart man er tvunget til at være der, ryger den motivation jo. Problemet er også at det nogengange er så dræbende kedeligt at man får meget mere ud af at læse selv og måske finde noget supplerende litteratur, hvis man er nysgerrig efter mere, men nu skal man slæbe sig gennem to timer, men en diskussion som kun bliver holdt i live af underviseren.
Det hele er dog ikke kedelige fag og dårlige referater. Jeg synes faktisk jeg har lært meget - måske af at læse;-) Men det har været ret givende for mig at prøve at studere på en anden måde end på RUC og jeg synes faktisk det er lidt ærgerligt at der kun er to uger tilbage med undervisning.

Jeg har under semestret haft et sprogkursus som har været rigtig godt. Det skulle munde ud i at vi skrev en avis om livet i Berlin, byens finurligheder osv. og den er blevet færdig i dag. Den er blevet meget flot og det har været rigtig sjovt at lave den. Det var bl.a. til den jeg interviewede billetsælgeren og så har jeg skrevet en artikel om en club som hedder Berghain.
Hele herligheden kan findes som pdf her: Ich bin eine berliner Zeitung

2007-01-25T16:21:00.000-05:00

Rudi Dutschke

Så blev det endelig vinter! Jeg er vild med det og håber der kommer masser af mere sne, så vi kan komme ud og kælke. Denne blog skal dog handle om noget helt andet: Rudi Dutschke

I denne uge har jeg nemlig sat mit præg på Berlin ved at være med til at bestemme et nyt vejnavn.
Da Mads og jeg i slutningen af december kom hjem fra juleferie, lå der til os begge et brev fra Kreuzberg-Friedrichshain byrådet om at der skulle være folkeafstemning i januar. Først fattede jeg slet ikke hvad det handlede om, men efter lidt nærlæsning gik det op for mig at det der skulle stemmes om var et gadenavn.
Striden stod om hvorvidt en del af 'Kochstraße' skulle omdøbes til 'Rudi-Dutschke-Straße'. Valgbrevet fra kommunen var meget fint lavet med pro- og kontraargumenter. Her fandt jeg ud af Koch var en bagermester, som levede i Berlin for 200 år siden og at Dutschke var frontmand for 68-oprøret i Vestberlin. Min nysgerrighed var blevet vækket efter mere og efter lidt research er jeg blevet meget klogere på Dutschke og 68-oprøret i Tyskland, som ligner oprørene i mange andre vestlige lande, men dog alligevel er helt specielt fordi tyskerne slæber rundt på et meget stort åg i form af 2. verdenskrig og nazismen.

Rudi Dutschke blev født i det der senere skulle blive til Østberlin i 1940 og levede ellers en mønster DDR tilværelse, var medlem af FDJ, som står for 'Freie Deutsche Jugend' og var DDR's indoktrineringsmaskine, men i 1961 blev det for meget for ham og kort før muren blev bygget flygtede han til Vestberlin, hvor han begyndte sine studier på Freie Universität.
Tidligt i sit studieliv begyndte Dutschke at lave politiske aktioner. Selvom han var stukket af fra DDR kommunismen, var han meget venstreorienteret og kritiserede den vestlige verden og kapitalismen. Han blev en populær frontmand fordi han var veltalende og charmerende, men delte også vandene fordi de konservative dele af samfundet syntes at han var en proletar, som var kommet til vesten kun for at kritisere den.
Som sagt handlede 68-oprøret i Tyskland dog ikke kun om de venstreorienterede mod de konservative. Det handlede også om at rigtig mange folk, med højtstående positioner i samfundet (politikere, advokater, embedsfolk osv.) også havde spillet en væsentlig rolle under nazismen og rigtig mange var aldrig blevet anklaget eller dømt for deres handlinger under 2. verdenskrig. Derfra stammer udtrykket at man ikke kan stole på nogen over 30 år, fordi rigtig rigtig mange tyskere på en eller anden måde havde været involveret med nazisterne og først i slutningen af 60'erne begyndte dem som havde været børn under krigen at spørge deres forældre og bedsteforældre, hvad de egentlig havde lavet.

Dutschke blev bl.a. populær fordi han tog afstand fra terror og i stedet mente at man gennem fælles politiske aktioner skulle vise sin utilfredshed. Således blev han en venstreorienteret modpol til Rote Armee Fraktion som op igennem 1970'erne dræbte mange højtstående tyskere i socialismens navn. I 1979 var han med til at grundlægge det venstreorienterede parti 'De grønne' og mente etableringen af et parti til venstre for SPD (socialdemokratiet) kunne være et modsvar til og middel mod den venstreorienterede terrorisme.

Dutschke blev i 1968 udsat for et skudattentat, som dog ikke dræbte ham, men han blev skudt i hovedet og fik epilepsi og det dræbte ham juleaften 1979, hvor han fik et epileptisk anfald mens han lå i badekar og derfor druknede. Faktisk flyttede han til Danmark i 1970, hvor han underviste på Århus universitet og det var også i Århus at han døde.
Berlins svar på Ekstra Bladet 'Bild Zeitung' fik dengang en stor del af skylden for attentatet mod Dutschke. De havde længe kørt en kampagne mod 68-bevægelsen og specielt ham som frontmand og udråbt ham til samfundsfjende nr. 1. Bild Zeitung er ejet af den store mediekoncern 'Springer Verlag' som ligger i Springer Straße og den kommer nu til at krydse Rudi-Dutschke-Straße. Det blev nemlig vedtaget af 57,1 % af beboerne i Kreuzberg-Friedrichshahn, at de gerne vil have en 'Rudi-Dutschke-Straße'.

2007-01-17T16:42:00.000-05:00

Så er praktikken i hus!

Så fik jeg sgu gaflet mig en praktikplads i Bundestag! Jep:-) Jeg troede det ville være rigtig svært, men en dansk studine er åbenbart i høj kurs, så jeg har fået en praktik fra d. 10. april til 31. maj. Korte praktikker er standard hernede og det er helt perfekt, for jeg skal aflevere mine opgaver på uni d. 1. april og så flytter vi jo hjem omkring d. 1 juli, så der er lige tid i begge ender til at tjene lidt penge og spille fandango.

Her er han så: Hr. Dr. Ole Schröder, som jeg skal være i praktik hos. Han ser lidt flødebolle-Beverly-Hills agtig ud og han er da også CDU mand (konservativ). Først synes jeg det var et minus, men på den anden side er det altid godt at komme ind bag fjendens linjer og lære dem lidt at kende. Han virker meget flink. Et plus er, at han kun er 35 år og som endnu et sympatisk træk, har han studeret et år i Sydafrika. Han er jurist af uddannelse, kommer fra Hamborg og har været medlem af Bundestag siden 2002.

Jeg glæder mig rigtig meget til det! Det bliver spændende at komme ind og se hvordan det hele fungerer og lære mere om tysk politik. Derudover bliver det også rigtig fedt med et semester uden forelæsninger og 100 tekster som hele tiden ligger og venter på at blive læst.
Min eneste bekymring er, at jeg skal huske at sige 'De' til ham og alle andre derinde, men det klarer jeg nu nok, så hep hep - Bundestag; jetzt geht's um die Wurst!

2007-01-14T17:56:00.000-05:00

Fødselsdag i det tyske

Så blev jeg 25 år! Allerede fra kl. 24 fredag nat blev jeg fejret. Katja og Anne Kathrine ringede fra Danmark og sagde tillykke. Jeg var på bar med nogle af folkene hernede fra og pludselig kom de og kastede kanel på mig. Åbenbart en jysk tradition når man bliver 25 og ikke er gift. Det var ret morsomt og jeg fattede slet ikke hvad der skete. Efter en rigtig sjov tur i byen med en masse dans til langt ud på natten, vågnede jeg sent lørdag. Mads sang fødselsdagssang for mig og kom med gaver fra Mutti, som havde sendt den herned (nyt ur og fancy strømpebukser - yes!) og Signe, Rikke og Line, som havde haft en med herned til nytår. Jeg fik Klovn tredje sæson. Super gave, som sætter min uheldige oplevelse med Hr. underviser i perspektiv af Franks helt eminente evne til at komme galt afsted. Af min søde kæreste fik jeg en tur til Weimar. Han har planlagt det hele, bestilt togbilletter, hotel, teaterbilletter, Stadtrundgang osv. Det bliver skønt og spændende at opleve. Weimar ligger nærmest midt i Tyskland og er kendt for sin kulturelle arv. Goethe boede i Weimar, det var her Tysklands første republik blev grundlagt (Weimar republikken) og her Bauhaus skolen opstod, så der er masser at opleve.

Vi startede dagen med at spise lækker brunch og så gik vi Badeschiff. Badeschiff er om sommeren Berlins svar på Islands brygge, dog er Spreevandet ikke så lækkert at bade i, så det er en swimmingpool, som er sat ud i floden, så man bader i rent vand, men har følelsen af at bade i floden. Her om vinteren har de dækket det hele over og varmet det op til 25 grader. Vi havde kun set billeder af det og var overraskede over hvor fantastisk godt det fungerede. Vi lejede badekåber og gaflede to liggestole med madrasser og udsigt ud over Spree og så lå vi ellers der i fire timer og dovnede, læste blade og bøger, badede, gik i sauna, tog lur, drak smoothies og sludrede. Det var virkelig wellnessheaven og enormt lækkert lavet. Tyskerne overraskede os igen ved alle at spankulere mere eller mindre nøgne rundt og alle badede nøgne. Dog var det indrettet sådan, at vi alligevel havde følelsen af at ligge lidt afskærmet. Det var virkelig dejligt! Om aftenen spiste vi efter mit ønske Sushi. Det var en rigtig dejlig dag!

I dag havde jeg inviteret folkene jeg har lært at kende hernede til boller og drømmekage. Jeg tænkte det ville være festligt med et tysk flag, men det er umuligt at opdrive. Moritz (Mads' gamle roomate) forklarede mig, at tyskerne aldrig flager til deres fødselsdage. Det er kun nynazisterne som flager med det tyske flag. Jeg lærer noget om tysk kultur i disse dage...:-)
Det var rigtig hyggeligt med søndageftermiddagsfødselsdag og jeg fik en masse flere gode gaver. Mange tyske bøger som jeg glæder mig til at læse og verdens flotteste buket liljer som nu står og pynter og dufter rigtig dejligt og minder mig om fødselsdag og hygge og hvor dejligt det var at blive husket af alle jer derhjemme og fejret hernede.